Vi har solgt vores hus

Huset er solgt. Vi skal finde en ny bolig, som skal være rammen om vores familieliv.

Burde være nemt, ikke?

Det er det ikke!

Hvor skal huset ligge?

Hvor stort skal det være?

Hvad må det koste?

Skal det være lav-energi?

Skal der være frugttræer i haven?

To badeværelser?

Kælder?

Carport?

Er det ok at bo ud til et vejkryds?

Hvad betyder det, når liggetiden er lang?

Hvornår ved man, at det er DET hus?

Vi søger videre …

Jamen halløj hverdag – mens vi venter på Croozer Kid 1

Hold da fast. Jeg skal lige love for, at hverdagen har ramt os med et brag.

6.20: Bip, bip, bip
Op – hurtigt bad.
6.28: Baby vil op.
6.28: Med vådt hår tripper man ind og forsøger at give en sut og få ro, mens man overvejer, hvordan man når at få tøj på, før begge børn er vågne.
6.29: Nå … tøjet må vente. Der er en tung tisseble, der skal af og noget nattøj, der skal skiftes ud med rent, friskt tøj. Nå for søren … dynen er våd – ej, det er natbukserne også. Nå .. af med sengetøj og babyens nattøj.
6.34: Endelig kan baby blive skiftet. Det er lidt koldt at stå og trippe med det våde håndklæde som eneste påklædning.
6.38: Hurtigt i noget tøj.
6.40: Kalde på det ældste barn. Finde tøj til ham. Kalde igen. Alt imens man går ned ad trappen for at gå i køkkenet og lave havregrød til yngstebarnet.

Ja – du kender det jo. Den minutiøse planlægning – der er ikke meget, der skal skride, før alle kommer lidt for sent ud af døren.
På mandag begynder Baby G. i dagpleje. Vi har vente LÆNGE på den plads. Nu er den her. Og det bliver godt. Men hold nu da op, hvor er det ambivalent at sende sin “bette” baby (ja, ja mega store 10 kilos baby) i dagpleje. Velkommen til mange, mange års institutionsliv min dreng.

Nå men jeg har også fået job. Så vi skal ud af døren på et bestemt tidspunkt alle sammen. En i skole, andre på job og en i dagpleje. Min opgave er at få ældste barnet i skole og afleveret den lille i dagpleje. På cykel. Det er fint nok. Køreturen er ikke lang. Men det er lidt frem og tilbage. Vi har investeret i en mindre karat til baby G. Han skal jo fragtes ordenligt frem og tilbage uanset vejret. Så … jeg har købt en børnecontainer til cyklen. Sådan en Croozer Kid 1. Overvejede længe om jeg bare skulle købe en billig en i et supermarked eller en billig og brugt en via en af de mange salgssites på nettet. Men vi endte med at gøre kort proces. Sikkerhed og brugervenlighed er vigtigt. Og med Croozer Kid 1 fr vi også leveret en ekstra sidde-beskytter til mindre børn. Jeg glæder mig da egentligt helt til at prøve at cykle med den.

Jeg er hverken sponsoret eller støttet af Croozer Kid eller ladcyklen. dk - jeg er bare meget forventningsfuld og glæder mig til at haspe vognen på min cykel og transportere min yngste søn i dagpleje. I egen karet.

Jeg er hverken sponsoret eller støttet af Croozer Kid eller ladcyklen. dk – jeg er bare meget forventningsfuld og glæder mig til at haspe vognen på min cykel og transportere min yngste søn i dagpleje. I egen karet.

Det bliver vel ca. kl. 7.45 jeg træder i pedalerne og fragter Baby G. afsted.

Velkommen hverdag. Jeg holder af dig. Men jeg skal lige finde ud af dig, for du har ændret dig en smule.

Børnefamilier anno 2014: Har vi det reelt så meget sværere?

Er det bare mig, eller er der i øjeblikket ekstra fokus på danske børnefamilier og vores vilkår? Tror ikke, der går en dag uden, at mit newsfeed på Facebook byder på et link til en kronik eller artikel som sætter spot på, hvor urimelige vilkår børnefamilier anno 2014 har. Vi knokler for at etablere karriere, sender vores børn (alt for længe) i daginstitution og har fokus på “mig selv og mig selv og mig selv” alt imens “vi” giver samfundets politikere skylden for, at mange af os er på vej ned med stress, har søvnige unger, som vi aldrig er sammen med alt imens vi kæmper med at stå klar med hjemmebag og økologiske grøntsager til aftensmaden.

Dybt suk.

Jeg er fyldt op af – særligt – kvinder fra min egen generation, som ynker og klager. Jeg får lyst til at råbe højt: Så forstå dog, at et hvert valg inkluderer et fravalg.

For er det ikke det, det handler om – at vi ikke vil indrømme over for hverken os selv eller vores nærmeste, at hvis vi vælger at satse benhårdt på én ting, så fravælger vi med det valg noget andet?

Mit barn har haft en priviligeret opvækst ift. relativt korte dage i institutionen. Men stort set hver dag er jeg blevet mødt med: Hvorfor skal jeg hjem nu? Jeg vil gerne blive. For det er jo her, hans fællesskab er. Og hvis behov er det så, at han skal hjem kl. 15? Mit eller barnets?

Så den seneste tid har jeg/vi hentet senere. Og bragt tidligere. For barnets skyld. Tro det eller lade være. Ja, det har givet os færre timer sammen. Ja, det har givet flere timer at arbejde i. Har det givet mere stress? Nej.

Hvorfor ikke? Fordi vi er benhårde til at prioritere i vores lille familie. Vores fritid er ikke fyldt op af prestigefyldte fritidsaktiviteter, som barnet skal hentes og bringes til. Vi forældre har i høj grad indskrænket vores sociale liv efter vi fik barn. Ikke fordi vi ikke fortsat holder af vores venner og nyder at give den gas i bylivet, gå på cafe og alt det der. Vi gør det stadig. Bare ikke så tit som før, vi fik barn. Fordi vi har indset, at noget andet er mere vigtigt: Nemlig at have et familieliv i balance. Og de parametre vi selv kan skrue på handler i høj grad om fritid. Derfor er der max. en fritidsaktivitet til barnet – sådan bliver det også for lillebror, når han kommer om kort tid.

Er det en løsning at gå på deltid? Næppe.

Min generation – altså alle os i 30’erne – har for manges vedkommende købt bolig, da priserne var skyhøje, og konjunkturerne på himmelflugt. Vi er fanget med store realkreditlån, som skal forrentes og afdrages. Samtidig er vi i dag fanget på et arbejdsmarked, hvor jobsikkerhed er et ord, der hører til i fremmedordbogen. Vi har ganske enkelt ikke råd til (ja, jeg generaliserer – men du forstår nok pointen …) at droppe 7-10 timers løn hver uge. Så det er ikke her, vi skal hente tiden. Hvis vi da skal hente tiden, for spørgsmålet er jo, om vi reelt har det så svært? Altså jeg er selv vokset op med en mor, som har knoklet på livet løs for at kompensere for min fars manglende eller usikre indkomst som selvstændig erhvervsdrivende. Mine forældre har haft arbejde altid. Det har altid fyldt meget. Det var vilkårene. Ja, jeg husker da godt, at jeg som barn af og til ville ønske, at min mor ikke skulle på job men kunne blive hjemme hos mig. Men jeg var aldrig ked af at være i institution. Her var mine kammerater – her var mit fællesskab.

Nøjagtig som min søn nu oplever, at hans fællesskab og tilhørsforhold er i institutionen – som nu er skiftet ud med før-skole-gruppen på friskolen. En skole som kører heldagsskole og har gjort det længe før, det blev et skændselsord blandt nogle skolebørns forældre.

Og hvor vil jeg så hen med alt det her? Tja … kunne vi ikke bare blive enige om at stoppe med at ynke – og så starte med selv at tage ansvar for de ting, vi kan ændre: Skære ned for ambitionerne for aftensmaden – ingen er endnu døde af at få serveret rugbrød, når tiden er knap. Begrænse udbuddet af fritidsaktiviteter til børnene og i stedet bruge tiden på at være sammen som familie. Og droppe alt det der selv-realiseringshejs, som kræver, at vi selv går til yoga, spinning og kettlebell-træning i show off-centre ind til flere gange ugentligt. Find gymnastikmåtten frem derhjemme og træn med børnene. De vil elske det. Eller pump cyklen og tag på cykeltur med ungerne.

Lyder jeg hellig? Tja … Det ved jeg godt, det hurtigt kommer til. Klart har jeg også dage, hvor jeg synes, det er svært at få arbejdsopgaver, barnets behov og egne behov til at hænge sammen. Men det er som regel min egen skyld og stort set aldrig noget, jeg med rette ville kunne anklage samfundet for.

Og nu fik jeg luft: Skal vi så ikke holde weekend og nyde forårets komme – droppe den dårlige samvittighed og bare være lige hér, hvor det giver mening at være?

 

Julemarked i Flensburg

Duften af glühwein, honningkagehjerter bredte sig med duften af gris på pind, friturebagte “æbleskive-kage-tingester”, da vi ramte midten af Flensburg i går. Vi var kørt fra Herning til Flensburg for at opleve det julemarked, som især jeg havde hørt så meget godt om. Men for dælen da …. vi var helt møre, da vi en håndfuld timer senere satte os i bilen for at køre mod nord igen. For Flensburg var – som så mange gange før – en skøn oplevelse. Men i går var der så mange mennesker samlet i de smalle gågader, at det hyggelige og sjove druknede i hele tiden at holde styr på 5-årig. Og han hyggede sig faktisk ikke særlig meget. Til sidst fik han et regulært nedbrud, hvor han råbte og skreg – ville intet. Der var ikke andet at gøre end at tage mod bilen, som holdt parkeret ved Rothe Strasse i Flensburg.

Men er min 5-årig først gået ned på denne her måde, er han ufattelig svær at samle op igen, før han får ro. Så turen til bilen var et helvede. Og da han løb hen over en vej uden at se sig for mens han råbte: Jeg vil bare dø!, kunne jeg have sat mig ned og tudet. For dælen hvor var og er det svært at håndtere de følelsesudbrud. Om jeg begriber, hvor han har fanget, at det med døden nok er den værste trussel at komme med … I brandmandstag fik min mand løftet ham afsted – mens vi mærkede alle de nysgerrige og undrende blikke i vores nakke. Jeg havde lyst til at skrige højt og bede folk holde deres nyfigne blikke hos sig selv.

Da vi endelig nåede bilen, var der ro på situationen igen. Sådan da. Jeg forsøgte at tale med 5-årig om hans opførsel – og i særdeleshed hans udtryk om døden. Jeg kan være bekymret for, han ikke helt forstod, hvad jeg sagde.

Køreturen fra Flensburg til Herning foregik med et stk. barn på bagsædet, som hvert femte minut spurgte: “Er vi snart hjemme” og et par forældre på forsæderne, som bed sig i læberne for ikke at råbe “Så hold dog K***!”

En ting er sikkert, vi har lært noget af turen til Flensburg i går. For det er ikke første gang, vi har oplevet et sådan nedbrud. Og der viser sig nogle fællestræk, når det sker: Alt for mange mennesker på for lidt plads og alt for mange “nej det må du ikke”, “gå ordentligt”, “lad nu være med det” og så videre i den dur. Så julemarked i Flensburg er dæleme hyggeligt – for de voksne. Men det er ikke for nysgerrige 5-årige, som kræver plads og rum.

På onsdag skal jeg alene på overnatningstur med 5-årig, som skal fotograferes til Vores Børn. Jeg har af mange årsager glædet mig til turen. Men med gårsdagens oplevelse in mente kan jeg frygte, hvordan det bliver. Selvom vi har krammet og lovet hinanden, at vi skal holde sammen, når vi er alene på tur – og det betyder, at man ikke må råbe og rende væk.

 

Hukommelse efterlyses

Hvor har jeg lagt min hukommelse?

Den er væk. Min hukommelse. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft den (hvis du forstår sådan en …. ). For det handler jo i hvert fald slet ikke om, at jeg har været sløset. Nej – det er min hukommelse, den er galt med. Stillede i går op til titlen som Verdens Dårligste Mor … igen. På grund af den manglende hukommelse.

Når hukommelsen svigter …

I sidste uge glemte jeg, at der var udflugtsdag med børnehaven. I går glemte jeg det sørme også. Vi ankom til en tom, som i helt tom, institution. Alle var til mini-grundlovsdag. Et skønt arrangement, som jeg havde fået bildt mig ind først var i dag. Men næh det var det ikke. Tak for den manglende hukommelse.

Ferie

Det kan godt være, jeg glemmer turene i børnehaven. Men jeg glemmer aldrig de skønne ferier min familie og jeg har været på. Og der er i den grad dømt feriedrømme herhjemme i disse dage. Mere om det senere på ugen …. En ordentlig cliffhanger, ikke? 😉

Så i en susende fart kørte jeg barn ned til Vestre Anlæg i Herning – vejen derned kunne jeg da heldigvis huske. Med temmelig dårlig samvittighed fik jeg ham afleveret. Og det inden arrangementet faktisk gik i gang. Men så let skulle jeg ikke slippe. Et styk emsig pædagog måtte jo lige påtale, at jeg i dag skulle huske at aflevere tidligt, da der var 112-dag. Ej men sig mig lige – laver den børnehave da ikke andet end at være på tur? Hehe – det er skønt med ture. Men for pokker hvor kunne jeg ønske, at min hukommelse var bedre. At jeg huskede at tjekke tavlen og månedbrevet i brevbakken i børnehaven. Nå men i dag nåede vi det hele. Og jeg har endda husket at få hængt det vasketøj op, som jeg vaskede i går ….. Hvis du ser et sted, hvor man kan købe hukommelse i overflod, så sig til – jeg er i den grad villig til at betale! Hvis jeg da kan huske at tage min pung med …

At malke en ko: Når mælken er tyk og varm

Malke en ko

Mor, mor, mor … mælken var helt varm og tyk. Jeg har prøvet at malke en ko.

Nogenlunde sådan lød ørene forleden, da min søn var på tur med børnehaven til den årlige grønne inspirationsdag ( et rigtig godt initiativ som sætter fokus på økologi) Som sidste år fik han også i år muligheden for at prøve at malke en ko. Så, som han siger, så har han rørt ved patter. Og nu drømmer han om at blive – ikke landmand – bondemand.

Vi fik igen en ordudveksling mellem far og søn, vi kan gemme til den indre scrapbog (og ja, det foregår nogen gange på et rimeligt lavt niveau hjemme hos os).

A: Jeg vil være bondemand.
B: Hvorfor det?
A: Fordi så kan man malke koen.
B: Kan du godt lide at røre ved patter?
A: Ja. Jeg vil være bondemand.

Nu er det mandag morgen og en ny uge truer. Efter en skøn weekend, hvor vi fik sagt godt farvel til min australske familie, som nu vender retur til varmere himmelstrøg, virker denne her uge lidt tung at komme i gang med. Weekenden har været fyldt med gode oplevelser, skønne grin og samtaler. Nu venter en uge, hvor jeg skal forbi hospitalet til for-undersøgelse på den operation, jeg går og venter på. Jeg skal have fjernet min skjoldbruskkirtel. Forhåbentligt ikke noget større indgreb. Egentligt frygter jeg ikke operationen. Men forundersøgelsen kan give mig kryb, for jeg skal, hvis jeg har læst rigtigt, have et kamera ned i halsen, som skal registrere min skjoldbruskkirtel. Og det foregår ikke i narkose …

Men … inden det kommer så langt har jeg lige tre dage, hvor jeg hellere vil tænke på min søn, der kan malke en ko end på operation.

Hvor blev mit sociale liv af

Hey – kommer du til fest i aften? Hey – hvad skal du på lørdag? Skal vi ikke arrangere noget madklub hver uge? Vil du med i biografklub? Skal du med ud at høre musik?

F**K hvor jeg savner den sprudlende iver efter at holde det sociale liv kørende. Ja, jeg ved godt, at mit liv er forandret. Jeg er Brians kone, Alberts mor og alt det der. Men hvem var det lige, der glemte at fortælle mig, at jeg skulle huske at holde GODT fast i nogle af de mange sociale relationer, jeg har haft rundt omkring?

Dagene går. Jeg har det fint. Vi har det godt som familie. Men seriøst så savner jeg et socialt liv, som byder på andet end middage med svigerfamilie og egen familie. Jeg vil have det gode venskab tilbage i mit liv. Altså misforstå mig ikke. Jeg har nogle rigtig gode venner omkring mig. Men vi er alle buret inde i hvert vores hjem, hvor vi forsøger at holde samling på job, fritidsaktiviteter, børn og støvsugning. Og jeg savner, at vi springer ud af de rammer og lader nullermænd være nullermænd og mødes over frikadellevin tirsdag aften og bare er sammen. Ingen strøgne duge er nødvendige. Bare samvær. Hygge og nærvær.

… Hep hep … 2012 kom an. Jeg udfordrer dig – jeg vil have mit sociale liv tilbage.