Knæk Cancer

Uge 43 er igen i år “Knæk Cancer”-uge. Og endnu en gang bliver jeg sendt rundt på Memory Lane, hvor jeg mindes de, jeg har mistet til den grumme sygdom – hvor jeg husker på dem, mine nære har måttet sige farvel til – men i år er det også en uge, hvor jeg sender tanker i retning af min svigerinde, som netop er opereret for tarmkræft og nu skal i gang med kemoterapi de næste seks måneder. 39 år og mor til to mindre børn. Operationen er gået godt, og mit ønske er, at efterbehandlingen kommer til at give et lige så positivt resultat. Det fortjener hun!

Forleden var jeg til screening for livmoderhalskræft – altså celleskrab, som jeg nu venter på svar på. Ikke at jeg forventer, jeg fejler noget. Men den screening er for mig altid forbundet med en form for usikkerhed fordi min mor har været meget syg af kræft i underlivet. Heldigvis lever hun jo i bedste velgående i dag, og det er mange, mange år siden, hun var syg. Min mor klarede den altså. Hun var heldig. Men jævnlige kontroller minder om, at noget en gang ikke var godt – der er et ar i hendes sjæl, som vidner om det mareridt, hun var igennem.

Min gode veninde – ja faktisk hende som har kendt mig i længst tid i min venneflok – måtte fuldstændigt uretfærdigt sige farvel til sin mor den sommer, hun blev student i starten af 1990’erne. Hendes mor blev et par og fyrre år. Ingen fortjener at dø så ung. Slet ikke mødre.

Min svigerfar døde for fem år siden. Efter få måneders sygdom. På kort tid blev en stor, stærk mand forvandlet til en lille, indsunken mand som døde bitter og trist. Han var lige gået på efterløn og stod for at skulle leve livet for alvor – nyde rejser og udlandsophold for alle de opsparede penge. Drømmen var en tur til Thailand. I stedet kom han alt for mange ture til Skejby og Århus Sygehus. 14 dage efter vores bryllup døde han. Ædt op af kræft.

Knæk Cancer er et rigtig godt og vigtigt initiativ. Vi har brug for at sætte fokus på kræft og alle de følger sygdommen bringer med sig. Lad os forene os og donere penge og knække canceren. Men … lad os være enig om, at vi fremover ikke taler om “kampen mod kræft”, for kræft – eller cancer – er ikke en selvvalgt modstander, som kan besejres, hvis man har kraft nok. Nej – kræft er en frygtelig sygdom, som nogen er heldige at blive kureret for og andre må lade livet til.

Jeg håber det bedste for dem, der lige nu er ramt af cancer-celler – for alle dem, der dagligt slås for at få hverdagen og livet til at hænge sammen, mens behandlingen foregår – jeg sender taknemmelige tanker afsted til de forskere, som har sat sig for at finde en måde at knække cancer …

Knæk Cancer – lige her!