Jamen halløj hverdag – mens vi venter på Croozer Kid 1

Hold da fast. Jeg skal lige love for, at hverdagen har ramt os med et brag.

6.20: Bip, bip, bip
Op – hurtigt bad.
6.28: Baby vil op.
6.28: Med vådt hår tripper man ind og forsøger at give en sut og få ro, mens man overvejer, hvordan man når at få tøj på, før begge børn er vågne.
6.29: Nå … tøjet må vente. Der er en tung tisseble, der skal af og noget nattøj, der skal skiftes ud med rent, friskt tøj. Nå for søren … dynen er våd – ej, det er natbukserne også. Nå .. af med sengetøj og babyens nattøj.
6.34: Endelig kan baby blive skiftet. Det er lidt koldt at stå og trippe med det våde håndklæde som eneste påklædning.
6.38: Hurtigt i noget tøj.
6.40: Kalde på det ældste barn. Finde tøj til ham. Kalde igen. Alt imens man går ned ad trappen for at gå i køkkenet og lave havregrød til yngstebarnet.

Ja – du kender det jo. Den minutiøse planlægning – der er ikke meget, der skal skride, før alle kommer lidt for sent ud af døren.
På mandag begynder Baby G. i dagpleje. Vi har vente LÆNGE på den plads. Nu er den her. Og det bliver godt. Men hold nu da op, hvor er det ambivalent at sende sin “bette” baby (ja, ja mega store 10 kilos baby) i dagpleje. Velkommen til mange, mange års institutionsliv min dreng.

Nå men jeg har også fået job. Så vi skal ud af døren på et bestemt tidspunkt alle sammen. En i skole, andre på job og en i dagpleje. Min opgave er at få ældste barnet i skole og afleveret den lille i dagpleje. På cykel. Det er fint nok. Køreturen er ikke lang. Men det er lidt frem og tilbage. Vi har investeret i en mindre karat til baby G. Han skal jo fragtes ordenligt frem og tilbage uanset vejret. Så … jeg har købt en børnecontainer til cyklen. Sådan en Croozer Kid 1. Overvejede længe om jeg bare skulle købe en billig en i et supermarked eller en billig og brugt en via en af de mange salgssites på nettet. Men vi endte med at gøre kort proces. Sikkerhed og brugervenlighed er vigtigt. Og med Croozer Kid 1 fr vi også leveret en ekstra sidde-beskytter til mindre børn. Jeg glæder mig da egentligt helt til at prøve at cykle med den.

Jeg er hverken sponsoret eller støttet af Croozer Kid eller ladcyklen. dk - jeg er bare meget forventningsfuld og glæder mig til at haspe vognen på min cykel og transportere min yngste søn i dagpleje. I egen karet.

Jeg er hverken sponsoret eller støttet af Croozer Kid eller ladcyklen. dk – jeg er bare meget forventningsfuld og glæder mig til at haspe vognen på min cykel og transportere min yngste søn i dagpleje. I egen karet.

Det bliver vel ca. kl. 7.45 jeg træder i pedalerne og fragter Baby G. afsted.

Velkommen hverdag. Jeg holder af dig. Men jeg skal lige finde ud af dig, for du har ændret dig en smule.

Med en underviser i maven

Jeg er det seneste år igen og igen blevet bekræftet i, hvor F-E-D-T jeg synes, det er at undervise. At se andre få en aha-oplevelse, når lyset med ét går op for dem – at opleve, hvordan de vokser, når de lærer og forbedrer sig fra deres udgangspunkt. Det er en helt fantastisk motivation for mig som formidler og underviser.

Gennem et par semestre har jeg været ekstern underviser – timelærer – på en uddannelsesinstitution, hvor jeg har undervist i blandt andet PR, engelsk og web-tekst. Og jeg har mødt top-motiverede studerede, som går det ekstra stykke for at lære mere. Men, for der er et men … jeg har desværre også mødt en hel del unge mennesker, som på en eller anden vis har fået bildt sig ind, at det at tage en uddannelse er som at være deltager i et socialpædagogisk tilbud, hvor der ingen reelle krav stilles til dem. Studerende som ikke har fattet, at de er heldige, at de har muligheden for at blive klogere – få en uddannelse – mens de modtager SU. Min motivation som underviser lider, når jeg møder den ligegyldighed som nogle af disse studerende møder op med. Heldigvis har jeg fundet ud af, at det jo intet har at gøre med mig men alene handler om en generation, som i vid udstrækning er blevet båret på hænder og fødder, uden nogen har stillet krav til dem og bedt dem selv tage ansvar.

Men for dælen da – jeg bliver bare så glad, når jeg som i de seneste uger har en flok unge kvinder på holdet, som alle hungrer efter at lære. Og når de den sidste gang takker mig for alt det, jeg har gjort for dem – alt det, jeg har givet dem og lært dem, så bliver jeg sgu rørt og taknemmelig. Tænk sig at jeg er så heldig, at jeg har muligheden for at præge dem i deres faglige udvikling. Det gør den underviser, jeg har inden i mig glad. Og styrker min tro på, at jeg gør det godt nok, når jeg bare er mig og ikke forsøger at passe ind i en bestemt underviser-kasse.