Morgenmad

Morgenmad

Hver eneste morgen møder jeg min vægts lysende, alt for høje tal. Hver eneste morgen beslutter jeg mig for, at det er i dag, at jeg skipper alle kulhydrater og intensivere indtaget af proteiner, fibre og alt mulig andet godt. Således også i dag.

I aftes bagte jeg det lækreste hvedebrød på  min nye røremaskine (tak for julegave, mor & far). Men nu står det på bordet til fri afbenyttelse for de andre. Jeg må ikke spise det. Siger de. Siger jeg. Det hvide brød, kulhydraterne er min fjende. Min krop har gennem mange år været udsat for det ene svigt efter det andet; jeg har ikke passet godt på mig selv. Levet lidt for stærkt, spist forkert, drukket forkert, rørt mig for lidt og røget for meget. Røgen er jeg kvit (ja, nu indrømmer jeg det offentligt. Jeg har været ryger!). Heldigvis. Jeg får også rørt mig mere i dag, end jeg gjorde tidligere. Men det er ikke nok. Min mad er på overfladen sund. På overfladen. Min krop har takket mig for min omsorgssvigt ved at overdænge mig med PCO og Morbus Bechterews. Halleluja! Tak for lort. Ja, jeg forstår sgu godt, at min krop har sagt fra og gjort modstand. Det har jeg gjort hele mit liv. Hvad fik jeg ud af det?

Min søn har jeg fået med hjælp fra kittelklædte læger – og nu prøver nogle nye af slagsen at hjælpe mig med at gøre Albert til storebror. Hr. Morbus Bechterews er en historie for sig selv. Orker ikke at beskæftige mig med ham i dag. Lige nu er mit fokus på de forhadte kulhydrater. Jeg ved det jo godt. Ud med stivelse og sukker. Ind med fibre og proteiner. Forbud fungerer dårligt for mig. Hvis jeg bare kunne trykke på en knap og omprogrammere min hjerne. Få programmet til at forstå, at alt det bløde, hvide og søde er en forræderisk følelses-slukker og ikke en del af min kost.