Kontrast-sammenfald … men begge skal da drikkes

Det giver lidt mere end et træk på smilebåndet, når man – læs jeg – tager sig selv i at sippe portvin, mens man – læs jeg – læser om Reboot With Joe-juicekur

Altså … jeg mindes, at jeg som ung teenager blev lokket på en eller anden strid fastekur af min mor, fordi jeg endnu en gang skulle forsøge at slippe af med mit “hvalpefedt”. Jeg var 14, og jeg blev møg-syg, ind til jeg fik noget mad. Sådan husker jeg det i hvert fald. Måske dækker møg-syg bare over, at jeg var sulten og fik hovedpine af det lave kalorieindtag?

Detox er the shit, hvis man skal tro alle lovprisningerne på nettet – også selv om kloge folk forklarer, at man ikke kan detoxe sin krop. Altså efter 30 feriedage (ja 30) kan min krop nu godt trænge til en lettere detox. For der er spist is, drukket vin og drinks – og altså lige nu også portvin. Det er da godt nok røget ind sammen med fine mængder af grøntsager og motion, men alligevel …

Så var det, jeg læste om den der juicekur, som flere i mit feed på Facebook og Instagram er sprunget på. Og Guderne skal vide, at det vil være sjovere at være på en portvins-kur, men måske er det ikke så dumt med tre dages juicekur for lige at kickstarte mit ongoing “nu skal jeg være sund, fit og fantastisk”-projekt. Seriøst – jeg bliver 40 og seks måneder. Og gør jeg ikke mere, end det, jeg gør nu, går jeg ind i mit 40-tyvende år fed og fladrøvet. Det skal blive løgn skal det. Jeg skal være 40, fit og med faste balder. Så squat og vægtløft – here I come again …

Først min portvin her på sidste feriedag og så …. måske en tre dages juicekur. Mere tror jeg seriøst ikke, jeg kan magte. Selvom et vægttab på 4-5 kilo på en uge er tillokkende.

Skål!

Nu kan det være nok: Luk munden og let røven

Pu ha … kom til at se mig i et spejl i går. Chok. Ikke bare har min krop ændret sig som følge af graviditeten men den er alt for voluminøs (pænt ord for tyk). Og selvom jeg forsøger at tænke over, hvad jeg stopper indenbords, så går det galt gang på gang.
Jeg ved jo godt, hvad der skal til. Så … nu har jeg lavet en plan for min kost – sat ord på, hvad jeg skal spise.

Det skal simpelt hen være slut med ustabilt blodsukker, oppustet mave, træthed og dårligt humør pga. forkert kost. Så nu skruer jeg ned for stivelsen og op for proteinerne. Det er nemlig det, mi krop har det bedst med. Jeg er fuldt ud bevidst om, jeg fortsat ammer, får for lidt søvn og ikke har et kæmpe overskud. Men jeg bliver led og ked, når jeg ser på min krops forfald. Så nu gør jeg noget ved det. Bare det at jeg ved, jeg gør noget, gør en forskel på det mentale plan.
Konkret mangler jeg 4 kilo for at veje det samme som før graviditeten. Men her vejede jeg også for meget – og var faktisk rigtig godt i gang med en “livsstilsændring” sammen med Majbritt fra Frk. Skrump. Så mit konkrete mål er i første omgang at tabe 15 kilo. Delmålet er fem kilo. Når det er nået, må jeg få et par jeans. Når de 10 kilo er nået, er min belønning en dag i luksus-spa og når de 15 kilo er væk, tager jeg to dage i København for mig selv. Sgu!
Min tidshorisont er lang, for jeg ved, jeg er en langsom taber – så derfor sætter jeg ingen dato på. Men jeg går i gang nu. Så ved du det – og det forpligter også. Jeg gør det – jeg tror på det. Sgu!

IMG_5820.JPG

Fornægtelsens time – hvordan en træstamme kan få en til at ændre kurs

Nå men en enkelt skader vel ikke …

Og her taler vi ikke om mundfulde rødvin eller et enkelt lille stykke chokolade. Nej, der er tale om store, fuldfede træstammer, som ville kunne præstere åreringe på størrelse med tekopper, hvis de blev savet over.

En enkelt skader vel ikke …

Det gør den vel heller ikke. Men når nu man (ja, her burde stå jeg, men lidt afstandstagen er nødvendigt, så man …) forsøger at undgå alt for meget sukkerhysteri, unødvendig vægtstigning og dårligt humør, så er sådan en træstamme unægtelig ikke det rigtige valg. Men fornægtelsen har indfundet sig. Og lige præcis i dag som bare har været alt for hektisk og alt for træls med træthed og hovedpine (suk … mit stofskifte er gået i back-gear, og det sætter sine spor – gad vide om jeg kan skyde skylden for træstammen på det manglende stofskifte?), var en træstamme den eneste rigtige løsning. Altså lige ind til nu hvor sukkermassen har vandret rundt i min krop og udløst en luft-alarm.

Det er vist meget godt, jeg har booket en Skype-samtale med min skønne diætist i næste uge, for ellers går det her da helt galt for mig. Træstammer – kunne de da ikke også bare lade være at smage så godt?

Nå men da jeg var ude at hamstre den store, fuldfede træstamme, købte jeg også masser af grønt, så i morgen er der en ny dag, hvor jeg kan forsøge at undgå sukkerfælden … Altså lige på nær, at der kommer gæster og der er indkøbt lækkerier, der flyder med sukker i den anledning. Gad vide, hvad der skete? Træstammen fik mig til at ændre kurs. Mig, der har været så afvendt fra sukker, at det ikke rørte mig det mindste at undgå det, er mere eller mindre fanget igen.

Jeg satser på, det ringer ud fra fornægtelsens time lige om lidt, så jeg kan tage en pause og gå ind til den time, hvor det handler om min sundhed.

 

Ude på et skråplan

De første uger af min graviditet – ja vel egentligt de første 10-12 uger, var jeg plaget af ualmindelig voldsom træthed og kvalme. Føj siger jeg bare. Altså jeg havde helt glemt, hvordan det er at være gravid. Kvalmen satte massivt ind – ikke bare om morgenen, men hele døgnet. Og med kvalmens ankomst røg jeg madmæssigt ud på et skråplan.

Gennem et halvt år har jeg levet efter nogle – for mig – sunde kostprincipper med fokus på den gode fedt, proteiner og ingen sukker. Af hensyn til PCO, vægt osv. Det har været så godt for mig. Og nok også haft en stor indflydelse på, at jeg faktisk er gravid.

Men da kvalmen kom, var det eneste, jeg havde lyst til frisk frugt og brød … Og så blev det jul. Godt nok holdt jeg igen. Spiste kun lidt juleknas. Men risengrød … med kanelsukker og smør. En kulhydratbombe. Og jeg nød det.

Enkelte dage har jeg været tilbage på det kost-spor, som er rigtigt for mig og min krop. Men det er ikke godt nok endnu. Jeg ved godt, hvad der skal til. Men jeg har i den grad fået smag for de friske frugter og den sødme, de indeholder. Under min første graviditet spiste jeg mig stor og tyk i vanillieis. Det der med is, er jeg ikke ramt af denne gang. For jeg vil IKKE ende med en så voldsom overvægt, som jeg præsterede at oparbejde sidst.

Men jeg skal have rettet op på skråplanet nu, for ellers ved jeg jo godt, hvad klokken har slået. Mit BMI er i forvejen så højt, at jeg kan se frem til en glukosetest for graviditetssukkersyge, og jeg magter slet ikke tanken om, at jeg skulle slå ud på den test. Så jeg håber, at mit overskud (og min mad-smag og lyst) er tilbage i en grad, så jeg igen får styr på indtag af fedt, protein og få kulhydrater. Det er på den måde, jeg har det bedst. At der så ryger et par æbler, appelsiner og vindruer ind her og der, tager jeg knapt så tungt, men hovedmåltiderne skal være bedre og mere fokuseret på dét, der er godt for mig. For det der er godt for mig, er også godt for det lille væsen, som gror sig større og større inde i mig.

Og så skete det at jeg sagde farvel til sukker

Jeg er ikke god til farvel’ler. Af nogen som helst slags. Men dette farvel har været særligt. Egentligt har det ikke været så svært at sige farvel denne gang. Siden 29. juli har jeg ikke spist sukker og hvedemel. Og jeg er ikke en gang startet i mit forløb hos min kommende kost-vejleder i Hellerup.

Når jeg skriver, at det har været et nemt farvel, er det en sandhed med visse modifikationer. For når sukker ikke længere er en del af kosten, skriger krop og sjæl på noget andet, som tilfredsstiller den der ubeskrivelige trang til comfort food. Så jeg har indtaget store mængder af fed kokosmælk, fløde og nødder. Hvilket nok også er årsagen til, at kiloene ikke er raslet af mig i samme omfang, som jeg havde håbet. Men 3 kilo er væk. Farvel og tak for vores tid sammen; jeg håber aldrig at se jer igen … sukker-kilo.

Nej tak til sukker

Det kommer hurtigt til at lyde så helligt og fanatisk, når man siger højt, at man ikke spiser sukker. Jeg er hverken hellig eller fanatisk, og jeg vil faktisk glæde mig til den dag, jeg igen kan spise LIDT sukker uden at det giver mig bøvl.

Nå … Altså hende kost-fidusen, som jeg skal mødes med i næste uge, vil jo nok sige til mig, at jeg aldrig skal nærme mig sukker og hvedemel. Meen … Jeg vil glæde mig til, at jeg næste sommer skal spise en stor, gammeldags isvaffel fyldt med lækkert, sødt flødeis og guf – nøjagtig som jeg vil spise risalamande til jul uden dårlig samvittighed. Nu tror jeg nemlig på, at jeg kan finde ud af at være i selskab med sukker uden at ende med at blive misbruger. Jeg har sagt farvel til alt det sukker, som har været skjult i min mad – og alt det sukker, jeg har forsøgt at skjule for mig selv, jeg spiste. Hvem jeg narrede mest der, er vist indlysende … Men en sommer med sygdom har virkelig tændt min sukker-trang. Hold nu op hvor har jeg guffet løs af især is og chokolade. De varme aftener har jeg hygget mig med kold hvidvin. Og er der noget, som er skidt i kalorieregnskabet er det alkohol.

Min store test på, at jeg faktisk kan styre hvornår jeg spiser hvidt brød og sukker, gik jeg igennem i går, hvor jeg fik serveret den lækreste morgenmad i forbindelse med en messeåbning. Men jeg spiste det ikke. Drak et glas juice og en kop kaffe. Tidligere ville jeg bare have spist løst af frygt for, at nogen kommenterede på, at jeg ikke tog fra tallerkenen. I går erfarede jeg, at ingen spurgte – det kan da godt være, at de lurede lidt på den urørte morgenmad, men ingen sagde noget, så jeg fik ikke oplevelsen af at være til skue. Dejligt!

Et selv-udnævnt tabu

Hvorfor er det, at det er så svært at sige højt? Hvorfor er det, det er så svært at stå ved det? Hvorfor er det, jeg dunker mig selv i hovedet igen og igen, når talen falder på det …? Hvorfor er det, jeg opfatter mig selv som smag på grund af dét?
Hvorfor er det, at jeg selv har udnævnt PCOS til at være et tabu for mig?

Jeg har, siden jeg var ganske ung, haft PCOS med alt, hvad det giver af svære udfordringer fysisk og psykisk. Men det er umådeligt svært for mig at tale om det – at sætte ord på det. Fordi jeg har en stemme inde i mit hoved, som siger: Det kan godt være, at du fejler noget, men du kan selv ændre på det. Tag dig sammen.

Den djævelske stemme smadrer min motivation. Mit selv-udnævnte tabu forfølger mig. Og jeg har ladet stå til i lang tid. Alt for lang tid. For sagen er den, at PCOS påvirker mig på flere fronter: MIn fertilitet er ikke-eksisterende, min hud er dårlig, mit hår falder af og jeg er alt for tit en sur madamme, som har appetit som en elefant og energi som et sovedyr. Jeg VED GODT, jeg skal undgå stivelse – alle de hurtige kulhydrater. Jeg ved det. Men af en eller anden grund, har jeg svært ved at holde fast i at undgå dem – eller i hvert fald skære ned på dem. Pasta spiser jeg stor set ikke. Havregryn er droppet i det selv-udnævnte tabus navn. Men .. og der er et stort men … jeg elsker brød. Og det er en kæmpe udfordring at finde brugbare alternativer. Nuvel jeg lærer hen ad vejen – og lige nu har jeg bagt nogle kerneboller, som jeg HÅBER kan tilfredsstille min hang til brød. Nye kartofler – mums. Is – mums. Frugt – mums. Og sådan kan jeg blive ved.

I den erkendelsesproces jeg er i i øjeblikket, har jeg konstateret og erkendt, at jeg ikke kan klare denne her omstilling af mit liv alene. Jeg har brug for en kompetent sparringspartner, som kan vejlede – støtte og finde alternativer sammen med mig. Derfor har jeg taget kontakt til en af landets dygtigste inden for PCO-venlig kost. Når vi er i gang, vil jeg nok bruge min blog til at skrive om forløbet – men ind til vi har en aftale på plads, må du vente med mere info.

En del af min erkendelse handler også om, at jeg ikke skal være flov over at have PCOS. At jeg skal glemme alt om tabu og i stedet stå fast ved, at jeg har en hormonel ubalance, som jeg med en vis sandsynlighed er født med. Det er således ikke MIN SKYLD, at jeg har PCOS – det er et udslag af nogle dårlige omstændigheder, kan man sige. Til gengæld er det MIT ANSVAR at forsøge at få det bedste ud af det liv, jeg er givet – med de omstændigheder, det indebærer.
Det er MIT ANSVAR at give PCOS kamp til stregen; jeg vil vinde. Så er det sagt. En del af den kamp handler i høj grad også om, at jeg stopper med at skamme mig. At jeg lader være at gøre det til noget, jeg ikke taler om. Jo, jo forstå mig ret – jeg skal skisme ikke være en, der render rundt og taler om PCOS her, der og alle vegne. Men jeg vil faktisk gerne kunne sige nej tak til forskellige madvarer, som ikke er gode for mig uden at lyve. Som vel egentligt også er noget pjat – for jeg kan vel bare lade de givne madvarer være og så spise noget af det andet? Ja, det kan jeg i mange sammenhænge. Men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg i andre sammenhænge vil spise fra alt det, der er på bordet for at behage værten – og for ikke at sætte mig selv i centrum som hende, der ikke spiser af kartoflerne, eksempelvis.

Og det hele begynder lige nu …. Farvel tabu. God dag frihed til at være mig!

 

Grøn søndag

Ferien nærmer sig for alvor sin afslutning. I morgen begynder en hæsblæsende arbejdsuge for mig, hvor der både er modeuge, samtale med evt. praktikant foruden en masse opgaver. Godt jeg er glad for mit job 🙂

I dag har jeg ladet op til anstrengelserne ved at fylde mig med grønne vitaminer, gode grøntsager, lidt frugt og en del protein. For at opnå balance har jeg selvfølgelig drukket Nescafe med mælk …

Bootcamp er sat i gang. Det føles godt. Det er rigtig godt.

På vej mod fyrre, frisk og fræk

Okay – det er måske nok at foregribe begivenhedernes gang, for der er dog 3½ år til jeg fylder 40. Men rettidig omhu er jo populært i visse kredse …

Men sagen er den, at jeg har brugt min ferie på at tænke over mit liv, min sundhed og min velvære. Det har jeg gjort før. Men noget er anderledes denne gang. Fornemmelsen. Oplevelsen. Troen på det. Anderledes og mere realistisk.

I 2010 tabte jeg mig tæt på 25 kilo. Efter graviditeten tog jeg massivt på i 2009. Alt for meget. Jeg var ualmindelig tyk og lasket. Mit vægttab kom ved at droppe kulhydraterne – de hvide af dem i hvert fald – og blev hjulpet ekstra på vej af sygdom.

Desværre har jeg været inde i en rigtig træls periode mad-mæssigt. Alt er blevet kastet indenbords. Det har betydet en vægtstigning på 7 kilo. Og selv om 7 kilo i sig selv ikke er vanvittig meget, så er det nok til, at jeg igen både ser lasket ud og  får dårligt selvværd.

Derfor … nu er det nok. NU ER DET NOK!

Jeg vil om 3½ år gå 40’erne i møde frisk, fræk og frejdig. Jeg vil tabe mig 15 kilo. Mindst. Men jeg vil ikke bare tabe mig – jeg vil holde mit vægttab. Og jeg vil højne min sundhed. For det er sundheden, der er vigtig for mig. Super-slank bliver jeg aldrig. Det er ikke mit mål. Men mit mål er at jeg hopper fra tøjstørrelse 48 og ned til 42/44.

1. skridt på vej til at blive sund er taget: Mentalt er jeg på arbejde, og så er der sket det, som mange troede utænkeligt: Jeg har sagt farvel til Pepsi Max. Seriøst så har jeg i snit drukket 1 liter Pepsi Aspartam Lorte Cola hver dag i tæt på 10 år. Og nøjagtig som rygeren har svært ved at slippe smøgerne, troede jeg ikke, at jeg kunne komme ud af cola-koffeinens klamme greb. Men det kan jeg. Nu har jeg ikke drukket cola i fem dage. Jeg tror på, at her i begyndelsen er det nul tolerance over for cola. Men på sigt vil jeg ikke være fanatisk – jeg vil gerne nyde et koldt glas brusende cola fra tid til anden. Det er SLUT med massivt overforbrug. Frisk og frejdig rimer ikke på cola.

 

Skeen i den anden hånd

– historien om at være træt af at være træt af at være træt af …

Okay – here goes: Jeg er træt. Jeg gider ikke være træt mere.

Jeg vil være gravid. Jeg orker ikke flere hormon-behandlinger, som bare ryger gennem systemet uden den ønskede effekt.

Jeg vil være så fit for fight, som jeg kan blive. Jeg skal i bootcamp.

NU er nok nok.

Sært som jeg skal presses derud, hvor det er alt eller intet, før jeg handler. Men nu er det. NU – NU – NU!

Nu skal skeen i den hånd, hvor der er nul sukker, ingen hvede, intet blødt, lyst brød, ingen labre pastaretter og ingen søde vingummier. Nu skal skeen i den hånd, hvor der er knald på fibre, fuldkorn og proteiner. I den hånd, hvor det søde kommer fra andet end sukker (okay … den skal jeg lige have regnet helt ud … ).

NU skal jeg give min krop det energiboost, den har brug for. NU vil jeg give PCOS og latterlig Morbus Bechterew et gevaldigt spark bagi. NU gør jeg det.

… og når jeg ikke gør det, så muntrer jeg mig i øvrigt med ny-indkøbt Pfaff-symaskine. Men meget mere om det en anden dag. Bootcamp er indledt. Missionen er indledt – det lange sigte er minus 25 kilo. Nu er det sagt højt. Jeg forbeholder mig retten til at blive gravid, før det mål er nået. Men på sigt er det 25 overflødige kilo, der skal væk. I 2010 smed jeg 21, så jeg ved, at jeg kan. Og NU NU NU går jeg i gang. Første delmål er 5 kilo.

Når det mål er indfriet, vil jeg forære mig selv en lækkerbidsken af en tiltrængt manicure-behandling (JO luksus må der sgu til – jeg er en sucker for luksus, så det skal være det, der er mine foræringer til  mig selv undervejs).