Husholdningsudfordring

De næste to måneder – måske for altid – har vi her i huset givet hinanden en udfordring: Vores husholdningsbudget skal minimeres; et hurtigt vue ned over vores indkøb de seneste måneder sammenholdt med antal affaldsposer med ubrugelig mad, og en fryser der er tømt til bristepunktet forklarer hvorfor.
Vi har købt alt for meget ind gennem lang tid. Og seriøst; vi er en husstand på to voksne, et barn på 3 år og en hund og vores husholdningsindkøb burde afspejle det noget bedre. Godt nok er hunden pjattet med flæskesteg og gulerødder, men hendes kost indløber i 10 kilos sække, så det er ikke derfor, at budgettet er løbet løbsk. Det der med at placere skyld, er så kedeligt, så jeg vil nøjes med at konstatere, at vores husholdningsbudget nu får kraftig bevågenhed!
Udfordringen er derfor, at vores fryser skal tømmes, før nyt indkøbes til den. Og vi må maksimalt indkøbe varer for 1.000 kroner pr. uge. Her i indgår alt fra bleer, toiletpapir over æbler og havregryn.

Nu er vi midtvejs i denne uge, og jeg hepper vildt og inderligt, for indkøbene ind til videre beløber sig til sølle 230 kroner. Jeg har været i Lidl for at handle. Det ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde skulle. Men jeg må jo erkende, at nogle varer bare er billigere i det tyske discount-supermarked.

Hvordan styrer du dine husholdningsindkøb?

Hjemmelavet kyllingeburger

Sund og billig mad behøver ikke være kedelig. Hjemmebagte rug-boller fungerer som burgerboller, kyllingefileter er marineret i soya, chili og ingefær. Stegt og skåret i skiver. Diverse salat og grøntsager - lidt hjemmelavet cremefraichedressing. Vupti .. og velbekomme.