Ingen Formland, ingen koncert – men alt for meget børnesygdom

Så gik der tid med det ….

Den helt store børnefri-weekend røg i svinget – ingen teater tur, ingen koncert med gode venner og ingen Formlandbesøg i dag.

Hvorfor?

Tja – den 2-årige er IGEN syg. Denne gang mellemørebetændelse. Her på tredje pincillin-forsøg, ser det ud til, at det går til leve-siden. Men nu har han så også været syg 8 dage – og dvs. at han inden for 4 uger, har været syg i mere end 14 dage.

Det er en fase. Det er en fase. Jeg hører det messende budskab, mens jeg hælder den ene kop kaffe efter den anden ned. Egne behov er sat til side, for når børn er syge, er der kun en ting der dur: Forældre. Så min kære mand og jeg har virkelig været på overarbejde: To fuldtidsjob er passet på skift, den 8-årige er nok blevet lidt overset. Men vi satser på, at der nu bliver plads og rum til alles behov. Øverst på min ønskeseddel står – udover raske børn og nattesøvn – tid til træning. I den sidste uge er det kun blevet til en gang træning. Og det er for lidt for min slatne kontor-krop!

Knæk Cancer

Uge 43 er igen i år “Knæk Cancer”-uge. Og endnu en gang bliver jeg sendt rundt på Memory Lane, hvor jeg mindes de, jeg har mistet til den grumme sygdom – hvor jeg husker på dem, mine nære har måttet sige farvel til – men i år er det også en uge, hvor jeg sender tanker i retning af min svigerinde, som netop er opereret for tarmkræft og nu skal i gang med kemoterapi de næste seks måneder. 39 år og mor til to mindre børn. Operationen er gået godt, og mit ønske er, at efterbehandlingen kommer til at give et lige så positivt resultat. Det fortjener hun!

Forleden var jeg til screening for livmoderhalskræft – altså celleskrab, som jeg nu venter på svar på. Ikke at jeg forventer, jeg fejler noget. Men den screening er for mig altid forbundet med en form for usikkerhed fordi min mor har været meget syg af kræft i underlivet. Heldigvis lever hun jo i bedste velgående i dag, og det er mange, mange år siden, hun var syg. Min mor klarede den altså. Hun var heldig. Men jævnlige kontroller minder om, at noget en gang ikke var godt – der er et ar i hendes sjæl, som vidner om det mareridt, hun var igennem.

Min gode veninde – ja faktisk hende som har kendt mig i længst tid i min venneflok – måtte fuldstændigt uretfærdigt sige farvel til sin mor den sommer, hun blev student i starten af 1990’erne. Hendes mor blev et par og fyrre år. Ingen fortjener at dø så ung. Slet ikke mødre.

Min svigerfar døde for fem år siden. Efter få måneders sygdom. På kort tid blev en stor, stærk mand forvandlet til en lille, indsunken mand som døde bitter og trist. Han var lige gået på efterløn og stod for at skulle leve livet for alvor – nyde rejser og udlandsophold for alle de opsparede penge. Drømmen var en tur til Thailand. I stedet kom han alt for mange ture til Skejby og Århus Sygehus. 14 dage efter vores bryllup døde han. Ædt op af kræft.

Knæk Cancer er et rigtig godt og vigtigt initiativ. Vi har brug for at sætte fokus på kræft og alle de følger sygdommen bringer med sig. Lad os forene os og donere penge og knække canceren. Men … lad os være enig om, at vi fremover ikke taler om “kampen mod kræft”, for kræft – eller cancer – er ikke en selvvalgt modstander, som kan besejres, hvis man har kraft nok. Nej – kræft er en frygtelig sygdom, som nogen er heldige at blive kureret for og andre må lade livet til.

Jeg håber det bedste for dem, der lige nu er ramt af cancer-celler – for alle dem, der dagligt slås for at få hverdagen og livet til at hænge sammen, mens behandlingen foregår – jeg sender taknemmelige tanker afsted til de forskere, som har sat sig for at finde en måde at knække cancer …

Knæk Cancer – lige her!

Ingen modeuge til mig

Tidligt i morges skulle jeg være kørt til København – for at mødes med kloge kvinder og deltage på modemessen i Bella Center. Men der er ingen modeuge til mig i denne ombæring. Jeg har nemlig igen lagt mig med snot og hoste. Mindes hvordan jeg også i min første graviditet havde et immunforsvar, som var helt i bund. Det er desværre ved at gentage sig.

Så mens nogen får pindemadder og champagne – jo, jo klicheer og fordomme lever i bedste velgående – hygger jeg mig med varm te, halsbolsjer og lommetørklæder. Det hele akkompagneret af mere eller mindre intelligent politisk konflikt på tv. Tak SF for at gøre daytime-tv mere kvalificeret … eller …

modeuge med forkølelse

Jeg har deltaget i den københavnske modeuge de seneste år på grund af mit arbejde som journalist og tekstforfatter. Men jeg skal være den første til at indrømme, at selv om jeg egentligt meget godt kan lide at se på nye styles, så forstår jeg ikke den hype, der opstår, når kendisser, journalister og modebrands kindkysser og krammer fire dage i streg. På Instagram kan jeg se kendte kvinder dokumentere, hvor ofte de skifter outfit i løbet af hver eneste messedag for at være klædt helt rigtigt på til de forskellige modeshows. Nu vel – hver sin lyst. Og der er jo heller ikke mange shows, som er målrettet en bredrøvet jyde som mig. På nær lige seje Carmakoma, som i eftermiddag hylder kvinders forskellighed med et modeshow under uret på Københavns Hovedbanegård. Lige præcis dét show gad jeg godt opleve. Fordi det giver mening. For mig.

Men … som sagt: Ingen modeuge til mig. Og det går jo nok, for når man har en sød 5-årig søn, som i morges højlyst konstaterede, at jeg er verdens dejligste mor, så bliver man egentligt taknemmelig for at kunne være hjemme et par dage og give ham opmærksomhed efter børnehaven – i stedet for at studere farver, styles og kindkys …. Men det der snot og hoste … kunne vi blive enig om, at det er SO last year?!

At malke en ko: Når mælken er tyk og varm

Malke en ko

Mor, mor, mor … mælken var helt varm og tyk. Jeg har prøvet at malke en ko.

Nogenlunde sådan lød ørene forleden, da min søn var på tur med børnehaven til den årlige grønne inspirationsdag ( et rigtig godt initiativ som sætter fokus på økologi) Som sidste år fik han også i år muligheden for at prøve at malke en ko. Så, som han siger, så har han rørt ved patter. Og nu drømmer han om at blive – ikke landmand – bondemand.

Vi fik igen en ordudveksling mellem far og søn, vi kan gemme til den indre scrapbog (og ja, det foregår nogen gange på et rimeligt lavt niveau hjemme hos os).

A: Jeg vil være bondemand.
B: Hvorfor det?
A: Fordi så kan man malke koen.
B: Kan du godt lide at røre ved patter?
A: Ja. Jeg vil være bondemand.

Nu er det mandag morgen og en ny uge truer. Efter en skøn weekend, hvor vi fik sagt godt farvel til min australske familie, som nu vender retur til varmere himmelstrøg, virker denne her uge lidt tung at komme i gang med. Weekenden har været fyldt med gode oplevelser, skønne grin og samtaler. Nu venter en uge, hvor jeg skal forbi hospitalet til for-undersøgelse på den operation, jeg går og venter på. Jeg skal have fjernet min skjoldbruskkirtel. Forhåbentligt ikke noget større indgreb. Egentligt frygter jeg ikke operationen. Men forundersøgelsen kan give mig kryb, for jeg skal, hvis jeg har læst rigtigt, have et kamera ned i halsen, som skal registrere min skjoldbruskkirtel. Og det foregår ikke i narkose …

Men … inden det kommer så langt har jeg lige tre dage, hvor jeg hellere vil tænke på min søn, der kan malke en ko end på operation.

I limbo-land

Halløj …. længe siden jeg har været forbi. Tror det vil være sundt for mig at komme her lidt oftere. At give slip på alle mine tanker. Min kære mand konstaterede endnu en gang, at jeg tænker for meget, da jeg lå med 40 grader i feber og ikke kunne sove, fordi jeg ville planlægge madpakke, vasketøj fra netop overstået ferie, arbejdskalender osv. Men nu har jeg givet slip. For første gang i min karriere med eget firma har jeg aflyst møder pga sygdom. Jeg har haft mellem 38.5 og 40 i feber de seneste dage og er netop sat i antibiotikabehandling. Anden luftvejsinfektion på halvanden måned. Min krop er presset. Til det yderste.

Er ellers lige hjemkommet fra 14 dages solferie. Batterierne skulle lades op. Det blev de jo så bare ikke, da sygdom ramte os alle tre. Øv.

Til nytår gjorde vi status over endnu et år som familie med et barn. Vi er hammer-gode til at være forældre til et barn. Men vores søn er ikke nødvendigvis særlig god til at være enebarn. Kan man sige det? Han vil meget gerne have andre børns selskab, og flere i omgangskredsen får nu søskende, og at se ham sammen med de små, varmer mit hjerte. Og min mands. Tænk jeg anede jo ikke, at min mand lagde mærke til det. VI har haft et turbulent halvår, hvor vi har talt for lidt og lukket øjnene for hinanden. Men vi er på rette spor igen efter nogle gode snakke og tro på fremtiden. Min mand vil meget gerne, at vi gør et sidste forsøg på at få en baby. Så det gør vi. Når feber og halløj er overstået, ringer jeg til klinikken og hører, hvordan vi kommer videre herfra. Hurtigst muligt. Jeg fylder 37 om ganske, ganske kort tid. Min mand 44. Vores søn fylder fem år til november. Han bliver verdens bedste storebror. Hvis han bliver det. Vi har valgt ikke at indvie en masse mennesker i vores projekt denne gang. Familien skal ikke stresse med spørgsmål og veninder skal ikke spørge om det ene og det andet. Vi kører det i vores tempo. Og ja, så har jeg jo så sagt det her, så nu ved hele verden det så lidt alligevel. Men det bliver mellem os, ikke? 😉

 

Et råddent æg

At behandle nogen som et råddent æg betyder, at man tager mange hensyn til et menneske, som man opfatter som nærtagende og besværlig.
Lad det være overskriften til den fortælling, jeg nu sætter i gang:
I årene fra 2005-2008 var jeg i en lang proces, hvor jeg mentalt havde det af H til.
Mit og Brians højeste ønske var at få et barn – begyndelsen på vores egen familie. I samme periode var jeg meget stresset på grund af nogle arbejdsmæssige forhold. 
Meget energi blev brugt på tanker, der drænede. Men i 2008 skete det, vi havde ventet så længe på. 
Albert kom til verden, og vi var glade og lykkelige i vores lille hjem.

Men noget plagede fortsat: Jeg havde det ikke godt fysisk. Det blev slået hen. Men konstante smerter udløser et vist stressniveau.

I 2010 er mit helbred så elendigt, at jeg under en ferie ikke kan andet end at gå fra at sidde på toilet til at blive hjulpet i seng – og er ude af stand til at vende mig selv. Usikkerhed og nervøsitet er i den grad blevet hverdagens dagsorden, og efter første lægebesøg ruller møllen: Ind og ud af sygehuse, kroniske sygdomme bliver registreret, frygtelige mistanker om kræftsygdomme vælter læsset. Jeg planlægger min egen begravelse og er meget alene i denne sorgproces, hvor jeg ikke ved, om jeg skal sige et evigt farvel til min søn og min mand og overlade dem til en hverdag uden mig. Heldigvis bliver mistankerne ryddet af bordet, og tilbage er, at jeg skal samles op fra det hul, jeg er kommet i.

Samtidig med det har jeg en virksomhed, jeg skal forsøge at holde kørende, fordi terminen skal betales. Overskud er der intet af. Hverken mentalt, fysisk eller økonomisk.

Mit og Brians sociale liv indskrænkes alvorligt i denne periode, for vi bruger begge alle vores kræfter på at få vores egen hverdag til at hænge sammen. Vi magter nogle dage intet.
Det er ren overlevelse. Fysisk halter jeg fortsat efter med et stofskifte, som skyder voldsomt i vejret og en Morbus Bechterew, som går i mine øjne på den mest smertefulde facon.
Mit skelet har ondt. Kroppen er udsat for et konstant stressniveau, fordi der konstant er smerter, som ikke kan sammenlignes med noget.

Hver eneste dag kæmper jeg en personlig kamp for at overvinde elendigheden; jeg træner som om jeg blev betalt for det – og nej, jeg kommer aldrig til at køre spinningmaraton eller kæmpe på antallet af squats. Men jeg træner i det tempo, som veluddannede fagfolk tilråder mig.

Nogle dage går det fantastisk – andre dage kan jeg ikke klare noget som helst. Der er intet, der ligger fast. Udover en ting: Jeg har fået en fast følgesvend: Morbus Bechterew.

Det er min egen ihærdighed og stædighed sammen med Brians uopslidelige kærlighed og tro på mig, som gør, at jeg fortsat er oprejst og har mod på livet. Men det er min sygdom og de alt andet end lette år, som jeg og min lille familie har været igennem, som gør, at jeg siger fra
til ting, har kort lunte og ikke magter at gennemføre de samme ting som “almindelige” mennesker.
Min drivkraft for alt ,hvad jeg gør, er, at jeg vil være den bedste udgave af mig selv – så godt som jeg kan være det. Jeg vil være sammen med de mennesker, som betyder noget for mig – i det omfang, jeg har energi til det. Min søn og min mand har første prioritet. Jeg lærer fra dag til dag at indrette mig efter de mange hensyn, jeg er nødt til at tage til mig selv.

Det er slut med fuld fart frem uden at se sig tilbage. De dage er forbi. Der er en grund til, at jeg er kategoriseret handicappet i det offentlige system og får hjælp fra både den ene og den anden kant.

Min største frygt er, at jeg bliver det, andre mennesker opfatter som et råddent æg. At jeg skal blive afhængig af andres mennesker velvilje. Jeg ønsker ikke at blive behandlet som et råddent æg. 
Men jeg har brug for, at mine omgivelser med empatiske evner forstår, at hvis min lunte er kort, så er der en forklaring. Jeg møder ikke op til sociale arrangementer med det formål at gøre nogen sure og kede af det. Tværtimod.
Hvis nogen af mine kære har brug for hjælp, bliver syge eller rammes af anden elendighed, er jeg klar med al den støtte og hjælp, som jeg kan bidrage med. Det kræver, at jeg får lov. Selv forsøger jeg dagligt at lære mig selv at give andre lov til at hjælpe mig.
De seneste år er min venskabskreds indskrænket, for nej, jeg er ikke så sjov at være sammen med, som jeg var en gang. Til gengæld er de, der er tilbage, dem, som forstår og formår at lukke mig ind i deres liv på godt og ondt. Det er jo det, det handler om; at vi har respekt og accept af hinanden i en grad, så vi kan rumme hinanden med alle de fejl og mangler vi hver især har – for at få fornøjelsen af alle de gode ting, vi hver især har at byde på.
Jeg har brug for, at nogen forstår, hvorfor jeg – måske – er et råddent æg.
Når alt dette er sagt, så er jeg meget bevidst om, at mit liv ikke skal være en lang og ynkelig historie. Det er mig, der er chef i mit liv og ikke en dum sygdom.
Og ved I hvad … langt de fleste dage griner jeg mere, end jeg græder