Tanker midtvejs i livet

Midaldrende. Det lyder gammelt, ikke? Altså det har det altså gjort i mine øre i mange år – men der var også en gang, jeg synes, min mor var gammel, da hun var 32 år …
Sandheden er, nu er det mig, der om få dage fylder 39, og så er jeg vel ved at være et sted midtvejs i livet. Jo, jo jeg håber da jeg bliver en æld-gammel kone på 99 eller mere, hvis helbreddet tillader det. Men jeg er da i hvert fald det sted i livet, hvor de tidlige ungdomsår er væk – og fik jeg set det, jeg ville? Fik jeg hørt min melodi?

Nu står jeg her snart 39 år med gråsprængt hår, realkreditlån, for få kvadratmeter, et studielån der stadig afdrages på, en seks-årig søn og en anden på seks måneder. Er sammen med min mand, som rammer de 46 år snart, på 11. år – vi kører i familiebil og har holdt adskillige ferier på Gran Canaria. Meget er blevet, som man kan forvente af et par her i provinsen, mens så meget andet er blevet helt, helt anderledes.

Er det så sådan her det er at være voksen? Jeg mener … det gør jo ikke ondt, men for pokker hvor følger der meget ansvar med. Nogle dage når ungerne skaber sig, søvntimerne er i mindretal og mit skatteregnskab skal laves, har jeg bare lyst til at kaste håndklædet i ringen og spørge efter en voksen. Og jeg nyder – indrømmet – når jeg kan vende stort og småt med nogle af de voksne, som er omkring mig. Bevidstheden om, at de ikke er her for altid, vokser næsten fra dag til dag. Sammen med det øges bevidstheden om min egen dødelighed også. Hver uge forsøger jeg at gøre alt det rigtige for at øge min trivsel – passe på mit helbred og skabe de bedste betingelser for et langt og lykkeligt liv. Men der er bare også de dage, hvor det er kulhydraterne, der udgør kalorieregnskabet, og hvor fredagsslik bliver spist på andre ugedage i selskab med alt for meget kaffe. En af de dage har jeg haft i dag. Så måske voksen – men ikke nødvendigvis mere standhaftig. I morgen …

Mit arbejdsliv har ikke formet sig, som jeg troede. Ikke at det er skidt – ting går ikke altid, som vi gerne vil have. Men når døre lukkes, er der faktisk andre der åbnes. En kliche, som har hold i sandheden. Jeg har gennem årene åbnet mange spændende døre arbejdsmæssigt – jeg har lukket døre og sat andre på klem. Jeg har haft store drømme – bristede forventninger men masser af gå-på-mod. Det ligger i min rygrad; jeg klarer mig selv, og jeg gør det godt. Det er en udløber af den måde, mit liv har formet sig på. Flyttede hjemmefra som 15-årig (det får mine børn ikke lov til, siger det bare …), og har tidligt taget stort ansvar og aktiveret overlevelsesinstinktet. Det er godt, når man er selvstændig erhvervsdrivende i en branche, som er præget af lave indgangsbarrierer og stor konkurrence. Siden 2010 har jeg været min egen chef og knoklet for at skaffe en anstændig månedsløn.

Tæt på midtvejs i livet. Ikke nogen tid at spilde. Drømme er der fortsat. Det handler om udlængsel, eventyr og muligheden for at vise mine børn, at verden er større end den dagligdag, de møder her i Herning.

Og nå ja … så er der jo stadig det der mål om at være en fit fyrreårig. Nu er der kun et år tilbage. Jeg får travlt. 40 års status coming up februar 2016. Stay tuned.
Ind til da må du følge med i mine sporadiske blogindlæg om stort og småt her fra matriklen. Ville sådan ønske jeg kunne finde mere tid i min hverdag til at skrive her på bloggen. Fordi jeg får energi af at lade fingrene danse hen over tastaturet og se ordene forme sig på skærmen foran mig – og fordi det er mit eget livsarkiv i et eller andet format, som udspiller sig her på bloggen. Men sandheden er bare, at det der med at være mor til to tager utrolig meget mere tid end det gjorde, da jeg kun var mor til en. Tiden er dyrebar. Så jeg prioriterer skarpt. Mange ting er skåret væk. Andre er valgt til. Bloggen her er lidt midt imellem. Og hvem ved … måske kommer der mere tid, når der ikke er dømt barsel mere? Lige nu er jeg både i gang arbejdsmæssigt og på barsel (ja, ja jeg er på 50 procent barsel men har ikke pasning til min baby endnu, så det er et puslespil at finde arbejdet frem, når baby sover eller arbejde sent aften …), og det kræver balance og evnen til at holde tungen lige i munden. En disciplin jeg efterhånden mestrer nogenlunde her, hvor mit 39. år nærmer sig med hastige skridt …

Er du ramt af status-stress

Mens jeg går og pakker de sidste ting ned i min kuffert og gør klar til ferie med mine drenge, så synes jeg, du skal hoppe over til Julia og deltage i debatten om “Statusræs i vuggestuen”. Debatten, som Julia Lahme har indledt med en klumme i Femina, handler kort sagt om, hvordan nogle forældre sætter en alvorlig ære i, at deres børn kommer til at gå i bestemte institutioner, fordi her går de “rigtige” børn ift. at skabe netværk …

Jeg har givet mit besyv med i kommentarsporet … Men ganske kort: Jeg ønsker, som jeg tænker de fleste forældre gør, det bedste for min søn. Men det bedste for min søn er hverken tøj i bestemte mærker eller institutioner på rigtige adresser. Det bedste for min søn er at vokse op i tryghed og kærlighed med troen på, at han er noget værd som menneske – uanset ydre statussymboler.

Og …. hvornår fanden er børn blevet nogen, man skal bruge som objekt i en voksen vedens jagt på “de rigtige netværk”?

Nå … læs med hos Julia … Måske er vi ikke enige, og så glæder jeg mig til at læse din synsvinkel på tingene.