Knæk Cancer

Uge 43 er igen i år “Knæk Cancer”-uge. Og endnu en gang bliver jeg sendt rundt på Memory Lane, hvor jeg mindes de, jeg har mistet til den grumme sygdom – hvor jeg husker på dem, mine nære har måttet sige farvel til – men i år er det også en uge, hvor jeg sender tanker i retning af min svigerinde, som netop er opereret for tarmkræft og nu skal i gang med kemoterapi de næste seks måneder. 39 år og mor til to mindre børn. Operationen er gået godt, og mit ønske er, at efterbehandlingen kommer til at give et lige så positivt resultat. Det fortjener hun!

Forleden var jeg til screening for livmoderhalskræft – altså celleskrab, som jeg nu venter på svar på. Ikke at jeg forventer, jeg fejler noget. Men den screening er for mig altid forbundet med en form for usikkerhed fordi min mor har været meget syg af kræft i underlivet. Heldigvis lever hun jo i bedste velgående i dag, og det er mange, mange år siden, hun var syg. Min mor klarede den altså. Hun var heldig. Men jævnlige kontroller minder om, at noget en gang ikke var godt – der er et ar i hendes sjæl, som vidner om det mareridt, hun var igennem.

Min gode veninde – ja faktisk hende som har kendt mig i længst tid i min venneflok – måtte fuldstændigt uretfærdigt sige farvel til sin mor den sommer, hun blev student i starten af 1990’erne. Hendes mor blev et par og fyrre år. Ingen fortjener at dø så ung. Slet ikke mødre.

Min svigerfar døde for fem år siden. Efter få måneders sygdom. På kort tid blev en stor, stærk mand forvandlet til en lille, indsunken mand som døde bitter og trist. Han var lige gået på efterløn og stod for at skulle leve livet for alvor – nyde rejser og udlandsophold for alle de opsparede penge. Drømmen var en tur til Thailand. I stedet kom han alt for mange ture til Skejby og Århus Sygehus. 14 dage efter vores bryllup døde han. Ædt op af kræft.

Knæk Cancer er et rigtig godt og vigtigt initiativ. Vi har brug for at sætte fokus på kræft og alle de følger sygdommen bringer med sig. Lad os forene os og donere penge og knække canceren. Men … lad os være enig om, at vi fremover ikke taler om “kampen mod kræft”, for kræft – eller cancer – er ikke en selvvalgt modstander, som kan besejres, hvis man har kraft nok. Nej – kræft er en frygtelig sygdom, som nogen er heldige at blive kureret for og andre må lade livet til.

Jeg håber det bedste for dem, der lige nu er ramt af cancer-celler – for alle dem, der dagligt slås for at få hverdagen og livet til at hænge sammen, mens behandlingen foregår – jeg sender taknemmelige tanker afsted til de forskere, som har sat sig for at finde en måde at knække cancer …

Knæk Cancer – lige her!

Life is great

Er det ikke fantastisk … livet?

Med livet rejser vi os.

Fra svaghed til styrke.

Fra sorg til glæde.

Og den anden vej rundt.

Igen. Dag efter dag.

Igen.

Er det ikke fantastisk … Livet?

…..

Midt mellem hektisk hverdag, aflevering og henting, madpakke, regntøj og mudrede bukser – midt mellem job, rengøring, mad, skrantende helbred og havearbejde, så er livet intet mindre end fantastisk.

Giv mig meget mere af det. Liv.

 

En heldig kartoffel

I lørdags samlede jeg 12 kvinder til brunch – 12 kvinder som på hver deres måde fylder mit hjerte med glæde og begejstring. Tænk sig at være så heldig at kende så mange gode mennesker.

Der blev snakket, der blev grinet, der blev diskuteret, der blev spist og der blev drukket spandevis af kaffe og te suppleret med boblende champagne og juice.

Det kan sgu godt være, at livet giver mig udfordringer, jeg ikke havde forventet – men det giver mig også så mange andre fantastiske ting.

– og jeg er egentligt også ret heldig, fordi jeg har købt mig et par FEDE sandaler fra FLY London.

De er grønne, de er høje og de er mine. Ok, jeg ved godt, at jeg ikke kommer til at gå langt i dem, men for pokker da – jeg kommer til at se tæske smart ud på fødderne, når jeg får dem på. Og en gang imellem er det altså også et behov, der skal imødekommes.

 

Et råddent æg

At behandle nogen som et råddent æg betyder, at man tager mange hensyn til et menneske, som man opfatter som nærtagende og besværlig.
Lad det være overskriften til den fortælling, jeg nu sætter i gang:
I årene fra 2005-2008 var jeg i en lang proces, hvor jeg mentalt havde det af H til.
Mit og Brians højeste ønske var at få et barn – begyndelsen på vores egen familie. I samme periode var jeg meget stresset på grund af nogle arbejdsmæssige forhold. 
Meget energi blev brugt på tanker, der drænede. Men i 2008 skete det, vi havde ventet så længe på. 
Albert kom til verden, og vi var glade og lykkelige i vores lille hjem.

Men noget plagede fortsat: Jeg havde det ikke godt fysisk. Det blev slået hen. Men konstante smerter udløser et vist stressniveau.

I 2010 er mit helbred så elendigt, at jeg under en ferie ikke kan andet end at gå fra at sidde på toilet til at blive hjulpet i seng – og er ude af stand til at vende mig selv. Usikkerhed og nervøsitet er i den grad blevet hverdagens dagsorden, og efter første lægebesøg ruller møllen: Ind og ud af sygehuse, kroniske sygdomme bliver registreret, frygtelige mistanker om kræftsygdomme vælter læsset. Jeg planlægger min egen begravelse og er meget alene i denne sorgproces, hvor jeg ikke ved, om jeg skal sige et evigt farvel til min søn og min mand og overlade dem til en hverdag uden mig. Heldigvis bliver mistankerne ryddet af bordet, og tilbage er, at jeg skal samles op fra det hul, jeg er kommet i.

Samtidig med det har jeg en virksomhed, jeg skal forsøge at holde kørende, fordi terminen skal betales. Overskud er der intet af. Hverken mentalt, fysisk eller økonomisk.

Mit og Brians sociale liv indskrænkes alvorligt i denne periode, for vi bruger begge alle vores kræfter på at få vores egen hverdag til at hænge sammen. Vi magter nogle dage intet.
Det er ren overlevelse. Fysisk halter jeg fortsat efter med et stofskifte, som skyder voldsomt i vejret og en Morbus Bechterew, som går i mine øjne på den mest smertefulde facon.
Mit skelet har ondt. Kroppen er udsat for et konstant stressniveau, fordi der konstant er smerter, som ikke kan sammenlignes med noget.

Hver eneste dag kæmper jeg en personlig kamp for at overvinde elendigheden; jeg træner som om jeg blev betalt for det – og nej, jeg kommer aldrig til at køre spinningmaraton eller kæmpe på antallet af squats. Men jeg træner i det tempo, som veluddannede fagfolk tilråder mig.

Nogle dage går det fantastisk – andre dage kan jeg ikke klare noget som helst. Der er intet, der ligger fast. Udover en ting: Jeg har fået en fast følgesvend: Morbus Bechterew.

Det er min egen ihærdighed og stædighed sammen med Brians uopslidelige kærlighed og tro på mig, som gør, at jeg fortsat er oprejst og har mod på livet. Men det er min sygdom og de alt andet end lette år, som jeg og min lille familie har været igennem, som gør, at jeg siger fra
til ting, har kort lunte og ikke magter at gennemføre de samme ting som “almindelige” mennesker.
Min drivkraft for alt ,hvad jeg gør, er, at jeg vil være den bedste udgave af mig selv – så godt som jeg kan være det. Jeg vil være sammen med de mennesker, som betyder noget for mig – i det omfang, jeg har energi til det. Min søn og min mand har første prioritet. Jeg lærer fra dag til dag at indrette mig efter de mange hensyn, jeg er nødt til at tage til mig selv.

Det er slut med fuld fart frem uden at se sig tilbage. De dage er forbi. Der er en grund til, at jeg er kategoriseret handicappet i det offentlige system og får hjælp fra både den ene og den anden kant.

Min største frygt er, at jeg bliver det, andre mennesker opfatter som et råddent æg. At jeg skal blive afhængig af andres mennesker velvilje. Jeg ønsker ikke at blive behandlet som et råddent æg. 
Men jeg har brug for, at mine omgivelser med empatiske evner forstår, at hvis min lunte er kort, så er der en forklaring. Jeg møder ikke op til sociale arrangementer med det formål at gøre nogen sure og kede af det. Tværtimod.
Hvis nogen af mine kære har brug for hjælp, bliver syge eller rammes af anden elendighed, er jeg klar med al den støtte og hjælp, som jeg kan bidrage med. Det kræver, at jeg får lov. Selv forsøger jeg dagligt at lære mig selv at give andre lov til at hjælpe mig.
De seneste år er min venskabskreds indskrænket, for nej, jeg er ikke så sjov at være sammen med, som jeg var en gang. Til gengæld er de, der er tilbage, dem, som forstår og formår at lukke mig ind i deres liv på godt og ondt. Det er jo det, det handler om; at vi har respekt og accept af hinanden i en grad, så vi kan rumme hinanden med alle de fejl og mangler vi hver især har – for at få fornøjelsen af alle de gode ting, vi hver især har at byde på.
Jeg har brug for, at nogen forstår, hvorfor jeg – måske – er et råddent æg.
Når alt dette er sagt, så er jeg meget bevidst om, at mit liv ikke skal være en lang og ynkelig historie. Det er mig, der er chef i mit liv og ikke en dum sygdom.
Og ved I hvad … langt de fleste dage griner jeg mere, end jeg græder