Fortællingen om en fødsel

I dag er det 14 dage siden, Gabriel kom til verden. Og hans møde med livet på den anden side af babyhulen blev en voldsom oplevelse. For ham og for min mand og jeg. For intet gik, som man kunne have ønsket sig. Og jeg kan stadig ikke tale om fødslen uden, jeg begynder at græde – det er følsomt i en grad, som jeg slet ikke kan beskrive. Bare rolig … både jeg og min mand har talt oplevelsen igennem med fagpersonale på sygehuset, og der venter endnu en samtale om et par uger. Vi får det bearbejdet stille og roligt. Og fortællingen om fødslen vil for altid være en del af min historie – og min lille søns historie.

Mandagen før fødslen vågnede jeg tidligt med ondt i maven – en slags kramper og måtte skynde mig på toilettet. Diarre. Fedt, nåede jeg at tænke, for er der ikke noget med, at diarre kan være tegn på snarlig fødsel? Jeg havde hverken haft tegnblødning, afgang af slimprop eller andet som varslede snarlig fødsel – jeg havde kun bevidstheden om, at jeg var gået over termin og udsigten til en igangsættelse om onsdagen at forholde mig til.

Min mave blev tiltagende dårlig. Jeg rendte på toilet i rutefart. Kunne intet spise og drak jeg noget, røg det lige så hurtigt ud igen.

Tirsdag tog jeg til tjek på fødegangen, fordi jeg var bekymret. Her blev der kørt en strimmel. Alt var godt. Det var bare optakt til fødslen, fik jeg at vide. Nå, jamen så okay da.

Onsdag mødte min mand og jeg ind på sygehuset. Jeg skulle have lagt et ballonkateter op for at udvide mig så meget, at vandet kunne prikkes torsdag morgen. Måske var det et for-varsel – jeg ved det ikke. Men det var tæt på umuligt for lægerne at lægge ballonkateteret op. Lad mig sige det sådan: Det gjorde pænt ondt … Men op kom det, og hen over natten begyndte veerne at melde sig. Samtidig med fortsat voldsom diarre.

Torsdag morgen 24. juli kl. 08.00 mødte vi ind på fødegangen. Fyldt med positive forventninger om, at lige om lidt ville det hele gå i gang. Men skuffede blev vi. For godt nok var der blevet et lille “hul” af kateteret, men jordemoderen kunne ikke prikke vandet. Jeg blev sendt ud at gå og bevæge mig. En times tid senere lå jeg igen på briksen og med hjælp fra to jordemødre lykkedes det at få hul på vandet, som flød i rigelige mængder. Alt var godt. Nu var det bare at vente. Op at gå igen. Tjek nogle timer senere. Ingen større åbning, ingen forandring. Så jeg fik lagt et ve-stimulerende drop. Så skal jeg da lige love for, at veerne meldte deres ankomst i rigelige mængder. Ve-storm? Jeg ved det ikke. Men der kom veer hvert andet-tredje minut. I 30 graders varme. Jeg kamp-svedte, havde diarre fortsat men formåede at håndtere veerne med vejrtrækning fra “Smertefri fødsel”.

Hen på eftermiddagen begyndte jordemoderen at være bekymret. Hun lurede noget på strimlen, som overvågede barnets hjerterytme og veerne. Hver gang jeg havde en ve, dykkede babyens puls. Ikke bare lidt, men meget. Han manglede ilt. Fostervandet blev grønt. Han var stresset. Jeg blev frakoblet det ve-stimulerende drop. Fik lagt et saltvandsdrop, fordi jeg var dehydreret af sved og diarre. Veerne fortsatte ufortrødent. Men jeg udvidede mig ikke. Jordemoderen konstaterede, at min fødekanal er lang og smal. Øh ja … hvad kan jeg bruge det til? Ikke noget.

En læge blev hidkaldt. Der blev talt frem og tilbage om hvad, der skulle til. Droppet blev sat til igen. På laveste blus. Men pludselig gik det stærkt. Lægen kaldte akut kejersnit, og inden jeg havde set mig om, væltede det ind med mennesker, som hev og sled i mig – gav mig medicin til at stoppe mine veer – forsøgte at klæde mig i hospitalstøj og gøre mig klar til bedøvelse. NU skulle mit barn ud. Jeg blev bange. Hvad var der dog galt?

Narkoselægen måtte opgive at lægge en rygmarvsbedøvelse pga. min Morbus Bechterew – point til ham for stædigt at forsøge. Men lægen som skulle foretage kejsersnittet gav pludselig besked om, at NU skal barnet altså ud inden for 10 minutter – og så skal jeg love for, at rygmarvsbedøvelsen blev opgivet, og kort tid efter var jeg i fuld narkose. Det vil sige, jeg har ingen erindring om mit barns fødsel overhovedet. De første timer af hans liv er jeg ikke vidne til. Min mand blev smidt ud af operationsstuen, for når det skal gå så stærkt, må der ikke være tilskuere til. En børnelæge blev tilkaldt, da Gabriel var blevet født, fordi han var tavs – har jeg fået forklaret af min mand. Han fik ilt og blev klappet lidt på kinder og mås for at få gang i kroppen. Alt imens jeg blev syet sammen, gik min mand med vores nye søn ned på fødegangen igen for at give ham noget mad – beordret af børnelægen.

Det sidste jeg husker fra operationsstuen var: Han skal ud inden for 10 minutter. Det næste, jeg oplever, er en sygeplejerske, som forsøger at vække mig på opvågningen. Jeg er forvirret. Spørger til min søn. Ingen ved, hvor han er. Spørger til min mand. Ingen ved hvor han er. Jeg græder. Er dybt ulykkelig. Hvad er der dog sket – hvor er de? Er babyen okay? Forvirrende tanker i en forvirret sindstilstand. Jeg er slet, slet ikke ordentlig vågen og forstår ikke meget af, hvad der foregår. Det føles som om der går evigheder, før jeg ENDELIG ser min lille søn og min mand. Måske går der kun 20 minutter. Men det føles som meget mere. Gabriel er født 19.44 – og klokken er på den pæne side af 21, da jeg første gang får ham i mine arme. Men hvilken lykke. Der lå han så lille og fin og søgte straks mod brystet for at få mad. Overvældet af følelser, lettelse og lykke lå jeg bare der og græd stille – som jeg gør det nu, hvor jeg skriver.

Min lille, skønne Gabriel – 3530 gram og 52 centimeters perfektion. Skønne, skønne dreng.

Men end ikke fødslen af ham kunne stoppe den diarre, som alle havde ment var optakt til fødslen. Og efter et par dage blev sygehuset bekymret, Jeg måtte ikke selv hente mad – tænk om jeg smittede hele afdelingen med diarre. Afføringsprøver blev taget. Blodprøver blev taget. Mit infektionstal var tårnhøjt. Med rette. For det viste sig, jeg havde fået en campylobactor-infektion. Jeg har været helt drænet. Som i helt, helt drænet. Og det har givet os lidt udfordringer her i begyndelsen, men lige så stille lærer vi hinanden at kende – jeg bliver bedre til at afkode Gabriels signaler og mit overskud er vokset i takt med, at diarreen er forsvundet.

Det er fantastisk at få lov at opleve at blive mor til to. Det er så helt igennem anderledes her anden gang. Fordi der nu er en storebror, der også skal tages hensyn til – og tiden flyver afsted. Søvn er der for lidt af, og Gabriel og jeg kæmper lidt med at få amningen til at fungere ordentligt. Mælkeproduktionen har været forsinket pga. sygdom og akut kejersnit. Men jeg kæmper videre og håber, at det retter sig, så drengen kan blive mæt uden at hænge i brysterne hver time. For det er sådan, virkeligheden er lige nu. Men jeg er glad. Og lykkelig!

Gravid efter termin

40+3

Hurra.

Jeg som troede, jeg ville føde før tid. Fordi lillebror har stået godt og grundigt fast i mit bækken de seneste 5-6 uger. Usædvanligt for en anden gangs gravid, hvis jeg forstår det rigtigt. Men … intet er helt som det står beskrevet i bøgerne, når det handler om mine graviditeter. For da jeg ventede Albert, blev jeg sat i gang 40+1 og fødte med kejsersnit 40+5 – en dreng som ikke havde travlt med at komme ud og hverken havde søgt mod udgangen eller spændt sikkerhedsbæltet til rutsjebaneturen ned gennem bækkenet. Alt har været så anderledes denne gang, så jeg har haft held af at overbevise mig selv om, at fødslen ville gå i gang i uge 38-39 – og alt ville gå glat.

Nu er jeg i 41. uge, og har fået tid til igangsættelse, når jeg lander på 41+0. Med ordene: Der er nok større sandsynlighed for, at du føder inden, men … for en sikkerheds skyld.

Og nu er jeg jo ikke typen, der passer ind i statistikker for hverken det ene eller det andet, så jeg begynder mentalt at forberede mig på, at jeg skal gennem igangsættelsesforløb fra onsdag eftermiddag. Pga. tidligere kejsersnit foregår det med oplægning af ballonkateter – indlæggelse hen over natten og så forhåbentligt mulighed for, at vandet kan prikkes næste dags morgen.

I torsdags var jeg til jordemoder 40+1 – og her var jeg ikke så meget åben, at der kunne foretages hindeløsning. Desværre. Men tingene kan jo måske ændre sig hurtigt fra det ene til det andet. Jeg håber. Lillebror er skønnet til at veje 4100 gram, og så er det vist rimeligt at ønske ham ud i en solbeskinnet verden, så jeg ved selvsyn kan konstatere, hvad han er for en skøn størrelse.

Min største frygt er, at jeg også denne gang ender med at blive kørt til kejsersnitsoperation – men jeg håber selvfølgelig, jeg undgår det. For jeg magter ganske enkelt ikke den store smerte, der er forbundet med operationen. Jeg husker det som virkelig grumt og svært at komme på højkant efter og vil – selv om jeg ikke aner, hvad jeg taler om – hellere foretrække 10 timers fødsel med smerter, som ikke hænger ved i månederne efter fødslen.

Ellers er status: Alt er ok bortset fra, at mit bækken er noget tynget – jeg vralter, når jeg forsøger at gå – jeg er forkølet på fjerde uge – alt mit tøj er for småt efterhånden, min vægt kender jeg ikke, for jeg har så ualmindeligt meget vand i kroppen, at jeg ikke finder det relevant at veje mig. Jeg har forsøgt med alle mulige “sådan sætter du fødslen i gang-tricks”, og intet har hjulpet, som du jo nok kan regne ud. Så nu forsøger jeg at mobilisere lidt tålmodighed til de sidste dage med kæmpestor dunk.