Kør bil, når du kører bil

Kan vi ikke være enige om, at hvis man har råd til at køre i en kæmpe Mercedes eller en stor Audi, så har man også råd til at installere en dims, så man kan tale i sin mobiltelefon uden at skulle bruge hænderne? Og hvis man kører i en gammel spand, har man stadig penge til overs til et håndfri-sæt, ikke? (ledende spørgsmål, jeg ved det …)

Jeg undres virkelig over, hvor ofte jeg ser bilister sms’e og ringe, mens de er bag rattet i deres bil. Igen i går da jeg var ude at gå med barnevognen, fangede mit blik en mand – pænt klædt på i jakkesæt og stor bil – som talte med telefonen presset ind mod øret og dermed kun en hånd til at styre rattet og de mange hestekræfter. Det går jo nok – jeg skal jo bare lige … Hvem af os har ikke tænkt sådan? Men jeg må tilstå, jeg har meget lidt til overs for folk, som konsekvent bruger tid i bilen til at tale i telefon, hvis de ikke har styr på sikkerheden.

Det tager kun et splitsekund at køre et andet menneske ned. Tænk over det. Et split af et sekund. Det er ikke længe.

I øjeblikket kører en kampagne, som hedder Kør bil, når du kører bil – en kampagne som netop skal få os til at forstå, at vi skal have vores opmærksomhed på trafikken og ikke hverken makeup, telefon eller musikskifte, når vi kører bil. Jeg hepper fra sidelinjen og håber, at kampagnen trænger igennem der, hvor der er behov.

Og skal vi så ikke købe håndfri-sæt i julegave til de mænd og kvinder, vi kender, som bruger tiden på landevejen til at tale i telefon? Kør bil, når du kører bil, kunne vi jo skrive på kortet 😉

Seriøst – det er et splitsekund, der skal til, før noget går galt. Tilbage i 1990erne, da jeg gik på HF, havde jeg job som handicaphjælper for en jævnalderende pige. En sød, sød pige som i et splitsekunds uopmærksomhed strøg ud foran en bus på sin cykel. En svær hjerneskade blev resultatet …

Moraliserende og løftede pegefingre er ikke rigtig mig, hvis jeg skal være ærlig. Men nogen gange er det nok nødvendigt at hæve om ikke pegefingeren så i hvert fald vifte kraftigt med armen og minde om, at sikkerhed i trafikken er et fælles ansvar. Så … kør bil, når du kører bil.

PR-foto fra Sikkertrafik.dk

PR-foto fra Sikkertrafik.dk

Kun genier behersker kaos

Vi er, hvis ordsproget holder stik, nogle ganske store genier hjemme hos os … for med kun 105 kvadratmeter fordelt på to etager er der virkelig fyldt godt op med ting, sager og møbler over det hele. Og det på trods af, at vi faktisk jævnligt rydder op, skiller os af med ting, forærer til genbrug og smider ud.

I det kaos er det ofte svært at huske, hvor det nu lige er, at man lagde … eksempelvis barnets vaccinationskort – sit pas eller … Så når vi skal bruge en af de ting, så får jeg svedperler på panden som havde jeg løbet en halvmaraton – for hvor f*nden er de ting henne, når jeg skal bruge dem?  Jeg ved jo godt, at hverken jeg eller min mand har smidt hverken pas eller vaccinationskort ud. Men åbenbart har vi en evne til at gemme tingene så godt, at vi ikke sådan lige kan finde dem, når vi står og har brug for dem. I jagten på at støve dem op, føler jeg mig ikke som et stort geni, det indrømmer jeg blankt. Nå men lige nu ligger vaccinationskort og barnets bog fra sundhedsplejen/lægen for både lillebror og storebror fint på bordet og er klar til Baby G’s første vaccination i morgen – når storebrors også er fundet frem, så er det jo fordi, jeg ikke kunne finde kortet, da han fik sin fem års vaccine for … et år siden.

Endnu en gang har min mand og jeg set hinanden i øjnene og lovet højt og helligt, at NU skal vi også have fundet et godt sted at gemme de ting, så vi altid ved, hvor de er …

Jeg gætter på, jeg om to måneder til fem måneders undersøgelsen hos lægen igen pisker rundt som et hamster i et hjul for at finde vaccinationskort og sundhedsbog.

Alt det jeg kunne have fortalt

Overskrifter er skrevet ind på min mentale harddisk – blogindlæg er forfattet og lagret på samme harddisk. Men de er aldrig kommet fra den mentale verden og ned her på klubmojo.dk. Til stadighed undres jeg over amatør-bloggere (ja, pardon for amatør betegnelsen, men du ved jo nok, hvad jeg mener) har tid til at fotografere hvert et skridt, de tager og skrive indlæg på indlæg om egne tanker, børnenes tøj og hverdag. Hatten af. For jeg må bare sande, at jeg vist aldrig bliver sådan en, der kan blogge på den måde. Altså forstå mig ret. Der er jo ikke en måde, som er den rigtige – der er nøjagtig lige så mange måder, som der er bloggere. For mit vedkommende er bloggen en ventil. Et åndehul. Et sted hvor jeg kan få lidt kreativt ord-afløb – hvor jeg kan holde mine skrivefærdigheder vedlige – og hvor jeg kan sætte den dagsorden, som optager mig i det øjeblik, jeg sætter mig til tasterne.

Nå, men jeg kunne have skrevet et blogindlæg om mine første 2½ time alene uden hverken mand eller børn siden Baby G’s ankomst. Da han var 10 uger smutttede jeg til frisør. Og jeg kan garantere dig for, at det var tiltrængt. De gråhår holdt afdansningsbal i min manke, og min udvoksning var snart så bred, at den kunne minde om en midt-vestjysk motorvej. Det er der nu taget hånd om … 2½ time i frisørens selskab betød så også 2½ time med snak om baby og barsel. Fail … Det må jeg gøre om næste gang og insistere på fred, ro og dameblade.

Jeg kunne have skrevet et indlæg om udfordringerne med at opdrage en snart seks-årig – om håndteringen af søskendejalousi og glæderne ved at få små håndskrevne og tegnede sedler fra selvsamme skønne dreng.

Du kunne også have læst et indlæg om min kamp for at få amning til at fungere. Ja, jeg ammer fortsat. Af og til med en flaske modermælkserstatning som supplement, men … jeg ammer. Og er sådan set lidt stolt over det.

Jeg ville også gerne have sat ord på min egen trang til at komme i gang med at træne min krop igen – at få sundhed i fokus. Men faktum er, at min kettlebell samler støv og jeg har fyldt mig med alt for meget sukker. Men … i dag er der handlet alt det gode, og i morgen begynder jeg på en frisk. For jeg har virkelig behov for at genopfinde mig selv som den sunde udgave, som har fokus på, hvad det er, jeg stopper i munden.

Uge 42 er efterårsferie, så jeg kunne også have skrevet et indlæg om fire dages ferie i Lemvig. Dansk efterår til lyden af bølgerne på Limfjorden. Ikke værst.

efterårsferie 2014

Noget andet, jeg gerne ville have sat ord på, er min mødregruppe. Vi er fire kvinder – alle med store (nogle større end andre) børn og en lille baby. Den yngste af os er i midten af 30’erne og den ældste er i starten af 40’erne. Og hold nu fast hvor har vi det godt sammen. Der bliver talt om alt fra verdenskrige over manglende knibeøvelser til babytøjslagersalg. Tonen er munter og ærlig. Lige min stil!

Og hvorfor er det så, jeg ikke bare har skrevet alle de indlæg? Jeg er trods alt vant til at skrive, og har holdt diverse workshops i kunsten at blogge (som del af personlig branding og markedsføring såkaldt content marketing – men det er da en helt anden snak ….) – hvorfor har jeg ikke bare klikket på tasterne og endt på “udgiv” knappen. Svaret er: Jeg har ikke haft tid. For det er i sandhed et fuldtidsjob at have en baby, som kræver sin mor ikke bare lidt men meget. Hver eneste dag er jeg hoppet under min egen dyne så snart Baby G har lagt sig for natten. For sagen er den, at han ikke sover i lange stræk. Max. 3 timer. Så skal jeg have bare lidt søvn, må jeg gå i seng, når han gør. I dag har jeg dog valgt anderledes. Manden er på job, den store søn sover trygt til lyden af ShuBiDua (Nam, nam er favoritten …), mens Baby G snorker i sin lift på 15. minut henne i sofaen. I dag samler jeg op på hængepartier i min mailboks, skriver på bloggen og får lavet back up af min telefon, så jeg kan få softwaren i den opdateret …

Midt i alt det ståhej, gør jeg mig også tanker om min tilbagevenden til mit arbejde. Altså ikke nu, men snart. Ikke på fuldtid, men på ad hoc-deltid (hvad det så end vil betyde …). Det er der nok et indlæg eller to i, som jeg forhåbentligt snart kan skrive …

Digital post – jo, jo

Fik i morges en mail fra e-boks: Tjek din digitale postkasse – der er nyt brev fra Herning Kommune.
Midt mellem ophældning af havregryn, amning og en lunken kop kaffe får jeg logget på e-boks og læst brevet – et brev sendt til min digitale postkasse for at fortælle mig, at jeg fremover skal modtage min post her … No shit Sherlock …
Læren er: Hæld havregryn op og drik kaffen mens den er varm … det andet kan med al tydelighed vente.

Struktur – eller hvordan søvn må afbrydes

IMG_5691.JPG

Tidligt op – sent i seng. Ja det er ikke en teenagers trang til late night-tv og skolegang, jeg taler om. I dag stod Gabriel og jeg op så tidligt, at jeg kunne vække Albert og spise morgenmad med ham for derefter at følge ham i skole. Under den hyggelige morgensang faldt G i søvn. Klaver og sang er åbenbart søvndyssende, når man er i mors arme. Den der morgenstruktur skal vi have øvet på. For lige om lidt er det hver dag, det er min opgave at få A i skole. Til tiden. Desværre vågnede baby G så snart barnevognen stod stille hjemme – så en afbrudt morgensøvn. Og da jeg havde en aftale fra 10-11 måtte han med i autostol og lift. Tre gange faldt han i søvn. Tre gange blev søvnen afbrudt. Stakkels barn … så nu ligger vi her i sengen. Sovende baby på mit bryst. Hyggeligt. Men der er en hage ved det – for hvor meget jeg end vil, kan jeg ikke sove selv, når der ligger 5 kilo (gætter jeg) baby og snorker på mig. (og ja som du kan se på billedet, ville søvn falde ret godt ned i min turban …)

Gad egentligt vide om evnen til at forholde sig til verdens gang – store nyheder, politik osv. forsvinder, når man går på barsel? Ser ualmindeligt lidt tv, får sjældent læst andet end tabloidaviserne på nettet – og nøjes ofte bare med overskrifterne. Jeg forstår der er valg i Sverige – at der er ballade i Mellemøsten og at en komiker eller to blev gift i weekenden. Men spørg mig ikke om detaljerne …

Ud under åben himmel

Ironien var til at føle på, da min søn fik tændt for sin “godnat-musik” og Tøsedrengene sang Ud under åben himmel strøg ud af højttalerne – alt imens jeg sad med begyndende svedperler på panden og forsøgte at holde styr på mig selv, et grædende, sulten baby-barn og en snart seks-årig, som skulle puttes. Jeg havde besluttet mig for ikke at være sur – og jeg havde besluttet, at det skulle lykkes mig at stå aftenen igennem uden problemer. Og ved du hvad – det gik jo faktisk okay. Altså jeg fik først ryddet af efter aftensmaden og sat opvasken væk, da klokken var hen ad 22. Men jeg gennemførte uden at give op. En sejr midt i hverdagen.

For lad mig bare være ærlig: Denne her barsel er ganske anderledes ind til videre, end jeg havde forestillet mig. Babyen græder meget, spiser konstant (føles sådan …) og sover ikke lange lure ret ofte. Mit sammenlignings grundlag er en baby, som sov igennem fra han var 6-7 uger, som aldrig græd og sov som blev han betalt for det. Men når nu tingene ikke går, som man havde håbet på, må man jo forsøge at navigere i det. Derfor har jeg nu besluttet, at jeg skal ud hver uge og lave noget “ud af huset-aktivitet”. I morgen skal jeg i mødregruppe. Faktisk ved jeg ikke, om det er en drømme-aktivitet, men det må tiden vise. Senere på ugen har jeg meldt mig til babybio. Jeg kan jo lige så godt sidde i biografen og amme som herhjemme, ikke?

Og så glæder jeg mig til oktober, hvor baby G og jeg begynder til babysvømning. Ud det kommer vi. Mon ikke vi begge begynder at finde os til rette i det hele? Det håber jeg, for om tre uger begynder min mand på job igen efter 10 uger hjemme. Det betyder masser af aftener, hvor jeg er alene med drengene og lige så mange weekender. Prisen for at være gift med en sportsjournalist … Men jeg kan godt! Ja sgu!

Nå ja … jeg har købt en bæresele. En i mærket Ergobaby. Jeg fandt den på Coops webshop – og det er de bedste penge, jeg har givet ud på babyudstyr i denne ombæring. Et kort ophold i selen og baby G sover. Se det er jo lykken 😉

Øjebliksbillede: En maj-dag i 2014

Klokken er kun lige 05.30, da jeg overgiver mig og står op. Søvnen vil ikke indfinde sig igen. Solen gør sig anstrengelser for at komme op over byens tage. Fuglene kvidrer i takt med, at mand og søn snorker. Lyden af en tidlig søndag morgen i maj.

Jeg tusser rundt et par timer. Ser en sød-suppe-film på tv, mens solen hilser på – nu på den rigtige side af byens høje tage.

Det er tid til morgenkaffe. Og for første gang i år spiser vi morgenmad på terrassen. I solskin. En maj-dag i 2014. Hunden slænger sig dovent under havebordet i håbet om om, at en rest finder vej til den. Den fem-årige smæsker sig i marmelademadder, mens han fortæller fantasihistorier om trylle-trolde, majestæter og giftig jord. Min mand og jeg husker at sige ja, nej, okay og nå da på de rigtige tidspunkter. Til første kop kaffe er drukket. Derefter stiger den mentale tilstedeværelse. Vi leger med. Jorden er giftig. Vi skal trylle giften væk. En maj-dag i 2014.

Solcreme bliver fundet frem. Arme og kinder smøres ind. Tænder børstes, tøj skiftes, og vi tager hul på en ny dag. Batterierne er ladet op. Solen har magten i himmelrummet, og vi hilser varmen og de vitaminspækkede stråler velkomne.

En maj-dag i 2014.

 

Den første uge i april

Den første uge i april 2014 indledte vi med pomp og pragt, da store, lille Albert begyndte i skole. I vores kommune er der før-skole-forløb fra april i det år, ungerne skal starte i 0. klasse. Vi har valgt, at vores søn skal gå på en privat skole, som tilbyder børnene nogle – i vores øjne – formidable rammer for læring og leg. Og sådan som den første uge er gået, så er jeg og min mand helt overbeviste om, at vi har valgt rigtigt mht. skole, og mavefornemmelsen for fremtiden er god.

Så fra at have et børnehavebarn, som kan komme og gå, som det passer ham og os, har vi nu et skolebarn, der skal være i skole fra 9-14 hver dag. Lige pludselig er den 5-årige vokset. Det er stort at være vidne til.

Ugen har også budt på et spontant og hyggeligt besøg til “spis og skrid” – du ved: Hverdagsmad på en hverdagsaften – en kop kaffe og så farvel. Jeg øver mig i at blive bedre til den slags spontanitet, da jeg er typen, som gerne lige vel være sikker på, her både er støvsuget, gjort vask ren på badeværelset og rystet puder i sofaen, før gæsterne kommer. Egentligt jo en gang unødvendig stress at påføre sig selv … Jeg øver mig i at lade være.

Arbejdsmæssigt har ugen budt på udfordringer af både positiv og knap så positiv karakter. Jeg er ekstern underviser på en videregående uddannelse, og jeg bliver mere og mere glad for at undervise. Men det kræver meget af mig, fordi jeg stiller høje krav til både mig selv og dem omkring mig. I mit firma har jeg holdt new bizz-møde med potentiel kunde. Det er lidt en spøjs situation at ankomme til nyt kundemøde i hval-tilstand, for jeg ser jo godt, de ser overrasket ud, når det er min mave, de får øje på først. Så efterhånden er en fast del af mine møder, at jeg kort gør klart, at ja, jeg er gravid – og nej, det får ingen indflydelse på den opgave, jeg skal løse for jer.

Weekenden har været stille. Meget stille. Totalt blank kalender. Og det har været så ualmindeligt rart. Lørdag ringede mine forældre og spurgte, om de måtte låne deres barnebarn til en tur i Legoland. Om de måtte … Nogle timer senere kom trætte bedsteforældre og dreng hjem med årskort til Legoland. Ellers er tiden gået med husmoderlige pligter så som indkøb og tøjvask. Til gengæld har jeg “glemt” at se på vores rengøringsplan, så jeg har totalt slappet af. Og set Suits i lange baner på Netflix.

Første uge i april. Ikke så tosset en oplevelse endda 🙂

Lykke i hverdagen

Lykke

Et kort øjeblik
Et langt liv
Lykke
Kommer og går
I hjertet består
Lykke

Jeg samler på lykke i øjeblikket. Små hverdagsglimt.

lykke

Lykke er også at få en fin tegning, som den 4-årige har lavet af sig selv. Med bredt smil, stor navle og korte arme 😉

Hvem gør ikke det? Men som min coach – skønne Lykke Rix – har beskrevet det, så glemmer vi nogen gange det der med at mærke lykken lige dér, hvor livet folder sig ud.
I dag cyklede Albert for første gang i børnehave på sin egen cykel – uden støttehjul. Han var så stolt, som han cyklede der og holdt øje med trafikken, bump på fortovet og mig. Et ældre par kom kørende forbi os, da vi stod og skulle over vejen. Jeg så, hvordan de smilede og blev glade over at se, hvordan lille fyr med stor cykelhjelm stod der og blev belært om først at se den ene vej, så den anden vej og så den ene vej igen.

Den tur her til morgen var et hverdagsglimt af lykke. Den slags jeg samler på. At jeg så, da vi kom ned i børnehaven, måtte indse, at jeg også er den slags mor, der glemmer, når barnet skal på tur med børnehaven og derfor ikke har pakket den nødvendige rygsæk med staniolindpakket madpakke og vandflaske, er en helt anden historie …

ENDELIG – så blev der ro

Jeg har været alene med Albert hele dagen. Og selv om vi begyndte dagen med hygge, sove længe og roligt tempo, endte vi alligevel med en konflikt. Skrig og skrål. Jeg er SÅ dårlig til at håndtere det; særligt når jeg ikke selv er på toppen, og det er jeg ikke pt. Mit hoved har stadig nogle eftervirkninger fra en hjernerystelse, jeg pådrog mig før pinse, min MB driller lidt og jeg er stoppet til randen med hormoner. Sprød er vist den rigtige betegnelse …

Dreng på cykel og mig ved siden af med hunden. En times gå- og cykeltur gav frisk luft til alle. Og så var der hygge og god stemning igen.

Albert er lige faldet i søvn. To historier tog det. Endelig er her ro. Min mand er i byen, så jeg er i mit eget selskab. Det er vist meget godt, den der sprødhed taget i betragtning …