Av! Den gjorde ondt

Nærværet der forduftede …

Det er ingen hemmelighed, at jeg forsøger at balancere mellem rollen som mor, selvstændig, veninde, hustru og så bare mig – de fleste dage tipper balancen desværre. Fordi jeg vil for meget. Kan for meget. Gør for meget. På en gang.

Og det er den samme lille fyr, der betaler prisen, når det sker. For når mor sidder med næsen i telefonen eller svarer på mails alt imens hun foregiver at se tegnefilm og høre efter, hvad der bliver sagt, så forsvinder nærværet. F*ck hvor jeg hader mig selv, når det sker. Det minder mig alt for meget om, hvordan jeg oplevede min egen mor (sorry mor, hvis du læser med her …). Fysisk tilstede. Mentalt fraværende. På de gode dage når jeg at tænke over det, slukke telefonen og give mig hen til leg og afslapning med verdens bedste snart fem-årige dreng.

Men jeg må tilstå, jeg har haft et par uger her efter min sygemelding, hvor jeg har haft meget fokus på mit arbejdsliv (lige som nødvendigt at få noget startet op, når jeg og forretningen har ligget brak i et par måneder). Det har betydet mange telefonopkald og meget mailskriveri.

“Du kigger bare altid i den telefon”

Sådan sagde ham den skønne knægt til mig en dag. Av. Den bemærkning gjorde ondt. For han ramte plet. Jeg var ikke nærværende. Var ikke der, hvor det var vigtigt, jeg var. Tilstede med ham – nærværende og givende.

Nu tager jeg mig selv i nakken igen og forsøger at finde tilbage til gode rutiner – og slukket telefon. Og så kunne det jo være, man skulle overveje at afinstallere diverse sociale apps på telefonen … i nærværets ånd!