Kan man læse sig til at være en god mor?

Hvornår er man en god mor? Hvad kræver det at være mor – forældre – på fuld tid? Hvordan håndterer jeg det, når barnet ikke vil sove? Hvordan får jeg som mor indført en døgnrytme hos mit barn?

Åh Gud hvor jeg husker de mange spørgsmål, da jeg fik mit første barn for snart seks år siden. Usikker og famlende efter løsninger. Jeg købte bøger. Lod mig guide af bøger om udvikling, tigerspring og du bør-henvisninger. Ind til den dag jeg fik nok. Og pakkede det hele væk og lod mit moderskab være styret af min intuition for, hvad der er rigtigt og forkert. Ja, nogen gange går det galt – jeg bliver sur og råber. Men sådan set i det store og hele så er det bedste, jeg har gjort for mig selv og mit barn, at lukke ørene for alle de gode råd og lære at stole på mig selv og min egen fornemmelse for, hvad der er rigtigt.

Forleden læste jeg om nybagte mødre, som forsøger at styre babyers søvn ud fra en eller amerikansk bog. Kunsten skulle være, at forældrene sætter dagsordenen og bestemmer, hvornår der er mad og hvornår der er dømt søvn. Resultatet skulle være børn – her taler vi om babyer på 3-4-5 måneder – der sover 12-13 timer uden mad. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er en metode, der er god og anbefalelsesværdig. Men jeg kan ikke lade være med at reflektere lidt over vores – altså forældres – behov for at sætte alt i system og rytme. Hvorfor er det, vi ikke kan finde ud af at give slip i barselsperioden? Er det ikke derfor, vi har barsel? For at vi kan give vores børn mulighed for at udvikle sig i eget tempo, mens vi ikke er presset af arbejdsmarkedets krav om effektivitet og produktion?

Altså – jeg forstår sagtens, at man kan være ved at flippe trekvart over børn, der ikke vil sove mere end 45 minutter ad gangen. Og jeg forstår også sagtens frustrationerne, som kan opstå, når vi som forældre kommer i søvnunderskud. Når vi som mødre bare gerne vil have babserne for os selv uden at skulle tænke i mælkebar, ammeindlæg og ømme brystvorter. Men … alligevel …

Min førstefødte har altid haft et godt sovehjerte. Gode lure i løbet af dagen og fra han var 6-7 uger sov han fra midnat og til kl. 06 om morgenen. Hen ad vejen blev nattesøvnen udvidet. Men ikke fordi jeg eller min mand besluttede os for det – fordi det var det, barnet gav udtryk for – jeg mener ingen nybagte forældre ved deres fulde fem vækker et sovende barn om morgenen for at servere morgen-mælk, vel? (altså hvis ellers barnet er i trivsel og sund og rask).

Faktisk kan jeg godt blive lidt nervøs for, om jeg bliver ramt af Nemesis. For seriøst så synes jeg, det var nemt at have et spædbarn og en baby – jo, jo amningen var svær at få til at køre, jeg græd og havde baby blues som alle andre – havde ondt i mit kadaver efter kejsersnit og alt det der. Men jeg var relativt hurtig tryg ved det at være mor. Især da jeg droppede bøgerne og alle de velmente råd fra folk omkring mig. Ikke at forstå på den måde, at jeg ikke vil tage mod gode råd. Det vil jeg gerne. Men … jeg sorterer i dem.

Nå men tilbage til Nemesis. Måske får jeg et slag over nakken, når jeg står med min anden søn i armene. Seks år efter jeg blev mor for første gang. Måske er det denne gang mig, der skal lære at fungere med en baby, der ikke vil sove osv. Og hvem ved … så kan det da godt være, jeg køber den der amerikanske bog og forsøger at styre søvn og mad i en bestemt retning.

Men – naiv som jeg er, så vælger jeg her fra hvor jeg er nu, at tro på at selvfølgelig får jeg igen et skønt barn, som finder ud af, hvor dejligt det trods alt er at sove. Både om dagen og om natten …

Venter du en prins eller prinsesse?

Jeg er simpelt hen så glad og så stolt af min søn. Han er MIN dreng. Også når han er træls og irriterende. Lige sådan bliver det med lillebror. Ingen tvivl om det.

Mine drenge. Helt klart. Mine sønner.

Men aldrig mine prinser. Aldrig.

Jeg er ved at få spat af mødre og fædre, som omtaler deres afkom som prinser og prinsesser. Hvad er det for et selv-billede at give børnene? Hvad er det for en piedestal at sætte sine børn op på ved at udnævne dem med royale titler?

Altså jeg er da sådan set relativ royal – har et fornuftigt og afdæmpet forhold til kongehuset og synes, at særligt næste generation – altså Frederik og Mary – er nogle tiltalende mennesker. Helt uden at kende dem. Men mon de går omtaler deres fire børn som mors og fars prinser og prinsesser? Jeg tvivler ærlig talt. Og de er jo da ellers i deres gode ret til det.

Ja, du må da også gerne kalde dit barn for prins eller prinsesse. Men jeg vil tillade mig at synes, at det lyder dumt og giver både børn og omverden et helt forkert indtryk. Lad børn være børn – og lad så de royale bøvle med titler og forpligtelser i den retning.

Og ja – det er ikke længe siden, jeg blev spurgt: Venter du en prins eller prinsesse? Mit svar var: Det ser ud til at blive endnu en dreng ….

Grænser – her til og ikke længere

Jeg tæller til tre … og hvis du ikke har gjort, som jeg beder dig om, inden jeg når til tre, så ….

Hold nu fast hvor hører jeg mig selv udstede varsler, trusler og straf mange gange i løbet af en dag i øjeblikket. Når man er fem år, har man – læs min søn – åbenbart et kæmpe behov for at prøve grænserne af. Et behov for at finde ud af, hvor langt man kan gå, før fælden klapper.

I forrige uge betød det fem dage uden adgang til iPad. Og i morges faldt dommen: Ingen tv resten af ugen.

En straf der fløj ud af munden på mig, da den fem-årige gik bersærkergang under påklædningen i morges. Der gik grænsen. Han blev advaret. Og udfordrede mig. Selv om jeg hele tiden synes, jeg lærer. Så har jeg i hvert fald for nogen tid siden lært, at når jeg udsteder en straf, må jeg også stå ved den. Og således har fjernbetjeningen til tv’et været gemt væk fra de tidlige morgentimer og bliver ikke fundet frem før i weekenden igen. Lige da det gik op for den noget forurettede fem-årige, at mor faktisk mente det, da hun sagde STOP!, blev han sur og gal i skralden – råbte en masse ukvemsord (gad vide om det er en del af læringen under børnehavetiden, at man skal lære at sige ord, jeg i hvert fald aldrig anvender ….?) – for dernæst at falde helt ned på jorden, spise sin morgenmad i ro og fred – snakke og hygge og konstatere, at “mor du er bare så sød”.

Jeg ved det jo godt – børn søger grænser. Nogen mere end andre. Men for pokker hvor er det svært at håndtere den grænsesøgende adfærd. Min lunte er ret kort i øjeblikket, fordi jeg er så umådelig træt (tak, lorte stofskifte), og ikke rigtig har tålmodigheden til et barn, som skal have den samme besked 3-5 gange, før han MÅSKE gør, som jeg beder ham om. Her taler vi ikke store ting, men små beskeder som: Tag dit vasketøj og læg det i tønden – skift dine underbukser og luk din jakke, før vi går ud af døren. Små ting som selv en fem-årig kan håndtere. Hvis han gider …

Egentligt er jeg ikke tilhænger af at udstede trusler og varslinger. Men jeg må bare sande, at det er det kort, jeg har at spille, når min fem-årige udfordrer mig. Det er det kort, han har respekt for og forstår. Verbalt er han så stærk, at han allerede fra han var tre kunne gå ind i en diskussion med mig om rimeligheden af det, jeg forlangte af ham. Et spejl er holdt op for mig – for han ligner mig. Har sin egen holdning til tingene og er ikke bleg for at sige autoriteterne imod. Det gør mig på sin vis stolt, når han viser den selvstændighed og det mod. Men det driver mig også til vanvid …

Jeg ønsker mig, der kommer en manuel med, når næste baby leveres. For guderne skal vide, jeg af og til har brug for et sted at søge håndfaste råd og vejlending.

5-årig hystade giver træt, små-hysterisk mor

Uhhh … jeg puster ud og tager en stor slurk af min halvlunkne kaffe. Det kræver sin kvinde at håndtere en 5-årig med spansk temperament og tysk stålvilje. På mange måder mit spejl. Desto mere provokerende måske …?
Humørskalaen hos den 5-årige går fra “søde mor til du er verdens dummeste”. Mit overskud er ærlig talt ikke ret stort, så jeg har ikke nemt ved at bære over med barn, der nægter at spise aftensmad (han er så kræsen …) og morgenen efter har så lavt blodsukker, han er sur, når han vågner. Alt er en kamp. Til han får en banan og et stykke brød. Konsekvensen af aftenens irriterende grænsesøgende humør er en dag for den 5-årige uden tv og iPad. Stor bøde i hans verden.
Nu vil jeg drikke resten af min kaffe, pakke min taske og cykle de 3 km. ud på mit kontor. Så er hovedet forhåbentligt klar til at møde dagens øvrige udfordringer. På godt og ondt.

ENDELIG – så blev der ro

Jeg har været alene med Albert hele dagen. Og selv om vi begyndte dagen med hygge, sove længe og roligt tempo, endte vi alligevel med en konflikt. Skrig og skrål. Jeg er SÅ dårlig til at håndtere det; særligt når jeg ikke selv er på toppen, og det er jeg ikke pt. Mit hoved har stadig nogle eftervirkninger fra en hjernerystelse, jeg pådrog mig før pinse, min MB driller lidt og jeg er stoppet til randen med hormoner. Sprød er vist den rigtige betegnelse …

Dreng på cykel og mig ved siden af med hunden. En times gå- og cykeltur gav frisk luft til alle. Og så var der hygge og god stemning igen.

Albert er lige faldet i søvn. To historier tog det. Endelig er her ro. Min mand er i byen, så jeg er i mit eget selskab. Det er vist meget godt, den der sprødhed taget i betragtning …