Kontrast-sammenfald … men begge skal da drikkes

Det giver lidt mere end et træk på smilebåndet, når man – læs jeg – tager sig selv i at sippe portvin, mens man – læs jeg – læser om Reboot With Joe-juicekur

Altså … jeg mindes, at jeg som ung teenager blev lokket på en eller anden strid fastekur af min mor, fordi jeg endnu en gang skulle forsøge at slippe af med mit “hvalpefedt”. Jeg var 14, og jeg blev møg-syg, ind til jeg fik noget mad. Sådan husker jeg det i hvert fald. Måske dækker møg-syg bare over, at jeg var sulten og fik hovedpine af det lave kalorieindtag?

Detox er the shit, hvis man skal tro alle lovprisningerne på nettet – også selv om kloge folk forklarer, at man ikke kan detoxe sin krop. Altså efter 30 feriedage (ja 30) kan min krop nu godt trænge til en lettere detox. For der er spist is, drukket vin og drinks – og altså lige nu også portvin. Det er da godt nok røget ind sammen med fine mængder af grøntsager og motion, men alligevel …

Så var det, jeg læste om den der juicekur, som flere i mit feed på Facebook og Instagram er sprunget på. Og Guderne skal vide, at det vil være sjovere at være på en portvins-kur, men måske er det ikke så dumt med tre dages juicekur for lige at kickstarte mit ongoing “nu skal jeg være sund, fit og fantastisk”-projekt. Seriøst – jeg bliver 40 og seks måneder. Og gør jeg ikke mere, end det, jeg gør nu, går jeg ind i mit 40-tyvende år fed og fladrøvet. Det skal blive løgn skal det. Jeg skal være 40, fit og med faste balder. Så squat og vægtløft – here I come again …

Først min portvin her på sidste feriedag og så …. måske en tre dages juicekur. Mere tror jeg seriøst ikke, jeg kan magte. Selvom et vægttab på 4-5 kilo på en uge er tillokkende.

Skål!

Nu kan det være nok: Luk munden og let røven

Pu ha … kom til at se mig i et spejl i går. Chok. Ikke bare har min krop ændret sig som følge af graviditeten men den er alt for voluminøs (pænt ord for tyk). Og selvom jeg forsøger at tænke over, hvad jeg stopper indenbords, så går det galt gang på gang.
Jeg ved jo godt, hvad der skal til. Så … nu har jeg lavet en plan for min kost – sat ord på, hvad jeg skal spise.

Det skal simpelt hen være slut med ustabilt blodsukker, oppustet mave, træthed og dårligt humør pga. forkert kost. Så nu skruer jeg ned for stivelsen og op for proteinerne. Det er nemlig det, mi krop har det bedst med. Jeg er fuldt ud bevidst om, jeg fortsat ammer, får for lidt søvn og ikke har et kæmpe overskud. Men jeg bliver led og ked, når jeg ser på min krops forfald. Så nu gør jeg noget ved det. Bare det at jeg ved, jeg gør noget, gør en forskel på det mentale plan.
Konkret mangler jeg 4 kilo for at veje det samme som før graviditeten. Men her vejede jeg også for meget – og var faktisk rigtig godt i gang med en “livsstilsændring” sammen med Majbritt fra Frk. Skrump. Så mit konkrete mål er i første omgang at tabe 15 kilo. Delmålet er fem kilo. Når det er nået, må jeg få et par jeans. Når de 10 kilo er nået, er min belønning en dag i luksus-spa og når de 15 kilo er væk, tager jeg to dage i København for mig selv. Sgu!
Min tidshorisont er lang, for jeg ved, jeg er en langsom taber – så derfor sætter jeg ingen dato på. Men jeg går i gang nu. Så ved du det – og det forpligter også. Jeg gør det – jeg tror på det. Sgu!

IMG_5820.JPG

Tanker om mad til børn

Får han nok at spise? Hvorfor græder han sådan? Giv ham en flaske.

Fedt – han spiser bare alt den dreng. Se så god han er til at spise. Alt ryger ind. Nej tak, han drikker ikke sodavand. Nej tak, han kan ikke lide chokolade.

Øh, undskyld … kan man købe pasta her? Har I pommes frites? Hvordan er det nu, har I rugbrød uden kerner? Ja, det er jo lidt mærkeligt, men han er lidt selektiv med sin mad i øjeblikket.

Er der noget, der har kunnet fylde mine tanker i forhold til mit barn, er det mad. Fra han blev født 5 dage over termin og brugte de første fem uger af sit liv på at græde af sult til i dag, til i dag hvor han snart er fem år og er så selektiv – hvorfor jeg ikke skriver kræsen, vender jeg tilbage til – at hans kost er så ensidig, at det provokerer mig.

Det begyndte ellers så godt. Altså da han fik mad nok som spæd. Jordens mest skønne og glade baby. Og da han blev tumling, spiste han alt, hvad jeg serverede for ham – karrysauce, kartoffelmos, grøntsager, lasagne, pasta, brød, ost … you name it. Han spiste det hele. Ja altså han spiste ikke slik og drak sodavand, som jeg den gang så mange andre tumlinge gøre med stort velbehag. Det med slikken er han kommet efter, vil jeg sige. Men sodavand er stadig no go for ham. Og det er jo sådan set fint nok.

Den selektive adfærd begyndte, som jeg husker det, da han var omkring 2½ år. Stille og roligt fravalgte han at spise mere og mere af det, han ellers tidligere havde spist med velbehag. Set i bakspejlet fandt han hurtigt ud af, at han kunne styre mig – os som forældre – med sin mad. For er der noget, vi som forældre er følsomme omkring, er det vores børns indtag af mad. Han er en stædig rad. Og snu. Jeg kunne ikke bære at sende en 2½-årig i seng uden aftensmad, fordi han ikke ville spise det, der stod på bordet. Så der gik ikke længe, før det nærmest var et ritual, at jeg skulle smøre rugbrødsmadder, som blev serveret på sengekanten lige før sovetid.

Pandekager i en hver afskygninger er favoritmad hos min søn. Jeg kan få ham til at spise selv de mest proteintunge pandekager, hvis bare han får marmelade på ... så det får han så ...

Pandekager i en hver afskygninger er favoritmad hos min søn. Jeg kan få ham til at spise selv de mest proteintunge pandekager, hvis bare han får marmelade på … så det får han så …

Under en ferie til de vestindiske øer i 2011 kastede mit barn sin kærlighed på pandekager til morgenmad og kyllingenuggets og pommes frites til aftensmad – og frokost for den sags skyld. Ej hvor vildt, at han er så glad for pandekager. Se hvor han spiser. Glade forældre over et spisende barn. Ja, ja nu er vi jo på ferie, så går det jo nok med alt det “hvide mad”, tænkte vi. Men 14 dage med den kost satte sine spor. For nu stod vi med et barn, som godt nok spiste sund morgenmad i form af bran flakes eller havregryn og til nøds spiste lidt rugbrød med leverpostej eller ost til frokost – men til aften ville han ikke spise andet en kyllingenuggets. Mit moderhjerte har blødt over det – og min sans for god mad er blevet udfordret og provokeret af det. Min/vores fejl var, at vi lod det ske. Vi sørgede for, at der lige var et par nuggets til drengen, hvis han ikke ville have noget af det mad, vi andre spiste.

Han ligner ikke en dreng, der lider nogen nød.

Det skal nok komme – sådan er børn jo …

I skal bare lade være at blande jer, så skal det nok ændre sig.

Jeg har læst stolpe op og stolpe ned. Om børn, der bruger mad til at manifestere sig over for forældrene, for jeg er ikke i tvivl om, at det er det, der sker. Mit barn bruger sin mad som et “våben” over for os som forældre. Han har luret, gætter jeg på, at vi bliver voldsomt provokeret af det. Både min mand og jeg sætter en stor ære i at servere god mad – vi bruger meget tid og penge på hver dag at skabe god, nærende og sund mad. Og noget siger mig, at vi har været alt for ivrige i at få vores søn til at have den samme glæde ved al slags mad. Vi er i den grad magtesløse. For hvordan får man sit snart 5-årige barn til at spise uden at aftensmåltidet bliver en kamp, som ender i gråd og formaninger om, at hvis du ikke spiser dette, så …

Seneste – og vel efterhånden eneste – regel omkring aftensmåltidet er, at han selv bestemmer, hvad der skal på tallerkenen. Han skal tage noget af dét, der er på bordet, og han får ikke serveret andet end dét, der er på bordet. Nogle aftenener har han kun spist tomater. Andre har han intet fået. Og han er sulten, når han skal sove. Det gør ondt i moderhjertet på mit. Men hvad pokker gør vi?

I madpakken i børnehaven skal der være rugbrød – uden kerner for Guds skyld – med leverpostej og ost. Det dur ikke længere at spise hverken pølse eller hamburgerryg. På en god dag kan han også spise en fiskefrikadelle. Jeg forsøger de fleste dage at smøre en mad med noget nyt pålæg – eller noget som jeg tænker kan udfordre ham, så han prøver at smage det. Men han lader det altid være i madkassen. Vi som forældre snakker om, hvorvidt det er ok, at vi – sammen med pædagogerne i børnehaven – begynder at give ham en madpakke med, hvor der hverken er leverpostej eller ost. For at se, om han så ikke vil begynde at spise mere varieret. Men er vi med det valg så selv med til at gøre det til en kamp?

Jeg tror ikke på, at min søn er kræsen. For han har spist al slags mad. Virkelig. Men han er selektiv. Meget. Alt for meget.

Min søn er fantastisk. Han er født med en høj intelligens og en stor stædighed. Det er rigtig godt i mange sammenhænge. Men lige præcis på madfronten er det en udfordring, som jeg ikke kan finde en vej ud af.

 

Historien om en rygrad, der er blød som en orm

Husker du alle ordene – alle de store ord – om at NU var nok nok – nu ville jeg stå ved alle de gode og sunde levemåder. NU ville jeg. Ville jeg. Og det gjorde jeg så i en uge. Det gik bare SÅ godt. Jeg fik udryddet min sukkertrang og stillet min sult med sundt mad, som bød på masser af grønt, proteiner, gode fedtstoffer og et lavt indhold af kulhydrater. Men så skete der noget.

Jeg tog på ferie. Med min svigerfamilie. I et sommerhus og alt for meget dårligt, hvidt bake off-brød. Hatting-flutes-agtig brød. Jo, det smager måske godt – eller næh … det gør det faktisk ikke – men det mætter i hvert fald heller ikke særlig længe. Og kombinationen af hvid brøds-morgenmad og traditionel rugbrødsfrokost suppleret med vacuumpakket brownies hevet ned af hylden hos den nærmeste købmand fik tændt sukkertrangen igen. Og tændte for den der luftpumpe i min mave, som jeg var begyndt at få bugt med. Ej men hvorfor er det, at JEG ikke bliver klogere? Hvorfor er det, at det er så svært for mig at sige højt til sviger-mekanikken, at NEJ TAK, jeg skal ikke have opvarmede rundstykker til morgenmad, jeg skal have omelet, proteinpandekager – what ever -… ? Hvorfor er det, at jeg ikke stopper op, før det er gået så galt, at min sommerkjole er for lille og mine bukser strammer? Jeg går rundt og ligner en, der er høj gravid.

Min søde coach Lykke ville helt sikkert spørge mig “Hvad har du så lært af det”, hvis jeg vendte denne problemstilling med hende (kender du ikke Lykke, så tag lige og læs med på hendes blog – hun kan noget …). Og det gode er, at jeg faktisk har lært noget. For min krops signaler og symptomer på den seneste halvanden uges elendige mad (ja, ikke for at fornærme nogen – men maden har været dårlig for mig) taler et tydeligt sprog. Ikke nok med det så har mit humør også været helt af H til. Det må altså hænge sammen. Så læringen er: Spis ordentligt. Også når der er andre. Sig fra. Stå fast. Tag selv mad med. Sig nej tak uden nærmere forklaring. Vær god ved mig selv – plej min krop og psyke ved at give mig selv den bedste næring i stedet for dårlig benzin, som ikke får mig til at køre særlig langt på literen.

NU har jeg lavet en aftale med Majbritt Louring Engell, som er diætist med speciale i dét, der er min udfordring. Det koster en hel del penge at starte et sådant forløb op. Men jeg har ikke råd til at lade være, for prisen ved at lade mig sejle min egen sø er højere – alt for høj. Nu er det også sagt højt her. Igen. Og det bør være – siger jeg med en stille dunken i mit eget hoved – motivation til at gøre alvor af alle de gode intentioner.

Grøn søndag

Ferien nærmer sig for alvor sin afslutning. I morgen begynder en hæsblæsende arbejdsuge for mig, hvor der både er modeuge, samtale med evt. praktikant foruden en masse opgaver. Godt jeg er glad for mit job 🙂

I dag har jeg ladet op til anstrengelserne ved at fylde mig med grønne vitaminer, gode grøntsager, lidt frugt og en del protein. For at opnå balance har jeg selvfølgelig drukket Nescafe med mælk …

Bootcamp er sat i gang. Det føles godt. Det er rigtig godt.

På vej mod fyrre, frisk og fræk

Okay – det er måske nok at foregribe begivenhedernes gang, for der er dog 3½ år til jeg fylder 40. Men rettidig omhu er jo populært i visse kredse …

Men sagen er den, at jeg har brugt min ferie på at tænke over mit liv, min sundhed og min velvære. Det har jeg gjort før. Men noget er anderledes denne gang. Fornemmelsen. Oplevelsen. Troen på det. Anderledes og mere realistisk.

I 2010 tabte jeg mig tæt på 25 kilo. Efter graviditeten tog jeg massivt på i 2009. Alt for meget. Jeg var ualmindelig tyk og lasket. Mit vægttab kom ved at droppe kulhydraterne – de hvide af dem i hvert fald – og blev hjulpet ekstra på vej af sygdom.

Desværre har jeg været inde i en rigtig træls periode mad-mæssigt. Alt er blevet kastet indenbords. Det har betydet en vægtstigning på 7 kilo. Og selv om 7 kilo i sig selv ikke er vanvittig meget, så er det nok til, at jeg igen både ser lasket ud og  får dårligt selvværd.

Derfor … nu er det nok. NU ER DET NOK!

Jeg vil om 3½ år gå 40’erne i møde frisk, fræk og frejdig. Jeg vil tabe mig 15 kilo. Mindst. Men jeg vil ikke bare tabe mig – jeg vil holde mit vægttab. Og jeg vil højne min sundhed. For det er sundheden, der er vigtig for mig. Super-slank bliver jeg aldrig. Det er ikke mit mål. Men mit mål er at jeg hopper fra tøjstørrelse 48 og ned til 42/44.

1. skridt på vej til at blive sund er taget: Mentalt er jeg på arbejde, og så er der sket det, som mange troede utænkeligt: Jeg har sagt farvel til Pepsi Max. Seriøst så har jeg i snit drukket 1 liter Pepsi Aspartam Lorte Cola hver dag i tæt på 10 år. Og nøjagtig som rygeren har svært ved at slippe smøgerne, troede jeg ikke, at jeg kunne komme ud af cola-koffeinens klamme greb. Men det kan jeg. Nu har jeg ikke drukket cola i fem dage. Jeg tror på, at her i begyndelsen er det nul tolerance over for cola. Men på sigt vil jeg ikke være fanatisk – jeg vil gerne nyde et koldt glas brusende cola fra tid til anden. Det er SLUT med massivt overforbrug. Frisk og frejdig rimer ikke på cola.

 

Det bedste brød – helt uden mel

I min iver efter at skabe resultater på min vægt og med mit helbred, forsøger jeg som bekendt at undgå stivelse og gluten i min kost. Men det er sgu svært, når jeg er ret pjattet med brød. Det gode er, at jeg også er ret pjattet med nødder og kerner. I går forsøgte jeg at bage mit første stenalderbrød – helt uden mel. Jeg har fulgt en opskrift fra kokken Thomas Rohde bragt i Politiken.

Seriøst – det brød det smager fantastisk!

Morgenmad

Morgenmad

Hver eneste morgen møder jeg min vægts lysende, alt for høje tal. Hver eneste morgen beslutter jeg mig for, at det er i dag, at jeg skipper alle kulhydrater og intensivere indtaget af proteiner, fibre og alt mulig andet godt. Således også i dag.

I aftes bagte jeg det lækreste hvedebrød på  min nye røremaskine (tak for julegave, mor & far). Men nu står det på bordet til fri afbenyttelse for de andre. Jeg må ikke spise det. Siger de. Siger jeg. Det hvide brød, kulhydraterne er min fjende. Min krop har gennem mange år været udsat for det ene svigt efter det andet; jeg har ikke passet godt på mig selv. Levet lidt for stærkt, spist forkert, drukket forkert, rørt mig for lidt og røget for meget. Røgen er jeg kvit (ja, nu indrømmer jeg det offentligt. Jeg har været ryger!). Heldigvis. Jeg får også rørt mig mere i dag, end jeg gjorde tidligere. Men det er ikke nok. Min mad er på overfladen sund. På overfladen. Min krop har takket mig for min omsorgssvigt ved at overdænge mig med PCO og Morbus Bechterews. Halleluja! Tak for lort. Ja, jeg forstår sgu godt, at min krop har sagt fra og gjort modstand. Det har jeg gjort hele mit liv. Hvad fik jeg ud af det?

Min søn har jeg fået med hjælp fra kittelklædte læger – og nu prøver nogle nye af slagsen at hjælpe mig med at gøre Albert til storebror. Hr. Morbus Bechterews er en historie for sig selv. Orker ikke at beskæftige mig med ham i dag. Lige nu er mit fokus på de forhadte kulhydrater. Jeg ved det jo godt. Ud med stivelse og sukker. Ind med fibre og proteiner. Forbud fungerer dårligt for mig. Hvis jeg bare kunne trykke på en knap og omprogrammere min hjerne. Få programmet til at forstå, at alt det bløde, hvide og søde er en forræderisk følelses-slukker og ikke en del af min kost.