Har du aldrig ejet et par H2O-badesandaler?

De er forsøgt gjort moderigtige i en designer-guld-farvet-udgave – de er forsøgt gjort feminine i en lyserød og hvid udgave.  Men det er den mørkeblå badesandal med det farvestrålende H2O-logo, som år efter år efterspørges i landets sportsbutikker. Her er nok tale om den sko, som har plads i flest forskellige hjem. Badesandalerne er et par provinsielel accessories, siger jeg uden antydning af nedladende tone. For sandalerne på billedet er mine. Sæson efter sæson erkender jeg, at lige præcis den blå plastik sandal er uundværlig. Om den er køn? Nej. Praktisk? Ja.

Jeg har i min venskabskreds en pige, som stammer fra det østlige Europa. Og hun har fortalt mig, at da hun kom til Danmark for at spille håndbold som helt ung pige, så iagttog hun, at alle havde H2O-badesandaler, når de ikke havde håndboldsko på. Så hendes første skridt i retning af integration tog hun selvfølgelig i et par blå badesandaler.

De kan gøre dem guldfarvede, lyserøde eller med sølvskin – det er de blå, der vinder igen og igen. I hvert fald hos en bonderøv som jeg selv …

Hvornår er man plus size?

Okay – tillad mig at hoppe ud af hverdagsidyllen og den kommende barselsboble. For jeg har lige læst en artikel hos MetroXpress, hvor den aldrende model Suzanne Bjerrehuus kalder en kvinde i helt almindelig størrelse for “plus size”. Det drejer sig om modellen Robyn Lawley.
Åh jeg bliver så træt af den slags kropsfikseret smagsdommeri…

robyn Lawley

Prøv selv at se nærmere på Robyn Lawley – gå til Google og søg på hendes navn. Du vil finde en række skønne fotos af den australske model – er hun plus size?

Det kan godt være, at den omtalte kvinde er større end de fleste ultra tynde modeller. Men gør det hende til plus size? Understreger det normale i hendes størrelse ikke blot det unormale i det skinny look, som visse dele af modeindustrien har forsøgt at prakke os på i årevis?

Jeg er – når min mave ikke er mega-meget gravid – en størrelse 48. Med mave, hofter og lår som ingen kan undgå at lægge mærke til. Når jeg ser modeller, der er flere tøjstørrelser mindre end jeg, kategoriseret som plus size, bliver jeg utilpas. For plus size – det er jo mig, og ikke dem, der er størrelse 40.

På Instagram er jeg stødt på fænomenet “body shaming” – og en række plus size-bloggere, som går forrest for at få kvinder i alle størrelser til at være stolte af deres kroppe og ikke lide af “body shaming”. Hurra for den slags tiltag, for helt ærligt – hvorfor skal vi gemme os, bare fordi vi ikke er størrelse 38 eller 34 for den sags skyld? Hvorfor skal vi finde os i, at nogen kalder kvinder med normal vægt (hvad det så end er) for plus size? Hvorfor bliver vi ved med at finde os i, at de modeller, som viser det tøj, vi skal købe, er både væsentligt yngre end tøjets målgruppe og væsentligt tyndere end nogen af os nogensinde bliver?

Hvornår er man så plus size, hvis man ikke er det, når man som model afviger fra flertallet? Jeg ved det ikke, for faktisk hader jeg ordet plus size – lige så meget som jeg hader “stor pige-mode” og tøj til store piger. Drop det. Jeg er 38 år og går ikke rundt og tænker, jeg er én, der skal købe tøj til store piger. Nej, jeg vil bare gerne købe tøj, jeg kan have min røv i. Uden at blive stigmatiseret. Uden at blive vurderet – vejet og fundet for tung …

Jeg husker fra min tid i Canada og USA (åh det er alt for længe siden), at de velassorterede multibrands-butikker sagtens kunne finde ud af at have tøj til både store, små og dem midt imellem under samme tag. At den udvikling ikke har vundet indpas i Danmark, fatter jeg ikke. Hvor fedt er det for mig og andre i størrelse 48 at gå på shopping med vores veninder i størrelse 40, når vi ikke kan købe tøj i de samme butikker? Ufedt – er svaret.

Så …

Lad os for pokker blive enige om, at modellernes kropsmål ikke er et ideal, vi skal stræbe efter – og en kvinde med naturlige kurver er ikke plus size. Uanset hvad en tidligere model måtte mene …

 

Mor – jeg er en Ninjago …

Fra Postmand Per til Lego Ninjago

Min søn er gået fra at mene, at Postmand Per er den største helt af alle til at være optaget af ninjaer, karatespark og Lego Ninjago og af og til også Lego Chima.

Det kræver lidt omstilling oppe i mit hoved, for hvordan er det lige, at min lille, uskyldige dreng passer ind i de lidt vilde universer? Nå … men som den gode mor jeg er, følger jeg med barnets og hans udvikling.

Ninjago på tøjet

Det betyder også, at jeg skal tænke anderledes i forhold til hans påklædning. Så selv om jeg ikke er vild med meget farvestrålende tegneserie-print, må jeg overgive mig. Lego Ninjago og Lego Chima fås nemlig også på forskelligt tøj. Og så er det jo heldigt, at bukser og shorts fås i pæne, ensfarvede udgaver – og med et par blå shorts fra Lego Wear i skabet allerede, er det lige nu mest trøjer og t-shirts, jeg skal kigge efter (i øvrigt så er shorts geniale, for de holder i hvert fald til min dreng mere end en sæson – godt nok lidt kortere fra år til år, men …. 🙂 )

Så … den kommende storebror vil knuselske mig, hvis jeg køber det her tøj til ham:

tøj fra Lego

Alt tøjet kan købes hos legowear.dk

Jeg har tidligere rost en fleecejakke, som er gået i arv fra det ene barn til det andet og tredje. Jeg kan se, at Lego Wear nu har nedsat nogle af deres fleecetrøjer. Det er en oplagt mulighed for at købe en lun trøje til efteråret – for lige nu synes jeg, vi skal satse på kun at få brug for badetøj, tshirts og shorts.

Dette indlæg er sponsoreret – men ord, meninger og tanker er mine egne.