Dør du af spænding

Nå men hvordan går det så med det der u-shampoonerede hår, spørger du nok nærmest døende af spænding.

Tak, fordi du spørger.

Håret har det fint. Omend det sgu ser lidt slattent ud. Jeg har jo i sagens hellige navn ikke turdet komme stylingprodukter i håret. Nå ja så sad jeg der i formiddag hos en frisør og skulle foretage interview, da snakken faldt på hårfarvninger og stylingprodukter. Anede man lige, at frisørens falkeblik lurede mine flere centimeter-lange udvoksninger … nå men jeg er altså bare en af dem, som i finanskrisens navn har droppet at få farvet mit hår hos frisøren hver 6. uge. Hver anden gang, tror jeg, gør jeg det selv. Men jeg har sgu ikke lige haft tid. Eller jeg har ikke lige fået gjort noget ved det. Resultat: Slattent ikke-shampooneret hår med store udvoksninger.

Men frisøren gav mig da en prøve på noget sulfat-frit shampoo, så måske er der håb forude. TIl gengæld koster shampoo, balsam og en hårspray til sammen 800 kroner!!! Tak skæbne – noget at sige til, at no poo-bevægelsen er begyndt?

For lige at runde det balsam-mættede hår: Det ser lidt slattent ud. Det krøller faktisk lidt mere. Det klør ikke i min hovedbund. Det virker ikke fedtet. Men alligevel er det sært ikke at vaske håret. Nu prøver jeg den der sulfat-frie shampoo fra Redken, så må vi se … Måske overgiver jeg mig og betaler i dyre domme for den.

Hallo Redken – jeg er til fals for shampoo-prøver .. hører I mig?!

 

Bund eller resten i håret

Hårvask i bagepulver er en speciel oplevelse. Glem alt om sanselige, dejlige dufte. Sig i stedet velkommen til hårdtarbejdende, rensende bagepulver opløst i vand. Boblende og skummende blev bagepulver-vandet hældt i håret, og hovedbunden blev gnubbet godt og grundigt.

Om det skyldes min, tror jeg, sarte og tørre hovedbund, ved jeg ikke. Men for pokker hvor gjorde det ondt. En sviende smerte som først forsvandt, da jeg fik skyllet håret og hovedbunden godt igennem. Jeg skyllede efter med æblecider-eddike. Her skulle jeg være stoppet. Men jeg kunne ganske enkelt ikke klare stanken af eddike i mit hår, så jeg tog lidt balsam i (den ny-indkøbte, silikonefri balsam).

Et eksperiment er sat i gang …

No poo

I USA er the no poo-movement ikke noget nyt fænomen, men det er først for nylig, jeg er stødt på det. No poo betyder egentligt bare, at shampooen droppes. Kort og godt.

Shampoo har så mange kemikalier – sulfater og silikoner – som slet, slet ikke gør noget sundt for håret. Det mener i hvert fald no poo-bevægelsen. Og nu vil jeg afprøve deres råd.

Curly Girl er navnet på en gruppe af krølhårede kvinder, som har droppet sulfat-rige shampooer, for i stedet at behandle deres krøllede hår udelukkende med balsam. Efter sigende skulle det give ualmindeligt flot, krøllet hår uden triste, tørre spidser og krusninger.

Mit hår krøller fra naturens hånd, og min hovedbund klør – som i KLØR – dagligt. Jeg har psoriasis i mine negle og har tit tænkt, at det nok er det, der også plager min hovedbund. Men det er det ikke, siger hudlægen.

Så i min “nu tager jeg skeen i den anden hånd”-iver, har jeg besluttet, at jeg vil forsøge mig med no poo og curly girl-metoderne. Det værste der kan ske er, at jeg må tilbage til min shampoo. Det bedste der kan ske: Kløen stopper og mine krøller bliver fine.

Første skridt er at få renset mit hår helt i bund: Det sker med bagepulver og æblecider-eddike. JA, du læste rigtigt. Jeg skal nok lade dig vide, hvordan det spænder af … Stay tuned!