Julen – ja vi må vel til det …

Julen har bragt … velsignet bud eller rend mig i traditionerne?

Der er næppe noget, vi kan være mere uenige om end julen og hvordan det hele skal være, for at julen er helt perfekt. Hver familie har sine traditioner, og det der med at holde juleaften sammen, er vel noget nær det sidste vi gør, når vi får kæreste – eller?

Jeg husker i hvert fald stadig, hvordan det var, da jeg første gang skulle holde jul med min svigerfamilie UDEN min egen familie. Det var bare ikke helt rigtigt. Ikke at det var en dårlig juleaften – det var bare ikke som det plejer. Nogen gange er “plejer” faktisk ret god at holde fast i – indrømmet.

Nå … men nu har vi jo fået børn, og der er holdt adskillige jul med vores respektive familier. Men de seneste tre juleaftener har vi holdt hjemme i vores eget hus. Vi tog en beslutning den gang – en fælles beslutning om, at nu ville vi skabe vores egne traditioner. For vores lille familie. Og selvom det betyder, at vi nogle år kun er os selv, så er det drøn-hyggeligt og værdifuldt for os. Jo, jo der er nogen, som ser skævt til vores valg og undrer sig. Men det tager vi med. For vi ved jo, at vi gør det, der føles rigtigt for os.

julepynt

De seneste år har jeg flettet stjerner i stor stil. Men har ikke rigtig brugt dem til noget. Et hus på 100 kvadratmeter levner ikke plads til meget pynt, og hvis vi kommer mere på juletræet, så knækker grenene. I år vil jeg dog finde plads til jule-glitter-glimmer-stads, som børnene og jeg laver.

Men noget af det, jeg (vi) ikke rigtig har fået sat på skinner er at skabe traditioner gennem december med vores børn. Jo, jo der er kalender og besøg af julemanden. Men jeg drømmer jo om søndage fyldt med klippe-klister-glimmer-lim og julestads i lange baner. Det er bare som om, at dagene forsvinder mellem hænderne på os, når vi er i julemåneden. I år vil jeg det anderledes. Jeg mener … jeg er på barsel og har jo al den tid i verden, jeg har brug for … sådan da. Så en af de kommende dage vil jeg ud og købe ind til jule-glimmer-glitter-stads, og så skal den snart seks-årige og jeg klippe-klistre og gøre klar allerede i november. Se det lyder da som en plan, gør det ikke?

Jeg mangler bare lige nogle gode ideer til, hvad vi skal lave – som man kan lave med baby on the side og en på det tidspunkt seks-årig.

Som at skulle til eksamen

Det er efterhånden mange år siden, jeg har været til en eksamen. Men jeg husker stadig meget tydeligt, hvordan jeg havde det, før tiden foran det grønne bord. Nervøs på en måde som hverken ligner mig eller klæder mig. Tør i munden, rystende hænder og en stemme, som går en oktav op og sætter sig selv på 45 omdrejninger lige fra starten.

I disse dage taler jeg godt nok ikke så meget – tak for hoste på nu anden uge … – men nervøsiteten er nogenlunde den samme. Jeg går og venter på en scanning på mandag. Og ikke en hvilken som helst scanning – nej en nakkefoldsscanning. Holy moly. Jeg er gravid i 13. uge. Det er så sindsygt fantastisk. Og angstprovokerende. Havde svoret jeg ikke ville skrive noget her, før NF-scanningen er overstået. Men jeg har vist brug for at se det sort på hvidt med mig selv som afsender, før jeg for alvor tør tro på, det er rigtigt. Det er rigtigt. En scanning i uge 7 viste alt er helt fint. Alligevel er jeg nervøs op til scanningen på mandag. Men det er vist ret almindeligt. Lidt som eksamensnervøsiteten også er det 😉

Fra i fem år at have været en familie på tre, er det en skøn tanke, at vi til sommer udvider til fire. Men der følger også mange spørgsmål og tanker med familieforøgelsen. For hvordan er det nu lige, man gør … med det hele … og hvordan klarer man sig uden søvn igen? Nå … kommer tid kommer råd. I øjeblikket går det ret fint med at sove, for min krop har været i konstant søvnunderskud siden jeg var 5-6 uger henne. En for lav blodprocent og et stofskifte, som kræver opmærksomhed spiller selvfølgelig også ind. Heldigvis er der gode folk, som følger mig tæt og har styr på min medicinering osv. Det føles sådan set trygt.

 

Hvem har ret til et barn

Jeg er den seneste uge stødt på mennesker i min nære omgangskreds, som mener, at det er helt okay, at de fortæller mig, at jeg måske bare skulle tage at droppe tanken om at få et barn mere. Mennesker som mener, at jeg har et helbred, som ikke retfærdiggør, at jeg får flere børn.

Jeg lider af Morbus Bechterew – en form for gigt. I perioder er jeg møghammerende dårlig. Men langt, langt de fleste dage er jeg kørende i nogenlunde fin form. Dog med de indskrænkninger, som en stiv lænderyg giver. Men alle dage griner jeg – og lader mig begejstre over alle de spændende ting, mit liv byder på midt i alle udfordringerne.

Mit ønske om et barn mere handler IKKE om, at jeg ikke er glad og tilfreds for det barn, jeg har. Jeg er fuldt ud bevidst om, at det handler om at leve og ikke bare om at overleve. Beslutningen om at få et barn mere er truffet på et oplyst grundlag – speciallægen er spurgt til råds, fysioterapeuten har haft indflydelse og det samme har min læge. Min mand og jeg har snakket frem og tilbage. Det er OS der bestemmer. Ikke sygdommen. Ikke vores omgivelser. Vi er – i al beskedenhed – ret gode til at være forældre og til at være familie. Vores dreng stor-trives. Han er sjov, charmerende, intelligent, kommunikerende og fræk som en slagterhund. Han er kærlig og rolig – hviler trygt i sig selv. Opvokset og opflasket med ro og kærlighed. Og han fortjener en søskende. Vi fortjener at give endnu et barn muligheden for at vokse op i vores hjem. Vores lille familie er fantastisk som den er. Hvordan den vil være med et barn mere, ved ingen af os. Men vi tror på, at det vil blive endnu mere fantastisk – og så kan det godt være, at der kommer nogle udfordringer undervejs … men hvem møder ikke udfordringer?

Faktisk er jeg lidt forundret over, at andre mennesker mener, at de kan tillade sig at blande sig i, hvor mange børn jeg skal have. Det er mit og min mands valg. Det er vores ansvar. Det er vores forpligtelse. Vi tør godt stå ved vores ansvar.

 

Godt nytår

31. december.

Nogen snakker om den dato hele året, for nytårsaften er årets fest. Sådan har det også været for mig en gang. Men de seneste år har jeg brugt årets sidste aften på langt mere rolig og sentimental vis; blot min mand og jeg. Nu er tosomheden udvidet til tre-enigheden men det ændrer ikke på konceptet. Vores nytårsaften består af ro – ro til god mad, gode drikke, god snak, gode tanker og gode grin. Jeg kan godt se, at andre kigger lidt sært på mig, når jeg fortæller, at vi intet skal nytårsaften ud over at være hjemme. Men det er jo også forkert, at vi intet skal. Nøjagtig som de, der går til stor fest, tager vi vores pæne tøj på, sørger for at håret er sat, spiser ualmindelig god og hjemmelavet mad, lytter til musik, tager en svingom, når klokken slår 12. Vores nytår er vel i bund og grund essensen af nærvær og tilstedeværelse. Vi har den aften ikke brug for mange andre udover os selv og hinanden.

Dagen i dag er kommet lidt for hektisk i gang, for Albert har selvfølgelig holdt sig selv og os vågne det halve af natten. Det sker sjældent, så vi kan ikke tillade os at klage. Vores dagsplan indbefatter i stedet en middagslur. Og den skal være god og lang. Arh … jeg glæder mig allerede.

Og jeg glæder mig til at tage et nyt år i brug. Det her 2011 begynder at føles en anelse slidt.

GODT NYTÅR!

Jul i eget hjem

Når det bliver jul, så bliver det sne. Det siger min søn. Jeg håber, at han har ret.

Flot, hvidt dalende sne fra 23. december og et par dage frem. Men ikke mere end at bedsteforældre og andet godtfolk kan finde frem til julefest. Ih jeg glæder mig – næsten som et lille barn. For første gang siden Alberts fødsel skal vi holde jul hjemme. Nu er han tre år, og nu er det tiden, at vi skaber vores egne traditioner.

Holder du jul hjemme hos dig selv?