Tanker midtvejs i livet

Midaldrende. Det lyder gammelt, ikke? Altså det har det altså gjort i mine øre i mange år – men der var også en gang, jeg synes, min mor var gammel, da hun var 32 år …
Sandheden er, nu er det mig, der om få dage fylder 39, og så er jeg vel ved at være et sted midtvejs i livet. Jo, jo jeg håber da jeg bliver en æld-gammel kone på 99 eller mere, hvis helbreddet tillader det. Men jeg er da i hvert fald det sted i livet, hvor de tidlige ungdomsår er væk – og fik jeg set det, jeg ville? Fik jeg hørt min melodi?

Nu står jeg her snart 39 år med gråsprængt hår, realkreditlån, for få kvadratmeter, et studielån der stadig afdrages på, en seks-årig søn og en anden på seks måneder. Er sammen med min mand, som rammer de 46 år snart, på 11. år – vi kører i familiebil og har holdt adskillige ferier på Gran Canaria. Meget er blevet, som man kan forvente af et par her i provinsen, mens så meget andet er blevet helt, helt anderledes.

Er det så sådan her det er at være voksen? Jeg mener … det gør jo ikke ondt, men for pokker hvor følger der meget ansvar med. Nogle dage når ungerne skaber sig, søvntimerne er i mindretal og mit skatteregnskab skal laves, har jeg bare lyst til at kaste håndklædet i ringen og spørge efter en voksen. Og jeg nyder – indrømmet – når jeg kan vende stort og småt med nogle af de voksne, som er omkring mig. Bevidstheden om, at de ikke er her for altid, vokser næsten fra dag til dag. Sammen med det øges bevidstheden om min egen dødelighed også. Hver uge forsøger jeg at gøre alt det rigtige for at øge min trivsel – passe på mit helbred og skabe de bedste betingelser for et langt og lykkeligt liv. Men der er bare også de dage, hvor det er kulhydraterne, der udgør kalorieregnskabet, og hvor fredagsslik bliver spist på andre ugedage i selskab med alt for meget kaffe. En af de dage har jeg haft i dag. Så måske voksen – men ikke nødvendigvis mere standhaftig. I morgen …

Mit arbejdsliv har ikke formet sig, som jeg troede. Ikke at det er skidt – ting går ikke altid, som vi gerne vil have. Men når døre lukkes, er der faktisk andre der åbnes. En kliche, som har hold i sandheden. Jeg har gennem årene åbnet mange spændende døre arbejdsmæssigt – jeg har lukket døre og sat andre på klem. Jeg har haft store drømme – bristede forventninger men masser af gå-på-mod. Det ligger i min rygrad; jeg klarer mig selv, og jeg gør det godt. Det er en udløber af den måde, mit liv har formet sig på. Flyttede hjemmefra som 15-årig (det får mine børn ikke lov til, siger det bare …), og har tidligt taget stort ansvar og aktiveret overlevelsesinstinktet. Det er godt, når man er selvstændig erhvervsdrivende i en branche, som er præget af lave indgangsbarrierer og stor konkurrence. Siden 2010 har jeg været min egen chef og knoklet for at skaffe en anstændig månedsløn.

Tæt på midtvejs i livet. Ikke nogen tid at spilde. Drømme er der fortsat. Det handler om udlængsel, eventyr og muligheden for at vise mine børn, at verden er større end den dagligdag, de møder her i Herning.

Og nå ja … så er der jo stadig det der mål om at være en fit fyrreårig. Nu er der kun et år tilbage. Jeg får travlt. 40 års status coming up februar 2016. Stay tuned.
Ind til da må du følge med i mine sporadiske blogindlæg om stort og småt her fra matriklen. Ville sådan ønske jeg kunne finde mere tid i min hverdag til at skrive her på bloggen. Fordi jeg får energi af at lade fingrene danse hen over tastaturet og se ordene forme sig på skærmen foran mig – og fordi det er mit eget livsarkiv i et eller andet format, som udspiller sig her på bloggen. Men sandheden er bare, at det der med at være mor til to tager utrolig meget mere tid end det gjorde, da jeg kun var mor til en. Tiden er dyrebar. Så jeg prioriterer skarpt. Mange ting er skåret væk. Andre er valgt til. Bloggen her er lidt midt imellem. Og hvem ved … måske kommer der mere tid, når der ikke er dømt barsel mere? Lige nu er jeg både i gang arbejdsmæssigt og på barsel (ja, ja jeg er på 50 procent barsel men har ikke pasning til min baby endnu, så det er et puslespil at finde arbejdet frem, når baby sover eller arbejde sent aften …), og det kræver balance og evnen til at holde tungen lige i munden. En disciplin jeg efterhånden mestrer nogenlunde her, hvor mit 39. år nærmer sig med hastige skridt …

Hvornår må man skyde en hund?

40 minutter. Det er den tid, der går, fra Baby G er faldet i søvn i sin barnevogn, til han giver lyd første gang. Det kræver lige 5-10 minutters gåtur, vippen med vognen osv, før han sover videre. Er man heldig, sover han resten af sin lur uden problemer.
Men når bag-boen har en sindsyg køter, som gør og gør og gør – så går der maks. 10 minutter. Hvorfor skal den hund ud, hver eneste gang mit barn skal stå under halvtaget for at sove? Og nej – jeg kan jo ikke stille ham andre steder, for vi har ikke andre steder.

Så … hvornår må man skyde en hund?

IMG_6154.JPG

ROOOLIG nu – jeg skyder jo ikke den hund, vel … jeg er jo et hunde-menneske, men jeg er bare overhovedet ikke fan af det kræ, som gør som en gal, når jeg skal have ro, fordi min baby sover.

Harvey, Jane, Lady Mary og alle de andre Netflix-rødder

Det der med at følge en tv-serie på et fast tidspunkt, det harmonerer på ingen måde med det liv, jeg står midt i. Faktisk er jeg super dårlig til at følge en tv-serie på et fastlagt tidspunkt. Derfor er Netflix en rigtig god løsning for mig, for ind imellem skal der bare stenes serier og film. Faktisk er jeg nok meget mere en serie-type end en film-type – tag den, intellektuelle typer 😉

Nå men hvis du har det som mig, vil jeg da bare give dig mine anbefalinger med på vejen:

Downton Abbey – fantastisk serie om herskabet og dets tjenestefolk i England. Er du til storhed og fald, vil du elske denne serie. Jeg slugte de tilgængelige sæsonafsnit hen over jul og nytår. Jo, jeg slugte dem og nu har jeg abstinenser efter at se mere til Lady Mary og alle de andre.

Suits – magt, begær, sandheder og løgne. I en pærevælling er det elementerne – sat sammen med sexede mænd i jakkesæt, er der lagt op til intens spænding. Den er ikke på House of Cards-niveau, men det er god underholdning. Og noget godt til øjet 😉

Drop Dead Diva – bare se den og vær underholdt af Jane, der egentligt er en anden person, som er død og genopstået. Lyder det sært og kryptisk? Det er det, men det er sjovt. Advokatserie. Med de forviklinger, persongalleriet giver. Nye episoder er netop tilført.  Tilføjelse – forestil dig en plus size kvindelig advokat, som er skarp som den skarpeste, du mødte i skolen – hun er blevet besat af sjælen fra en – lad mig sige det pænt … knapt så skarp model. Og i krydsfeltet mellem hjerne, mode, krop og intellekt opstår der noget, som er god underholdning. Jeg er vild med Brooke Elliott, som spiller Jane.

Heldigt jeg ikke vil give dig flere anbefalinger, for nu vågnede direktøren alligevel op efter kun 20 minutters søvn til nat. Vi øver fortsat: Lær at sove i egen seng fra mellem 19 og 20 ….

 

PS: New Girl er også hammer-sjov 🙂

 

 

Verdens bedste blog, eller …

Verdens bedste blog. Hvem vil ikke gerne eje den? Jeg må jo vist bare tilstå, at jeg ikke kandiderer til den titel med mine manglende indlæg her på bloggen. Men nogen gange sniger virkeligheden sig ind og overtager. Således blev et dårligt øje afløst af baby indlagt på sygehus med RS-virus, stort barn med snot og mand med influenza. Men så blev det jul. Alle var raske. Og havde brug for tid. Sammen. Uden bloggen.

I dag er juleferien slut for den seks-årige, som igen er tilbage i skolen, og baby G og jeg vil forsøge at finde tilbage til vores barsels-hverdag. Selv om jeg fik mange gode gaver til jul, ønsker jeg mig fortsat mere søvn til baby G. Men det er og bliver en kedelig historie at fortælle.

Med erkendelsen af at verdens bedste blog ikke er her på sitet, ønsker jeg et godt nytår til dig, der læser med. Jeg glæder mig til at tage hul på et nyt år – nye muligheder og nye oplevelser venter. Sæt i gang!

#nissedør

For første gang i mange år har vi et kalenderlys, som faktisk står i en form for dekoration. Lavet af den seks-årige og farmor til et arrangement i sfo’en. Lidt julepynt er tilfældigt sat ind på den sparsomme plads … hos os er det jul, som det plejer. Lidt rødt, lidt gran, lidt lys og masser af hygge.

Godt der var en farmor, der kunne hjælpe den seks-årige med at lave en dekoration. At lyset så allerede er brændt for langt ned, er en helt anden snak som handler om radiatorer, som ikke varmede og et iskoldt hus ... Men så kom der en vvs'er og fik styr på det ...

Godt der var en farmor, der kunne hjælpe den seks-årige med at lave en dekoration. At lyset så allerede er brændt for langt ned, er en helt anden snak som handler om radiatorer, som ikke varmede og et iskoldt hus … Men så kom der en vvs’er og fik styr på det …

En tur på Instagram kan hurtigt give en præstationsangst, for jeg skal da lige love for at “krea-damerne” går amok i nisser, dekorationer og pynt. Søg bare på #nissedør og se fotos i hobetal af små døre, små træsko osv – de små nisser er ved at overtage adskillige husstande i det ganske, danske land. Oh skræk og rædsel …

I dag er en god dag

Nu er du da kommet ud af huset …

Sådan sagde min mand, da vi i dag tog afsted til et eftermiddagsarrangement i A’s skole. Og han har ret. Det hele er lidt lysere nu, hvor baby G er rundet en måned. Jo vist er han stadig en tryghedssøgende baby, som har svært ved at overgive dig til søvnen, men jeg/vi er blevet bedre til at hjælpe ham på vej – og nå ja … det hjælper jo nok også, at han nu får en flaske med erstatning, så han ikke er sulten.

I dag er en god dag. Skriver jeg mens baby G sover på tredje time … og i formiddag tog han halvanden time – hvoraf jeg gik tur i de 60 minutter. Føltes så godt at få rørt kroppen og mærke svedperlerne pible frem.

I morgen bliver også en god dag. Jeg tror på det!

IMG_5629.JPG