Kan man læse sig til at være en god mor?

Hvornår er man en god mor? Hvad kræver det at være mor – forældre – på fuld tid? Hvordan håndterer jeg det, når barnet ikke vil sove? Hvordan får jeg som mor indført en døgnrytme hos mit barn?

Åh Gud hvor jeg husker de mange spørgsmål, da jeg fik mit første barn for snart seks år siden. Usikker og famlende efter løsninger. Jeg købte bøger. Lod mig guide af bøger om udvikling, tigerspring og du bør-henvisninger. Ind til den dag jeg fik nok. Og pakkede det hele væk og lod mit moderskab være styret af min intuition for, hvad der er rigtigt og forkert. Ja, nogen gange går det galt – jeg bliver sur og råber. Men sådan set i det store og hele så er det bedste, jeg har gjort for mig selv og mit barn, at lukke ørene for alle de gode råd og lære at stole på mig selv og min egen fornemmelse for, hvad der er rigtigt.

Forleden læste jeg om nybagte mødre, som forsøger at styre babyers søvn ud fra en eller amerikansk bog. Kunsten skulle være, at forældrene sætter dagsordenen og bestemmer, hvornår der er mad og hvornår der er dømt søvn. Resultatet skulle være børn – her taler vi om babyer på 3-4-5 måneder – der sover 12-13 timer uden mad. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er en metode, der er god og anbefalelsesværdig. Men jeg kan ikke lade være med at reflektere lidt over vores – altså forældres – behov for at sætte alt i system og rytme. Hvorfor er det, vi ikke kan finde ud af at give slip i barselsperioden? Er det ikke derfor, vi har barsel? For at vi kan give vores børn mulighed for at udvikle sig i eget tempo, mens vi ikke er presset af arbejdsmarkedets krav om effektivitet og produktion?

Altså – jeg forstår sagtens, at man kan være ved at flippe trekvart over børn, der ikke vil sove mere end 45 minutter ad gangen. Og jeg forstår også sagtens frustrationerne, som kan opstå, når vi som forældre kommer i søvnunderskud. Når vi som mødre bare gerne vil have babserne for os selv uden at skulle tænke i mælkebar, ammeindlæg og ømme brystvorter. Men … alligevel …

Min førstefødte har altid haft et godt sovehjerte. Gode lure i løbet af dagen og fra han var 6-7 uger sov han fra midnat og til kl. 06 om morgenen. Hen ad vejen blev nattesøvnen udvidet. Men ikke fordi jeg eller min mand besluttede os for det – fordi det var det, barnet gav udtryk for – jeg mener ingen nybagte forældre ved deres fulde fem vækker et sovende barn om morgenen for at servere morgen-mælk, vel? (altså hvis ellers barnet er i trivsel og sund og rask).

Faktisk kan jeg godt blive lidt nervøs for, om jeg bliver ramt af Nemesis. For seriøst så synes jeg, det var nemt at have et spædbarn og en baby – jo, jo amningen var svær at få til at køre, jeg græd og havde baby blues som alle andre – havde ondt i mit kadaver efter kejsersnit og alt det der. Men jeg var relativt hurtig tryg ved det at være mor. Især da jeg droppede bøgerne og alle de velmente råd fra folk omkring mig. Ikke at forstå på den måde, at jeg ikke vil tage mod gode råd. Det vil jeg gerne. Men … jeg sorterer i dem.

Nå men tilbage til Nemesis. Måske får jeg et slag over nakken, når jeg står med min anden søn i armene. Seks år efter jeg blev mor for første gang. Måske er det denne gang mig, der skal lære at fungere med en baby, der ikke vil sove osv. Og hvem ved … så kan det da godt være, jeg køber den der amerikanske bog og forsøger at styre søvn og mad i en bestemt retning.

Men – naiv som jeg er, så vælger jeg her fra hvor jeg er nu, at tro på at selvfølgelig får jeg igen et skønt barn, som finder ud af, hvor dejligt det trods alt er at sove. Både om dagen og om natten …

Grænser – her til og ikke længere

Jeg tæller til tre … og hvis du ikke har gjort, som jeg beder dig om, inden jeg når til tre, så ….

Hold nu fast hvor hører jeg mig selv udstede varsler, trusler og straf mange gange i løbet af en dag i øjeblikket. Når man er fem år, har man – læs min søn – åbenbart et kæmpe behov for at prøve grænserne af. Et behov for at finde ud af, hvor langt man kan gå, før fælden klapper.

I forrige uge betød det fem dage uden adgang til iPad. Og i morges faldt dommen: Ingen tv resten af ugen.

En straf der fløj ud af munden på mig, da den fem-årige gik bersærkergang under påklædningen i morges. Der gik grænsen. Han blev advaret. Og udfordrede mig. Selv om jeg hele tiden synes, jeg lærer. Så har jeg i hvert fald for nogen tid siden lært, at når jeg udsteder en straf, må jeg også stå ved den. Og således har fjernbetjeningen til tv’et været gemt væk fra de tidlige morgentimer og bliver ikke fundet frem før i weekenden igen. Lige da det gik op for den noget forurettede fem-årige, at mor faktisk mente det, da hun sagde STOP!, blev han sur og gal i skralden – råbte en masse ukvemsord (gad vide om det er en del af læringen under børnehavetiden, at man skal lære at sige ord, jeg i hvert fald aldrig anvender ….?) – for dernæst at falde helt ned på jorden, spise sin morgenmad i ro og fred – snakke og hygge og konstatere, at “mor du er bare så sød”.

Jeg ved det jo godt – børn søger grænser. Nogen mere end andre. Men for pokker hvor er det svært at håndtere den grænsesøgende adfærd. Min lunte er ret kort i øjeblikket, fordi jeg er så umådelig træt (tak, lorte stofskifte), og ikke rigtig har tålmodigheden til et barn, som skal have den samme besked 3-5 gange, før han MÅSKE gør, som jeg beder ham om. Her taler vi ikke store ting, men små beskeder som: Tag dit vasketøj og læg det i tønden – skift dine underbukser og luk din jakke, før vi går ud af døren. Små ting som selv en fem-årig kan håndtere. Hvis han gider …

Egentligt er jeg ikke tilhænger af at udstede trusler og varslinger. Men jeg må bare sande, at det er det kort, jeg har at spille, når min fem-årige udfordrer mig. Det er det kort, han har respekt for og forstår. Verbalt er han så stærk, at han allerede fra han var tre kunne gå ind i en diskussion med mig om rimeligheden af det, jeg forlangte af ham. Et spejl er holdt op for mig – for han ligner mig. Har sin egen holdning til tingene og er ikke bleg for at sige autoriteterne imod. Det gør mig på sin vis stolt, når han viser den selvstændighed og det mod. Men det driver mig også til vanvid …

Jeg ønsker mig, der kommer en manuel med, når næste baby leveres. For guderne skal vide, jeg af og til har brug for et sted at søge håndfaste råd og vejlending.

Et fotoshoot, en rørstrømsk mor og et fascineret barn

På tur med verdens bedste barn!

I går tog Albert og jeg toget fra Herning til København, fordi Albert har sagt ja tak til at være med i Vores Børns Børnepanel i 2014. Så i går stod den på fotoshoot i et studio i Valby. Tre en halv times togtur og så videre med S-toget til Ny Ellebjerg Station og så landede vi endelig hos fotografen. Og det barn som ellers altid skal have sin mor til at hjælpe med det ene og det andet, tog selv sit tøj af og iførte sig først skjorte og jeans og bagefter t-shirt og andre jeans. Stolt mor der.

barnet er til fotoshoot

Og det var da lige før, jeg kneb en tåre, da jeg så, hvordan han gav den gas som en anden linselus foran kameraet. Jeg glæder mig sindsygt til at se billederne, som vi håber, håber, håber når at ankomme før jul, så vi kan glæde nogle udvalgte personer med et finurligt portræt af den bedste 5-årige, der findes.

Efter fotoshoot’et tog vi S-toget til Dybbølsbro Station, hvorfra vi gik til hotellet Wake Up Copenhagen. Jeg er faktisk ganske glad for det hotel – det ligger fint, er rent og pænt og så er det til en rigtig god pris. Så en stor anbefaling her fra. Desværre viste det sig, at vi fik værelse ved siden af et ganske højlydt par, som ikke så fjernsyn på deres værelse … Mig der ellers ikke er sådan at forarge, sad lettere forfjamsket på værelset og havde lyst til både at banke på døre og vægge for at få det højlydte elskovspar til at dæmpe sig. Men det gjorde jeg jo så ikke … Jeg skruede op for tv’et og satsede på, at Albert ikke lod sig mærke med det.

Over for Tivoli Hotel er et større arbejde i gang med at forbedre fjernvarmeanlægget – tror jeg – og ved siden af dette, er man i gang med at nedrive et gammelt hus – måske en stationsbygning? Uanset hvilket formål huset har tjent, så gik Albert vældig op i, at det var synd for huset, at det bare skulle rives ned. Dybt fascineret stod han og iagttog “Demolition Man”-maskinen gå amok og vælte vægge så murstøv stod som kæmpe skyer om os. Jeg beundrer virkelig hans evne til at lade sig fascinere af ting, som for mig og mange andre virke som ganske små og ikke væsentlige.

Togturen hjem i dag var stille og rolig. Vi var begge møre efter en lang dag i går. Og som vi sad der side om side og holdt lidt i hånd – aede lidt på kinderne og snakkede om tunneller og toge, blev jeg igen ramt af den der overvældende ømhed og kærlighed, som kun en mor kender. Totalt rørstrømsk måtte jeg da lige samle mig sammen for ikke at sidde og flæbe i toget. Mine følelser er virkelig uden på tøjet i øjeblikket. Af flere årsager som jeg ikke skal komme ind på her. Intet alvorligt – bare …  Livets gang i Lidenlund. På godt og ondt.

Av! Den gjorde ondt

Nærværet der forduftede …

Det er ingen hemmelighed, at jeg forsøger at balancere mellem rollen som mor, selvstændig, veninde, hustru og så bare mig – de fleste dage tipper balancen desværre. Fordi jeg vil for meget. Kan for meget. Gør for meget. På en gang.

Og det er den samme lille fyr, der betaler prisen, når det sker. For når mor sidder med næsen i telefonen eller svarer på mails alt imens hun foregiver at se tegnefilm og høre efter, hvad der bliver sagt, så forsvinder nærværet. F*ck hvor jeg hader mig selv, når det sker. Det minder mig alt for meget om, hvordan jeg oplevede min egen mor (sorry mor, hvis du læser med her …). Fysisk tilstede. Mentalt fraværende. På de gode dage når jeg at tænke over det, slukke telefonen og give mig hen til leg og afslapning med verdens bedste snart fem-årige dreng.

Men jeg må tilstå, jeg har haft et par uger her efter min sygemelding, hvor jeg har haft meget fokus på mit arbejdsliv (lige som nødvendigt at få noget startet op, når jeg og forretningen har ligget brak i et par måneder). Det har betydet mange telefonopkald og meget mailskriveri.

“Du kigger bare altid i den telefon”

Sådan sagde ham den skønne knægt til mig en dag. Av. Den bemærkning gjorde ondt. For han ramte plet. Jeg var ikke nærværende. Var ikke der, hvor det var vigtigt, jeg var. Tilstede med ham – nærværende og givende.

Nu tager jeg mig selv i nakken igen og forsøger at finde tilbage til gode rutiner – og slukket telefon. Og så kunne det jo være, man skulle overveje at afinstallere diverse sociale apps på telefonen … i nærværets ånd!

Om tid

Der er tid nok. Den næste der siger det til mig, pander jeg en. Der er ikke tid nok.

Ja, jeg snakker om alder contra moderskab. Ikke for dig men for mig. Du må gerne være 39, 42 eller hvad du lyster, når du får dit næste barn. Men det dur ikke for mig.

Min næste fødselsdag er i februar 2013. Her fylder jeg 37. Samme måned fylder min mand 44. Vores søn er tæt på fire nu.

Vi ønsker et barn mere. Men … Jeg kan godt mærke, at tiden er ved at rinde ud. Derfor har jeg taget en beslutning. Hvis jeg er i bedre form, når jeg vender retur fra Gråsten Gigthospital, forsøger vi igen i efteråret med en omgang IUI. Er jeg i lige så dårlig forfatning som nu, stopper jeg. Det hænger på mine skuldre. Det er mig, der tager beslutningen – også selv om den indbefatter andre end mig. Den aftale er for længst indgået her. Altså selvfølgelig har min mand også en holdning. Men han gør i det her tilfælde, som jeg ønsker.

I øjeblikket har jeg nogle kampe med min søn. Han prøver mig af. Overtræder grænser og opfører sig helt igennem dumt. Hans sprog er så veludviklet, at han gerne indgår i en diskussion med mig. Hold nu fast jeg skal tælle til 10 mange gange. Lidt for ofte er jeg bare afmægtig og kommer til at råbe. Hader når det sker. Har i en periode besluttet, at nu vil jeg IKKE råbe. Det er faktisk gået over al forventning. MEN … jeg bliver simpelt hen så træt, når han tester grænserne, og jeg ikke formår at stå fast. Fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere det.

Når vi er ude – som forleden hvor vi var inde i en butik med et par venner – løber han rundt og frygter intet. Eventyrlysten er han. Jeg irettesætter og beder ham gå stille og roligt rundt sammen med mig. Det gør han i et par sekunder. Så er han væk igen. Løber skrigende rundt – glad men irriterende. Den anden dag var vi som sagt af sted med nogle venner. Og om min veninde ikke kunne holde min søn ud – eller om hun bare så afmægtigheden i mine øjne, ved jeg ikke. Men hun tog fat i ham og talte bestemt. Det virkede.
Da jeg forsøgte det samme, virkede det ikke.

Hmn … det er på de tidspunkter, at jeg hader min gigt, for jeg kan ikke bare løfte ham op og trække ham ud af butikken.

Når det er sagt, så blev jeg faktisk vildt irriteret over, at min veninde blandede sig. Sig mig lige en gang, tror du ikke, at jeg kan klare det selv …

Jeg sagde det ikke til hende. Måske fornemmede hun det. For hun sagde senere på dagen til mig, at hun selv har prøvet at være fysisk udfordret og ved, hvordan det er, når man ikke kan det, man vil – altså her løfte ham op og gå ud.

Nå … men når det er sagt, så er Albert jo lige så charmerende, som han er fræk. Min moster sagde i dag, at hun huskede, at jeg var nøjagtig lige dan, da jeg var barn. Det er det der med æblet og stammen …

Min mand er i øjeblikket med Team Rynkeby, så jeg er alene med Albert i ni dage. En udfordring. Men også hyggeligt. I går var vi på tur. Og her i dag er han taget med mine forældre hjem, så kan jeg få ro til at arbejde lidt (ja, jeg er ikke klar til ferie endnu). I morgen aften henter jeg ham igen; det glæder jeg mig til. Men ind til dag vil jeg bare nyde, at det kun er hunden Sally, der gør mig selskab. Enetid. Det er jeg vild med. Og jeg har for lidt af det i en hektisk hverdag. Men lige nu er tiden min egen.

Tid – nogen gange er der ikke tid nok. Andre gange har vi for meget tid.

Men lige nu er tiden min egen. Lige nu.

Kærlighed

Nogen gange kigger jeg på min dreng længe. Intenst. Varmt. Han kan mærke det, for han sætter hovedet på skrå og smiler til mig: Søde lille mor, siger han.

Kærlighed.

Om aftenen før Albert skal sove, læser vi en bog, hører musik og hvisker godnat. Vores ritual afsluttes med ordene: I Love You. Good Night – Sleep Tight. Don’t Let the Bed Bugs Bite. Han er tre år for pokker!

Kærlighed.

På et tidspunkt vil han ikke: Rydde op, sætte sine sko i gangen, vaske sine hænder, komme ned til aftensmaden eller noget helt femte. Stædig som et æsel står han fast. Er han rigtig drilsk, rækker han tunge med ordene: Du er bare dum, Mor.

Kærlighed.

Min kærlighed kan han ikke rokke på. Jeg elsker den dreng højere end noget andet menneske. Men han er nok også det menneske, som kan fylde mig allermest med afmagt og frustration. Vores sind ligner hinanden. Det er voldsomt provokerende at få et spejl holdt op foran sig. På godt og ondt.

Kærlighed.

Når jeg sidder der og sniger mig til at kigge på min søn, forstår jeg ikke, hvordan det er muligt at elske to børn så højt. Kærligheden er så stor, at jeg ikke forstår det. Når han spørger mig, om jeg vil være hans storebror, smiler jeg og krydser fingre for, at han selv får muligheden for at blive nogens storebror. Han bliver en fabelagtig en af slagsen.

Kærlighed.