Knuthenborg Safaripark: Jeg døber dig i faderens, sønnens og Lille Pers navn

Forrygende, fantastisk besøg i Knuthenborg Safaripark

Lolland. Det smager ikke meget af safari men ret meget af udkantsområde med tomme huse, lukkede fabrikker og mangel på arbejdspladser.

Men Lolland er meget mere end de synlige konsekvenser af urbanisering og globalisering. Lolland er nemlig også Knuthenborg Safaripark. Vi besøgte for første gang safariparken St. Bededag, og sikke en festlig dag. Som journalister  og bloggere var vi inviterede til at overvære navngivningen af de syv både, som fragter gæsterne rundt i den nye, store vandrutsjebane Congo Splash. Og da det kunne lade sig gøre at kombinere presseturen med en overnatning på Bandholm Hotel og selskab af min svigermor, var vi ikke sene til at tage afsted.

Knuthenborg Safaripark

Christoffer Knuth bød indbudt presse og øvrige gæster velkomne til den officielle åbning og navngivning af Congo Splash.

Plads til armbevægelser for mennesker og dyr

Min mand har gennem årene besøgt mange zoologiske haver, jeg selv har været vant til at komme i Løveparken i Givskud og Jyllands Park Zoo – så lad mig slå fast med det samme: Knuthenborg Safaripark slår det alle med flere længder. Parken er anlagt som en engelsk have, og det vil sige, at der faktisk er rigtig pænt og midt mellem planter, græs og træer dukker gamle, engelske huse op side om side med giraffer, gnuer og vandbøfler.

Eksotiske dyr er der i sagens natur massevis af. Vi var særligt imponerede over, hvor tæt vi kom på tigrene, som gik lige uden for bilens vinduer – og aberne, som sprang rundt på “traktor-bussen”, som kørte os rundt i det særlige abe-område. Plads er der massevis af. Faktisk er der 23 kilometer vej rundt i parken. I store områder er det muligt at komme ud af bilerne og komme helt tæt på dyrene – andre steder må du hverken have bilens vinduer åbne eller banke på bilruderne for at fange opmærksomheden fra de store vilddyr.

Knuthenborg

Billeder yder hverken natur eller dyr retfærdighed. Hvis du kan lide at fotografere, er jeg sikker på, du vil have en fest med at fange dyrene i Knuthenborg Safaripark med linsen.

Albert har talt om dyr og hylet som en ulv lige siden, vi kom hjem. Og fortalt om Lille Per aka Sigurd Dalgas. Den ni-årige skuespiller skulle nemlig sammen med Christoffer Knuth (ejer og direktør i Knuthenborg Safaripark og udstyret med den fine greve-titel) indvie vandrutsjebanen officelt. Så med en godt rystet Hindbær-brus navngav Lille Per de forskellige både. Albert var så heldig at få en snak med Lille Per allerede, da vi ankom som nogle af de første gæster, og det var vist både ham og hans farmor, som var lidt starstruck over at stå ansigt til ansigt med “ham der fra filmene” …

Turen fra Herning til Lolland er lang. Og vi er helt realistiske omkring det, så vi kommer ikke til at besøge Knuthenborg Safaripark hvert år. Men vi har allerede talt om, at vi hvert andet år bør lave en tur til Lolland for at komme tæt på dyrene og lege på det, som Albert hurtigt udråbte til at være: Verdens fedeste legeplads.

Knuthenborg Safaripark

Hoppepuden på den store legeplads var et kæmpe-hit hos Albert, som lystigt sprang rundt som en kænguru. Det var en fornøjelse at opleve en stor legeplads, hvor der både var tænkt i de små børn og de lidt større.

Congo Splash prøvede vi ikke. Min højgravide mave skulle ikke igennem den tur – ellers tror jeg nu nok, jeg havde prøvet. Selv om jeg er lidt en kylling. Albert turde ikke, og min mand Brian lurede, hvor vådt tøj man fik af turen og tænkte, at det nok var bedre at tage den tur en dag, man har en ekstra t-shirt med  (tip: Husk et regnslag eller ekstra sæt tøj – glemmer du det, så jeg i informationen, at man kan købe poletter til en tørretumbler …).

Dagen efter vi kom hjem, skulle Albert og jeg hente vores hund i hundepensionen – han kunne genkende vejen fra turen mod Lolland. Og spurgte: Skal vi ikke køre til safariparken igen i dag?

Større anbefaling kan det sted vist ikke få …

TIP til dig der vil til Knuthenborg Safaripark:

  • Du kan medbringe picnickurv – der er gode faciliteter til at spise ved borde og bænke rundt i parkanlægget. Det er også muligt at købe mad i parken.
  • Husk ekstra tøj – og er det sommer, så husk også noget badetøj til vand-legepladsen.
  • Har du lyst til at overnatte tæt på parken, er Bandholm Hotel et godt sted. Vi boede i en mindre ferielejlighed i hotellets anneks. Det kostede for fire personer 995 kroner inkl. morgenmad.
  • Min mand som ikke er den store øl-drikker, var ret begejstret for den lokale bryg fra Krenkerup Bryggeri. Det kan købes i SuperBrugsen lod vi os fortælle … vi fik ikke nogle med hjem.
  • Skal du have softice, så bestil den store … den lille til 28 kroner (hvis jeg husker korrekt) er faktisk bare alt for lille …

Som en sidegevinst har jeg fattet interesse for det historiske omkring familien Knuth og godset Knuthenborg – så der er lidt at læse om, når barslen går i gang …