Mit møde med Michael Laudrup

Tilbage i 1980erne før vi i Danmark talte om Valentine’s Day, mobiltelefoner og Facebookopdateringer havde jeg mit livs første flyvetur. Og det var ikke en hvilken som helst flyvetur. Jeg fløj nemlig til Toring i Italien for at møde blandt andet Michael Laudrup. 12 år gammel. Med store, lilla briller i rædsomt plastik, lilla, nyindkøbt joggingdragt og pink jakke – togskinner på tænderne og ultra-kort hår. Jeg var muligvis smart set med 80-er-øjne, men retrospektivt, kunne det nok have været gjort bedre.

Anyway ….

Hvorfor flyver en 12-årig afsted for at møde Michael Laudrup, tænker du nok …

Heldet var med mig i 1980erne. Jeg havde nemlig vundet en konkurrence, hvor man på en eller anden tankstation kunne indlevere en tegning med et bud på, hvordan Michael Laudrups klubmaskot kunne se ud. En papegøje med Juventus’ klubdragt på. Det var mit bud. Det blev ikke til en førsteplads. Men det var nok til at få en rejse for to til Italien, fodboldkamp på Stadion Comunale (Hellas Verona – Juventus – Elkjær mod Laudrup), hotelophold, middag med Laudrup og tid til at lege turister. Jeg var voldsomt populær i min familie, da jeg skulle vælge rejsemakker. Men hvad gør en pige på 12? Hun trækker det sikre kort, og tager afsted med sin far. Og vi havde en fin tur. Min far var jo både ung – vel kun omkring 37 år … –  og med krøllet hår, så han fik sig charmeret ind hos Mama Laudrup – jo, jo Finn og Lone Laudrup var med på turen – og inden vi kom til hotellet, havde de i bussen fra lufthavnen fået de første alkoholprocenter i blodet.

Sportsjournalister fra tabloidpressen mødte os i Torino. De deltog i middagen og fortalte røverhistorier fra deres tid som skrivende reportere. Der var historier om fodboldkampe, de aldrig havde set, men dog skrevet om, om byture med bar røv på cykel og det, der var værre. I mange år var både min far og jeg overbeviste om, at sportsjournalister vist var roden til både alkoholisme og løgnagtige fortællinger. Desto mere komisk er det vel, at jeg nu er gift på femte år med en rolig, stabil sportsjournalist …

Vi var vel omkring 25 mennesker på turen til Torino. Førstepladsen gik til en, som udover rejsen også fik nogle lommepenge. Men jeg havde jo min far med – det var der også lidt lommepenge i. I hvert fald blev jeg udstyret med både tørklæde og flag, som hyldede Juventus. Jeg var overgået til at være fan på den korte flyvetur. Og den italienske fodboldlidenskab gjorde indtryk. Gennem min barndom har jeg stået på Vejle Stadion i Nørreskoven mange gange med min far. Lokket af udsigten til en is sådan at han kunne få selskab på stadion og min mor kunne få lidt ro derhjemme – tænker jeg. Der er langt fra slagsangene for VB til romerlys og jublende italienere, som dyrker fodbolden som en anden religion. Turen til Torino gjorde indtryk. På mange måder. Både fordi det var første flyvetur – jeg var i et nyt land, mødte kendte sportsstjerner og hørte sportsjournalisternes historier, som nok ikke egnede sig til de 12-årige ører.

Mit Juventus-flag kom aldrig rigtig i svingninger, for kampen endte 0-0. Men et point var bedre end ingen …

Michael Laudrup husker jeg som meget genert og stille. Jeg tror ikke, han havde meget lyst til at være samlingspunkt til en middag for en flok “tankstations-konkurrence-vindere”. Klaus Berggreen gjorde ham selskab. Elkjær kunne desværre ikke være der. Jeg husker det som om, han skulle hjem til Danmark, fordi sønnen Max skulle døbes. Men det kan være min hukommelse, der spiller mig et puds. Berggreen til gengæld var en sur og tvær mand, som egentligt bare mente, at alle os autografhungrende konkurrencevindere var i vejen og skulle lade ham og Michael Laudrup være. Han havde muligvis glemt, hvorfor middagen blev holdt …

I 1988 var ordet selfie ikke opfundet. Og billeder var noget, vi tog med et stort, tungt kamera, hvorefter vi indleverede filmrullen til fremkaldelse hos en fotohandler. Derfor blev der ikke taget mange billeder på turen, for det var jo dyrt. I dag ville jeg have plastret min Instagram-konto til i selfies med mig og Laudrup ud fra devisen “pics or it didn’t happen”. Men det gjorde det. Og tænk sig … i dag fylder Michael Laudrup 50 år.

Han er mere end dobbelt så gammel som den gang, jeg mødte ham. Men han er stadig hot med sit lidt for lange hår og generte blik.

Tillykke med dagen Michael – gid jeg må ældes med samme ynde som dig 🙂