Så stå dog ved fast ved dig – ja DIG!

Min kvalmegrænse er nået. Mængden af tilbud som suser i min retning med undertoner af: Gør dette, og du bliver et så meget bedre menneske og får det så meget bedre med dig selv, er enorm. Og jeg er næppe den eneste, som støder på annoncer, blogindlæg og nyhedsbreve, som lover mig at komme et skridt videre noget, der om ikke er det evige liv så i hvert fald er en bedre udgave af det liv, jeg lever.

Min dårlige samvittighed får et boost. Jeg burde jo også … I morgen – der gør jeg det.

Når de tanker dukker op, sidder der med henslængt magelighed en stemme, som beder mig slappe af og stå fast ved mig – acceptere mig som jeg er og stoppe med at tro, at et kursus, en workshop, et webinar eller en multivitamin-pille og 80 squats gør mig til et bedre menneske.

Jeg øver mig. I at stå fast i, hvem jeg er. Ikke at dukke nakken og kigge ned i erkendelsen af, at det heller ikke blev i dag, jeg undlod at spise kulhydrater og sætte mine deller i svingninger i takt med at min kettle bell ryger op fra gulvet.

Men kvinder på min alder – sådan lige omkring de 40 – er big business, antager jeg. I hvert fald hvis jeg dømmer på de mange tilbud og quick fixes, som den ene mere eller mindre selvbestaltede ekspert vil sælge mig. Og det endda med rabat, hvis jeg slår til i dag. “Kom nu Mulle – du vil jo gerne have din rokokkopude … ”

Nå … men i øvrigt har jeg tænkt mig i morgen igen at købe et abonnement til det lokale fitnesscenter. For de deller der … de trænger til at få lidt kamp til stregen. Fordi jeg bestemmer det.

Hvordan gør I det … ?!

Håret er sat, makeuppen er perfekt. Tøjet er strøget. Overskuddet stråler ud af dem. Alle de andre mødre med mere end et barn. Jeg ser dem dagligt. Og jeg undres. Hvordan gør I det?

Er mit hår sat, er det nødtørftigt samlet i en hestehale – min daglige makeup begrænser sig til lidt strøg med mineralpudder og mascara. Mit strygejern har ikke været tændt i flere måneder, og det eneste jeg føler, jeg udstråler er desperation og manglende søvn. En gang var jeg en af de andre. Med et barn og kæmpe overskud.

Jeg elsker begge mine børn herfra og helt op til månen. Men jeg hader, at jeg ikke har fået min søvn i så lang tid, at jeg er stoppet med at tælle. Min krop skriger på søvn – ikke på hvile en time her eller der, men på sammenhængende nattesøvn. Poserne under mine øjne er ved at antage samme størrelse som de store blå indkøbsposer fra Ikea.

Kan man miste sig selv, når søvnen forsvinder?

Hvordan overlever man uden sammenhængende søvn?

Hvornår begynder baby G – nu 8 måneder – at sove mere end en time ad gangen?

Hvordan, hvorfor, hvornår – hvad gør I andre ….

Tanker midtvejs i livet

Midaldrende. Det lyder gammelt, ikke? Altså det har det altså gjort i mine øre i mange år – men der var også en gang, jeg synes, min mor var gammel, da hun var 32 år …
Sandheden er, nu er det mig, der om få dage fylder 39, og så er jeg vel ved at være et sted midtvejs i livet. Jo, jo jeg håber da jeg bliver en æld-gammel kone på 99 eller mere, hvis helbreddet tillader det. Men jeg er da i hvert fald det sted i livet, hvor de tidlige ungdomsår er væk – og fik jeg set det, jeg ville? Fik jeg hørt min melodi?

Nu står jeg her snart 39 år med gråsprængt hår, realkreditlån, for få kvadratmeter, et studielån der stadig afdrages på, en seks-årig søn og en anden på seks måneder. Er sammen med min mand, som rammer de 46 år snart, på 11. år – vi kører i familiebil og har holdt adskillige ferier på Gran Canaria. Meget er blevet, som man kan forvente af et par her i provinsen, mens så meget andet er blevet helt, helt anderledes.

Er det så sådan her det er at være voksen? Jeg mener … det gør jo ikke ondt, men for pokker hvor følger der meget ansvar med. Nogle dage når ungerne skaber sig, søvntimerne er i mindretal og mit skatteregnskab skal laves, har jeg bare lyst til at kaste håndklædet i ringen og spørge efter en voksen. Og jeg nyder – indrømmet – når jeg kan vende stort og småt med nogle af de voksne, som er omkring mig. Bevidstheden om, at de ikke er her for altid, vokser næsten fra dag til dag. Sammen med det øges bevidstheden om min egen dødelighed også. Hver uge forsøger jeg at gøre alt det rigtige for at øge min trivsel – passe på mit helbred og skabe de bedste betingelser for et langt og lykkeligt liv. Men der er bare også de dage, hvor det er kulhydraterne, der udgør kalorieregnskabet, og hvor fredagsslik bliver spist på andre ugedage i selskab med alt for meget kaffe. En af de dage har jeg haft i dag. Så måske voksen – men ikke nødvendigvis mere standhaftig. I morgen …

Mit arbejdsliv har ikke formet sig, som jeg troede. Ikke at det er skidt – ting går ikke altid, som vi gerne vil have. Men når døre lukkes, er der faktisk andre der åbnes. En kliche, som har hold i sandheden. Jeg har gennem årene åbnet mange spændende døre arbejdsmæssigt – jeg har lukket døre og sat andre på klem. Jeg har haft store drømme – bristede forventninger men masser af gå-på-mod. Det ligger i min rygrad; jeg klarer mig selv, og jeg gør det godt. Det er en udløber af den måde, mit liv har formet sig på. Flyttede hjemmefra som 15-årig (det får mine børn ikke lov til, siger det bare …), og har tidligt taget stort ansvar og aktiveret overlevelsesinstinktet. Det er godt, når man er selvstændig erhvervsdrivende i en branche, som er præget af lave indgangsbarrierer og stor konkurrence. Siden 2010 har jeg været min egen chef og knoklet for at skaffe en anstændig månedsløn.

Tæt på midtvejs i livet. Ikke nogen tid at spilde. Drømme er der fortsat. Det handler om udlængsel, eventyr og muligheden for at vise mine børn, at verden er større end den dagligdag, de møder her i Herning.

Og nå ja … så er der jo stadig det der mål om at være en fit fyrreårig. Nu er der kun et år tilbage. Jeg får travlt. 40 års status coming up februar 2016. Stay tuned.
Ind til da må du følge med i mine sporadiske blogindlæg om stort og småt her fra matriklen. Ville sådan ønske jeg kunne finde mere tid i min hverdag til at skrive her på bloggen. Fordi jeg får energi af at lade fingrene danse hen over tastaturet og se ordene forme sig på skærmen foran mig – og fordi det er mit eget livsarkiv i et eller andet format, som udspiller sig her på bloggen. Men sandheden er bare, at det der med at være mor til to tager utrolig meget mere tid end det gjorde, da jeg kun var mor til en. Tiden er dyrebar. Så jeg prioriterer skarpt. Mange ting er skåret væk. Andre er valgt til. Bloggen her er lidt midt imellem. Og hvem ved … måske kommer der mere tid, når der ikke er dømt barsel mere? Lige nu er jeg både i gang arbejdsmæssigt og på barsel (ja, ja jeg er på 50 procent barsel men har ikke pasning til min baby endnu, så det er et puslespil at finde arbejdet frem, når baby sover eller arbejde sent aften …), og det kræver balance og evnen til at holde tungen lige i munden. En disciplin jeg efterhånden mestrer nogenlunde her, hvor mit 39. år nærmer sig med hastige skridt …

Verdens bedste blog, eller …

Verdens bedste blog. Hvem vil ikke gerne eje den? Jeg må jo vist bare tilstå, at jeg ikke kandiderer til den titel med mine manglende indlæg her på bloggen. Men nogen gange sniger virkeligheden sig ind og overtager. Således blev et dårligt øje afløst af baby indlagt på sygehus med RS-virus, stort barn med snot og mand med influenza. Men så blev det jul. Alle var raske. Og havde brug for tid. Sammen. Uden bloggen.

I dag er juleferien slut for den seks-årige, som igen er tilbage i skolen, og baby G og jeg vil forsøge at finde tilbage til vores barsels-hverdag. Selv om jeg fik mange gode gaver til jul, ønsker jeg mig fortsat mere søvn til baby G. Men det er og bliver en kedelig historie at fortælle.

Med erkendelsen af at verdens bedste blog ikke er her på sitet, ønsker jeg et godt nytår til dig, der læser med. Jeg glæder mig til at tage hul på et nyt år – nye muligheder og nye oplevelser venter. Sæt i gang!

November, november, november

Gråt i gråt. I bogstavelig forstand. Jeg har fået regnbuehindebetændelse. Og mit syn er sløret. Et gråt felt marcherer hen over synsfeltet på mit venstre øje. Det bliver godt igen. Det ved jeg. Men lige nu er alt bare gråt i gråt. Der er gået november i mit øje …

Året har 16 måneder, skrev Henrik Nordbrandt – og det passer vist meget godt lige nu og her …

Året har 16 måneder, November
December, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september,
oktober, november, november, november, november

 

Ilt til hjernen

Frostklar luft, der bider lidt i kinderne og lægger sig som en sprød skal rundt om hvert enkelt hår, når man er ude uden hue – vinter med sjap og glatte veje er ikke min kop te. Men den frostklare, kolde luft, som møder mig om morgenen, når jeg er ude på dagens første gåtur, er ilt til hjernen for mig. Mine øjne kan være nok så tunge af for lidt søvn og mit hoved være ved at sprænge – men når den kolde luft rammer, får jeg ilt til hjernen. Og Guderne skal vide, det er tiltrængt.

parken

Vi bor tæt på et stort, grønt område – Mindeparken. Og det er skønt at følge årets gang i den udsmykning, gartnerne giver parken. Lige nu er der pyntet op til jul.

Ret skal være ret, jeg er tæt på at være desperat ift. at få noget søvn. Men når nu det ikke kan lade sig gøre, så er jeg faktisk rigtig glad for gåturene tidligt på dagen. Klokken er kun 8, når Baby G er klar til sin første lur – desværre er jeg sådan indrettet, at jeg ikke kan lægge mig til at sove så tidligt, så derfor er jeg ude at gå. Ikke mega langt men langt nok til, at jeg får en smule fornyet energi. Jeg har tid og ro til at fundere over de tanker, som har presset sig på hen over den søvnløse nat – få spekulationer, planer og ideer parkeret de rigtige steder og bare være tilstede lige der – på gåturen. Det er på de ture, jeg får det mentale overskud til at kunne fungere i en hverdag med for lidt søvn og for mange planer. Jeg har dage, hvor jeg skruer helt ned for blusset og intet foretager mig ud over de daglige gåture. Men jeg har også haft en tendens til at planlægge en masse ting, fordi jeg også vil have noget ud af al den frihed, barselsperioden også er forbundet med. Men jeg må nok snart indse, at jeg ikke får så meget ilt til hjernen, at jeg kan mestre en tætpakket kalender – men det kommer igen den dag, jeg får min nattesøvn. Det ved jeg.

Fik jeg sagt, at kaffe også er en life saver? Og at jeg stopper alt for meget sukker i min krop de dage, hvor jeg står op med et eklatant søvnunderskud? Nå ja – den plade har jeg spillet. Den kan sagtens sættes på repeat. Men jeg er i gang med at skifte plade … for jeg har nu taget kontakt til min heltinde Majbritt fra Frk. Skrump og så skal vi bare lige have booket en session i kalenderen – så er det ikke kun frisk luft, der sikrer ilt til hjernen men også sund kost som skal være mit brændstof. Nu er det sagt. Igen. Skrevet med en kop kaffe i den ene hånd efter en kold – og kort – gåtur fra morgenen af.

Skal en tissemand sende 8-årige børn hjem fra skole?

Så er den gal igen. Kropsforskrækkelsen. Nypuritanismen, fristes en til at sige. 8-årige drenge er sendt hjem fra skole i en uge, fordi de har vist deres tissemænd i et frikvarter.

Oh my …

Som mor til to drenge bliver jeg bekymret. Hvad er vi for et samfund, som allerede fra drenge er helt små, lærer dem, at de er noget værre yngel, når de interesserer sig for deres kønsdele?

Jeg er da helt med på, at hverken drenge eller piger skal gå og blotte sig, når de er i skole. Men jeg er slet ikke med på den sanktion, skolen har givet. Børn på 8 år har ikke seksuelle tanker bag blottede tissemænd. Hvor ville jeg ønske, at skolelederen ikke puttede sin voksen-verden ned over børnenes handling og i stedet tog en fornuftig snak med børnene om, hvorfor det er en relativ god ide at beholde sine bukser på, når man er i skole.

Spar mig for nypuritanismens klamme klør og lad børn være børn. Det kan ikke være meningen, at vi skal lære børn – drenge – at de er potentielle forbrydere, bare fordi de i en leg viser tissemanden frem. Det er sat på spidsen ( no pun intended) . Ja. Men det er nogen gange nødvendigt for at fremme forståelsen.

Boede jeg på Sjælland, tog jeg på mandag turen for at deltage i dette debatarrangement, som magasinet Vores Børn har sat i søen. Netop afledt af sagen om “solsorte-legen”, som i den grad viste kropsforskrækkelsen lever i bedste velgående. Og med hjemsendelsen af de 8-årige drenge er der endnu mere grund til at sætte fokus på emnet.

Hakkebøf og karry – duften af en gåtur

Novembers mørke har lagt sig som en tæt dyne ned over land og by. Gadelampernes søjleformede spot lyser fortov og gader op pletvist. Vinden griber fat i barnevognens regnslag og vugger i kraftige stød baby til ro. I min lomme holder Endomondo styr på, hvor langt vi går. Rundt i byens huse sørger elektrisk lys for oplyste glaspartier, mens varme stearinlys lyser hjørner af vinduer op. Aber i træ, glasklokker og stribede keramikvaser – side om side med PH-lamper og lysestager i stål. Det er dansk design, der pryder vindueskarmene. Og jeg kan ikke lade være at lure. Her på byens fine gade med de store villaer, er store malerier med til at pynte op. Som pigen med svovlstikkerne går jeg rundt og sniger mig til at se ind ad vinduerne. Nikke anerkendende, når jeg ser den træabe, jeg selv holder så meget af – spærre øjnene overrasket op, når jeg får øje på plastikdimser, som ikke passer ind. Ser misundeligt på farvestrålende malerier, som lader Poul Pava meget tilbage at ønske. Midt i alt det rigtige, det fine og det pæne blander sig duften af aftensmad. Den ene familie skal have hakkebøf. Naboerne er mere til indisk inspireret mad at dømme på duften af karry. Længere henne ad gaden serveres der snart hvidløgskrydret mad. På overfladen er meget det samme. Men madduften fortæller mig, at intet alligevel er ens. Provinsen i november er hverken spændende som en metropol eller sexet som en storby – men i de små køkkener er fantasien i frit spil. Familier drømmer sig tilbage til ferier på andre kontinenter – andre får nostalgiske flashbacks til bedstemors køkken mens en tredje bare skal have den middag overstået, så de kan få børnene i seng. Gætter jeg. Mens jeg går. Så min baby kan sove. Og jeg kan komme hjem og få aftensmad.

Duften af en gåtur …

Lørdag et sted i Danmark

Klokken 7.30 gik den ikke længere. Jeg måtte op. Baby G krævede sin mors mælkebuffet og gad ikke længere indtage den lunkne mælk i liggende position. Så her er en mor nødt til at gøre det, en mor må gøre. Men efter en nat med ualmindeligt lidt søvn – og nej, det skyldes ikke en festlig j-dag, desværre – føltes 7.30 som tortur mod min krop og hjerne. Men op kom jeg. Baby fik mad og jeg et langt, varmt bad. En halv kop kaffe og lidt morgenmad senere, stoppede jeg en grumpy baby i vognen og gik ud i den kølige formiddagsluft. Knapt var vi ude fra matriklen, før Baby G snork sov. Heldigvis.

Jeg satte kursen mod først Bilka – jo, jo livet i provinsen går heftigt for sig sådan en lørdag formiddag. Her fik jeg købt en kalender til hhv. mand og store dreng. Derefter var jeg en tur i Matas. Overvejede et øjeblik at forkæle mig selv med en adventskalender – er i den grad en sucker for luksus, hudpleje, kosmetik og “self pampering”. Men … jeg besindede mig og trak en pose mandelmel ned fra hylden og gik mod kassen. Med mig hjem fik jeg i øvrigt også tre skønne ting fra Club Matas. Endelig en kundeklub man kan forstå – saml point og indløs til lækre, valgfrie produkter.

Hvad gør en mor, når hun har mange point på kontoen? Hun indløser til et baby-spisesæt fra Nuby, en drikkeflaske fra Dopper (ja den er faktisk til mig selv, for jeg mangler en god flaske til vand, når jeg er ude at gå lange ture med barnevognen – og smart nok kan låget bruges som et glas på fod, så man kan måske også snige noget koldt hvidvin i flasken, skulle man en dag få brug for det ;-)) og en body balm fra Rudolph Care.

IMG_5892IMG_5891 Jeg har aldrig haft hudplejeprodukter fra Rudolph Care, men jeg har hørt meget om dem og ser dem rost mange steder. Så nu må jeg prøve og se, om jeg også bliver begejstret.

IMG_5890

Støtter meget gerne op om ting, der er produceret og fundet på hjemme i vores egen andedam – sagde hende, der også køber produkter i Frankrig, Tyskland, England og hvor det nu ellers lige betaler sig. Man er vel jyde og skal have maksimalt udbytte for sine penge …

Nu sidder jeg her foran skærmen – om lidt tror jeg, jeg laver en kop tiltrængt kaffe. Den snart seks-årige er til børnefødselsdag, så jeg har lige knap 4 timer, før jeg skal være på som serviceorgan for begge drenge – min mand skal på job. Satser lidt på, jeg kan overtale den store til en gang Netflix-film under tæpper på sofaen. Så ser du … det kan da godt være, jeg ikke kom til J-dag, men dagen derpå er jeg nøjagtig lige så træt, sukker- og salt-hungrende som havde jeg været ude det halve af natten og indtaget øl i stride strømme.  Skål og skide være med det 🙂

Kør bil, når du kører bil

Kan vi ikke være enige om, at hvis man har råd til at køre i en kæmpe Mercedes eller en stor Audi, så har man også råd til at installere en dims, så man kan tale i sin mobiltelefon uden at skulle bruge hænderne? Og hvis man kører i en gammel spand, har man stadig penge til overs til et håndfri-sæt, ikke? (ledende spørgsmål, jeg ved det …)

Jeg undres virkelig over, hvor ofte jeg ser bilister sms’e og ringe, mens de er bag rattet i deres bil. Igen i går da jeg var ude at gå med barnevognen, fangede mit blik en mand – pænt klædt på i jakkesæt og stor bil – som talte med telefonen presset ind mod øret og dermed kun en hånd til at styre rattet og de mange hestekræfter. Det går jo nok – jeg skal jo bare lige … Hvem af os har ikke tænkt sådan? Men jeg må tilstå, jeg har meget lidt til overs for folk, som konsekvent bruger tid i bilen til at tale i telefon, hvis de ikke har styr på sikkerheden.

Det tager kun et splitsekund at køre et andet menneske ned. Tænk over det. Et split af et sekund. Det er ikke længe.

I øjeblikket kører en kampagne, som hedder Kør bil, når du kører bil – en kampagne som netop skal få os til at forstå, at vi skal have vores opmærksomhed på trafikken og ikke hverken makeup, telefon eller musikskifte, når vi kører bil. Jeg hepper fra sidelinjen og håber, at kampagnen trænger igennem der, hvor der er behov.

Og skal vi så ikke købe håndfri-sæt i julegave til de mænd og kvinder, vi kender, som bruger tiden på landevejen til at tale i telefon? Kør bil, når du kører bil, kunne vi jo skrive på kortet 😉

Seriøst – det er et splitsekund, der skal til, før noget går galt. Tilbage i 1990erne, da jeg gik på HF, havde jeg job som handicaphjælper for en jævnalderende pige. En sød, sød pige som i et splitsekunds uopmærksomhed strøg ud foran en bus på sin cykel. En svær hjerneskade blev resultatet …

Moraliserende og løftede pegefingre er ikke rigtig mig, hvis jeg skal være ærlig. Men nogen gange er det nok nødvendigt at hæve om ikke pegefingeren så i hvert fald vifte kraftigt med armen og minde om, at sikkerhed i trafikken er et fælles ansvar. Så … kør bil, når du kører bil.

PR-foto fra Sikkertrafik.dk

PR-foto fra Sikkertrafik.dk