Har du aldrig ejet et par H2O-badesandaler?

De er forsøgt gjort moderigtige i en designer-guld-farvet-udgave – de er forsøgt gjort feminine i en lyserød og hvid udgave.  Men det er den mørkeblå badesandal med det farvestrålende H2O-logo, som år efter år efterspørges i landets sportsbutikker. Her er nok tale om den sko, som har plads i flest forskellige hjem. Badesandalerne er et par provinsielel accessories, siger jeg uden antydning af nedladende tone. For sandalerne på billedet er mine. Sæson efter sæson erkender jeg, at lige præcis den blå plastik sandal er uundværlig. Om den er køn? Nej. Praktisk? Ja.

Jeg har i min venskabskreds en pige, som stammer fra det østlige Europa. Og hun har fortalt mig, at da hun kom til Danmark for at spille håndbold som helt ung pige, så iagttog hun, at alle havde H2O-badesandaler, når de ikke havde håndboldsko på. Så hendes første skridt i retning af integration tog hun selvfølgelig i et par blå badesandaler.

De kan gøre dem guldfarvede, lyserøde eller med sølvskin – det er de blå, der vinder igen og igen. I hvert fald hos en bonderøv som jeg selv …

Overhørt i shoppingcentret

De giver maden væk gratis, har jeg hørt, lød det fra den gamle mand med rollatoren.

Nej da, det gør de ikke, svarede kvinden, som havde passeret grænsen for at være midaldrende.

Jamen der står da, at man ikke længere skal have penge med, når man skal betale.

Jamen det er fordi, du kan betale med din telefon med mobile pay.

Har du hørt det – han tror, de forærer maden væk …

Det havde den unge fyr ikke – han var nemlig i zen-tilstand med sin smartphone.

En snak om teknologisk udvikling på tværs af generationer. Overhørt i Herning Centret en varm fredag i juli 2015.

Overhørt i køen i Bilka

Skal vi ikke have en Cola Zero?
Hvem er vi?
Ja jeg er sgu ligeglad. Jeg trænger til noget.
Vil du have en iste?
Nej, Cola Zero. Jeg er ved at gå sukkerkold.
Ej men det kan du ikke, når du ikke spiser kulhydrater.
Nå … Jeg har virkelig brug for en pose slik. Må jeg ikke få det?
Nej.
Dybt suk …
Hvorfor f…. er der ingen af de blå Haribo (sukkerfri pastiller forstås)?
Således forløb den anspændte og i sandhed (sukker)kolde dialog mellem midaldrende ægtepar, som inden de nåede kassen også fik besvaret deres unge søn og svigerdatters spørgsmål om det virkelig er rigtigt, at kropsbehåring også bliver gråt med alderen. Bilka 21.30 en mandag i juni. Socialrealisme anno 2015.

Og gæt i øvrigt selv, om det var ham eller hende, der havde den ondeste craving efter Coca Cola Zero 🙂

Så stå dog ved fast ved dig – ja DIG!

Min kvalmegrænse er nået. Mængden af tilbud som suser i min retning med undertoner af: Gør dette, og du bliver et så meget bedre menneske og får det så meget bedre med dig selv, er enorm. Og jeg er næppe den eneste, som støder på annoncer, blogindlæg og nyhedsbreve, som lover mig at komme et skridt videre noget, der om ikke er det evige liv så i hvert fald er en bedre udgave af det liv, jeg lever.

Min dårlige samvittighed får et boost. Jeg burde jo også … I morgen – der gør jeg det.

Når de tanker dukker op, sidder der med henslængt magelighed en stemme, som beder mig slappe af og stå fast ved mig – acceptere mig som jeg er og stoppe med at tro, at et kursus, en workshop, et webinar eller en multivitamin-pille og 80 squats gør mig til et bedre menneske.

Jeg øver mig. I at stå fast i, hvem jeg er. Ikke at dukke nakken og kigge ned i erkendelsen af, at det heller ikke blev i dag, jeg undlod at spise kulhydrater og sætte mine deller i svingninger i takt med at min kettle bell ryger op fra gulvet.

Men kvinder på min alder – sådan lige omkring de 40 – er big business, antager jeg. I hvert fald hvis jeg dømmer på de mange tilbud og quick fixes, som den ene mere eller mindre selvbestaltede ekspert vil sælge mig. Og det endda med rabat, hvis jeg slår til i dag. “Kom nu Mulle – du vil jo gerne have din rokokkopude … ”

Nå … men i øvrigt har jeg tænkt mig i morgen igen at købe et abonnement til det lokale fitnesscenter. For de deller der … de trænger til at få lidt kamp til stregen. Fordi jeg bestemmer det.

Tanker midtvejs i livet

Midaldrende. Det lyder gammelt, ikke? Altså det har det altså gjort i mine øre i mange år – men der var også en gang, jeg synes, min mor var gammel, da hun var 32 år …
Sandheden er, nu er det mig, der om få dage fylder 39, og så er jeg vel ved at være et sted midtvejs i livet. Jo, jo jeg håber da jeg bliver en æld-gammel kone på 99 eller mere, hvis helbreddet tillader det. Men jeg er da i hvert fald det sted i livet, hvor de tidlige ungdomsår er væk – og fik jeg set det, jeg ville? Fik jeg hørt min melodi?

Nu står jeg her snart 39 år med gråsprængt hår, realkreditlån, for få kvadratmeter, et studielån der stadig afdrages på, en seks-årig søn og en anden på seks måneder. Er sammen med min mand, som rammer de 46 år snart, på 11. år – vi kører i familiebil og har holdt adskillige ferier på Gran Canaria. Meget er blevet, som man kan forvente af et par her i provinsen, mens så meget andet er blevet helt, helt anderledes.

Er det så sådan her det er at være voksen? Jeg mener … det gør jo ikke ondt, men for pokker hvor følger der meget ansvar med. Nogle dage når ungerne skaber sig, søvntimerne er i mindretal og mit skatteregnskab skal laves, har jeg bare lyst til at kaste håndklædet i ringen og spørge efter en voksen. Og jeg nyder – indrømmet – når jeg kan vende stort og småt med nogle af de voksne, som er omkring mig. Bevidstheden om, at de ikke er her for altid, vokser næsten fra dag til dag. Sammen med det øges bevidstheden om min egen dødelighed også. Hver uge forsøger jeg at gøre alt det rigtige for at øge min trivsel – passe på mit helbred og skabe de bedste betingelser for et langt og lykkeligt liv. Men der er bare også de dage, hvor det er kulhydraterne, der udgør kalorieregnskabet, og hvor fredagsslik bliver spist på andre ugedage i selskab med alt for meget kaffe. En af de dage har jeg haft i dag. Så måske voksen – men ikke nødvendigvis mere standhaftig. I morgen …

Mit arbejdsliv har ikke formet sig, som jeg troede. Ikke at det er skidt – ting går ikke altid, som vi gerne vil have. Men når døre lukkes, er der faktisk andre der åbnes. En kliche, som har hold i sandheden. Jeg har gennem årene åbnet mange spændende døre arbejdsmæssigt – jeg har lukket døre og sat andre på klem. Jeg har haft store drømme – bristede forventninger men masser af gå-på-mod. Det ligger i min rygrad; jeg klarer mig selv, og jeg gør det godt. Det er en udløber af den måde, mit liv har formet sig på. Flyttede hjemmefra som 15-årig (det får mine børn ikke lov til, siger det bare …), og har tidligt taget stort ansvar og aktiveret overlevelsesinstinktet. Det er godt, når man er selvstændig erhvervsdrivende i en branche, som er præget af lave indgangsbarrierer og stor konkurrence. Siden 2010 har jeg været min egen chef og knoklet for at skaffe en anstændig månedsløn.

Tæt på midtvejs i livet. Ikke nogen tid at spilde. Drømme er der fortsat. Det handler om udlængsel, eventyr og muligheden for at vise mine børn, at verden er større end den dagligdag, de møder her i Herning.

Og nå ja … så er der jo stadig det der mål om at være en fit fyrreårig. Nu er der kun et år tilbage. Jeg får travlt. 40 års status coming up februar 2016. Stay tuned.
Ind til da må du følge med i mine sporadiske blogindlæg om stort og småt her fra matriklen. Ville sådan ønske jeg kunne finde mere tid i min hverdag til at skrive her på bloggen. Fordi jeg får energi af at lade fingrene danse hen over tastaturet og se ordene forme sig på skærmen foran mig – og fordi det er mit eget livsarkiv i et eller andet format, som udspiller sig her på bloggen. Men sandheden er bare, at det der med at være mor til to tager utrolig meget mere tid end det gjorde, da jeg kun var mor til en. Tiden er dyrebar. Så jeg prioriterer skarpt. Mange ting er skåret væk. Andre er valgt til. Bloggen her er lidt midt imellem. Og hvem ved … måske kommer der mere tid, når der ikke er dømt barsel mere? Lige nu er jeg både i gang arbejdsmæssigt og på barsel (ja, ja jeg er på 50 procent barsel men har ikke pasning til min baby endnu, så det er et puslespil at finde arbejdet frem, når baby sover eller arbejde sent aften …), og det kræver balance og evnen til at holde tungen lige i munden. En disciplin jeg efterhånden mestrer nogenlunde her, hvor mit 39. år nærmer sig med hastige skridt …