Tanker om mad til børn

Får han nok at spise? Hvorfor græder han sådan? Giv ham en flaske.

Fedt – han spiser bare alt den dreng. Se så god han er til at spise. Alt ryger ind. Nej tak, han drikker ikke sodavand. Nej tak, han kan ikke lide chokolade.

Øh, undskyld … kan man købe pasta her? Har I pommes frites? Hvordan er det nu, har I rugbrød uden kerner? Ja, det er jo lidt mærkeligt, men han er lidt selektiv med sin mad i øjeblikket.

Er der noget, der har kunnet fylde mine tanker i forhold til mit barn, er det mad. Fra han blev født 5 dage over termin og brugte de første fem uger af sit liv på at græde af sult til i dag, til i dag hvor han snart er fem år og er så selektiv – hvorfor jeg ikke skriver kræsen, vender jeg tilbage til – at hans kost er så ensidig, at det provokerer mig.

Det begyndte ellers så godt. Altså da han fik mad nok som spæd. Jordens mest skønne og glade baby. Og da han blev tumling, spiste han alt, hvad jeg serverede for ham – karrysauce, kartoffelmos, grøntsager, lasagne, pasta, brød, ost … you name it. Han spiste det hele. Ja altså han spiste ikke slik og drak sodavand, som jeg den gang så mange andre tumlinge gøre med stort velbehag. Det med slikken er han kommet efter, vil jeg sige. Men sodavand er stadig no go for ham. Og det er jo sådan set fint nok.

Den selektive adfærd begyndte, som jeg husker det, da han var omkring 2½ år. Stille og roligt fravalgte han at spise mere og mere af det, han ellers tidligere havde spist med velbehag. Set i bakspejlet fandt han hurtigt ud af, at han kunne styre mig – os som forældre – med sin mad. For er der noget, vi som forældre er følsomme omkring, er det vores børns indtag af mad. Han er en stædig rad. Og snu. Jeg kunne ikke bære at sende en 2½-årig i seng uden aftensmad, fordi han ikke ville spise det, der stod på bordet. Så der gik ikke længe, før det nærmest var et ritual, at jeg skulle smøre rugbrødsmadder, som blev serveret på sengekanten lige før sovetid.

Pandekager i en hver afskygninger er favoritmad hos min søn. Jeg kan få ham til at spise selv de mest proteintunge pandekager, hvis bare han får marmelade på ... så det får han så ...

Pandekager i en hver afskygninger er favoritmad hos min søn. Jeg kan få ham til at spise selv de mest proteintunge pandekager, hvis bare han får marmelade på … så det får han så …

Under en ferie til de vestindiske øer i 2011 kastede mit barn sin kærlighed på pandekager til morgenmad og kyllingenuggets og pommes frites til aftensmad – og frokost for den sags skyld. Ej hvor vildt, at han er så glad for pandekager. Se hvor han spiser. Glade forældre over et spisende barn. Ja, ja nu er vi jo på ferie, så går det jo nok med alt det “hvide mad”, tænkte vi. Men 14 dage med den kost satte sine spor. For nu stod vi med et barn, som godt nok spiste sund morgenmad i form af bran flakes eller havregryn og til nøds spiste lidt rugbrød med leverpostej eller ost til frokost – men til aften ville han ikke spise andet en kyllingenuggets. Mit moderhjerte har blødt over det – og min sans for god mad er blevet udfordret og provokeret af det. Min/vores fejl var, at vi lod det ske. Vi sørgede for, at der lige var et par nuggets til drengen, hvis han ikke ville have noget af det mad, vi andre spiste.

Han ligner ikke en dreng, der lider nogen nød.

Det skal nok komme – sådan er børn jo …

I skal bare lade være at blande jer, så skal det nok ændre sig.

Jeg har læst stolpe op og stolpe ned. Om børn, der bruger mad til at manifestere sig over for forældrene, for jeg er ikke i tvivl om, at det er det, der sker. Mit barn bruger sin mad som et “våben” over for os som forældre. Han har luret, gætter jeg på, at vi bliver voldsomt provokeret af det. Både min mand og jeg sætter en stor ære i at servere god mad – vi bruger meget tid og penge på hver dag at skabe god, nærende og sund mad. Og noget siger mig, at vi har været alt for ivrige i at få vores søn til at have den samme glæde ved al slags mad. Vi er i den grad magtesløse. For hvordan får man sit snart 5-årige barn til at spise uden at aftensmåltidet bliver en kamp, som ender i gråd og formaninger om, at hvis du ikke spiser dette, så …

Seneste – og vel efterhånden eneste – regel omkring aftensmåltidet er, at han selv bestemmer, hvad der skal på tallerkenen. Han skal tage noget af dét, der er på bordet, og han får ikke serveret andet end dét, der er på bordet. Nogle aftenener har han kun spist tomater. Andre har han intet fået. Og han er sulten, når han skal sove. Det gør ondt i moderhjertet på mit. Men hvad pokker gør vi?

I madpakken i børnehaven skal der være rugbrød – uden kerner for Guds skyld – med leverpostej og ost. Det dur ikke længere at spise hverken pølse eller hamburgerryg. På en god dag kan han også spise en fiskefrikadelle. Jeg forsøger de fleste dage at smøre en mad med noget nyt pålæg – eller noget som jeg tænker kan udfordre ham, så han prøver at smage det. Men han lader det altid være i madkassen. Vi som forældre snakker om, hvorvidt det er ok, at vi – sammen med pædagogerne i børnehaven – begynder at give ham en madpakke med, hvor der hverken er leverpostej eller ost. For at se, om han så ikke vil begynde at spise mere varieret. Men er vi med det valg så selv med til at gøre det til en kamp?

Jeg tror ikke på, at min søn er kræsen. For han har spist al slags mad. Virkelig. Men han er selektiv. Meget. Alt for meget.

Min søn er fantastisk. Han er født med en høj intelligens og en stor stædighed. Det er rigtig godt i mange sammenhænge. Men lige præcis på madfronten er det en udfordring, som jeg ikke kan finde en vej ud af.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *