Gravid efter termin

40+3

Hurra.

Jeg som troede, jeg ville føde før tid. Fordi lillebror har stået godt og grundigt fast i mit bækken de seneste 5-6 uger. Usædvanligt for en anden gangs gravid, hvis jeg forstår det rigtigt. Men … intet er helt som det står beskrevet i bøgerne, når det handler om mine graviditeter. For da jeg ventede Albert, blev jeg sat i gang 40+1 og fødte med kejsersnit 40+5 – en dreng som ikke havde travlt med at komme ud og hverken havde søgt mod udgangen eller spændt sikkerhedsbæltet til rutsjebaneturen ned gennem bækkenet. Alt har været så anderledes denne gang, så jeg har haft held af at overbevise mig selv om, at fødslen ville gå i gang i uge 38-39 – og alt ville gå glat.

Nu er jeg i 41. uge, og har fået tid til igangsættelse, når jeg lander på 41+0. Med ordene: Der er nok større sandsynlighed for, at du føder inden, men … for en sikkerheds skyld.

Og nu er jeg jo ikke typen, der passer ind i statistikker for hverken det ene eller det andet, så jeg begynder mentalt at forberede mig på, at jeg skal gennem igangsættelsesforløb fra onsdag eftermiddag. Pga. tidligere kejsersnit foregår det med oplægning af ballonkateter – indlæggelse hen over natten og så forhåbentligt mulighed for, at vandet kan prikkes næste dags morgen.

I torsdags var jeg til jordemoder 40+1 – og her var jeg ikke så meget åben, at der kunne foretages hindeløsning. Desværre. Men tingene kan jo måske ændre sig hurtigt fra det ene til det andet. Jeg håber. Lillebror er skønnet til at veje 4100 gram, og så er det vist rimeligt at ønske ham ud i en solbeskinnet verden, så jeg ved selvsyn kan konstatere, hvad han er for en skøn størrelse.

Min største frygt er, at jeg også denne gang ender med at blive kørt til kejsersnitsoperation – men jeg håber selvfølgelig, jeg undgår det. For jeg magter ganske enkelt ikke den store smerte, der er forbundet med operationen. Jeg husker det som virkelig grumt og svært at komme på højkant efter og vil – selv om jeg ikke aner, hvad jeg taler om – hellere foretrække 10 timers fødsel med smerter, som ikke hænger ved i månederne efter fødslen.

Ellers er status: Alt er ok bortset fra, at mit bækken er noget tynget – jeg vralter, når jeg forsøger at gå – jeg er forkølet på fjerde uge – alt mit tøj er for småt efterhånden, min vægt kender jeg ikke, for jeg har så ualmindeligt meget vand i kroppen, at jeg ikke finder det relevant at veje mig. Jeg har forsøgt med alle mulige “sådan sætter du fødslen i gang-tricks”, og intet har hjulpet, som du jo nok kan regne ud. Så nu forsøger jeg at mobilisere lidt tålmodighed til de sidste dage med kæmpestor dunk.

Terminsdato 40+0

I dag er min terminsdato. De seneste 4 uger har jeg oprigtigt troet på, jeg for længst havde overstået fødslen, når vi ramte 16. juli. Fordi min intuition og barnets position gav mig det indtryk. Men … på trods af flere omgange med små-veer er jeg stadig kæmpe mega meget gravid. Øv – vil så gerne have gang i fødslen og have min søn i armene i stedet for i bughulen.

Jeg har forsøgt alle tænkelige råd for at igangsætte fødslen. Uden held. Så mon jordemoder har jo nok ret, når hun siger, jeg her står med en opgave, jeg ikke bestemmer tidspunktet for. Til gengæld har jeg en jordemodertid i morgen, og for dælen jeg håber, hun er med på hindeløsning, så vi kan sætte skub i fødslen.

Fødselsberetninger, vandmelon og et fortsat naivt håb

Jeg skal føde mit andet barn. Men har aldrig prøvet at føde. Så jeg læser fødselsberetninger i stride strømme pt. Både de rosenrøde og de hårde. Sluger dem råt uanset forløb. Det er der vel også en slags forberedelse i? Må tilstå jeg ikke får øvet ordentligt på det dyrt indkøbte “Smertefri fødsel”. Kan mestre vejrtrækningsteknikkerne og føler mig dum og utilpas med at ligge/stå og simulere veer og vejrtrækning. Så måske er jeg bare ikke typen til det – tiden vil vise det.

Jeg spiser vandmelon i stride strømme. To fødselsberetninger og en kvart vandmelon er, hvad jeg begyndte dagen med her kl. 06. Sove længe kan jeg ikke – så mens resten af huset er indhyllet i søndags-søvn er jeg i selskab med wifi, iphone og melon.

Der er nu 10 dage til terminen. Men jeg håber fortsat på, jeg føder før den dato. For jeg magter ikke rigtig mere graviditet – er utålmodig og vil se den lille (store) fyr som gemmer sig i mit skvulpende indre. Kom nu ud, baby! 20140706-064547-24347796.jpg

Snot, hoste, VM og drømmen om en snarlig fødsel

Kan man hoste et barn ud? I så fald gør jeg et ihærdigt forsøg pt. Hold nu op hvor er jeg snottet og hoste-ramt. På 14. dagen hoster jeg i et omfang, som skræmmer folk omkring mig. Men jeg er jo bare forkølet … Lige som alle andre, der er ramt af sommerforkølelse. Men … det er faktisk lidt hårdt og synd for mig, når nu jeg selv skal sige det. Der er jo lige som ret meget andet, der også tynger maven og mavemusklerne.

Nå – men drømmen om en snarlig fødsel holder ved. Var hos jordemoderen i dag. Nu et skøn på 3.500-3.600 gram. To uger til termin men han sidder godt skruet fast i mit bækken – hvilket åbenbart er positivt, fordi det jo så er tegn på, at bækkenet faktisk er stort nok til at han kan være der. Han har længe “stået” der – men presser mere og mere på i nedadgående retning. Jeg hoster gerne en uge mere, hvis jeg kan få en fødsel lagt ind en af de næste dage. Siger det bare …

Næste jordemoder-aftale er dagen efter termin. Jeg forventer ikke at møde op! Måske er der bedre odds i at heppe på Costa Rica til VM end der er sandsynlighed for, at jeg faktisk føder før tid. Apropos VM i fodbold så er fjernsynet herhjemme optaget hver aften fra ca. klokken 18 og frem til mere end sengetid. Fodboldkampe skal ses, dommerkendelser skal diskuteres og resultater skal gættes. Sådan er det vist, når man bor med en sportsjournalist, som er inkarneret fodboldfan – og i øvrigt forsøger at præge sin søn i samme retning. Jeg forudser, at jeg om fire år har sørget for at installere et ekstra tv i huset, som kun er for piger 😉 Når det er sagt, så bliver jeg jo faktisk også grebet af stemningen og sniger mig til at se med – man slapper ganske fint af til fodbold, mens man hepper på en snarlig fødsel og pudser næse i Kleenex for 12. gang …

38. uge: Er det nu, er det?

Min krop er i en tilstand af forberedelse. Jeg kan mærke det. Bækkenet er tynget, maven er sunket meget. Og selv om babyen har stået fast i lang tid, så er det som om, han alligevel lige har formået at skrue sig lidt længere ned. Plukkeveerne hvæsser tænder af mig med jævne mellemrum.

AV – var det en ve?

De seneste to aftener har jeg været overbevist om, at nu var det tid. At nu var veerne ved at komme og lillebror klar til at komme ud. Jeg er i 38. uge, og han er jo vurderet stor og stærk, så hvorfor ikke bare komme ud nu?

Jeg kan i hvert fald næsten ikke klare mere, hvis jeg skal være ærlig. Min mave tynger mig voldsomt, og jeg vralter afsted værre end en and med et forstuvet ben. Og så er jeg forkølet. Som i mega-meget plaget af hoste og ondt i halsen. Mine ribben gør ondt af alt det hosteri. Jeg nærmest sidder op og sover – når jeg da ellers kan finde ro. Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvordan mine sidste graviditetsuger forløb sidste gang. Men jeg kan konstatere, at jeg har rigtig svært ved at finde ro og hvile om natten. En kombination af stor mave, ødemer i fødderne, hoste og plukkeveer. I nat har jeg dog sovet sådan nogenlunde, og det hjælper lidt på overskuddet, at den sammenhængende søvn (kun afbrudt af et enkelt toiletbesøg) er 7 timer frem for 4.

Min hjerne arbejder konstant – tankerne dribler rundt oven i hinanden. Hvordan kommer fødslen til at forløbe? Hvordan håndterer jeg amningen? Kan jeg finde ud af at være mor til to? Hvordan og hvorfor – overvejelser om stort og småt. Jeg er ikke nervøs for fødslen. Men jeg tænker meget over tiden lige efter. Vil min krop fortsat arbejde sammen med mig positivt eller får gigten – Morbus Bechterew – lov at sætte dagsordenen med det samme? Mit rationelle jeg ved jo godt, at jeg hverken kan gøre fra eller til – og at det ikke er særlig konstruktivt at blive ved med at tænke over det. Men det er ikke altid det rationelle og det logiske, som har styringen. Men jeg forsøger at holde fast i, at jeg jo overordnet set har haft en skøn graviditet; at jeg er “god til at være gravid” og en gang har bevist, at jeg også er god til at være mor til en baby. Det kan jeg gøre igen.

Midt i tankespind og overvejelser dukker spørgsmålet: Er det nu, det er? op igen og igen. Min jordemoder siger til mig, jeg ikke er i tvivl, når den første melder sig. Er det sandt, så er det jo i hvert fald ikke endnu. Men … kan vi så ikke være enig om, at det er i morgen?

Når barnet giver den hele barmen …

Det er jo ingen hemmelighed, at det der med at føle sig bare en smule chik og let til bens, er lidt svært her med 4 uger til termin.

Men i dag synes jeg da faktisk, det var lykkedes for mig at komme i både nederdel og t-shirt som gjorde noget godt for mig.

Ind til den 5-årige ser på mig, da jeg står på badeværelset og børste tænder og siger:

Mor, du har fået et tredje bryst på din ryg!

HVAD har jeg, spørger jeg lettere skræmt og tilføjer: Nu har jeg vel ikke sådan en kæmpe delle lige der, hvor bh’en skærer ind i flæsket på mig – henvendt til min mand (ja, ja vi var hele familien i gang med at blive færdige på samme tid).

Min mand er den klogeste af de to hankønsvæsener: Nej, da svarer han – det ser helt fint ud.

Men den 5-årige tager sine små buttede fingre og griber fat lige dér i dellen, som er røget ud over kanten på bh’en omme på ryggen lige efter armhulen.

Suk …  sandheden fra børn og fulde folk … sådan kan det gå, når barnet giver den hele barmen (jo, jo Finn Nørbygaard-style-vittighed …)

36. uge og et skøn på 3.100 gram

3.100 gram.

Så meget skønner jordemoderen, at lillebror vejer nu. Hvor vildt er det?!

I midten af maj blev han vægtscannet til 1.923 gram.

Kan han virkelig tage så meget på i vægt på så kort tid?

Den 5-årige vejede 3.930 ved fødslen og som den jordemoderstuderende, som var med ved konsultationen i går, sagde: Så vejer barn nummer to ofte mere … Jo tak da!

Min egen vægt kender jeg ikke. Er holdt op med at veje mig i takt med at jeg fik mere og mere vand i kroppen. Det giver jo ingen mening at se en stor vægtstigning, når det for en stor dels vedkommende “bare” er vand.

Men okay … lillebror lever nok godt af, at jeg selv har levet lidt godt de seneste uger. Lidt for få proteiner og lidt for mange kulhydrater i form af især frugt og bær. Varmen gør noget ved min appetit og min madlyst. Det må jeg bare erkende. Og jeg magter faktisk ikke at kæmpe meget imod det.

Jordemoderen kunne i går konstatere, hvad jeg længe har tænkt: Lillebror har sat sig fast langt nede i mit bækken. Åh bare det var et sikkert tegn på, at fødslen er oppe over. Men det er det jo desværre ikke. Jeg er ellers klar. Mentalt, i hvert fald. Og min krop gør også de indledende øvelser, tror jeg.

Om det er fordi, tiden nærmer sig, ved jeg ikke. Men jeg har lidt en trang til redebyggeri. Til at købe babytøj og småting, jeg ved, jeg får brug for hen ad vejen. Men jeg holder rimelig meget igen. For som min fornuftige mand (er mænd ikke bare sindsygt rationelle, når det kommer til baby og nødvendigheden af tøj og udstyr?) siger, så behøver jeg faktisk ikke købe mere tøj, før han er født, og vi ved, om han er til str. 56 eller 50 eller … noget helt andet. Og jeg ved jo godt med min logiske sans, han har ret. Men det kribler … For mængden af tøj til den nyfødte er virkelig ikke ret stor. Tror der er en håndfuld bodystockings, et enkelt par bukser og to par strømer foruden nogle tynde bomuldshuer. Men … så er der jo en undskyldning for at gå på shopping hen over sommeren, når fødslen er overstået, og jeg nok også selv mangler lidt fornyelse i min garderobe.

Det er stadigt meget overvældende for mig, hvor “god” jeg er til at være gravid denne gang. Min krop arbejder virkelig med mig og ikke imod mig. Det er en fornøjelse. Men min mave … den er kæmpe-stor. Som i virkelig kæmpe-stor. Symfysemålet er nu på 36 (!), og som jordemoderen spurgte: Får du ikke mange kommentarer på den mave?

gravid 35+0

Dobbelthagen er ikke blevet mindre – kan man forklare det med væske i kroppen? 😉 Billedet er taget for et par dage siden.

Og jo, det gør jeg. Men det er gået fra: Hold da fast, du er stor til Nej, hvor ser du godt ud som høj-gravid.

Det kan jeg jo så tænke lidt over … og forsøge at tro på er korrekt, når jeg vralter rundt og føler mig som en kæmpe, oppustet, stor-svedende hval, der er strandet på land ….