Barnedåb, bolig og beskidte gulve

Er du klar over, hvor beskidte gulve man kan få, når man har travlt med at købe ny bolig, planlægge barnedåb og lige skal passe sit job og i øvrigt har to drenge, som slæber sand ind i huset som var de blevet bedt om at tømme Sahara?
Hvis du er i tvivl – de gulve kan blive meget beskidte. Og det begynder at blive pinligt,når  det kravlende barn får en jævn grå tone på sine ben, når han kravler, og ens egne fødder er tættere på sort end hudfarvet efter en dag i bare tæer indendøre. 

Mit liv uden filter …

 Sand, sand, sand. 

Skal en tissemand sende 8-årige børn hjem fra skole?

Så er den gal igen. Kropsforskrækkelsen. Nypuritanismen, fristes en til at sige. 8-årige drenge er sendt hjem fra skole i en uge, fordi de har vist deres tissemænd i et frikvarter.

Oh my …

Som mor til to drenge bliver jeg bekymret. Hvad er vi for et samfund, som allerede fra drenge er helt små, lærer dem, at de er noget værre yngel, når de interesserer sig for deres kønsdele?

Jeg er da helt med på, at hverken drenge eller piger skal gå og blotte sig, når de er i skole. Men jeg er slet ikke med på den sanktion, skolen har givet. Børn på 8 år har ikke seksuelle tanker bag blottede tissemænd. Hvor ville jeg ønske, at skolelederen ikke puttede sin voksen-verden ned over børnenes handling og i stedet tog en fornuftig snak med børnene om, hvorfor det er en relativ god ide at beholde sine bukser på, når man er i skole.

Spar mig for nypuritanismens klamme klør og lad børn være børn. Det kan ikke være meningen, at vi skal lære børn – drenge – at de er potentielle forbrydere, bare fordi de i en leg viser tissemanden frem. Det er sat på spidsen ( no pun intended) . Ja. Men det er nogen gange nødvendigt for at fremme forståelsen.

Boede jeg på Sjælland, tog jeg på mandag turen for at deltage i dette debatarrangement, som magasinet Vores Børn har sat i søen. Netop afledt af sagen om “solsorte-legen”, som i den grad viste kropsforskrækkelsen lever i bedste velgående. Og med hjemsendelsen af de 8-årige drenge er der endnu mere grund til at sætte fokus på emnet.

Kun genier behersker kaos

Vi er, hvis ordsproget holder stik, nogle ganske store genier hjemme hos os … for med kun 105 kvadratmeter fordelt på to etager er der virkelig fyldt godt op med ting, sager og møbler over det hele. Og det på trods af, at vi faktisk jævnligt rydder op, skiller os af med ting, forærer til genbrug og smider ud.

I det kaos er det ofte svært at huske, hvor det nu lige er, at man lagde … eksempelvis barnets vaccinationskort – sit pas eller … Så når vi skal bruge en af de ting, så får jeg svedperler på panden som havde jeg løbet en halvmaraton – for hvor f*nden er de ting henne, når jeg skal bruge dem?  Jeg ved jo godt, at hverken jeg eller min mand har smidt hverken pas eller vaccinationskort ud. Men åbenbart har vi en evne til at gemme tingene så godt, at vi ikke sådan lige kan finde dem, når vi står og har brug for dem. I jagten på at støve dem op, føler jeg mig ikke som et stort geni, det indrømmer jeg blankt. Nå men lige nu ligger vaccinationskort og barnets bog fra sundhedsplejen/lægen for både lillebror og storebror fint på bordet og er klar til Baby G’s første vaccination i morgen – når storebrors også er fundet frem, så er det jo fordi, jeg ikke kunne finde kortet, da han fik sin fem års vaccine for … et år siden.

Endnu en gang har min mand og jeg set hinanden i øjnene og lovet højt og helligt, at NU skal vi også have fundet et godt sted at gemme de ting, så vi altid ved, hvor de er …

Jeg gætter på, jeg om to måneder til fem måneders undersøgelsen hos lægen igen pisker rundt som et hamster i et hjul for at finde vaccinationskort og sundhedsbog.

Mor, findes der kun en julemand?

Julen falder tidligt i år. Åbenbart. I hvert fald var der bjældeklang og julemand i et eller andet børneprogram på Ramasjang her fra den tidlige morgenstund. Og så faldt spørgsmålet: Mor, findes der kun en julemand?

Tænke, tænke, tænke … hvad svarer jeg nu? Uden at lyve og uden at den næsten seks-årige mister troen på den hyggelige julemand.

En slurk af min kaffe og så svarede jeg, det bedste, jeg kunne:

Det ved jeg ikke …

 

 

Er du ramt af status-stress

Mens jeg går og pakker de sidste ting ned i min kuffert og gør klar til ferie med mine drenge, så synes jeg, du skal hoppe over til Julia og deltage i debatten om “Statusræs i vuggestuen”. Debatten, som Julia Lahme har indledt med en klumme i Femina, handler kort sagt om, hvordan nogle forældre sætter en alvorlig ære i, at deres børn kommer til at gå i bestemte institutioner, fordi her går de “rigtige” børn ift. at skabe netværk …

Jeg har givet mit besyv med i kommentarsporet … Men ganske kort: Jeg ønsker, som jeg tænker de fleste forældre gør, det bedste for min søn. Men det bedste for min søn er hverken tøj i bestemte mærker eller institutioner på rigtige adresser. Det bedste for min søn er at vokse op i tryghed og kærlighed med troen på, at han er noget værd som menneske – uanset ydre statussymboler.

Og …. hvornår fanden er børn blevet nogen, man skal bruge som objekt i en voksen vedens jagt på “de rigtige netværk”?

Nå … læs med hos Julia … Måske er vi ikke enige, og så glæder jeg mig til at læse din synsvinkel på tingene.

Hvem har ret til et barn

Jeg er den seneste uge stødt på mennesker i min nære omgangskreds, som mener, at det er helt okay, at de fortæller mig, at jeg måske bare skulle tage at droppe tanken om at få et barn mere. Mennesker som mener, at jeg har et helbred, som ikke retfærdiggør, at jeg får flere børn.

Jeg lider af Morbus Bechterew – en form for gigt. I perioder er jeg møghammerende dårlig. Men langt, langt de fleste dage er jeg kørende i nogenlunde fin form. Dog med de indskrænkninger, som en stiv lænderyg giver. Men alle dage griner jeg – og lader mig begejstre over alle de spændende ting, mit liv byder på midt i alle udfordringerne.

Mit ønske om et barn mere handler IKKE om, at jeg ikke er glad og tilfreds for det barn, jeg har. Jeg er fuldt ud bevidst om, at det handler om at leve og ikke bare om at overleve. Beslutningen om at få et barn mere er truffet på et oplyst grundlag – speciallægen er spurgt til råds, fysioterapeuten har haft indflydelse og det samme har min læge. Min mand og jeg har snakket frem og tilbage. Det er OS der bestemmer. Ikke sygdommen. Ikke vores omgivelser. Vi er – i al beskedenhed – ret gode til at være forældre og til at være familie. Vores dreng stor-trives. Han er sjov, charmerende, intelligent, kommunikerende og fræk som en slagterhund. Han er kærlig og rolig – hviler trygt i sig selv. Opvokset og opflasket med ro og kærlighed. Og han fortjener en søskende. Vi fortjener at give endnu et barn muligheden for at vokse op i vores hjem. Vores lille familie er fantastisk som den er. Hvordan den vil være med et barn mere, ved ingen af os. Men vi tror på, at det vil blive endnu mere fantastisk – og så kan det godt være, at der kommer nogle udfordringer undervejs … men hvem møder ikke udfordringer?

Faktisk er jeg lidt forundret over, at andre mennesker mener, at de kan tillade sig at blande sig i, hvor mange børn jeg skal have. Det er mit og min mands valg. Det er vores ansvar. Det er vores forpligtelse. Vi tør godt stå ved vores ansvar.