Hvordan gør I det … ?!

Håret er sat, makeuppen er perfekt. Tøjet er strøget. Overskuddet stråler ud af dem. Alle de andre mødre med mere end et barn. Jeg ser dem dagligt. Og jeg undres. Hvordan gør I det?

Er mit hår sat, er det nødtørftigt samlet i en hestehale – min daglige makeup begrænser sig til lidt strøg med mineralpudder og mascara. Mit strygejern har ikke været tændt i flere måneder, og det eneste jeg føler, jeg udstråler er desperation og manglende søvn. En gang var jeg en af de andre. Med et barn og kæmpe overskud.

Jeg elsker begge mine børn herfra og helt op til månen. Men jeg hader, at jeg ikke har fået min søvn i så lang tid, at jeg er stoppet med at tælle. Min krop skriger på søvn – ikke på hvile en time her eller der, men på sammenhængende nattesøvn. Poserne under mine øjne er ved at antage samme størrelse som de store blå indkøbsposer fra Ikea.

Kan man miste sig selv, når søvnen forsvinder?

Hvordan overlever man uden sammenhængende søvn?

Hvornår begynder baby G – nu 8 måneder – at sove mere end en time ad gangen?

Hvordan, hvorfor, hvornår – hvad gør I andre ….

Er slyngevuggen et mirakel?

En slyngevugge til en søvn-slyngel

Kender du det – du har lagt din baby til at sove og når lige selv at sætte dig i sofaen med en kop kaffe, før baby igen giver lyd. Sådan går det meste af din dag med at prøve at få baby til at sove – for babys skyld og for din, så du kan få hvilet bare lidt.

Kender du det, at dine arme føles lange og trætte, fordi du har båret din baby i søvn flere gange dagligt – som en abeunge har babyen hægtet sig fast på dig – ?

Kender du det, at du er villig til at betale for at få mere end 30 minutters ro i løbet af dagen? At du drømmer om at lægge tøj sammen og vaske op, fordi du så er alene?
Jeg kender det i hvert fald i stor stil.

Baby G fylder 3 måneder i dag. Og jeg har brugt så meget tid på HVER dag at få ham til at sove – at knække koden til søvnen, så han kan finde ud af, hvor rart det er, når man får nok søvn. Jeg har købt en bæresele; og det virker fint. Her falder han gerne i søvn. Men i længden er den for bøvlet for mig, fordi jeg ikke selv kan hvile, når han er på maven af mig – og der er mange ting, jeg ikke kan med ham på maven. Efter flere anbefalinger har vi derfor investeret i en slyngevugge fra Sneglehusets webshop. Med indbygget søvngaranti, forstås. Altså ca. 1.500 kroner kan jo virke som en lille investering, hvis man kan se frem til søvn og ro. Virker den ikke, er skaden jo ikke stor, tænkte vi og bestilte vuggen forleden dag.

For to dage siden ankom den – blev monteret i loftet og …. jeg havde store forventninger til slyngevuggen. Det indrømmer jeg. Hvad skete der? Tja … Baby G skreg som besat, da jeg lagde ham i den. Okay … Ikke en god start. Heller ikke her vil han lægges for så selv at falde i søvn. Men når først han sover, kan jeg fint lægge ham over i slyngevuggen.

Slyngevugge

Han har sovet lure af alt for kort varighed i den – som jeg skriver her, har jeg haft ro i 15 minutter, før jeg måtte have ham op og gå rundt med ham igen – og han har sovet en lur på to timer forleden aften. Her skal nævnes, at jeg løftede ham direkte over i liften, hvor han sover videre til klokken 5 næste dags morgen. Altså i alt 8 timers søvn. Havde jeg da bare selv sovet de timer …
Endnu er jeg ikke overbevist om slyngevuggens mirakuløse evner. Men jeg er fortrøstningsfuld. Dog ikke mere end at hvis de lange lure ikke har indfundet sig inden for den næste uge, så får Sneglehuset vuggen retur. Men … lad os håbe, det ikke går sådan 🙂

Og så er der nok også bare tilbage at affinde sig med, at Baby G kræver nærvær og kropsvarme, når han skal falde i søvn. Jeg forsøger at finde ro omkring det. Forsøger …

PS: Med fare for at jinxe det: I nat sov Baby G seks timer uden afbrydelser fra 23-05. Altså to nætter i streg hvor vi har fået søvn. Jeg aner nye tider …

PPS: Jeg ved, der er mange DIY-løsninger på lignende slyngevugger, hvis du har mod på selv at gå i gang. Google er din ven i den henseende. Men har du det som jeg, har du svært ved at få den lavet selv, fordi dit barn ikke sover … 😉

Det sker så bare ikke det her

Jeg er lysvågen. Som i lysvågen. Selvom min baby sover … Mine poser under øjnene er efter en lang nat med baby-fest snart på størrelse med de blå Ikea-poser, min krop er træt i hver en celle. Og alligevel er jeg lysvågen. End ikke et varmt bad og en times venden og drejen i sengen har kunnet få mig til ro.

Det er vel det, man kalder over-træt?

 

Når søvn er en by i Rusland

Det er SÅ nemt at have en baby.

Det har jeg hørt mig selv sige et utal af gange, når talen blandt venner og veninder er faldet på forældreskabets udfordringer. Og jeg har seriøst ment det. For Albert var, som jeg husker det, en nem, glad og tilpas baby. Om det er derfor, jeg er blevet taget med bukserne nede og frustrationerne hængende ud af halsen, ved jeg ikke. I hvert fald har jeg nu en fire uger gammel baby, som har svært ved at overgive sig til søvnen. Særligt om dagen. Han sover i korte, korte intervaller. Jeg når knapt selv at lægge mig eller komme på toilettet eller børste tænder, før han igen er vågen.

Om natten går det for det meste fint. Altså på nær lige eksempelvis i nat, hvor jeg virkelig kunne have brugt en voksen til at tage over. Lille G var vågen fra kl. 23 til klokken tæt på 4 – det eneste han ville var at spise, spise og spise. Sove? Næh nej tak. Og det på trods af tydelige tegn på søvnmangel.

Vi har haft aftener, hvor han har grædt utrøsteligt, og der er ingen tvivl i mit sind – han græder, fordi han er over-træt. Han har seriøst dage, hvor han fra kl. 9-24 max. har sovet tre timer.

Lige nu sover han trygt i sin barnevogn. Det er en succes. Første lur i dag var på ca. en time. Denne anden lur har ind til nu varet 1½ time. Og klokken er 15. Så der er håb for, at der kommer mere søvn på kontoen i dag. Det vil gøre ham godt. Og mig … For jeg er tyndslidt af alt for lidt søvn.

Sundhedsplejersken har forklaret, at vi skal understøtte ham i at sove videre – fordi han åbenbart er den type baby, som nemt kommer ud af den dybe søvn. Men jeg må tilstå, at når jeg har vadet 4-5 kilometer med barnevognen, ikke har fået ordentligt mad og mangler søvn, så er det svært at overskue lige at trille en ny tur med vognen i håbet om, at det er det, der skal til.

Bort set fra den manglende søvn, så er Gabriel en skøn baby, som faktisk ikke græder meget – som er mere og mere opmærksom på sine omgivelser og basker rundt med arme og ben fuldstændig som han skal.

Jeg forsøger at undlade at stresse over den manglende søvn, men jeg må tilstå, at det ind imellem er svært. Til gengæld stresser jeg ikke længere over hans vægt. Første uge hjemme gav ikke en tilfredsstillende vægtøgning, så jeg fik at vide, at jeg skulle supplere ham med modermælkserstatning på flaske. Det har jeg gjort to gange dagligt – ca. 60 ml pr gang og enkelte gange 90 ml. I går blev han vejet, og nu havde han sørme snuppet 400 gram ekstra på sidebenene, så det bekræftede mig i, at min mælk til ham nu ikke er så ringe endda – og at jeg måske nok kan skrue lidt ned for erstatningen igen. Sundhedsplejersken var helt enig. Så nu ser vi det an i de næste 14 dage, før næste vejning. Jeg fik det skubbet en uge, for jeg har ganske enkelt eksamensstress over de vejninger hver uge – og når nu det ikke er strengt nødvendigt længere, så er jeg gerne fri.

Anyway – i dag 4 uger. 55,5 cm lang og en vægt på 4.150 gram. Skøn og fin baby.

En god nats søvn

Søvn: Hvornår har du sidst sovet helt fantastisk godt?

Jeg ved bare, at de dage, hvor jeg vågner for tidligt – er kommet for sent i seng og får for få timers søvn, så er den gal. Mit humør daler; jeg er sur og vrissen. Søvn er i sandhed den bedste kur mod sure miner – og så siges det jo, at vi bliver skønne af det …. (nogen af os skal måske sove virkelig meget, før det sker 😉 )

Det er ekstremt vigtigt for mig, at jeg får min søvn, og at jeg ligger godt, når jeg sover. For med en gigtsygdom i ryggen, er det afgørende, at min seng kan indstilles – hæves og sænkes efter behov.

Min nuværende seng fik jeg for nogle år siden. Den første elevationsseng. Og den er næppe særlig moderne ift. den udvikling, der er sket på det område. Men den fungerer.

Forelsket i Tempur

Sidste år prøvede jeg at sove med en Tempur-topmadras i nogle uger, og jeg må tilstå, at jeg længes efter muligheden for at købe en seng fra samme mærke.
Den Tempur-topmadras, jeg prøvede, var helt eminent god, fordi den formede sig om kroppen og støttede dér, hvor der var mest brug for det – og på en eller anden facon aflastede, hvor der var behov for det. Jeg er jo ikke ergoterapeut, men jeg kan bare konstatere, at den var god at ligge i.

Er god søvn 50.000 værd?

Og jeg har ved Gud søgt på nettet et utal af gange og drømt mig hen til et soveværelse med nye senge og labre topmadrasser fra Tempur. Nu har jeg så også fundet en seng fra Tempur. Hvem der bare havde 50.000 til en seng (hvem har egentligt det?), for den ser godt nok rar ud.

Tempur Seng

Denne Tempur-seng ser så lækker ud – men en fattig iværksætter som mig, må nøjes med at drømme om en seng til 50.000 kroner …

Gad vide hvor mange år en seng holder … 10 – 20 eller? Jeg aner det ikke. Gør du? For så kunne man jo regne prisen ud pr. nats søvn. Okay – temmelig nørdet, men værdien af en god nats søvn er nærmest ubetalelig – bare spørg en nybagt mor, som har haft endnu en nat uden sammenhængende søvn ….

Jeg kan i øvrigt se, at Sengeexperten i Vejle – der hvor jeg havnede i min søgen efter Tempur – har senge på tilbud … så har du penge i budgettet til en ny seng, så er det måske værd lige at se nærmere på deres webshop/butik.

Dette indlæg er sponsoreret – men holdninger og meninger er mine egne!