10 år efter Dating.dk

Forleden fik jeg blomster. Smukke, skønne fantastiske blomster. På den dag, som markerede, at det er 10 år siden, min mand og jeg fandt sammen som kærestepar. 10 år. WOW!

buket

Det er jeg ikke sikker på, jeg havde forestillet mig sådan for alvor, da jeg for lige så mange år siden oprettede en profil på Dating.dk – og kan svært forestille sig, at min mand tænkte så langt, da han gjorde det samme. Men noget særligt opstod, da vi stødte på hinandens profiler der på nettet.

Og jeg må ærligt tilstå, at jeg i starten havde det ret svært med, at jeg “var sådan en”, der havde mødt min kæreste på nettet. Det var faktisk ikke helt så almindeligt den gang som nu. Men hvor er jeg dog glad for, at jeg tog chancen. På Dating.dk …

Så den dag der var Rock ‘n Royal i Parken for at fejre Mary og Frederiks kærlighed, satte jeg min (nu) mand stævne til første date. Og selv om der lige gik liiiidt tid, før jeg var helt tryg ved faktisk at sige, jeg havde en kæreste, så var jeg faktisk ret tryg med HAM fra starten. Bedre mand kan ikke findes. Hverken den gang eller nu.

Denne weekend fejrer vi kærligheden alene med det klassiske biografbesøg i aften og i morgen en god middag ude i byen. En hel weekend uden forpligtelser over for andre end os selv og hinanden. Lidt sådan det var den gang for 10 år siden, hvor vi levede to ego-liv, som vi over en periode smeltede sammen til et fælles liv. I år fejrer vi også 5 års bryllupsdag, vores store søn fylder seks og lillebror ser verden om kort tid.

Kom ikke og sig, at netdating ikke kan føre noget godt med sig. For det kan det. Hvis man vil. Hvis man tør.

Juli 2013 – 1. del

Med operation i slutningen af juni og efterfølgende akut indlæggelse har juli 2013 budt på op- og nedture. Men når man har hængt dér, hvor tråden til livet er så skrøbelig, at man er bange for, at den brister, finder man (læs jeg … ) ud af at hæfte sig ved alt det gode. Solen, roen, kærligheden, maden, blomsterne og de gode tanker bag dem, perleplade-hygge, klæde-ud-dreng og muligheden for at trække i kjole og makeup – bare fordi …  Og ikke mindst beskeden om, at der ikke var cancer i min skjoldbruskkirtel; alle knuder var godartede. Lucky me!

juli 2013 - part 1

juli 2013 - 1. del

For evigt for altid

I dag skal min bedstemor bisættes. Det er et svært farvel på trods af, at hun har haft tæt på 90 gode år med minimal sygdom – mange gode oplevelser og stor kærlighed. Men at sige farvel for evigt – for altid er svært, når man har mistet et kært menneske, som har betydet meget.

Solen skinner fra en skyfri himmel. Skulle min bedstemor selv have dikteret vejret til i dag, var det solskin, hun ville have valgt. Jeg skal bære kisten sammen med min søster, fætre og kusine.

Sammen siger vi farvel – for evigt til en kvinde, som på sin egen stille facon har betydet uendeligt meget for os alle.

Dødsfaldet har givet anledning til mange svære men gode samtaler med min 4-årige søn. Han var tæt knyttet til sin oldemor. Og derfor var han også med inde for at se hende, da hun døde Kristi Himmelfartsdag. Bagefter kan man altid diskutere, om børn skal have sådanne oplevelser med sig. Men hun lå der i sengen så fin og skrøbelig. Mit indtryk er, at det var godt, han fik sagt farvel sammen med mig og min mand. Men spørgsmålene om døden, hvad der sker, når man er død, om man står op eller ligger ned – om man har hud eller bliver et skelet med det samme – om oldemor kan se os og alt der imellem, er faldet i en lind strøm. At sige farvel for evigt er svært. Både for store og små.

Kærlighed

Nogen gange kigger jeg på min dreng længe. Intenst. Varmt. Han kan mærke det, for han sætter hovedet på skrå og smiler til mig: Søde lille mor, siger han.

Kærlighed.

Om aftenen før Albert skal sove, læser vi en bog, hører musik og hvisker godnat. Vores ritual afsluttes med ordene: I Love You. Good Night – Sleep Tight. Don’t Let the Bed Bugs Bite. Han er tre år for pokker!

Kærlighed.

På et tidspunkt vil han ikke: Rydde op, sætte sine sko i gangen, vaske sine hænder, komme ned til aftensmaden eller noget helt femte. Stædig som et æsel står han fast. Er han rigtig drilsk, rækker han tunge med ordene: Du er bare dum, Mor.

Kærlighed.

Min kærlighed kan han ikke rokke på. Jeg elsker den dreng højere end noget andet menneske. Men han er nok også det menneske, som kan fylde mig allermest med afmagt og frustration. Vores sind ligner hinanden. Det er voldsomt provokerende at få et spejl holdt op foran sig. På godt og ondt.

Kærlighed.

Når jeg sidder der og sniger mig til at kigge på min søn, forstår jeg ikke, hvordan det er muligt at elske to børn så højt. Kærligheden er så stor, at jeg ikke forstår det. Når han spørger mig, om jeg vil være hans storebror, smiler jeg og krydser fingre for, at han selv får muligheden for at blive nogens storebror. Han bliver en fabelagtig en af slagsen.

Kærlighed.

Nå men øh …. så gik der tid med det

Vupti – jeg udråber, at nu vil jeg være positiv. Og hvad sker der: Radiotavshed.

Nå men livet kører af sted med fuld fart; men der er også blevet tid til fødselsdagsfejring, hyggestunder og avislæsning. Jeg har ladet mig lokke af et tilbud på Information. Aldrig tidligere har jeg abonneret på den avis – men … det kunne jeg egentligt godt tænke mig at gøre. Læsestof en masse. Og en god modvægt til de hurtige nyheder på nettet og i tv.

Når livet giver dig lagkage - husk at puste lyset ud ...

Jeg stemplede totalt ud på min egen fødselsdag; bagte hverken boller eller kage, hvilket ellers er tradition for mig. Men min stresstærskel var nået. Mens jeg tog til brunch med min samarbejdspartner, købte min mand og søn kage til mig. Med kunstig lyserød cremeglasur, sukkerkugler i regnbuefarver og blå lys. Drengenes stil. Jeg var bare taknemmelig for, at nogen gad gøre noget.

Når morgenen byder på kaffe og tid til avislæsning, begynder dagen godt

Den røde næve på forsiden af Information passer vel meget godt med min forudindtagede holdning til avisen. Men seriøst der er sgu læsestof for pengene - og efter kun at have haft abonnement på det lokale folkeblad de seneste år, er det rart med lidt mere dybdegående journalistik. En fornøjelse når morgenen byder på tid til en god kop kaffe og lidt avislæsning.

Kærlighed - intet over det ...

Kærlige kram fra min søn varmer mit hjerte og gør godt. Jeg er pjattet med de dage, hvor vi har humør og tid til at lege, kramme og pjatte inden det er afgang til job og børnehave.

Frostrøde kinder

I sne står urt og busk i skjul – det er så koldt derude …

Spurven sidder stum bag kvist …

Smukke vinterviser. På en smuk vinterdag.

Glad dreng med frostrøde kinder – hund der boltrer sig i sneen.

To voksne som smiler og klemmer hinandens kolde hænder.

Koldt og alligevel så varmt.

Vinter når det er aller-smukkest.

Frostklar solskin og 10 graders frost.

Du danske vinter jeg elsker dig. 

 

Et råddent æg

At behandle nogen som et råddent æg betyder, at man tager mange hensyn til et menneske, som man opfatter som nærtagende og besværlig.
Lad det være overskriften til den fortælling, jeg nu sætter i gang:
I årene fra 2005-2008 var jeg i en lang proces, hvor jeg mentalt havde det af H til.
Mit og Brians højeste ønske var at få et barn – begyndelsen på vores egen familie. I samme periode var jeg meget stresset på grund af nogle arbejdsmæssige forhold. 
Meget energi blev brugt på tanker, der drænede. Men i 2008 skete det, vi havde ventet så længe på. 
Albert kom til verden, og vi var glade og lykkelige i vores lille hjem.

Men noget plagede fortsat: Jeg havde det ikke godt fysisk. Det blev slået hen. Men konstante smerter udløser et vist stressniveau.

I 2010 er mit helbred så elendigt, at jeg under en ferie ikke kan andet end at gå fra at sidde på toilet til at blive hjulpet i seng – og er ude af stand til at vende mig selv. Usikkerhed og nervøsitet er i den grad blevet hverdagens dagsorden, og efter første lægebesøg ruller møllen: Ind og ud af sygehuse, kroniske sygdomme bliver registreret, frygtelige mistanker om kræftsygdomme vælter læsset. Jeg planlægger min egen begravelse og er meget alene i denne sorgproces, hvor jeg ikke ved, om jeg skal sige et evigt farvel til min søn og min mand og overlade dem til en hverdag uden mig. Heldigvis bliver mistankerne ryddet af bordet, og tilbage er, at jeg skal samles op fra det hul, jeg er kommet i.

Samtidig med det har jeg en virksomhed, jeg skal forsøge at holde kørende, fordi terminen skal betales. Overskud er der intet af. Hverken mentalt, fysisk eller økonomisk.

Mit og Brians sociale liv indskrænkes alvorligt i denne periode, for vi bruger begge alle vores kræfter på at få vores egen hverdag til at hænge sammen. Vi magter nogle dage intet.
Det er ren overlevelse. Fysisk halter jeg fortsat efter med et stofskifte, som skyder voldsomt i vejret og en Morbus Bechterew, som går i mine øjne på den mest smertefulde facon.
Mit skelet har ondt. Kroppen er udsat for et konstant stressniveau, fordi der konstant er smerter, som ikke kan sammenlignes med noget.

Hver eneste dag kæmper jeg en personlig kamp for at overvinde elendigheden; jeg træner som om jeg blev betalt for det – og nej, jeg kommer aldrig til at køre spinningmaraton eller kæmpe på antallet af squats. Men jeg træner i det tempo, som veluddannede fagfolk tilråder mig.

Nogle dage går det fantastisk – andre dage kan jeg ikke klare noget som helst. Der er intet, der ligger fast. Udover en ting: Jeg har fået en fast følgesvend: Morbus Bechterew.

Det er min egen ihærdighed og stædighed sammen med Brians uopslidelige kærlighed og tro på mig, som gør, at jeg fortsat er oprejst og har mod på livet. Men det er min sygdom og de alt andet end lette år, som jeg og min lille familie har været igennem, som gør, at jeg siger fra
til ting, har kort lunte og ikke magter at gennemføre de samme ting som “almindelige” mennesker.
Min drivkraft for alt ,hvad jeg gør, er, at jeg vil være den bedste udgave af mig selv – så godt som jeg kan være det. Jeg vil være sammen med de mennesker, som betyder noget for mig – i det omfang, jeg har energi til det. Min søn og min mand har første prioritet. Jeg lærer fra dag til dag at indrette mig efter de mange hensyn, jeg er nødt til at tage til mig selv.

Det er slut med fuld fart frem uden at se sig tilbage. De dage er forbi. Der er en grund til, at jeg er kategoriseret handicappet i det offentlige system og får hjælp fra både den ene og den anden kant.

Min største frygt er, at jeg bliver det, andre mennesker opfatter som et råddent æg. At jeg skal blive afhængig af andres mennesker velvilje. Jeg ønsker ikke at blive behandlet som et råddent æg. 
Men jeg har brug for, at mine omgivelser med empatiske evner forstår, at hvis min lunte er kort, så er der en forklaring. Jeg møder ikke op til sociale arrangementer med det formål at gøre nogen sure og kede af det. Tværtimod.
Hvis nogen af mine kære har brug for hjælp, bliver syge eller rammes af anden elendighed, er jeg klar med al den støtte og hjælp, som jeg kan bidrage med. Det kræver, at jeg får lov. Selv forsøger jeg dagligt at lære mig selv at give andre lov til at hjælpe mig.
De seneste år er min venskabskreds indskrænket, for nej, jeg er ikke så sjov at være sammen med, som jeg var en gang. Til gengæld er de, der er tilbage, dem, som forstår og formår at lukke mig ind i deres liv på godt og ondt. Det er jo det, det handler om; at vi har respekt og accept af hinanden i en grad, så vi kan rumme hinanden med alle de fejl og mangler vi hver især har – for at få fornøjelsen af alle de gode ting, vi hver især har at byde på.
Jeg har brug for, at nogen forstår, hvorfor jeg – måske – er et råddent æg.
Når alt dette er sagt, så er jeg meget bevidst om, at mit liv ikke skal være en lang og ynkelig historie. Det er mig, der er chef i mit liv og ikke en dum sygdom.
Og ved I hvad … langt de fleste dage griner jeg mere, end jeg græder