Og så skete det at jeg sagde farvel til sukker

Jeg er ikke god til farvel’ler. Af nogen som helst slags. Men dette farvel har været særligt. Egentligt har det ikke været så svært at sige farvel denne gang. Siden 29. juli har jeg ikke spist sukker og hvedemel. Og jeg er ikke en gang startet i mit forløb hos min kommende kost-vejleder i Hellerup.

Når jeg skriver, at det har været et nemt farvel, er det en sandhed med visse modifikationer. For når sukker ikke længere er en del af kosten, skriger krop og sjæl på noget andet, som tilfredsstiller den der ubeskrivelige trang til comfort food. Så jeg har indtaget store mængder af fed kokosmælk, fløde og nødder. Hvilket nok også er årsagen til, at kiloene ikke er raslet af mig i samme omfang, som jeg havde håbet. Men 3 kilo er væk. Farvel og tak for vores tid sammen; jeg håber aldrig at se jer igen … sukker-kilo.

Nej tak til sukker

Det kommer hurtigt til at lyde så helligt og fanatisk, når man siger højt, at man ikke spiser sukker. Jeg er hverken hellig eller fanatisk, og jeg vil faktisk glæde mig til den dag, jeg igen kan spise LIDT sukker uden at det giver mig bøvl.

Nå … Altså hende kost-fidusen, som jeg skal mødes med i næste uge, vil jo nok sige til mig, at jeg aldrig skal nærme mig sukker og hvedemel. Meen … Jeg vil glæde mig til, at jeg næste sommer skal spise en stor, gammeldags isvaffel fyldt med lækkert, sødt flødeis og guf – nøjagtig som jeg vil spise risalamande til jul uden dårlig samvittighed. Nu tror jeg nemlig på, at jeg kan finde ud af at være i selskab med sukker uden at ende med at blive misbruger. Jeg har sagt farvel til alt det sukker, som har været skjult i min mad – og alt det sukker, jeg har forsøgt at skjule for mig selv, jeg spiste. Hvem jeg narrede mest der, er vist indlysende … Men en sommer med sygdom har virkelig tændt min sukker-trang. Hold nu op hvor har jeg guffet løs af især is og chokolade. De varme aftener har jeg hygget mig med kold hvidvin. Og er der noget, som er skidt i kalorieregnskabet er det alkohol.

Min store test på, at jeg faktisk kan styre hvornår jeg spiser hvidt brød og sukker, gik jeg igennem i går, hvor jeg fik serveret den lækreste morgenmad i forbindelse med en messeåbning. Men jeg spiste det ikke. Drak et glas juice og en kop kaffe. Tidligere ville jeg bare have spist løst af frygt for, at nogen kommenterede på, at jeg ikke tog fra tallerkenen. I går erfarede jeg, at ingen spurgte – det kan da godt være, at de lurede lidt på den urørte morgenmad, men ingen sagde noget, så jeg fik ikke oplevelsen af at være til skue. Dejligt!