Rapport fra ferielandet: Går engelske børn aldrig i seng?

Solen bager dagen lang. Alene det giver en formidabel ferie. D-vitaminerne strømmer ind i blodet mange timer dagligt. Vi har ikke foretaget os meget. Tilsyneladende har vi haft brug for at koble helt fra og bare være med børnene.. Og som den store sagde: Det eneste, jeg skal nå, er at spille Yatzy med jer hver dag. Det har vi så forsøgt.

Der er ret mange englændere på hotellet – og glemmer de alt om god opførsel når de rejser ud? Jeg mener, vi er jo ikke på Ibiza med Ung Rejs ….  De larmer sviner og ungerne render ude til alt for sent  – jeg er jo ellers ret pjattet med England, men det klientel, som vi har mødt her, lader meget tilbage at ønske …

Ikke mere brok herfra – jeg har en ferie, jeg skal passe!

Alt det jeg kunne have fortalt

Overskrifter er skrevet ind på min mentale harddisk – blogindlæg er forfattet og lagret på samme harddisk. Men de er aldrig kommet fra den mentale verden og ned her på klubmojo.dk. Til stadighed undres jeg over amatør-bloggere (ja, pardon for amatør betegnelsen, men du ved jo nok, hvad jeg mener) har tid til at fotografere hvert et skridt, de tager og skrive indlæg på indlæg om egne tanker, børnenes tøj og hverdag. Hatten af. For jeg må bare sande, at jeg vist aldrig bliver sådan en, der kan blogge på den måde. Altså forstå mig ret. Der er jo ikke en måde, som er den rigtige – der er nøjagtig lige så mange måder, som der er bloggere. For mit vedkommende er bloggen en ventil. Et åndehul. Et sted hvor jeg kan få lidt kreativt ord-afløb – hvor jeg kan holde mine skrivefærdigheder vedlige – og hvor jeg kan sætte den dagsorden, som optager mig i det øjeblik, jeg sætter mig til tasterne.

Nå, men jeg kunne have skrevet et blogindlæg om mine første 2½ time alene uden hverken mand eller børn siden Baby G’s ankomst. Da han var 10 uger smutttede jeg til frisør. Og jeg kan garantere dig for, at det var tiltrængt. De gråhår holdt afdansningsbal i min manke, og min udvoksning var snart så bred, at den kunne minde om en midt-vestjysk motorvej. Det er der nu taget hånd om … 2½ time i frisørens selskab betød så også 2½ time med snak om baby og barsel. Fail … Det må jeg gøre om næste gang og insistere på fred, ro og dameblade.

Jeg kunne have skrevet et indlæg om udfordringerne med at opdrage en snart seks-årig – om håndteringen af søskendejalousi og glæderne ved at få små håndskrevne og tegnede sedler fra selvsamme skønne dreng.

Du kunne også have læst et indlæg om min kamp for at få amning til at fungere. Ja, jeg ammer fortsat. Af og til med en flaske modermælkserstatning som supplement, men … jeg ammer. Og er sådan set lidt stolt over det.

Jeg ville også gerne have sat ord på min egen trang til at komme i gang med at træne min krop igen – at få sundhed i fokus. Men faktum er, at min kettlebell samler støv og jeg har fyldt mig med alt for meget sukker. Men … i dag er der handlet alt det gode, og i morgen begynder jeg på en frisk. For jeg har virkelig behov for at genopfinde mig selv som den sunde udgave, som har fokus på, hvad det er, jeg stopper i munden.

Uge 42 er efterårsferie, så jeg kunne også have skrevet et indlæg om fire dages ferie i Lemvig. Dansk efterår til lyden af bølgerne på Limfjorden. Ikke værst.

efterårsferie 2014

Noget andet, jeg gerne ville have sat ord på, er min mødregruppe. Vi er fire kvinder – alle med store (nogle større end andre) børn og en lille baby. Den yngste af os er i midten af 30’erne og den ældste er i starten af 40’erne. Og hold nu fast hvor har vi det godt sammen. Der bliver talt om alt fra verdenskrige over manglende knibeøvelser til babytøjslagersalg. Tonen er munter og ærlig. Lige min stil!

Og hvorfor er det så, jeg ikke bare har skrevet alle de indlæg? Jeg er trods alt vant til at skrive, og har holdt diverse workshops i kunsten at blogge (som del af personlig branding og markedsføring såkaldt content marketing – men det er da en helt anden snak ….) – hvorfor har jeg ikke bare klikket på tasterne og endt på “udgiv” knappen. Svaret er: Jeg har ikke haft tid. For det er i sandhed et fuldtidsjob at have en baby, som kræver sin mor ikke bare lidt men meget. Hver eneste dag er jeg hoppet under min egen dyne så snart Baby G har lagt sig for natten. For sagen er den, at han ikke sover i lange stræk. Max. 3 timer. Så skal jeg have bare lidt søvn, må jeg gå i seng, når han gør. I dag har jeg dog valgt anderledes. Manden er på job, den store søn sover trygt til lyden af ShuBiDua (Nam, nam er favoritten …), mens Baby G snorker i sin lift på 15. minut henne i sofaen. I dag samler jeg op på hængepartier i min mailboks, skriver på bloggen og får lavet back up af min telefon, så jeg kan få softwaren i den opdateret …

Midt i alt det ståhej, gør jeg mig også tanker om min tilbagevenden til mit arbejde. Altså ikke nu, men snart. Ikke på fuldtid, men på ad hoc-deltid (hvad det så end vil betyde …). Det er der nok et indlæg eller to i, som jeg forhåbentligt snart kan skrive …

Mit møde med Michael Laudrup

Tilbage i 1980erne før vi i Danmark talte om Valentine’s Day, mobiltelefoner og Facebookopdateringer havde jeg mit livs første flyvetur. Og det var ikke en hvilken som helst flyvetur. Jeg fløj nemlig til Toring i Italien for at møde blandt andet Michael Laudrup. 12 år gammel. Med store, lilla briller i rædsomt plastik, lilla, nyindkøbt joggingdragt og pink jakke – togskinner på tænderne og ultra-kort hår. Jeg var muligvis smart set med 80-er-øjne, men retrospektivt, kunne det nok have været gjort bedre.

Anyway ….

Hvorfor flyver en 12-årig afsted for at møde Michael Laudrup, tænker du nok …

Heldet var med mig i 1980erne. Jeg havde nemlig vundet en konkurrence, hvor man på en eller anden tankstation kunne indlevere en tegning med et bud på, hvordan Michael Laudrups klubmaskot kunne se ud. En papegøje med Juventus’ klubdragt på. Det var mit bud. Det blev ikke til en førsteplads. Men det var nok til at få en rejse for to til Italien, fodboldkamp på Stadion Comunale (Hellas Verona – Juventus – Elkjær mod Laudrup), hotelophold, middag med Laudrup og tid til at lege turister. Jeg var voldsomt populær i min familie, da jeg skulle vælge rejsemakker. Men hvad gør en pige på 12? Hun trækker det sikre kort, og tager afsted med sin far. Og vi havde en fin tur. Min far var jo både ung – vel kun omkring 37 år … –  og med krøllet hår, så han fik sig charmeret ind hos Mama Laudrup – jo, jo Finn og Lone Laudrup var med på turen – og inden vi kom til hotellet, havde de i bussen fra lufthavnen fået de første alkoholprocenter i blodet.

Sportsjournalister fra tabloidpressen mødte os i Torino. De deltog i middagen og fortalte røverhistorier fra deres tid som skrivende reportere. Der var historier om fodboldkampe, de aldrig havde set, men dog skrevet om, om byture med bar røv på cykel og det, der var værre. I mange år var både min far og jeg overbeviste om, at sportsjournalister vist var roden til både alkoholisme og løgnagtige fortællinger. Desto mere komisk er det vel, at jeg nu er gift på femte år med en rolig, stabil sportsjournalist …

Vi var vel omkring 25 mennesker på turen til Torino. Førstepladsen gik til en, som udover rejsen også fik nogle lommepenge. Men jeg havde jo min far med – det var der også lidt lommepenge i. I hvert fald blev jeg udstyret med både tørklæde og flag, som hyldede Juventus. Jeg var overgået til at være fan på den korte flyvetur. Og den italienske fodboldlidenskab gjorde indtryk. Gennem min barndom har jeg stået på Vejle Stadion i Nørreskoven mange gange med min far. Lokket af udsigten til en is sådan at han kunne få selskab på stadion og min mor kunne få lidt ro derhjemme – tænker jeg. Der er langt fra slagsangene for VB til romerlys og jublende italienere, som dyrker fodbolden som en anden religion. Turen til Torino gjorde indtryk. På mange måder. Både fordi det var første flyvetur – jeg var i et nyt land, mødte kendte sportsstjerner og hørte sportsjournalisternes historier, som nok ikke egnede sig til de 12-årige ører.

Mit Juventus-flag kom aldrig rigtig i svingninger, for kampen endte 0-0. Men et point var bedre end ingen …

Michael Laudrup husker jeg som meget genert og stille. Jeg tror ikke, han havde meget lyst til at være samlingspunkt til en middag for en flok “tankstations-konkurrence-vindere”. Klaus Berggreen gjorde ham selskab. Elkjær kunne desværre ikke være der. Jeg husker det som om, han skulle hjem til Danmark, fordi sønnen Max skulle døbes. Men det kan være min hukommelse, der spiller mig et puds. Berggreen til gengæld var en sur og tvær mand, som egentligt bare mente, at alle os autografhungrende konkurrencevindere var i vejen og skulle lade ham og Michael Laudrup være. Han havde muligvis glemt, hvorfor middagen blev holdt …

I 1988 var ordet selfie ikke opfundet. Og billeder var noget, vi tog med et stort, tungt kamera, hvorefter vi indleverede filmrullen til fremkaldelse hos en fotohandler. Derfor blev der ikke taget mange billeder på turen, for det var jo dyrt. I dag ville jeg have plastret min Instagram-konto til i selfies med mig og Laudrup ud fra devisen “pics or it didn’t happen”. Men det gjorde det. Og tænk sig … i dag fylder Michael Laudrup 50 år.

Han er mere end dobbelt så gammel som den gang, jeg mødte ham. Men han er stadig hot med sit lidt for lange hår og generte blik.

Tillykke med dagen Michael – gid jeg må ældes med samme ynde som dig 🙂

 

Knuthenborg Safaripark: Jeg døber dig i faderens, sønnens og Lille Pers navn

Forrygende, fantastisk besøg i Knuthenborg Safaripark

Lolland. Det smager ikke meget af safari men ret meget af udkantsområde med tomme huse, lukkede fabrikker og mangel på arbejdspladser.

Men Lolland er meget mere end de synlige konsekvenser af urbanisering og globalisering. Lolland er nemlig også Knuthenborg Safaripark. Vi besøgte for første gang safariparken St. Bededag, og sikke en festlig dag. Som journalister  og bloggere var vi inviterede til at overvære navngivningen af de syv både, som fragter gæsterne rundt i den nye, store vandrutsjebane Congo Splash. Og da det kunne lade sig gøre at kombinere presseturen med en overnatning på Bandholm Hotel og selskab af min svigermor, var vi ikke sene til at tage afsted.

Knuthenborg Safaripark

Christoffer Knuth bød indbudt presse og øvrige gæster velkomne til den officielle åbning og navngivning af Congo Splash.

Plads til armbevægelser for mennesker og dyr

Min mand har gennem årene besøgt mange zoologiske haver, jeg selv har været vant til at komme i Løveparken i Givskud og Jyllands Park Zoo – så lad mig slå fast med det samme: Knuthenborg Safaripark slår det alle med flere længder. Parken er anlagt som en engelsk have, og det vil sige, at der faktisk er rigtig pænt og midt mellem planter, græs og træer dukker gamle, engelske huse op side om side med giraffer, gnuer og vandbøfler.

Eksotiske dyr er der i sagens natur massevis af. Vi var særligt imponerede over, hvor tæt vi kom på tigrene, som gik lige uden for bilens vinduer – og aberne, som sprang rundt på “traktor-bussen”, som kørte os rundt i det særlige abe-område. Plads er der massevis af. Faktisk er der 23 kilometer vej rundt i parken. I store områder er det muligt at komme ud af bilerne og komme helt tæt på dyrene – andre steder må du hverken have bilens vinduer åbne eller banke på bilruderne for at fange opmærksomheden fra de store vilddyr.

Knuthenborg

Billeder yder hverken natur eller dyr retfærdighed. Hvis du kan lide at fotografere, er jeg sikker på, du vil have en fest med at fange dyrene i Knuthenborg Safaripark med linsen.

Albert har talt om dyr og hylet som en ulv lige siden, vi kom hjem. Og fortalt om Lille Per aka Sigurd Dalgas. Den ni-årige skuespiller skulle nemlig sammen med Christoffer Knuth (ejer og direktør i Knuthenborg Safaripark og udstyret med den fine greve-titel) indvie vandrutsjebanen officelt. Så med en godt rystet Hindbær-brus navngav Lille Per de forskellige både. Albert var så heldig at få en snak med Lille Per allerede, da vi ankom som nogle af de første gæster, og det var vist både ham og hans farmor, som var lidt starstruck over at stå ansigt til ansigt med “ham der fra filmene” …

Turen fra Herning til Lolland er lang. Og vi er helt realistiske omkring det, så vi kommer ikke til at besøge Knuthenborg Safaripark hvert år. Men vi har allerede talt om, at vi hvert andet år bør lave en tur til Lolland for at komme tæt på dyrene og lege på det, som Albert hurtigt udråbte til at være: Verdens fedeste legeplads.

Knuthenborg Safaripark

Hoppepuden på den store legeplads var et kæmpe-hit hos Albert, som lystigt sprang rundt som en kænguru. Det var en fornøjelse at opleve en stor legeplads, hvor der både var tænkt i de små børn og de lidt større.

Congo Splash prøvede vi ikke. Min højgravide mave skulle ikke igennem den tur – ellers tror jeg nu nok, jeg havde prøvet. Selv om jeg er lidt en kylling. Albert turde ikke, og min mand Brian lurede, hvor vådt tøj man fik af turen og tænkte, at det nok var bedre at tage den tur en dag, man har en ekstra t-shirt med  (tip: Husk et regnslag eller ekstra sæt tøj – glemmer du det, så jeg i informationen, at man kan købe poletter til en tørretumbler …).

Dagen efter vi kom hjem, skulle Albert og jeg hente vores hund i hundepensionen – han kunne genkende vejen fra turen mod Lolland. Og spurgte: Skal vi ikke køre til safariparken igen i dag?

Større anbefaling kan det sted vist ikke få …

TIP til dig der vil til Knuthenborg Safaripark:

  • Du kan medbringe picnickurv – der er gode faciliteter til at spise ved borde og bænke rundt i parkanlægget. Det er også muligt at købe mad i parken.
  • Husk ekstra tøj – og er det sommer, så husk også noget badetøj til vand-legepladsen.
  • Har du lyst til at overnatte tæt på parken, er Bandholm Hotel et godt sted. Vi boede i en mindre ferielejlighed i hotellets anneks. Det kostede for fire personer 995 kroner inkl. morgenmad.
  • Min mand som ikke er den store øl-drikker, var ret begejstret for den lokale bryg fra Krenkerup Bryggeri. Det kan købes i SuperBrugsen lod vi os fortælle … vi fik ikke nogle med hjem.
  • Skal du have softice, så bestil den store … den lille til 28 kroner (hvis jeg husker korrekt) er faktisk bare alt for lille …

Som en sidegevinst har jeg fattet interesse for det historiske omkring familien Knuth og godset Knuthenborg – så der er lidt at læse om, når barslen går i gang …

 

Spa, shopping og venindesnak

Jeg er faldet lidt ned på jorden efter mit udbrud i går. For lige om lidt sætter jeg kursen sydover sammen med en veninde. Vi skal på hotelophold i Tyskland. Vores base bliver Hotel Altes Stahlwerk ved Neumünster i det nordlige Tyskland. På programmet er spa, shopping og snak.

hotel Altes Stahlwerk

Hotellet ligger meget belejligt tæt ved et stort outletcenter. I eftermiddag er der booket tid til massage til os, i hotellets spa – en tre retters middag står klar senere på aftenen. I morgen forudser jeg, vi skal shoppe, snakke og shoppe, snakke og spise. Og hvem ved … måske en tur i dag-spa’en …

Jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg har mulighed for at stikke af fra mand og barn på den måde. At jeg er i et parforhold, hvor vi giver plads til hinanden og vores respektive behov for individuel udfoldelse. Og her må jeg tilstå, at spa-ophold står ret højt på min liste over individuelle behov 🙂

Meget mere om turen, når jeg er tilbage igen …

Ud at køre med de skøre

Forår, ferie og familien på cykel

Vi har haft en skøn påske. Virkelig. Med besøg hos familie og venner – og dejlige afslappende aktiviteter på hjemmefronten så som rengøring af havemøbler og stakit – alger gå væk!

Familien på cykel-tur

Faktisk tror jeg, vi i denne mini-ferie har ramt en række aktiviteter, som både store og små har haft fornøjelse ud af. Sådan på familiemåden har vi været afsted på cykeltur i den spæde forårsvarme. 7 kilometer blev det til. Hvilket er noget af en bedrift for små fem-årige ben, som lige skal blive fortrolige med den store cykel med gear. Men som den selvsikre cyklist udbrød: Mor, jeg er da klar til at køre cykelløb nu …

pumpe cykel

Når man skal cykle, er det jo godt, man har styr på, hvordan man pumper dækkene før afgang. Den fem-årige vil gerne hjælpe til med alt – og hvis voksne tvivler på, at opgaven lige passer til ham, lyder det: Jeg kan altså godt! Og det kan han jo som regel …

Som mor skal jeg lige vænne mig til, at min lille store dreng pludselig er så selvkørende på mange ting – og jeg skal fortælle mit hjerte, at det ikke skal sidde helt oppe i halsen, når vi cykler ned ad stejle bakker og op af dem igen. For den fem-årige har styr på det … siger han i hvert fald. At udenforstående så må tænke sit baseret på slinger og sjove udbrud, er en helt anden historie … ud at køre med de skøre, ikke?

 

London, baby

Sidste uge bød på tre dage i London. En by jeg ikke har besøgt siden jeg var 13-14 år og kom til storbyen med færgen fra Esbjerg. Dengang var målet fem ugers sprogrejse i det sydlige England. Denne gang var målet tre dage med storby-puls, musik, middag og selskab af min skønne mand.

Der går ikke mange år, før jeg besøger London igen. Det er en dyr by. Men der er meget at opleve. Og jeg vil ikke være bleg for at rejse med børn næste gang, for byen har flere grønne områder og gode attraktioner henvendt til børn.

20140213-075711.jpg

20140213-075727.jpg

20140213-075739.jpg

20140213-075801.jpg

20140213-075815.jpg

20140213-075833.jpg

20140213-075845.jpg

20140213-075907.jpg

Med bopæl i Herning er det nærmest billigere at rejse med fly fra Billund til London end at køre i tog til København. Og selvom København er dejlig, ved jeg godt, hvilken af de to byer, der tiltrækker mig mest … London, baby!

Juli 2013 part 2

Når man skriver et indlæg og kalder det part 1, så er det vel egentligt fordi, man har tænkt sig at følge op med et part 2-indlæg, ikke? Nå men jeg er blevet fanget af sommervejr, familietid, venner og passen på mig selv, så anden del af beretningen om juli 2013 har ladet vente på sig.

Vi har haft en skøn sommer. Som i virkelig fantastisk. Der er blevet spist store is ved Fjellerup Strand på Djursland, kørt i karrusel på Bakken og set på julemændsløjer samme sted i 30 graders varme. Venner er besøgt. Snakke er taget. Overvejelser. Beslutninger.

Solcreme er indkøbt i større grad end vanligt og sommergarderoben er vokset, fordi solskin så mange dage i stræk kræver mere end et par shorts og en enkelt sommerkjole. Tak for Asos.com og gode tilbud. Netshopping bliver min økonomiske ruin en dag …

Min lille familie er god til at holde ferie. Faktisk er vi lige i øjeblikket meget bedre til ferie end til hverdag. Og det er noget bøvl, for det er sgu svært at fastholde et krav om ferie, når vækkeuret ringer mandag morgen, og hverdagen kræver sin opmærksomhed. Jeg har selv en blid start, for med en fortsat sygemelding (den lange historie om min skjoldbruskkirtel og eftervirkninger af operationen … ). Heldigvis begynder jeg at mærke, at min krop og sjæl arbejder i samme retning, så mon ikke jeg inden for kort tid kan komme i gang med nogle kreative arbejdstanker også? Men for nu lader jeg fornuften råde – det er ikke nemt for mig lige på dette her område – og holder fast i, at mit arbejde må vente til jeg er frisk.

Juli er blevet til august. Klicheen om tiden der flyver, rammer mig i fjæset, når jeg igen kan konstatere, at et år er mere end halvt brugt. Jeg har været ved at rydde ud i sidste vinters flyverdragt, vinterjakke og skibukser til Albert. Der går vel ikke længe, før den kommende vinters udstyr skal købes. Men .. inden da vil jeg fastholde sommeren og dens ualmindeligt gode stemning.

Jeg ville jo egentligt gerne …

Fortælle jer om den skønne ferie, vi lige er kommet hjem fra. Cypern var for vild. Spies Sunwing Family Resort tog os med storm. Næste skridt er vel grisefest …

Nå men sagen er den, at jeg i dag skal opereres. Min skjoldbruskkirtel skal fjernes, fordi jeg har noget bøvl med mit stofskifte. Om lidt er det forhåbentligt fortid. Jeg bruger morgen- og formiddagstimerne på at trippe nervøst rundt og finde ud af, hvordan jeg bedst her i 11. time ruster mig til operationen. Har god tid til at blive nervøs, for skal først opereres kl. 16.30 – tiden ind til da skal slås ihjel med køreturen til Aarhus, konsultation hos narkose-overlægen og så vel bare lettere apatisk henflydning i en stol.

Vi ses på den anden side. Med et stofskifte som er normalt. Nøj det bliver en fest.