Knæk Cancer

Uge 43 er igen i år “Knæk Cancer”-uge. Og endnu en gang bliver jeg sendt rundt på Memory Lane, hvor jeg mindes de, jeg har mistet til den grumme sygdom – hvor jeg husker på dem, mine nære har måttet sige farvel til – men i år er det også en uge, hvor jeg sender tanker i retning af min svigerinde, som netop er opereret for tarmkræft og nu skal i gang med kemoterapi de næste seks måneder. 39 år og mor til to mindre børn. Operationen er gået godt, og mit ønske er, at efterbehandlingen kommer til at give et lige så positivt resultat. Det fortjener hun!

Forleden var jeg til screening for livmoderhalskræft – altså celleskrab, som jeg nu venter på svar på. Ikke at jeg forventer, jeg fejler noget. Men den screening er for mig altid forbundet med en form for usikkerhed fordi min mor har været meget syg af kræft i underlivet. Heldigvis lever hun jo i bedste velgående i dag, og det er mange, mange år siden, hun var syg. Min mor klarede den altså. Hun var heldig. Men jævnlige kontroller minder om, at noget en gang ikke var godt – der er et ar i hendes sjæl, som vidner om det mareridt, hun var igennem.

Min gode veninde – ja faktisk hende som har kendt mig i længst tid i min venneflok – måtte fuldstændigt uretfærdigt sige farvel til sin mor den sommer, hun blev student i starten af 1990’erne. Hendes mor blev et par og fyrre år. Ingen fortjener at dø så ung. Slet ikke mødre.

Min svigerfar døde for fem år siden. Efter få måneders sygdom. På kort tid blev en stor, stærk mand forvandlet til en lille, indsunken mand som døde bitter og trist. Han var lige gået på efterløn og stod for at skulle leve livet for alvor – nyde rejser og udlandsophold for alle de opsparede penge. Drømmen var en tur til Thailand. I stedet kom han alt for mange ture til Skejby og Århus Sygehus. 14 dage efter vores bryllup døde han. Ædt op af kræft.

Knæk Cancer er et rigtig godt og vigtigt initiativ. Vi har brug for at sætte fokus på kræft og alle de følger sygdommen bringer med sig. Lad os forene os og donere penge og knække canceren. Men … lad os være enig om, at vi fremover ikke taler om “kampen mod kræft”, for kræft – eller cancer – er ikke en selvvalgt modstander, som kan besejres, hvis man har kraft nok. Nej – kræft er en frygtelig sygdom, som nogen er heldige at blive kureret for og andre må lade livet til.

Jeg håber det bedste for dem, der lige nu er ramt af cancer-celler – for alle dem, der dagligt slås for at få hverdagen og livet til at hænge sammen, mens behandlingen foregår – jeg sender taknemmelige tanker afsted til de forskere, som har sat sig for at finde en måde at knække cancer …

Knæk Cancer – lige her!

Alt det jeg kunne have fortalt

Overskrifter er skrevet ind på min mentale harddisk – blogindlæg er forfattet og lagret på samme harddisk. Men de er aldrig kommet fra den mentale verden og ned her på klubmojo.dk. Til stadighed undres jeg over amatør-bloggere (ja, pardon for amatør betegnelsen, men du ved jo nok, hvad jeg mener) har tid til at fotografere hvert et skridt, de tager og skrive indlæg på indlæg om egne tanker, børnenes tøj og hverdag. Hatten af. For jeg må bare sande, at jeg vist aldrig bliver sådan en, der kan blogge på den måde. Altså forstå mig ret. Der er jo ikke en måde, som er den rigtige – der er nøjagtig lige så mange måder, som der er bloggere. For mit vedkommende er bloggen en ventil. Et åndehul. Et sted hvor jeg kan få lidt kreativt ord-afløb – hvor jeg kan holde mine skrivefærdigheder vedlige – og hvor jeg kan sætte den dagsorden, som optager mig i det øjeblik, jeg sætter mig til tasterne.

Nå, men jeg kunne have skrevet et blogindlæg om mine første 2½ time alene uden hverken mand eller børn siden Baby G’s ankomst. Da han var 10 uger smutttede jeg til frisør. Og jeg kan garantere dig for, at det var tiltrængt. De gråhår holdt afdansningsbal i min manke, og min udvoksning var snart så bred, at den kunne minde om en midt-vestjysk motorvej. Det er der nu taget hånd om … 2½ time i frisørens selskab betød så også 2½ time med snak om baby og barsel. Fail … Det må jeg gøre om næste gang og insistere på fred, ro og dameblade.

Jeg kunne have skrevet et indlæg om udfordringerne med at opdrage en snart seks-årig – om håndteringen af søskendejalousi og glæderne ved at få små håndskrevne og tegnede sedler fra selvsamme skønne dreng.

Du kunne også have læst et indlæg om min kamp for at få amning til at fungere. Ja, jeg ammer fortsat. Af og til med en flaske modermælkserstatning som supplement, men … jeg ammer. Og er sådan set lidt stolt over det.

Jeg ville også gerne have sat ord på min egen trang til at komme i gang med at træne min krop igen – at få sundhed i fokus. Men faktum er, at min kettlebell samler støv og jeg har fyldt mig med alt for meget sukker. Men … i dag er der handlet alt det gode, og i morgen begynder jeg på en frisk. For jeg har virkelig behov for at genopfinde mig selv som den sunde udgave, som har fokus på, hvad det er, jeg stopper i munden.

Uge 42 er efterårsferie, så jeg kunne også have skrevet et indlæg om fire dages ferie i Lemvig. Dansk efterår til lyden af bølgerne på Limfjorden. Ikke værst.

efterårsferie 2014

Noget andet, jeg gerne ville have sat ord på, er min mødregruppe. Vi er fire kvinder – alle med store (nogle større end andre) børn og en lille baby. Den yngste af os er i midten af 30’erne og den ældste er i starten af 40’erne. Og hold nu fast hvor har vi det godt sammen. Der bliver talt om alt fra verdenskrige over manglende knibeøvelser til babytøjslagersalg. Tonen er munter og ærlig. Lige min stil!

Og hvorfor er det så, jeg ikke bare har skrevet alle de indlæg? Jeg er trods alt vant til at skrive, og har holdt diverse workshops i kunsten at blogge (som del af personlig branding og markedsføring såkaldt content marketing – men det er da en helt anden snak ….) – hvorfor har jeg ikke bare klikket på tasterne og endt på “udgiv” knappen. Svaret er: Jeg har ikke haft tid. For det er i sandhed et fuldtidsjob at have en baby, som kræver sin mor ikke bare lidt men meget. Hver eneste dag er jeg hoppet under min egen dyne så snart Baby G har lagt sig for natten. For sagen er den, at han ikke sover i lange stræk. Max. 3 timer. Så skal jeg have bare lidt søvn, må jeg gå i seng, når han gør. I dag har jeg dog valgt anderledes. Manden er på job, den store søn sover trygt til lyden af ShuBiDua (Nam, nam er favoritten …), mens Baby G snorker i sin lift på 15. minut henne i sofaen. I dag samler jeg op på hængepartier i min mailboks, skriver på bloggen og får lavet back up af min telefon, så jeg kan få softwaren i den opdateret …

Midt i alt det ståhej, gør jeg mig også tanker om min tilbagevenden til mit arbejde. Altså ikke nu, men snart. Ikke på fuldtid, men på ad hoc-deltid (hvad det så end vil betyde …). Det er der nok et indlæg eller to i, som jeg forhåbentligt snart kan skrive …

Stilhed og stearinlys en septembermorgen

Stille – i de tidlige morgentimer. Jeg har altid nydt stilheden og tiden alene, mens resten af huset fortsat er i drømmeland. Her til morgen er min stille lørdagsopvågning i selskab med den sødeste pludrende baby. Vi burde begge sove. Men det her er faktisk også helt okay. Tændte stearinlys og en himmel som bliver mere og mere lys som dagen vinder frem. Men lige nu er det stearinlysene, som bringer lys i stuen. Mens vandet til dagens første kop te koger – mon ikke vi har får en fin lørdag? Jeg tror det.

IMG_5720.JPG

Digital post – jo, jo

Fik i morges en mail fra e-boks: Tjek din digitale postkasse – der er nyt brev fra Herning Kommune.
Midt mellem ophældning af havregryn, amning og en lunken kop kaffe får jeg logget på e-boks og læst brevet – et brev sendt til min digitale postkasse for at fortælle mig, at jeg fremover skal modtage min post her … No shit Sherlock …
Læren er: Hæld havregryn op og drik kaffen mens den er varm … det andet kan med al tydelighed vente.

Da folket gik amok på Vores Børn

Vores Børn – et magasin for (primært) mødre – og i særdeleshed bladets redaktør Louise som i parentes bemærket er min tidligere studiekammerat – fik i går at føle, hvad der sker, når “folkets røst” på Facebook hagler ned over en. Social media-eksperter ville kalde det for en shitstorm – andre som mig vil kalde det ualmindelig dårlig opførsel. En ting er, at man kan være uenig i en udtalelse i bladet – men at det skal give anledning til, at “man” bruger injurierende udtalelser i personlige angreb på nettet, er en helt anden og langt mere alvorlig ting. Det er fint med mig, at man er uenig i noget, man har læst. Og det må man for min skyld meget gerne give udtryk for på Facebook, eller hvor det passer en. Men gør det dog sagligt og ordentligt – gå efter bolden og ikke manden, som i dette tilfælde var en kvinde.

Jeg skred selv til Facebook-tasterne i går og udtrykte min holdning i sagen om "solsorten og regnormen". Heldigvis så jeg, at mange mennesker begyndte at give modvægt til de tåbelige overskrifter i tabloidavisernes netudgaver og "folkets røst" på Facebook ...

Jeg skred selv til Facebook-tasterne i går og udtrykte min holdning i sagen om “solsorten og regnormen”. Heldigvis så jeg, at mange mennesker begyndte at give modvægt til de tåbelige overskrifter i tabloidavisernes netudgaver og “folkets røst” på Facebook …

Hvis du synes, jeg taler i tåger – hvad er det reelt, der ramte Vores Børn – ja så kan du hoppe over på Johannes blog Nutidens Mor, hvor hun har sat nogle gode ord på sagen – og så kan du bagefter hoppe ind på Vores Børns Facebook-side og se, hvordan bladets ledelse forsøger at redde situationen ved – Gud hjælpe mig – at trække historien tilbage. Jeg ved ikke, om Louise har bedt dem trække noget som helst tilbage. Det håber jeg. For ellers er bladets ledelse nosseløs – som ledelse skal man i min optik altid bakke op om sine medarbejdere i situationer som disse. Altid. For hvem står tilbage med vinder-smagen i munden i denne her battle? Det, er jeg bange for, “folkets røst” på Facebook gør. For med tilbagetrækningen har man på et eller andet plan givet folket ret i, at der var noget helt galt med historien om regnormen og solsorten. Haps, haps – lyder det fra folket, mens vi andre kan undre os … Og ærgre os over, at beskrivelsen af legen var så tilpas mangelfuld til, at “folkets røst” fik opmærksomhed … De journalister hos blandt andet eb.dk og mx.dk som fandt anledning til at skabe rubrikker om “tissemandsleg”, må have en dårlig smag i munden … håber jeg. Det er i hvert fald ikke den måde, jeg har lært at bedrive journalistik på.

Så … Kære Vores Børn: Giv Louise al den opbakning, hun har brug for. Til folket: Slap af, tænk jer om og stop hetzen …

Det var bare det … hej-hej 🙂

Kan man læse sig til at være en god mor?

Hvornår er man en god mor? Hvad kræver det at være mor – forældre – på fuld tid? Hvordan håndterer jeg det, når barnet ikke vil sove? Hvordan får jeg som mor indført en døgnrytme hos mit barn?

Åh Gud hvor jeg husker de mange spørgsmål, da jeg fik mit første barn for snart seks år siden. Usikker og famlende efter løsninger. Jeg købte bøger. Lod mig guide af bøger om udvikling, tigerspring og du bør-henvisninger. Ind til den dag jeg fik nok. Og pakkede det hele væk og lod mit moderskab være styret af min intuition for, hvad der er rigtigt og forkert. Ja, nogen gange går det galt – jeg bliver sur og råber. Men sådan set i det store og hele så er det bedste, jeg har gjort for mig selv og mit barn, at lukke ørene for alle de gode råd og lære at stole på mig selv og min egen fornemmelse for, hvad der er rigtigt.

Forleden læste jeg om nybagte mødre, som forsøger at styre babyers søvn ud fra en eller amerikansk bog. Kunsten skulle være, at forældrene sætter dagsordenen og bestemmer, hvornår der er mad og hvornår der er dømt søvn. Resultatet skulle være børn – her taler vi om babyer på 3-4-5 måneder – der sover 12-13 timer uden mad. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er en metode, der er god og anbefalelsesværdig. Men jeg kan ikke lade være med at reflektere lidt over vores – altså forældres – behov for at sætte alt i system og rytme. Hvorfor er det, vi ikke kan finde ud af at give slip i barselsperioden? Er det ikke derfor, vi har barsel? For at vi kan give vores børn mulighed for at udvikle sig i eget tempo, mens vi ikke er presset af arbejdsmarkedets krav om effektivitet og produktion?

Altså – jeg forstår sagtens, at man kan være ved at flippe trekvart over børn, der ikke vil sove mere end 45 minutter ad gangen. Og jeg forstår også sagtens frustrationerne, som kan opstå, når vi som forældre kommer i søvnunderskud. Når vi som mødre bare gerne vil have babserne for os selv uden at skulle tænke i mælkebar, ammeindlæg og ømme brystvorter. Men … alligevel …

Min førstefødte har altid haft et godt sovehjerte. Gode lure i løbet af dagen og fra han var 6-7 uger sov han fra midnat og til kl. 06 om morgenen. Hen ad vejen blev nattesøvnen udvidet. Men ikke fordi jeg eller min mand besluttede os for det – fordi det var det, barnet gav udtryk for – jeg mener ingen nybagte forældre ved deres fulde fem vækker et sovende barn om morgenen for at servere morgen-mælk, vel? (altså hvis ellers barnet er i trivsel og sund og rask).

Faktisk kan jeg godt blive lidt nervøs for, om jeg bliver ramt af Nemesis. For seriøst så synes jeg, det var nemt at have et spædbarn og en baby – jo, jo amningen var svær at få til at køre, jeg græd og havde baby blues som alle andre – havde ondt i mit kadaver efter kejsersnit og alt det der. Men jeg var relativt hurtig tryg ved det at være mor. Især da jeg droppede bøgerne og alle de velmente råd fra folk omkring mig. Ikke at forstå på den måde, at jeg ikke vil tage mod gode råd. Det vil jeg gerne. Men … jeg sorterer i dem.

Nå men tilbage til Nemesis. Måske får jeg et slag over nakken, når jeg står med min anden søn i armene. Seks år efter jeg blev mor for første gang. Måske er det denne gang mig, der skal lære at fungere med en baby, der ikke vil sove osv. Og hvem ved … så kan det da godt være, jeg køber den der amerikanske bog og forsøger at styre søvn og mad i en bestemt retning.

Men – naiv som jeg er, så vælger jeg her fra hvor jeg er nu, at tro på at selvfølgelig får jeg igen et skønt barn, som finder ud af, hvor dejligt det trods alt er at sove. Både om dagen og om natten …

Venter du en prins eller prinsesse?

Jeg er simpelt hen så glad og så stolt af min søn. Han er MIN dreng. Også når han er træls og irriterende. Lige sådan bliver det med lillebror. Ingen tvivl om det.

Mine drenge. Helt klart. Mine sønner.

Men aldrig mine prinser. Aldrig.

Jeg er ved at få spat af mødre og fædre, som omtaler deres afkom som prinser og prinsesser. Hvad er det for et selv-billede at give børnene? Hvad er det for en piedestal at sætte sine børn op på ved at udnævne dem med royale titler?

Altså jeg er da sådan set relativ royal – har et fornuftigt og afdæmpet forhold til kongehuset og synes, at særligt næste generation – altså Frederik og Mary – er nogle tiltalende mennesker. Helt uden at kende dem. Men mon de går omtaler deres fire børn som mors og fars prinser og prinsesser? Jeg tvivler ærlig talt. Og de er jo da ellers i deres gode ret til det.

Ja, du må da også gerne kalde dit barn for prins eller prinsesse. Men jeg vil tillade mig at synes, at det lyder dumt og giver både børn og omverden et helt forkert indtryk. Lad børn være børn – og lad så de royale bøvle med titler og forpligtelser i den retning.

Og ja – det er ikke længe siden, jeg blev spurgt: Venter du en prins eller prinsesse? Mit svar var: Det ser ud til at blive endnu en dreng ….

Hvornår er man plus size?

Okay – tillad mig at hoppe ud af hverdagsidyllen og den kommende barselsboble. For jeg har lige læst en artikel hos MetroXpress, hvor den aldrende model Suzanne Bjerrehuus kalder en kvinde i helt almindelig størrelse for “plus size”. Det drejer sig om modellen Robyn Lawley.
Åh jeg bliver så træt af den slags kropsfikseret smagsdommeri…

robyn Lawley

Prøv selv at se nærmere på Robyn Lawley – gå til Google og søg på hendes navn. Du vil finde en række skønne fotos af den australske model – er hun plus size?

Det kan godt være, at den omtalte kvinde er større end de fleste ultra tynde modeller. Men gør det hende til plus size? Understreger det normale i hendes størrelse ikke blot det unormale i det skinny look, som visse dele af modeindustrien har forsøgt at prakke os på i årevis?

Jeg er – når min mave ikke er mega-meget gravid – en størrelse 48. Med mave, hofter og lår som ingen kan undgå at lægge mærke til. Når jeg ser modeller, der er flere tøjstørrelser mindre end jeg, kategoriseret som plus size, bliver jeg utilpas. For plus size – det er jo mig, og ikke dem, der er størrelse 40.

På Instagram er jeg stødt på fænomenet “body shaming” – og en række plus size-bloggere, som går forrest for at få kvinder i alle størrelser til at være stolte af deres kroppe og ikke lide af “body shaming”. Hurra for den slags tiltag, for helt ærligt – hvorfor skal vi gemme os, bare fordi vi ikke er størrelse 38 eller 34 for den sags skyld? Hvorfor skal vi finde os i, at nogen kalder kvinder med normal vægt (hvad det så end er) for plus size? Hvorfor bliver vi ved med at finde os i, at de modeller, som viser det tøj, vi skal købe, er både væsentligt yngre end tøjets målgruppe og væsentligt tyndere end nogen af os nogensinde bliver?

Hvornår er man så plus size, hvis man ikke er det, når man som model afviger fra flertallet? Jeg ved det ikke, for faktisk hader jeg ordet plus size – lige så meget som jeg hader “stor pige-mode” og tøj til store piger. Drop det. Jeg er 38 år og går ikke rundt og tænker, jeg er én, der skal købe tøj til store piger. Nej, jeg vil bare gerne købe tøj, jeg kan have min røv i. Uden at blive stigmatiseret. Uden at blive vurderet – vejet og fundet for tung …

Jeg husker fra min tid i Canada og USA (åh det er alt for længe siden), at de velassorterede multibrands-butikker sagtens kunne finde ud af at have tøj til både store, små og dem midt imellem under samme tag. At den udvikling ikke har vundet indpas i Danmark, fatter jeg ikke. Hvor fedt er det for mig og andre i størrelse 48 at gå på shopping med vores veninder i størrelse 40, når vi ikke kan købe tøj i de samme butikker? Ufedt – er svaret.

Så …

Lad os for pokker blive enige om, at modellernes kropsmål ikke er et ideal, vi skal stræbe efter – og en kvinde med naturlige kurver er ikke plus size. Uanset hvad en tidligere model måtte mene …

 

Er det ok at bruge sine børn på bloggen?

Børn på bloggen

Det er et svært emne, synes jeg. Og der findes jo ikke en entydig og endegyldig løsning på problematikken. Men er det rimeligt, at mødre anno 2014 i hobetal smider vores børn på blogs, Instagram og Facebook? Er det rimeligt, at vi bruger vores børn til at tiltrække læsere og interesse?

Hvem kan sige sig fri for at falde på halen i “nårh, næh, nej, hvor sødt”, når endnu et velklædt barn eller baby toner frem i et fedt foto på en blog? Jeg kan ikke.

Men … for der er et men, synes jeg.

Har vores børn ikke ret til et privatliv? Har de ikke ret til at spise boller i karry med sovs i hele fjæset, uden at vi fotograferer og lægger billederne online til hele verdens fornøjelse? Et digitalt fodspor på deres livsrejse som vi lægger ud. Uden deres samtykke. Er det okay?

Min egen søn er at finde her på bloggen. Men jeg bliver mere og mere bevidst om, at han faktisk ikke har bedt om at optræde her – derfor forsøger jeg at tænke over, hvordan jeg fotograferer ham – og fremadrettet vil jeg nok være endnu mere bevidst om det. For skal man ikke også som tre måneder, fem år og 12 år have lov til at værne om sit privatliv? Jeg synes det.

Og når jeg om kort tid står med en nyfødt i armene, så ved jeg, at jeg i ren og skær kærlighed og stolthed ikke kan lade være med at vise billeder frem til jer alle. Men igen vil jeg forsøge at gøre det med en vis omtanke.

Men hvad er din holdning – er det ok at bruge sine børn på bloggen?

Baby, barsel og business

Kan man kombinere et liv som selvstændig erhvervsdrivende med moderskab? Går baby, barsel og business hånd i hånd?

Der er vist ingen facitliste med det helt rigtige svar på det spørgsmål. Og det har også været – ja det er det jo faktisk stadig – svært at finde ud af, hvordan ligningen bedst går op.

Jeg tror ikke, jeg kan finde ud af at arbejde med en nyfødt på armene. Til gengæld ved jeg, at jeg er skide god til baby og barsel og den uforudsigelighed, der er indbygget i de første spæde måneder. På femte år er jeg god til at være selvstændig og lede mig selv. I min bevidsthed er baby og moderskab meget vigtigere for mig end mit arbejdsliv. Min kommende søn skal have den bedste og mest rolige start på livet – nøjagtig som storebroren fik det. Så jeg går på barsel – uden løn – i en periode. Hvor lang tid ved jeg ikke. Da jeg blev gravid, tænkte jeg, at jeg da klart ville være på barsel så længe som muligt. Det er trods alt sidste gang, jeg oplever den mulighed.

Men nu, hvor barselsperioden nærmer sig, kan jeg godt mærke, at det der med at lukke ned, sende opgaver videre og takke nej til tilbud er svært. Jeg er i mit femte år som selvstændig. Min indsats lønner sig nu. Strategisk er det ualmindeligt dumt at lukke ned for at gå på barsel. Menneskeligt tror jeg på, det er det bedste – for mig.

Til gengæld er jeg nu åben over for muligheden for, at min barsel ikke skal være strukket ud over et år (sidste gang afviklede jeg cirka 9-10 måneder). Jeg ved det ikke. For er der en ting, jeg ved, så er det, at livet med en baby ikke kan planlægges. Og derfor giver jeg også vævende svar, når jeg bliver spurgt: Hvad gør du så med barsel og din business?

Svaret er – jeg går på barsel. Og så må tiden vise, hvad der sker med min business. Uanset hvor meget hjerteblod, der er lagt i mit firma, så er det trods alt bare et arbejde – barsel er en investering i min søns liv.

Men svært, det er det. Og reglerne er ret rigide, så der er no way back – det er enten eller.