Historien om en rygrad, der er blød som en orm

Husker du alle ordene – alle de store ord – om at NU var nok nok – nu ville jeg stå ved alle de gode og sunde levemåder. NU ville jeg. Ville jeg. Og det gjorde jeg så i en uge. Det gik bare SÅ godt. Jeg fik udryddet min sukkertrang og stillet min sult med sundt mad, som bød på masser af grønt, proteiner, gode fedtstoffer og et lavt indhold af kulhydrater. Men så skete der noget.

Jeg tog på ferie. Med min svigerfamilie. I et sommerhus og alt for meget dårligt, hvidt bake off-brød. Hatting-flutes-agtig brød. Jo, det smager måske godt – eller næh … det gør det faktisk ikke – men det mætter i hvert fald heller ikke særlig længe. Og kombinationen af hvid brøds-morgenmad og traditionel rugbrødsfrokost suppleret med vacuumpakket brownies hevet ned af hylden hos den nærmeste købmand fik tændt sukkertrangen igen. Og tændte for den der luftpumpe i min mave, som jeg var begyndt at få bugt med. Ej men hvorfor er det, at JEG ikke bliver klogere? Hvorfor er det, at det er så svært for mig at sige højt til sviger-mekanikken, at NEJ TAK, jeg skal ikke have opvarmede rundstykker til morgenmad, jeg skal have omelet, proteinpandekager – what ever -… ? Hvorfor er det, at jeg ikke stopper op, før det er gået så galt, at min sommerkjole er for lille og mine bukser strammer? Jeg går rundt og ligner en, der er høj gravid.

Min søde coach Lykke ville helt sikkert spørge mig “Hvad har du så lært af det”, hvis jeg vendte denne problemstilling med hende (kender du ikke Lykke, så tag lige og læs med på hendes blog – hun kan noget …). Og det gode er, at jeg faktisk har lært noget. For min krops signaler og symptomer på den seneste halvanden uges elendige mad (ja, ikke for at fornærme nogen – men maden har været dårlig for mig) taler et tydeligt sprog. Ikke nok med det så har mit humør også været helt af H til. Det må altså hænge sammen. Så læringen er: Spis ordentligt. Også når der er andre. Sig fra. Stå fast. Tag selv mad med. Sig nej tak uden nærmere forklaring. Vær god ved mig selv – plej min krop og psyke ved at give mig selv den bedste næring i stedet for dårlig benzin, som ikke får mig til at køre særlig langt på literen.

NU har jeg lavet en aftale med Majbritt Louring Engell, som er diætist med speciale i dét, der er min udfordring. Det koster en hel del penge at starte et sådant forløb op. Men jeg har ikke råd til at lade være, for prisen ved at lade mig sejle min egen sø er højere – alt for høj. Nu er det også sagt højt her. Igen. Og det bør være – siger jeg med en stille dunken i mit eget hoved – motivation til at gøre alvor af alle de gode intentioner.

Juli 2013 – 1. del

Med operation i slutningen af juni og efterfølgende akut indlæggelse har juli 2013 budt på op- og nedture. Men når man har hængt dér, hvor tråden til livet er så skrøbelig, at man er bange for, at den brister, finder man (læs jeg … ) ud af at hæfte sig ved alt det gode. Solen, roen, kærligheden, maden, blomsterne og de gode tanker bag dem, perleplade-hygge, klæde-ud-dreng og muligheden for at trække i kjole og makeup – bare fordi …  Og ikke mindst beskeden om, at der ikke var cancer i min skjoldbruskkirtel; alle knuder var godartede. Lucky me!

juli 2013 - part 1

juli 2013 - 1. del

Et selv-udnævnt tabu

Hvorfor er det, at det er så svært at sige højt? Hvorfor er det, det er så svært at stå ved det? Hvorfor er det, jeg dunker mig selv i hovedet igen og igen, når talen falder på det …? Hvorfor er det, jeg opfatter mig selv som smag på grund af dét?
Hvorfor er det, at jeg selv har udnævnt PCOS til at være et tabu for mig?

Jeg har, siden jeg var ganske ung, haft PCOS med alt, hvad det giver af svære udfordringer fysisk og psykisk. Men det er umådeligt svært for mig at tale om det – at sætte ord på det. Fordi jeg har en stemme inde i mit hoved, som siger: Det kan godt være, at du fejler noget, men du kan selv ændre på det. Tag dig sammen.

Den djævelske stemme smadrer min motivation. Mit selv-udnævnte tabu forfølger mig. Og jeg har ladet stå til i lang tid. Alt for lang tid. For sagen er den, at PCOS påvirker mig på flere fronter: MIn fertilitet er ikke-eksisterende, min hud er dårlig, mit hår falder af og jeg er alt for tit en sur madamme, som har appetit som en elefant og energi som et sovedyr. Jeg VED GODT, jeg skal undgå stivelse – alle de hurtige kulhydrater. Jeg ved det. Men af en eller anden grund, har jeg svært ved at holde fast i at undgå dem – eller i hvert fald skære ned på dem. Pasta spiser jeg stor set ikke. Havregryn er droppet i det selv-udnævnte tabus navn. Men .. og der er et stort men … jeg elsker brød. Og det er en kæmpe udfordring at finde brugbare alternativer. Nuvel jeg lærer hen ad vejen – og lige nu har jeg bagt nogle kerneboller, som jeg HÅBER kan tilfredsstille min hang til brød. Nye kartofler – mums. Is – mums. Frugt – mums. Og sådan kan jeg blive ved.

I den erkendelsesproces jeg er i i øjeblikket, har jeg konstateret og erkendt, at jeg ikke kan klare denne her omstilling af mit liv alene. Jeg har brug for en kompetent sparringspartner, som kan vejlede – støtte og finde alternativer sammen med mig. Derfor har jeg taget kontakt til en af landets dygtigste inden for PCO-venlig kost. Når vi er i gang, vil jeg nok bruge min blog til at skrive om forløbet – men ind til vi har en aftale på plads, må du vente med mere info.

En del af min erkendelse handler også om, at jeg ikke skal være flov over at have PCOS. At jeg skal glemme alt om tabu og i stedet stå fast ved, at jeg har en hormonel ubalance, som jeg med en vis sandsynlighed er født med. Det er således ikke MIN SKYLD, at jeg har PCOS – det er et udslag af nogle dårlige omstændigheder, kan man sige. Til gengæld er det MIT ANSVAR at forsøge at få det bedste ud af det liv, jeg er givet – med de omstændigheder, det indebærer.
Det er MIT ANSVAR at give PCOS kamp til stregen; jeg vil vinde. Så er det sagt. En del af den kamp handler i høj grad også om, at jeg stopper med at skamme mig. At jeg lader være at gøre det til noget, jeg ikke taler om. Jo, jo forstå mig ret – jeg skal skisme ikke være en, der render rundt og taler om PCOS her, der og alle vegne. Men jeg vil faktisk gerne kunne sige nej tak til forskellige madvarer, som ikke er gode for mig uden at lyve. Som vel egentligt også er noget pjat – for jeg kan vel bare lade de givne madvarer være og så spise noget af det andet? Ja, det kan jeg i mange sammenhænge. Men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg i andre sammenhænge vil spise fra alt det, der er på bordet for at behage værten – og for ikke at sætte mig selv i centrum som hende, der ikke spiser af kartoflerne, eksempelvis.

Og det hele begynder lige nu …. Farvel tabu. God dag frihed til at være mig!

 

Jeg ville jo egentligt gerne …

Fortælle jer om den skønne ferie, vi lige er kommet hjem fra. Cypern var for vild. Spies Sunwing Family Resort tog os med storm. Næste skridt er vel grisefest …

Nå men sagen er den, at jeg i dag skal opereres. Min skjoldbruskkirtel skal fjernes, fordi jeg har noget bøvl med mit stofskifte. Om lidt er det forhåbentligt fortid. Jeg bruger morgen- og formiddagstimerne på at trippe nervøst rundt og finde ud af, hvordan jeg bedst her i 11. time ruster mig til operationen. Har god tid til at blive nervøs, for skal først opereres kl. 16.30 – tiden ind til da skal slås ihjel med køreturen til Aarhus, konsultation hos narkose-overlægen og så vel bare lettere apatisk henflydning i en stol.

Vi ses på den anden side. Med et stofskifte som er normalt. Nøj det bliver en fest.

På vej mod fyrre, frisk og fræk

Okay – det er måske nok at foregribe begivenhedernes gang, for der er dog 3½ år til jeg fylder 40. Men rettidig omhu er jo populært i visse kredse …

Men sagen er den, at jeg har brugt min ferie på at tænke over mit liv, min sundhed og min velvære. Det har jeg gjort før. Men noget er anderledes denne gang. Fornemmelsen. Oplevelsen. Troen på det. Anderledes og mere realistisk.

I 2010 tabte jeg mig tæt på 25 kilo. Efter graviditeten tog jeg massivt på i 2009. Alt for meget. Jeg var ualmindelig tyk og lasket. Mit vægttab kom ved at droppe kulhydraterne – de hvide af dem i hvert fald – og blev hjulpet ekstra på vej af sygdom.

Desværre har jeg været inde i en rigtig træls periode mad-mæssigt. Alt er blevet kastet indenbords. Det har betydet en vægtstigning på 7 kilo. Og selv om 7 kilo i sig selv ikke er vanvittig meget, så er det nok til, at jeg igen både ser lasket ud og  får dårligt selvværd.

Derfor … nu er det nok. NU ER DET NOK!

Jeg vil om 3½ år gå 40’erne i møde frisk, fræk og frejdig. Jeg vil tabe mig 15 kilo. Mindst. Men jeg vil ikke bare tabe mig – jeg vil holde mit vægttab. Og jeg vil højne min sundhed. For det er sundheden, der er vigtig for mig. Super-slank bliver jeg aldrig. Det er ikke mit mål. Men mit mål er at jeg hopper fra tøjstørrelse 48 og ned til 42/44.

1. skridt på vej til at blive sund er taget: Mentalt er jeg på arbejde, og så er der sket det, som mange troede utænkeligt: Jeg har sagt farvel til Pepsi Max. Seriøst så har jeg i snit drukket 1 liter Pepsi Aspartam Lorte Cola hver dag i tæt på 10 år. Og nøjagtig som rygeren har svært ved at slippe smøgerne, troede jeg ikke, at jeg kunne komme ud af cola-koffeinens klamme greb. Men det kan jeg. Nu har jeg ikke drukket cola i fem dage. Jeg tror på, at her i begyndelsen er det nul tolerance over for cola. Men på sigt vil jeg ikke være fanatisk – jeg vil gerne nyde et koldt glas brusende cola fra tid til anden. Det er SLUT med massivt overforbrug. Frisk og frejdig rimer ikke på cola.

 

Det bedste brød – helt uden mel

I min iver efter at skabe resultater på min vægt og med mit helbred, forsøger jeg som bekendt at undgå stivelse og gluten i min kost. Men det er sgu svært, når jeg er ret pjattet med brød. Det gode er, at jeg også er ret pjattet med nødder og kerner. I går forsøgte jeg at bage mit første stenalderbrød – helt uden mel. Jeg har fulgt en opskrift fra kokken Thomas Rohde bragt i Politiken.

Seriøst – det brød det smager fantastisk!

Hvem har ret til et barn

Jeg er den seneste uge stødt på mennesker i min nære omgangskreds, som mener, at det er helt okay, at de fortæller mig, at jeg måske bare skulle tage at droppe tanken om at få et barn mere. Mennesker som mener, at jeg har et helbred, som ikke retfærdiggør, at jeg får flere børn.

Jeg lider af Morbus Bechterew – en form for gigt. I perioder er jeg møghammerende dårlig. Men langt, langt de fleste dage er jeg kørende i nogenlunde fin form. Dog med de indskrænkninger, som en stiv lænderyg giver. Men alle dage griner jeg – og lader mig begejstre over alle de spændende ting, mit liv byder på midt i alle udfordringerne.

Mit ønske om et barn mere handler IKKE om, at jeg ikke er glad og tilfreds for det barn, jeg har. Jeg er fuldt ud bevidst om, at det handler om at leve og ikke bare om at overleve. Beslutningen om at få et barn mere er truffet på et oplyst grundlag – speciallægen er spurgt til råds, fysioterapeuten har haft indflydelse og det samme har min læge. Min mand og jeg har snakket frem og tilbage. Det er OS der bestemmer. Ikke sygdommen. Ikke vores omgivelser. Vi er – i al beskedenhed – ret gode til at være forældre og til at være familie. Vores dreng stor-trives. Han er sjov, charmerende, intelligent, kommunikerende og fræk som en slagterhund. Han er kærlig og rolig – hviler trygt i sig selv. Opvokset og opflasket med ro og kærlighed. Og han fortjener en søskende. Vi fortjener at give endnu et barn muligheden for at vokse op i vores hjem. Vores lille familie er fantastisk som den er. Hvordan den vil være med et barn mere, ved ingen af os. Men vi tror på, at det vil blive endnu mere fantastisk – og så kan det godt være, at der kommer nogle udfordringer undervejs … men hvem møder ikke udfordringer?

Faktisk er jeg lidt forundret over, at andre mennesker mener, at de kan tillade sig at blande sig i, hvor mange børn jeg skal have. Det er mit og min mands valg. Det er vores ansvar. Det er vores forpligtelse. Vi tør godt stå ved vores ansvar.

 

Skeen i den anden hånd

– historien om at være træt af at være træt af at være træt af …

Okay – here goes: Jeg er træt. Jeg gider ikke være træt mere.

Jeg vil være gravid. Jeg orker ikke flere hormon-behandlinger, som bare ryger gennem systemet uden den ønskede effekt.

Jeg vil være så fit for fight, som jeg kan blive. Jeg skal i bootcamp.

NU er nok nok.

Sært som jeg skal presses derud, hvor det er alt eller intet, før jeg handler. Men nu er det. NU – NU – NU!

Nu skal skeen i den hånd, hvor der er nul sukker, ingen hvede, intet blødt, lyst brød, ingen labre pastaretter og ingen søde vingummier. Nu skal skeen i den hånd, hvor der er knald på fibre, fuldkorn og proteiner. I den hånd, hvor det søde kommer fra andet end sukker (okay … den skal jeg lige have regnet helt ud … ).

NU skal jeg give min krop det energiboost, den har brug for. NU vil jeg give PCOS og latterlig Morbus Bechterew et gevaldigt spark bagi. NU gør jeg det.

… og når jeg ikke gør det, så muntrer jeg mig i øvrigt med ny-indkøbt Pfaff-symaskine. Men meget mere om det en anden dag. Bootcamp er indledt. Missionen er indledt – det lange sigte er minus 25 kilo. Nu er det sagt højt. Jeg forbeholder mig retten til at blive gravid, før det mål er nået. Men på sigt er det 25 overflødige kilo, der skal væk. I 2010 smed jeg 21, så jeg ved, at jeg kan. Og NU NU NU går jeg i gang. Første delmål er 5 kilo.

Når det mål er indfriet, vil jeg forære mig selv en lækkerbidsken af en tiltrængt manicure-behandling (JO luksus må der sgu til – jeg er en sucker for luksus, så det skal være det, der er mine foræringer til  mig selv undervejs).

 

 

På nåle

Senere i dag ligger jeg på en briks og kniber mine øjne sammen, mens jeg får stukket nåle i min hovedbund, min pande, mine håndled, ankler og fødder. Akupunktur er hverken wellness eller rart. Men måske virker det. Imens nålene sidder i de rette positioner får mine fødder tryk – zoneterapi.

Jeg bryder mig ikke om hverken nåle eller zoneterapi. Men jeg fryder mig ved tanken om, hvad det kan gøre for mig. I min krop kan jeg mærke, at noget er under opsejling. Min tro kan flytte bjerge i dag. Og om lidt tager jeg af sted igen til tredje og sidste omgang nål og tryk.