Ude på et skråplan

De første uger af min graviditet – ja vel egentligt de første 10-12 uger, var jeg plaget af ualmindelig voldsom træthed og kvalme. Føj siger jeg bare. Altså jeg havde helt glemt, hvordan det er at være gravid. Kvalmen satte massivt ind – ikke bare om morgenen, men hele døgnet. Og med kvalmens ankomst røg jeg madmæssigt ud på et skråplan.

Gennem et halvt år har jeg levet efter nogle – for mig – sunde kostprincipper med fokus på den gode fedt, proteiner og ingen sukker. Af hensyn til PCO, vægt osv. Det har været så godt for mig. Og nok også haft en stor indflydelse på, at jeg faktisk er gravid.

Men da kvalmen kom, var det eneste, jeg havde lyst til frisk frugt og brød … Og så blev det jul. Godt nok holdt jeg igen. Spiste kun lidt juleknas. Men risengrød … med kanelsukker og smør. En kulhydratbombe. Og jeg nød det.

Enkelte dage har jeg været tilbage på det kost-spor, som er rigtigt for mig og min krop. Men det er ikke godt nok endnu. Jeg ved godt, hvad der skal til. Men jeg har i den grad fået smag for de friske frugter og den sødme, de indeholder. Under min første graviditet spiste jeg mig stor og tyk i vanillieis. Det der med is, er jeg ikke ramt af denne gang. For jeg vil IKKE ende med en så voldsom overvægt, som jeg præsterede at oparbejde sidst.

Men jeg skal have rettet op på skråplanet nu, for ellers ved jeg jo godt, hvad klokken har slået. Mit BMI er i forvejen så højt, at jeg kan se frem til en glukosetest for graviditetssukkersyge, og jeg magter slet ikke tanken om, at jeg skulle slå ud på den test. Så jeg håber, at mit overskud (og min mad-smag og lyst) er tilbage i en grad, så jeg igen får styr på indtag af fedt, protein og få kulhydrater. Det er på den måde, jeg har det bedst. At der så ryger et par æbler, appelsiner og vindruer ind her og der, tager jeg knapt så tungt, men hovedmåltiderne skal være bedre og mere fokuseret på dét, der er godt for mig. For det der er godt for mig, er også godt for det lille væsen, som gror sig større og større inde i mig.

3 tanker om "Ude på et skråplan"

  1. I den her graviditet har jeg haft ustyrlig lyst til kød. En ordentlig bøf. Nu er jeg i tredje trimester og træf i går en beslutning om, fordi jeg allerede har taget otte kg og helst ikke vil tage meget mere på (tog også meget på med de andre), at nu skal der passes ind. Skyr of en skive rugbrød til morgenmad. Grød til frokost. Tre stykker frugt. Aftensmad. Ud med slik og unødige måltider… jeg skal ikke spise for to. Det skal jeg huske, så jeg støtter op omkring dig. Det er svært at ændre på vanerne, men vi kan godt 🙂

    • Ja gu’ kan vi da det! Men det kræver viljestyrke – og sunde alternativer. Jeg er også på skyr om morgenen. Men jeg laver smoothie af det med bær og hørfrø – og lidt kokosolie. Det mætter rigtig godt, og er en god start på dagen. Til frokost skal jeg have grønt med fisk eller kød – og så noget pesto eller nødder. Af og til spiser jeg dog i stedet rugbrød med kødpålæg, hytteost eller lign. Aftensmaden er den varme udgave af grønt og fisk/kød. Mellemmåltiderne skal ikke indeholde sukker. Men jeg ved, jeg kan uden sukker, så jeg skal bare tilbage på sporet. Og det kommer jeg. Det gør du også 🙂 Og 8 kilo til dig er det ikke ok? Med min vægt skal den samlede vægtstigning gennem graviditeten ikke være mere end max. 10 kg. Og her hvor jeg lige om få dage går ind i 15. uge har jeg rundet 1 kilo (1,5 på nogle dage) …

  2. 8 kg er fint, men hvor jeg gerne undgå meget mere… for jeg ved jo, hvor svært det er at komme af med det igen. Jeg går selvfølgelig ikke efter en slankekur.
    Så nu sætter vi alle sejl ind. Du og jeg 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *