Kontrast-sammenfald … men begge skal da drikkes

Det giver lidt mere end et træk på smilebåndet, når man – læs jeg – tager sig selv i at sippe portvin, mens man – læs jeg – læser om Reboot With Joe-juicekur

Altså … jeg mindes, at jeg som ung teenager blev lokket på en eller anden strid fastekur af min mor, fordi jeg endnu en gang skulle forsøge at slippe af med mit “hvalpefedt”. Jeg var 14, og jeg blev møg-syg, ind til jeg fik noget mad. Sådan husker jeg det i hvert fald. Måske dækker møg-syg bare over, at jeg var sulten og fik hovedpine af det lave kalorieindtag?

Detox er the shit, hvis man skal tro alle lovprisningerne på nettet – også selv om kloge folk forklarer, at man ikke kan detoxe sin krop. Altså efter 30 feriedage (ja 30) kan min krop nu godt trænge til en lettere detox. For der er spist is, drukket vin og drinks – og altså lige nu også portvin. Det er da godt nok røget ind sammen med fine mængder af grøntsager og motion, men alligevel …

Så var det, jeg læste om den der juicekur, som flere i mit feed på Facebook og Instagram er sprunget på. Og Guderne skal vide, at det vil være sjovere at være på en portvins-kur, men måske er det ikke så dumt med tre dages juicekur for lige at kickstarte mit ongoing “nu skal jeg være sund, fit og fantastisk”-projekt. Seriøst – jeg bliver 40 og seks måneder. Og gør jeg ikke mere, end det, jeg gør nu, går jeg ind i mit 40-tyvende år fed og fladrøvet. Det skal blive løgn skal det. Jeg skal være 40, fit og med faste balder. Så squat og vægtløft – here I come again …

Først min portvin her på sidste feriedag og så …. måske en tre dages juicekur. Mere tror jeg seriøst ikke, jeg kan magte. Selvom et vægttab på 4-5 kilo på en uge er tillokkende.

Skål!

Så stå dog ved fast ved dig – ja DIG!

Min kvalmegrænse er nået. Mængden af tilbud som suser i min retning med undertoner af: Gør dette, og du bliver et så meget bedre menneske og får det så meget bedre med dig selv, er enorm. Og jeg er næppe den eneste, som støder på annoncer, blogindlæg og nyhedsbreve, som lover mig at komme et skridt videre noget, der om ikke er det evige liv så i hvert fald er en bedre udgave af det liv, jeg lever.

Min dårlige samvittighed får et boost. Jeg burde jo også … I morgen – der gør jeg det.

Når de tanker dukker op, sidder der med henslængt magelighed en stemme, som beder mig slappe af og stå fast ved mig – acceptere mig som jeg er og stoppe med at tro, at et kursus, en workshop, et webinar eller en multivitamin-pille og 80 squats gør mig til et bedre menneske.

Jeg øver mig. I at stå fast i, hvem jeg er. Ikke at dukke nakken og kigge ned i erkendelsen af, at det heller ikke blev i dag, jeg undlod at spise kulhydrater og sætte mine deller i svingninger i takt med at min kettle bell ryger op fra gulvet.

Men kvinder på min alder – sådan lige omkring de 40 – er big business, antager jeg. I hvert fald hvis jeg dømmer på de mange tilbud og quick fixes, som den ene mere eller mindre selvbestaltede ekspert vil sælge mig. Og det endda med rabat, hvis jeg slår til i dag. “Kom nu Mulle – du vil jo gerne have din rokokkopude … ”

Nå … men i øvrigt har jeg tænkt mig i morgen igen at købe et abonnement til det lokale fitnesscenter. For de deller der … de trænger til at få lidt kamp til stregen. Fordi jeg bestemmer det.

Nu kan det være nok: Luk munden og let røven

Pu ha … kom til at se mig i et spejl i går. Chok. Ikke bare har min krop ændret sig som følge af graviditeten men den er alt for voluminøs (pænt ord for tyk). Og selvom jeg forsøger at tænke over, hvad jeg stopper indenbords, så går det galt gang på gang.
Jeg ved jo godt, hvad der skal til. Så … nu har jeg lavet en plan for min kost – sat ord på, hvad jeg skal spise.

Det skal simpelt hen være slut med ustabilt blodsukker, oppustet mave, træthed og dårligt humør pga. forkert kost. Så nu skruer jeg ned for stivelsen og op for proteinerne. Det er nemlig det, mi krop har det bedst med. Jeg er fuldt ud bevidst om, jeg fortsat ammer, får for lidt søvn og ikke har et kæmpe overskud. Men jeg bliver led og ked, når jeg ser på min krops forfald. Så nu gør jeg noget ved det. Bare det at jeg ved, jeg gør noget, gør en forskel på det mentale plan.
Konkret mangler jeg 4 kilo for at veje det samme som før graviditeten. Men her vejede jeg også for meget – og var faktisk rigtig godt i gang med en “livsstilsændring” sammen med Majbritt fra Frk. Skrump. Så mit konkrete mål er i første omgang at tabe 15 kilo. Delmålet er fem kilo. Når det er nået, må jeg få et par jeans. Når de 10 kilo er nået, er min belønning en dag i luksus-spa og når de 15 kilo er væk, tager jeg to dage i København for mig selv. Sgu!
Min tidshorisont er lang, for jeg ved, jeg er en langsom taber – så derfor sætter jeg ingen dato på. Men jeg går i gang nu. Så ved du det – og det forpligter også. Jeg gør det – jeg tror på det. Sgu!

IMG_5820.JPG

Fornægtelsens time – hvordan en træstamme kan få en til at ændre kurs

Nå men en enkelt skader vel ikke …

Og her taler vi ikke om mundfulde rødvin eller et enkelt lille stykke chokolade. Nej, der er tale om store, fuldfede træstammer, som ville kunne præstere åreringe på størrelse med tekopper, hvis de blev savet over.

En enkelt skader vel ikke …

Det gør den vel heller ikke. Men når nu man (ja, her burde stå jeg, men lidt afstandstagen er nødvendigt, så man …) forsøger at undgå alt for meget sukkerhysteri, unødvendig vægtstigning og dårligt humør, så er sådan en træstamme unægtelig ikke det rigtige valg. Men fornægtelsen har indfundet sig. Og lige præcis i dag som bare har været alt for hektisk og alt for træls med træthed og hovedpine (suk … mit stofskifte er gået i back-gear, og det sætter sine spor – gad vide om jeg kan skyde skylden for træstammen på det manglende stofskifte?), var en træstamme den eneste rigtige løsning. Altså lige ind til nu hvor sukkermassen har vandret rundt i min krop og udløst en luft-alarm.

Det er vist meget godt, jeg har booket en Skype-samtale med min skønne diætist i næste uge, for ellers går det her da helt galt for mig. Træstammer – kunne de da ikke også bare lade være at smage så godt?

Nå men da jeg var ude at hamstre den store, fuldfede træstamme, købte jeg også masser af grønt, så i morgen er der en ny dag, hvor jeg kan forsøge at undgå sukkerfælden … Altså lige på nær, at der kommer gæster og der er indkøbt lækkerier, der flyder med sukker i den anledning. Gad vide, hvad der skete? Træstammen fik mig til at ændre kurs. Mig, der har været så afvendt fra sukker, at det ikke rørte mig det mindste at undgå det, er mere eller mindre fanget igen.

Jeg satser på, det ringer ud fra fornægtelsens time lige om lidt, så jeg kan tage en pause og gå ind til den time, hvor det handler om min sundhed.

 

Jamen velkommen vand …

Er i dag gået ind i 20. uge, og har i morges sagt godmorgen og velkommen til vand i kroppen. Jeg har mærket det komme snigende ind på mig som en mindre flodbølge – og hen over natten skal jeg da lige love for, det har bidt sig fast. Og det endda efter jeg i aftes var til aqua gym – hvilket er helt fantastisk … En vægtforøgelse op 3 kilo hen over et døgn. Jeg har i dag forsøgt mig med venepumpeøvelser, afslapning, kettle bell-øvelser, masser af vand og hævet senge-ende. Nu er lidt af vandet fordampet men langt fra det hele. Må vel hellere holde lidt øje med det, for det er liiidt vel tidligt i graviditeten at døje med vand i kroppen. Synes jeg.
Anyway – med vandets komme er jeg igen mindet om at styre ind på mine gode vaner. Med 5 fødselsdage her i februar har der været rigeligt med hvidt brød og sukkerstads. Det er den slags vand elsker og min krop dybest set hader … Back on track – men nu med vand ombord 😉

Ind med fedt – ud med fedtforskrækkelse

Spar på smørret. Brug ikke for meget olie. Hold igen med dressingen og pestoen. Åh suk hvor har jeg i mange, mange år været så forskrækket over fedt, at det set i bakspejlet har været helt tåbeligt. Fedtforskrækkelse kommer der ikke noget godt ud af.

Kom virkelig til at tænke på, hvor anderledes jeg har det med fedt i dag, da jeg i morges tog mit daglige olie-citrusshot. Ja … hørfrøolie blandet med friskpresset citrusfrugter og frisk ingefær. Det er så godt.

Jeg har drukket olieshots nogen tid – måske et par måneder. Og om det er tilfældigt eller det hænger sammen, skal jeg ikke kunne sige. Men … Efter jeg er begyndt med olieshot og massiv indtag af Omni Krill Fiskeolie har jeg ikke spist medicin for min Morbus Bechterew. Omega-oliekilderne er min redning, tror jeg. Og jeg er helt sikker på, min mave takker mig på sigt, for gigtmedicinen er hård kost. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at jeg aldrig kommer til at spise gigtmedicin igen. For det ved jeg, at jeg gør. Min sygdom kommer nemlig i bølger frem og tilbage. Men jeg har det rigtig godt med at vide, at jeg ikke HVER dag propper mig med NSAID-medicin som min reumatolog ellers gerne ser, jeg gør.

Og hvis du tænker, at al den olie må gøre noget skidt for vægten, kan jeg berolige dig med, at det ikke er tilfældet. Min kost er sat på skinner – jeg undlader sukker og stivelse i videst muligt omfang (ja ja i går var jeg på cafe og spise kæmpe burger med hele moletjavsen. Men det er der plads til, når 95 procent af tiden går på den “rigtige” måde).

Ind med fedt – af den gode, sunde slags (jeg holder stadig igen med smørret ….) og væk med fedtforskrækkelsen.

Hvor træt kan jeg være?

Ej men hvad er det dog, der sker. Jeg er så ualmindelig træt. Ikke bare træt som i – tag en lur og så går det over. Nej, jeg er træt ind i marv og ben. Kan lige hænge sammen til at klare de opgaver, jeg SKAL klare – og så er der udsolgt på friskhedskontoen.

Kommer ud hver dag for frisk luft er jo godt. Og jeg tænker jo også, jeg skal da bare lige i gang med alt muligt, for så bliver jeg jo top-frisk. Det ligner mig virkelig dårligt, at være så træt, at jeg ikke magter selv de mindste ting. A-menneske som jeg er, stiller jeg sjældent mit vækkeur. Men det er jeg nødt til nu. Det lærte jeg i morges, hvor jeg sov over mig og dermed gik glip af træning hos min fysioterapeut.

I dag er en stille dag arbejdsmæssigt, så jeg sidder med en kop te og forsøger at overbevise mig selv om, at næste skridt er en lang gåtur med min hund. At komme ud og mærke den frostklare luft bide i kunderne må kvikke mig op.

Jo, jo jeg ved godt, at den der træthed nok hænger sammen med sommerens operation og et stofskifte som stadig ikke helt er på plads. Men det er helt vildt i dag. Træt med træt på. Så … Chef … jeg kommer ikke på arbejde i dag – jeg er for træt.

Nogen gange er det ekstra godt at være sin egen chef …

Den dag jeg kom til læge

Tidligere i dag læste jeg Annes beretning om hendes møde med læger, som hverken så eller hørte hende – læger som overså en ung kvinde med en uopdaget sclerose. Annes indlæg fik mig til at tænke over min egen situation. Hvordan jeg har oplevet at være patient i et stort og til tider uoverskueligt sundhedssystem.

Min  sygdomshistorie begynder i 2010. Eller den burde være begyndt før, men det er først der, jeg møder en læge, som kan lægge alle mine symptomer sammen og komme i nærheden af, at jeg fejler andet end bare “dårlig form og hold i ryggen”. Da jeg kommer til læge i 2010, er jeg virkelig skidt tilpas. Jeg kan ikke cykle 100 meter uden at sveden hagler af mig og min vejrtrækning er i den grad ringe. Ind imellem har jeg svært ved at gå. Hele min krop gør ondt. På en ferie til Kreta bruger jeg mere tid i hotelsengen end solsengen. Fordi jeg har så mange smerter, jeg ikke kan komme op at stå. Jeg kravler på toilettet og har min mand til at hjælpe mig med alt. Det er den oplevelse, som gør, jeg tager til læge. For det her er alvorligt. Gennem lang tid har jeg haft smerter – haft svært ved at gå og ondt i mit bækken. Men det er blevet forklaret med nylig graviditet og der af følgende overvægt. Faktisk kan jeg se, at jeg nok lod være at gå til læge, netop fordi jeg ikke magtede at få at vide, at det nok bare var fordi, jeg var for tyk.

Men i den tidlige sommer 2010 kommer jeg til læge. Min egen læge, som jeg er tæt på at elske højt for sin faglighed og menneskelighed, er desværre ikke på job. Jeg kommer til en yngre læge, som er på turnus i forbindelse med sin videreuddannelse til praktiserende læge. Måske er det mit held. I hvert fald tager hun en række blodprøver og beder mig tage kontakt til min egen læge nogle dage senere, da hun har mistanke om, at der er “noget med dine lunger og din ryg”. Fedt nok.

Nogle dage senere har min læge svarene på blodprøverne. Jeg sendes videre i systemet, da mine tal er helt skæve. Der er mistanke om, at jeg har Morbus Bechterew. Men der noteres også i papirerne, at min tarm skal undersøges, da jeg på tredje-fjerde uge har diarre. Kiloene rasler af mig. Jeg får konstateret en campolybactor-infektion. Den er behandlet. Men jeg har det fortsat dårligt. På alle måder. Høj puls, svedig, smertefyldt og utilpas med utilpas på.

En MR-scanning bekræfter Morbus Bechterew-diagnosen. Men scanningen finder også nogle alt for store lymfeknuder i min bughule. Det udløser en alarm hos lægen og to dage senere er jeg på et nyt sygehus til knoglemarvsbiopsi – der er mistanke om cancer. Alle symptomer peger i den retning. Tarmundersøgelserne har ikke vist noget unormalt. De 8-10 dage der gik fra jeg fik taget knoglemarvsbiopsien (AV!) til jeg fik svar, er de længste dage i mit liv. Heldigvis var jeg cancer-fri. Men jeg nåede at planlægge min egen begravelse. Græd ved tanken om, at min søn på 1½ år skulle vokse op uden mig og omvendt; at jeg ikke skulle se ham vokse op. I forbindelse med biopsien er der taget et hav af blodprøver. Her kommer svaret på noget af min elendighed: Jeg har alt for højt stofskifte. Graves sygdom, hedder min diagnose.

To autoimmune sygdomme rigere og behandlinger og undersøgelser på fire forskellige sygehuse på tre måneder. 2010 var et frygteligt år. Men den dag jeg kom til læge, blev jeg taget alvorligt. Og det er jeg blevet af alle de læger, der har tilset mig. Til gengæld har jeg oplevet et sundhedssystem, hvor man som patient skal være stærk. For det kræver mange ressourcer hele tiden at følge op på behandlinger og undersøgelser. TJekke at henvisninger er sendt og røntgentider er bestilt osv. Mere end en gang oplevede jeg, at min journal ikke var sendt rundt i systemet – at jeg skulle fortælle min brogede sygdomshistorie igen og igen. At mine henvisninger ikke dukkede op som forventet. Jeg har også mødt læger, som ikke har været verdensmestre i at snakke med patienter. Men de har været eksperter på min krop og dens dysfunktionaliteter. Til gengæld har jeg mødt sygeplejersker, som ikke nødvendigvis har vidst meget om min sygdomssituation, men som har været fantastiske til at støtte og bare være, når det var allermest tiltrængt.

Her tre år efter er jeg stadig patient i sundhedssystemet. Denne sommer blev det igen meget alvorligt, da jeg skulle opereres i skjoldbruskkirtlen og desværre stødte ind i nogle komplikationer og bivirkninger, som var ved at koste mig livet. Heldigvis stod der igen nogle kompetente læger klar til at tage vare på mig. Det er jeg taknemmelig for. Når nu det skal være.

Jeg er meget ambivalent omkring dét at være åben om min sygdomshistorie. Men jeg er nået frem til, at det er så meget en del af mig og hvem jeg er i dag, at jeg ikke længere vil gå og putte med det. Sygdommen er ikke mig, men en del af mig. Jeg lever med kronisk sygdom i form af Morbus Bechterew og nu permanent lavt stofskifte efter fjernelsen af skjoldbruskkirtlen. Det giver mig nogle udfordringer som menneske. Nogle dage græder jeg og synes livet er alt for uretfærdigt. Men langt de fleste dage lever jeg lige så almindeligt som de fleste andre – men i kulissen er der noget, der er anderledes: Jeg får dagligt adskillige piller som holder mig kørende, og jeg har dage, hvor min krop gør så ondt, at varmepuden og min morgenkåbe er mine bedste venner. Det er også en del af mig. Lige som hende den selvstændige erhvervsdrivende, der netværker og har styr på alting også er en del af mig. Tristessen er en del af mig, nøjagtig som humoren og grinene er det. Livsmodet er en del af mig på samme måde som retfærdighedssans og utaknemmelighed over latterlige sygdomme er det. Mest af alt er jeg jo bare mig. Og det håber jeg, at andre vil huske – nøjagtig som lægerne har set og hørt mig, når jeg har mødt dem.

 

Når kroppen siger fra

Morbus Bechterew kom på weekend-visit

Når man som jeg lever med en kronisk sygdom, som fra tid til anden hvæsser én direkte op i ansigtet, så lærer man at håndtere smerte på en måde, jeg for bare fire år siden ikke troede muligt.

kronisk gigtsygdom morbus bechterew

Men … jeg bliver alligevel overrasket gang på gang, når min krop gør mig opmærksom på, at noget rører på sig. Således også her i fredags, hvor jeg valgte at overhøre signalerne og gennemførte en maratondag i høje hæle og habitjakke.

Morbus Bechterew, som min sygdom hedder, skal ikke bestemme over mig. Men jeg skal blive bedre til at mærke efter og lytte til de signaler, min krop sender. Havde jeg gjort det, var jeg måske sluppet fra at spilde en weekend på at have så mange smerter, at søvn, træning og varmtvandsbassin sammen med en lind strøm af gigtmedicin og andet smertestillende har været eneste måde at eksistere på. Heldigvis havde vi ingen vilde weekendplaner. Vasketøjet har fået lov at vente og det samme har rengøringen. I stedet har jeg nydt godt af varmepude, træning (og nej, jeg har hverken været på den store klinge eller løftet 100 kilo. Men har gennemført mit eget træningsprogram, som tager hensyn til min sygdom og støtter mig dér, hvor det er nødvendigt) en god seng med rent sengetøj og en skøn mand, som har taget hånd om alt det praktiske.

 

Netflix blev vores redning

I aftes endte hele familien i den store seng i soveværelset med Netflix på iPad’en tunet ind på Charlie og Chokoladefabrikken. Så hvad der virkelig var en træls dag, endte så hyggeligt med hjemmebiograf i sengen. At vi først kom i gang med at se film kl. 20, og at Albert dermed kom alt, alt for sent i seng, er en helt anden snak. Men vi hyggede os – og har I dag været et par timer i svømmehallen. Det handler om at få det bedste ud af situationen. Selv om det kan være svært at få øje på det fantastiske ved sygdom og elendighed.

Træningen skal i system igen

Men … Morbus Bechterew følger mig resten af mit liv. Og det eneste jeg kan gøre er at forsøge at være på forkant og ikke lade sygdommen få magten. Det plejer jeg at være god til. Men efter operationen i sommer har jeg været for dårlig til at komme til regelmæssig træning. Der er kontant afregning på den konto. Morbus Bechterew kræver træning. Hele tiden. Så … min plan for næste uge? At få sat min træning i system igen. Fordi jeg kan. Og fordi jeg skal!

 

Og så skete det at jeg sagde farvel til sukker

Jeg er ikke god til farvel’ler. Af nogen som helst slags. Men dette farvel har været særligt. Egentligt har det ikke været så svært at sige farvel denne gang. Siden 29. juli har jeg ikke spist sukker og hvedemel. Og jeg er ikke en gang startet i mit forløb hos min kommende kost-vejleder i Hellerup.

Når jeg skriver, at det har været et nemt farvel, er det en sandhed med visse modifikationer. For når sukker ikke længere er en del af kosten, skriger krop og sjæl på noget andet, som tilfredsstiller den der ubeskrivelige trang til comfort food. Så jeg har indtaget store mængder af fed kokosmælk, fløde og nødder. Hvilket nok også er årsagen til, at kiloene ikke er raslet af mig i samme omfang, som jeg havde håbet. Men 3 kilo er væk. Farvel og tak for vores tid sammen; jeg håber aldrig at se jer igen … sukker-kilo.

Nej tak til sukker

Det kommer hurtigt til at lyde så helligt og fanatisk, når man siger højt, at man ikke spiser sukker. Jeg er hverken hellig eller fanatisk, og jeg vil faktisk glæde mig til den dag, jeg igen kan spise LIDT sukker uden at det giver mig bøvl.

Nå … Altså hende kost-fidusen, som jeg skal mødes med i næste uge, vil jo nok sige til mig, at jeg aldrig skal nærme mig sukker og hvedemel. Meen … Jeg vil glæde mig til, at jeg næste sommer skal spise en stor, gammeldags isvaffel fyldt med lækkert, sødt flødeis og guf – nøjagtig som jeg vil spise risalamande til jul uden dårlig samvittighed. Nu tror jeg nemlig på, at jeg kan finde ud af at være i selskab med sukker uden at ende med at blive misbruger. Jeg har sagt farvel til alt det sukker, som har været skjult i min mad – og alt det sukker, jeg har forsøgt at skjule for mig selv, jeg spiste. Hvem jeg narrede mest der, er vist indlysende … Men en sommer med sygdom har virkelig tændt min sukker-trang. Hold nu op hvor har jeg guffet løs af især is og chokolade. De varme aftener har jeg hygget mig med kold hvidvin. Og er der noget, som er skidt i kalorieregnskabet er det alkohol.

Min store test på, at jeg faktisk kan styre hvornår jeg spiser hvidt brød og sukker, gik jeg igennem i går, hvor jeg fik serveret den lækreste morgenmad i forbindelse med en messeåbning. Men jeg spiste det ikke. Drak et glas juice og en kop kaffe. Tidligere ville jeg bare have spist løst af frygt for, at nogen kommenterede på, at jeg ikke tog fra tallerkenen. I går erfarede jeg, at ingen spurgte – det kan da godt være, at de lurede lidt på den urørte morgenmad, men ingen sagde noget, så jeg fik ikke oplevelsen af at være til skue. Dejligt!