Et lyst brød uden mel – findes det?

Jeg tåler ikke stivelse alt for godt – og det gør det rigtig svært ift. brød. Og med ønsket om at finde tilbage til den kost, der er god for mig, er jeg nødt til at begrænse mit brødindtag voldsomt. Det er, skal jeg være ærlig at tilstå, svært for mig. Derfor har jeg sat jagten ind på en brød-efterligning, for jeg er jo godt klar over, at uden hvedemel er det svært at bage let, luftigt brød.

Forleden faldt jeg over en opskrift på et “sødt franskbrød” – og i dag har jeg bagt det. Du får ikke noget billede af det, for jeg smed brødet direkte i skraldespanden. Det smagte af æggestand med mandelsmag – hvilket jeg måske skulle have gættet mig til på forhånd, da opskriften ikke bestod af andet end sødemiddel, æg, mandelmel og kokosmælk. Men så blev jeg en erfaring rigere. “Dejen” kan nok videreudvikles til noget kageagtig med mere mel og mindre æg, vil jeg tro.

Jeg leder derfor fortsat efter en brød-erstatning, som ikke er et tungt kernebrød (ja, jeg er vanskelig, men det meget omtalte stenalder-kernebrød har jeg heller ikke haft held af at bage i en udgave, som jeg kan lide – for meget æg og olie så det smager som æggekage i min mund …). Hvis du kender til en opskrift, som måske kan gøre tricket for mig, så lad mig det vide – jeg vil være dig evig taknemmelig 🙂

Ind med fedt – ud med fedtforskrækkelse

Spar på smørret. Brug ikke for meget olie. Hold igen med dressingen og pestoen. Åh suk hvor har jeg i mange, mange år været så forskrækket over fedt, at det set i bakspejlet har været helt tåbeligt. Fedtforskrækkelse kommer der ikke noget godt ud af.

Kom virkelig til at tænke på, hvor anderledes jeg har det med fedt i dag, da jeg i morges tog mit daglige olie-citrusshot. Ja … hørfrøolie blandet med friskpresset citrusfrugter og frisk ingefær. Det er så godt.

Jeg har drukket olieshots nogen tid – måske et par måneder. Og om det er tilfældigt eller det hænger sammen, skal jeg ikke kunne sige. Men … Efter jeg er begyndt med olieshot og massiv indtag af Omni Krill Fiskeolie har jeg ikke spist medicin for min Morbus Bechterew. Omega-oliekilderne er min redning, tror jeg. Og jeg er helt sikker på, min mave takker mig på sigt, for gigtmedicinen er hård kost. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at jeg aldrig kommer til at spise gigtmedicin igen. For det ved jeg, at jeg gør. Min sygdom kommer nemlig i bølger frem og tilbage. Men jeg har det rigtig godt med at vide, at jeg ikke HVER dag propper mig med NSAID-medicin som min reumatolog ellers gerne ser, jeg gør.

Og hvis du tænker, at al den olie må gøre noget skidt for vægten, kan jeg berolige dig med, at det ikke er tilfældet. Min kost er sat på skinner – jeg undlader sukker og stivelse i videst muligt omfang (ja ja i går var jeg på cafe og spise kæmpe burger med hele moletjavsen. Men det er der plads til, når 95 procent af tiden går på den “rigtige” måde).

Ind med fedt – af den gode, sunde slags (jeg holder stadig igen med smørret ….) og væk med fedtforskrækkelsen.

Tanker om mad til børn

Får han nok at spise? Hvorfor græder han sådan? Giv ham en flaske.

Fedt – han spiser bare alt den dreng. Se så god han er til at spise. Alt ryger ind. Nej tak, han drikker ikke sodavand. Nej tak, han kan ikke lide chokolade.

Øh, undskyld … kan man købe pasta her? Har I pommes frites? Hvordan er det nu, har I rugbrød uden kerner? Ja, det er jo lidt mærkeligt, men han er lidt selektiv med sin mad i øjeblikket.

Er der noget, der har kunnet fylde mine tanker i forhold til mit barn, er det mad. Fra han blev født 5 dage over termin og brugte de første fem uger af sit liv på at græde af sult til i dag, til i dag hvor han snart er fem år og er så selektiv – hvorfor jeg ikke skriver kræsen, vender jeg tilbage til – at hans kost er så ensidig, at det provokerer mig.

Det begyndte ellers så godt. Altså da han fik mad nok som spæd. Jordens mest skønne og glade baby. Og da han blev tumling, spiste han alt, hvad jeg serverede for ham – karrysauce, kartoffelmos, grøntsager, lasagne, pasta, brød, ost … you name it. Han spiste det hele. Ja altså han spiste ikke slik og drak sodavand, som jeg den gang så mange andre tumlinge gøre med stort velbehag. Det med slikken er han kommet efter, vil jeg sige. Men sodavand er stadig no go for ham. Og det er jo sådan set fint nok.

Den selektive adfærd begyndte, som jeg husker det, da han var omkring 2½ år. Stille og roligt fravalgte han at spise mere og mere af det, han ellers tidligere havde spist med velbehag. Set i bakspejlet fandt han hurtigt ud af, at han kunne styre mig – os som forældre – med sin mad. For er der noget, vi som forældre er følsomme omkring, er det vores børns indtag af mad. Han er en stædig rad. Og snu. Jeg kunne ikke bære at sende en 2½-årig i seng uden aftensmad, fordi han ikke ville spise det, der stod på bordet. Så der gik ikke længe, før det nærmest var et ritual, at jeg skulle smøre rugbrødsmadder, som blev serveret på sengekanten lige før sovetid.

Pandekager i en hver afskygninger er favoritmad hos min søn. Jeg kan få ham til at spise selv de mest proteintunge pandekager, hvis bare han får marmelade på ... så det får han så ...

Pandekager i en hver afskygninger er favoritmad hos min søn. Jeg kan få ham til at spise selv de mest proteintunge pandekager, hvis bare han får marmelade på … så det får han så …

Under en ferie til de vestindiske øer i 2011 kastede mit barn sin kærlighed på pandekager til morgenmad og kyllingenuggets og pommes frites til aftensmad – og frokost for den sags skyld. Ej hvor vildt, at han er så glad for pandekager. Se hvor han spiser. Glade forældre over et spisende barn. Ja, ja nu er vi jo på ferie, så går det jo nok med alt det “hvide mad”, tænkte vi. Men 14 dage med den kost satte sine spor. For nu stod vi med et barn, som godt nok spiste sund morgenmad i form af bran flakes eller havregryn og til nøds spiste lidt rugbrød med leverpostej eller ost til frokost – men til aften ville han ikke spise andet en kyllingenuggets. Mit moderhjerte har blødt over det – og min sans for god mad er blevet udfordret og provokeret af det. Min/vores fejl var, at vi lod det ske. Vi sørgede for, at der lige var et par nuggets til drengen, hvis han ikke ville have noget af det mad, vi andre spiste.

Han ligner ikke en dreng, der lider nogen nød.

Det skal nok komme – sådan er børn jo …

I skal bare lade være at blande jer, så skal det nok ændre sig.

Jeg har læst stolpe op og stolpe ned. Om børn, der bruger mad til at manifestere sig over for forældrene, for jeg er ikke i tvivl om, at det er det, der sker. Mit barn bruger sin mad som et “våben” over for os som forældre. Han har luret, gætter jeg på, at vi bliver voldsomt provokeret af det. Både min mand og jeg sætter en stor ære i at servere god mad – vi bruger meget tid og penge på hver dag at skabe god, nærende og sund mad. Og noget siger mig, at vi har været alt for ivrige i at få vores søn til at have den samme glæde ved al slags mad. Vi er i den grad magtesløse. For hvordan får man sit snart 5-årige barn til at spise uden at aftensmåltidet bliver en kamp, som ender i gråd og formaninger om, at hvis du ikke spiser dette, så …

Seneste – og vel efterhånden eneste – regel omkring aftensmåltidet er, at han selv bestemmer, hvad der skal på tallerkenen. Han skal tage noget af dét, der er på bordet, og han får ikke serveret andet end dét, der er på bordet. Nogle aftenener har han kun spist tomater. Andre har han intet fået. Og han er sulten, når han skal sove. Det gør ondt i moderhjertet på mit. Men hvad pokker gør vi?

I madpakken i børnehaven skal der være rugbrød – uden kerner for Guds skyld – med leverpostej og ost. Det dur ikke længere at spise hverken pølse eller hamburgerryg. På en god dag kan han også spise en fiskefrikadelle. Jeg forsøger de fleste dage at smøre en mad med noget nyt pålæg – eller noget som jeg tænker kan udfordre ham, så han prøver at smage det. Men han lader det altid være i madkassen. Vi som forældre snakker om, hvorvidt det er ok, at vi – sammen med pædagogerne i børnehaven – begynder at give ham en madpakke med, hvor der hverken er leverpostej eller ost. For at se, om han så ikke vil begynde at spise mere varieret. Men er vi med det valg så selv med til at gøre det til en kamp?

Jeg tror ikke på, at min søn er kræsen. For han har spist al slags mad. Virkelig. Men han er selektiv. Meget. Alt for meget.

Min søn er fantastisk. Han er født med en høj intelligens og en stor stædighed. Det er rigtig godt i mange sammenhænge. Men lige præcis på madfronten er det en udfordring, som jeg ikke kan finde en vej ud af.

 

På vej mod fyrre, frisk og fræk

Okay – det er måske nok at foregribe begivenhedernes gang, for der er dog 3½ år til jeg fylder 40. Men rettidig omhu er jo populært i visse kredse …

Men sagen er den, at jeg har brugt min ferie på at tænke over mit liv, min sundhed og min velvære. Det har jeg gjort før. Men noget er anderledes denne gang. Fornemmelsen. Oplevelsen. Troen på det. Anderledes og mere realistisk.

I 2010 tabte jeg mig tæt på 25 kilo. Efter graviditeten tog jeg massivt på i 2009. Alt for meget. Jeg var ualmindelig tyk og lasket. Mit vægttab kom ved at droppe kulhydraterne – de hvide af dem i hvert fald – og blev hjulpet ekstra på vej af sygdom.

Desværre har jeg været inde i en rigtig træls periode mad-mæssigt. Alt er blevet kastet indenbords. Det har betydet en vægtstigning på 7 kilo. Og selv om 7 kilo i sig selv ikke er vanvittig meget, så er det nok til, at jeg igen både ser lasket ud og  får dårligt selvværd.

Derfor … nu er det nok. NU ER DET NOK!

Jeg vil om 3½ år gå 40’erne i møde frisk, fræk og frejdig. Jeg vil tabe mig 15 kilo. Mindst. Men jeg vil ikke bare tabe mig – jeg vil holde mit vægttab. Og jeg vil højne min sundhed. For det er sundheden, der er vigtig for mig. Super-slank bliver jeg aldrig. Det er ikke mit mål. Men mit mål er at jeg hopper fra tøjstørrelse 48 og ned til 42/44.

1. skridt på vej til at blive sund er taget: Mentalt er jeg på arbejde, og så er der sket det, som mange troede utænkeligt: Jeg har sagt farvel til Pepsi Max. Seriøst så har jeg i snit drukket 1 liter Pepsi Aspartam Lorte Cola hver dag i tæt på 10 år. Og nøjagtig som rygeren har svært ved at slippe smøgerne, troede jeg ikke, at jeg kunne komme ud af cola-koffeinens klamme greb. Men det kan jeg. Nu har jeg ikke drukket cola i fem dage. Jeg tror på, at her i begyndelsen er det nul tolerance over for cola. Men på sigt vil jeg ikke være fanatisk – jeg vil gerne nyde et koldt glas brusende cola fra tid til anden. Det er SLUT med massivt overforbrug. Frisk og frejdig rimer ikke på cola.

 

Det bedste brød – helt uden mel

I min iver efter at skabe resultater på min vægt og med mit helbred, forsøger jeg som bekendt at undgå stivelse og gluten i min kost. Men det er sgu svært, når jeg er ret pjattet med brød. Det gode er, at jeg også er ret pjattet med nødder og kerner. I går forsøgte jeg at bage mit første stenalderbrød – helt uden mel. Jeg har fulgt en opskrift fra kokken Thomas Rohde bragt i Politiken.

Seriøst – det brød det smager fantastisk!

Skeen i den anden hånd

– historien om at være træt af at være træt af at være træt af …

Okay – here goes: Jeg er træt. Jeg gider ikke være træt mere.

Jeg vil være gravid. Jeg orker ikke flere hormon-behandlinger, som bare ryger gennem systemet uden den ønskede effekt.

Jeg vil være så fit for fight, som jeg kan blive. Jeg skal i bootcamp.

NU er nok nok.

Sært som jeg skal presses derud, hvor det er alt eller intet, før jeg handler. Men nu er det. NU – NU – NU!

Nu skal skeen i den hånd, hvor der er nul sukker, ingen hvede, intet blødt, lyst brød, ingen labre pastaretter og ingen søde vingummier. Nu skal skeen i den hånd, hvor der er knald på fibre, fuldkorn og proteiner. I den hånd, hvor det søde kommer fra andet end sukker (okay … den skal jeg lige have regnet helt ud … ).

NU skal jeg give min krop det energiboost, den har brug for. NU vil jeg give PCOS og latterlig Morbus Bechterew et gevaldigt spark bagi. NU gør jeg det.

… og når jeg ikke gør det, så muntrer jeg mig i øvrigt med ny-indkøbt Pfaff-symaskine. Men meget mere om det en anden dag. Bootcamp er indledt. Missionen er indledt – det lange sigte er minus 25 kilo. Nu er det sagt højt. Jeg forbeholder mig retten til at blive gravid, før det mål er nået. Men på sigt er det 25 overflødige kilo, der skal væk. I 2010 smed jeg 21, så jeg ved, at jeg kan. Og NU NU NU går jeg i gang. Første delmål er 5 kilo.

Når det mål er indfriet, vil jeg forære mig selv en lækkerbidsken af en tiltrængt manicure-behandling (JO luksus må der sgu til – jeg er en sucker for luksus, så det skal være det, der er mine foræringer til  mig selv undervejs).

 

 

Børne-bestemme-dag

Vi har børne-bestemme-dag i dag. For en gang skyld skal vi intet på en lørdag – hverken job eller aftaler er der i kalenderen. En helt ny fornemmelse for os. Albert har fået lov at bestemme, hvad vi skal lave, og han havde to ønsker: Spille vendespil og se Cars-film.

Ind til videre er det kun mor og barn, der er stået op, og vi er startet med marmelademadder i sofaen, saft i koppen og Rori Racerbil på skærmen foran os. NEJ det er hverken sundt og politisk korrekt, men hold da fast hvor er det hyggeligt.

God weekend!

Stille start på weekenden

Det var både mørkt og vådt uden for, da jeg stod op klokken meget tidlig i morges. Kan ikke sove længe, desværre. Og i stedet for at lade mig irritere over det, er jeg god til at udnytte de stille morgentimer til hyggelige sysler, mens jeg hører huset vågne langsomt og roligt.  I dag trak jeg i den varme jakke og de gode støvler og trodsede mørke og regn; med hunden i snor gik jeg på en frisk morgentur. Der er en ufattelig stilhed i bymidten sådan en lørdag morgen kl. 7. Betagende stilhed faktisk.

Hjemme igen brugte jeg resterne fra gårsdagens chili con carne til at lave “morgenmads burritos” – er du til chili og varm morgenmad, kan det kun anbefales.

Albert fik en træls start på dagen; hans verden væltede totalt, da hans elskede Noddy-figur mistede hovedet. Figuren med tilhørende bil fik han til jul fra julemanden, og det er den gave, som har gjort størst indtryk. Så stortudende og hiksende sad han bare der og sagde: “Det var jo min gave”. Det gik lige i hjertet på mig, så fluks ind på Amazon og se, hvad jeg kunne gøre. Figuren kan nemlig desværre ikke købes i Danmark. Heldigvis lykkes det at finde en figur – så Noddy-bilen igen kan få en chauffør …

Resten af dagen bliver med et andet fokus; jeg skal til Vejle for at besøge min veninde. GLÆDER mig til en hel dag i godt selskab.

God weekend!

Husholdningsudfordring

De næste to måneder – måske for altid – har vi her i huset givet hinanden en udfordring: Vores husholdningsbudget skal minimeres; et hurtigt vue ned over vores indkøb de seneste måneder sammenholdt med antal affaldsposer med ubrugelig mad, og en fryser der er tømt til bristepunktet forklarer hvorfor.
Vi har købt alt for meget ind gennem lang tid. Og seriøst; vi er en husstand på to voksne, et barn på 3 år og en hund og vores husholdningsindkøb burde afspejle det noget bedre. Godt nok er hunden pjattet med flæskesteg og gulerødder, men hendes kost indløber i 10 kilos sække, så det er ikke derfor, at budgettet er løbet løbsk. Det der med at placere skyld, er så kedeligt, så jeg vil nøjes med at konstatere, at vores husholdningsbudget nu får kraftig bevågenhed!
Udfordringen er derfor, at vores fryser skal tømmes, før nyt indkøbes til den. Og vi må maksimalt indkøbe varer for 1.000 kroner pr. uge. Her i indgår alt fra bleer, toiletpapir over æbler og havregryn.

Nu er vi midtvejs i denne uge, og jeg hepper vildt og inderligt, for indkøbene ind til videre beløber sig til sølle 230 kroner. Jeg har været i Lidl for at handle. Det ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde skulle. Men jeg må jo erkende, at nogle varer bare er billigere i det tyske discount-supermarked.

Hvordan styrer du dine husholdningsindkøb?

Hjemmelavet kyllingeburger

Sund og billig mad behøver ikke være kedelig. Hjemmebagte rug-boller fungerer som burgerboller, kyllingefileter er marineret i soya, chili og ingefær. Stegt og skåret i skiver. Diverse salat og grøntsager - lidt hjemmelavet cremefraichedressing. Vupti .. og velbekomme.

Morgenmad

Morgenmad

Hver eneste morgen møder jeg min vægts lysende, alt for høje tal. Hver eneste morgen beslutter jeg mig for, at det er i dag, at jeg skipper alle kulhydrater og intensivere indtaget af proteiner, fibre og alt mulig andet godt. Således også i dag.

I aftes bagte jeg det lækreste hvedebrød på  min nye røremaskine (tak for julegave, mor & far). Men nu står det på bordet til fri afbenyttelse for de andre. Jeg må ikke spise det. Siger de. Siger jeg. Det hvide brød, kulhydraterne er min fjende. Min krop har gennem mange år været udsat for det ene svigt efter det andet; jeg har ikke passet godt på mig selv. Levet lidt for stærkt, spist forkert, drukket forkert, rørt mig for lidt og røget for meget. Røgen er jeg kvit (ja, nu indrømmer jeg det offentligt. Jeg har været ryger!). Heldigvis. Jeg får også rørt mig mere i dag, end jeg gjorde tidligere. Men det er ikke nok. Min mad er på overfladen sund. På overfladen. Min krop har takket mig for min omsorgssvigt ved at overdænge mig med PCO og Morbus Bechterews. Halleluja! Tak for lort. Ja, jeg forstår sgu godt, at min krop har sagt fra og gjort modstand. Det har jeg gjort hele mit liv. Hvad fik jeg ud af det?

Min søn har jeg fået med hjælp fra kittelklædte læger – og nu prøver nogle nye af slagsen at hjælpe mig med at gøre Albert til storebror. Hr. Morbus Bechterews er en historie for sig selv. Orker ikke at beskæftige mig med ham i dag. Lige nu er mit fokus på de forhadte kulhydrater. Jeg ved det jo godt. Ud med stivelse og sukker. Ind med fibre og proteiner. Forbud fungerer dårligt for mig. Hvis jeg bare kunne trykke på en knap og omprogrammere min hjerne. Få programmet til at forstå, at alt det bløde, hvide og søde er en forræderisk følelses-slukker og ikke en del af min kost.