Så stå dog ved fast ved dig – ja DIG!

Min kvalmegrænse er nået. Mængden af tilbud som suser i min retning med undertoner af: Gør dette, og du bliver et så meget bedre menneske og får det så meget bedre med dig selv, er enorm. Og jeg er næppe den eneste, som støder på annoncer, blogindlæg og nyhedsbreve, som lover mig at komme et skridt videre noget, der om ikke er det evige liv så i hvert fald er en bedre udgave af det liv, jeg lever.

Min dårlige samvittighed får et boost. Jeg burde jo også … I morgen – der gør jeg det.

Når de tanker dukker op, sidder der med henslængt magelighed en stemme, som beder mig slappe af og stå fast ved mig – acceptere mig som jeg er og stoppe med at tro, at et kursus, en workshop, et webinar eller en multivitamin-pille og 80 squats gør mig til et bedre menneske.

Jeg øver mig. I at stå fast i, hvem jeg er. Ikke at dukke nakken og kigge ned i erkendelsen af, at det heller ikke blev i dag, jeg undlod at spise kulhydrater og sætte mine deller i svingninger i takt med at min kettle bell ryger op fra gulvet.

Men kvinder på min alder – sådan lige omkring de 40 – er big business, antager jeg. I hvert fald hvis jeg dømmer på de mange tilbud og quick fixes, som den ene mere eller mindre selvbestaltede ekspert vil sælge mig. Og det endda med rabat, hvis jeg slår til i dag. “Kom nu Mulle – du vil jo gerne have din rokokkopude … ”

Nå … men i øvrigt har jeg tænkt mig i morgen igen at købe et abonnement til det lokale fitnesscenter. For de deller der … de trænger til at få lidt kamp til stregen. Fordi jeg bestemmer det.

Historien om en rygrad, der er blød som en orm

Husker du alle ordene – alle de store ord – om at NU var nok nok – nu ville jeg stå ved alle de gode og sunde levemåder. NU ville jeg. Ville jeg. Og det gjorde jeg så i en uge. Det gik bare SÅ godt. Jeg fik udryddet min sukkertrang og stillet min sult med sundt mad, som bød på masser af grønt, proteiner, gode fedtstoffer og et lavt indhold af kulhydrater. Men så skete der noget.

Jeg tog på ferie. Med min svigerfamilie. I et sommerhus og alt for meget dårligt, hvidt bake off-brød. Hatting-flutes-agtig brød. Jo, det smager måske godt – eller næh … det gør det faktisk ikke – men det mætter i hvert fald heller ikke særlig længe. Og kombinationen af hvid brøds-morgenmad og traditionel rugbrødsfrokost suppleret med vacuumpakket brownies hevet ned af hylden hos den nærmeste købmand fik tændt sukkertrangen igen. Og tændte for den der luftpumpe i min mave, som jeg var begyndt at få bugt med. Ej men hvorfor er det, at JEG ikke bliver klogere? Hvorfor er det, at det er så svært for mig at sige højt til sviger-mekanikken, at NEJ TAK, jeg skal ikke have opvarmede rundstykker til morgenmad, jeg skal have omelet, proteinpandekager – what ever -… ? Hvorfor er det, at jeg ikke stopper op, før det er gået så galt, at min sommerkjole er for lille og mine bukser strammer? Jeg går rundt og ligner en, der er høj gravid.

Min søde coach Lykke ville helt sikkert spørge mig “Hvad har du så lært af det”, hvis jeg vendte denne problemstilling med hende (kender du ikke Lykke, så tag lige og læs med på hendes blog – hun kan noget …). Og det gode er, at jeg faktisk har lært noget. For min krops signaler og symptomer på den seneste halvanden uges elendige mad (ja, ikke for at fornærme nogen – men maden har været dårlig for mig) taler et tydeligt sprog. Ikke nok med det så har mit humør også været helt af H til. Det må altså hænge sammen. Så læringen er: Spis ordentligt. Også når der er andre. Sig fra. Stå fast. Tag selv mad med. Sig nej tak uden nærmere forklaring. Vær god ved mig selv – plej min krop og psyke ved at give mig selv den bedste næring i stedet for dårlig benzin, som ikke får mig til at køre særlig langt på literen.

NU har jeg lavet en aftale med Majbritt Louring Engell, som er diætist med speciale i dét, der er min udfordring. Det koster en hel del penge at starte et sådant forløb op. Men jeg har ikke råd til at lade være, for prisen ved at lade mig sejle min egen sø er højere – alt for høj. Nu er det også sagt højt her. Igen. Og det bør være – siger jeg med en stille dunken i mit eget hoved – motivation til at gøre alvor af alle de gode intentioner.