Den røde julekjole

Jeg husker den, som var det sidste år, jeg bar den. Den røde julekjole, som var med frynser og perler – en rigtig indianer-kjole, husker jeg, den blev døbt. Det er over 30 år siden, jeg fik kjolen – det var årets julekjole  et år. Husker ikke hvor gammel jeg var, da jeg fik kjolen. Men den røde sag har gjort indtryk. Glæden ved at være fint klædt på, så jeg var klar til at danse om juletræet og pakke gaver op, har vidt sig fast.

Hvert år til jul skifter jeg tøj før middagen – juleaften skal der lidt ekstra til. Jeg må tilstå, jeg ikke længere får deciderede julekjoler, men i år kan det være, jeg vil gøre det anderledes og faktisk finde en lækker julekjole – jeg synes faktisk, jeg har fortjent det.

Nå … men jule-outfit er vel ikke kun forbeholdt piger, er det? I hvert fald har jeg set den skønne julekollektion fra Småfolk, og da jeg jo, som tidligere skrevet, er ganske godt tilfreds med kvalitet og service derfra, er jeg simpelt hen nødt til at give mine to drenge noget ganske særligt tøj, som er beregnet til brug i julen. Økonomisk er det jo helt håbløst, da de ikke kan bruge tøjet længe og i øvrigt vokser ud af det, før det er jul igen – men glæden ved at give sine børn kan der ikke sættes beløb på, vel? 😉

Så derfor er der nu en t-shirt og en heldragt på vej, så mine drenge kan være klædt i julemændspyntet tøj …

Kære Småfolk - jeg har lånt fotoet fra jeres webshop - hvis det strider mod jeres ønske, så lad mig det vide, for så vil jeg slette det med det samme.

Kære Småfolk – jeg har lånt fotoet fra jeres webshop – hvis det strider mod jeres ønske, så lad mig det vide, for så vil jeg slette det med det samme.

Og nej – dette indlæg er ikke et, jeg får penge for at skrive. Jeg er bare glad som en kommende julegris over de her naive tryk fra Småfolk.

Et fotoshoot, en rørstrømsk mor og et fascineret barn

På tur med verdens bedste barn!

I går tog Albert og jeg toget fra Herning til København, fordi Albert har sagt ja tak til at være med i Vores Børns Børnepanel i 2014. Så i går stod den på fotoshoot i et studio i Valby. Tre en halv times togtur og så videre med S-toget til Ny Ellebjerg Station og så landede vi endelig hos fotografen. Og det barn som ellers altid skal have sin mor til at hjælpe med det ene og det andet, tog selv sit tøj af og iførte sig først skjorte og jeans og bagefter t-shirt og andre jeans. Stolt mor der.

barnet er til fotoshoot

Og det var da lige før, jeg kneb en tåre, da jeg så, hvordan han gav den gas som en anden linselus foran kameraet. Jeg glæder mig sindsygt til at se billederne, som vi håber, håber, håber når at ankomme før jul, så vi kan glæde nogle udvalgte personer med et finurligt portræt af den bedste 5-årige, der findes.

Efter fotoshoot’et tog vi S-toget til Dybbølsbro Station, hvorfra vi gik til hotellet Wake Up Copenhagen. Jeg er faktisk ganske glad for det hotel – det ligger fint, er rent og pænt og så er det til en rigtig god pris. Så en stor anbefaling her fra. Desværre viste det sig, at vi fik værelse ved siden af et ganske højlydt par, som ikke så fjernsyn på deres værelse … Mig der ellers ikke er sådan at forarge, sad lettere forfjamsket på værelset og havde lyst til både at banke på døre og vægge for at få det højlydte elskovspar til at dæmpe sig. Men det gjorde jeg jo så ikke … Jeg skruede op for tv’et og satsede på, at Albert ikke lod sig mærke med det.

Over for Tivoli Hotel er et større arbejde i gang med at forbedre fjernvarmeanlægget – tror jeg – og ved siden af dette, er man i gang med at nedrive et gammelt hus – måske en stationsbygning? Uanset hvilket formål huset har tjent, så gik Albert vældig op i, at det var synd for huset, at det bare skulle rives ned. Dybt fascineret stod han og iagttog “Demolition Man”-maskinen gå amok og vælte vægge så murstøv stod som kæmpe skyer om os. Jeg beundrer virkelig hans evne til at lade sig fascinere af ting, som for mig og mange andre virke som ganske små og ikke væsentlige.

Togturen hjem i dag var stille og rolig. Vi var begge møre efter en lang dag i går. Og som vi sad der side om side og holdt lidt i hånd – aede lidt på kinderne og snakkede om tunneller og toge, blev jeg igen ramt af den der overvældende ømhed og kærlighed, som kun en mor kender. Totalt rørstrømsk måtte jeg da lige samle mig sammen for ikke at sidde og flæbe i toget. Mine følelser er virkelig uden på tøjet i øjeblikket. Af flere årsager som jeg ikke skal komme ind på her. Intet alvorligt – bare …  Livets gang i Lidenlund. På godt og ondt.

Har du glemt hvor din seng er

Endnu en nat hvor Albert kommer listende ind i vores seng. Eller det vil sige i nat kaldte han faktisk først: Faaar, faaar … må jeg ikke godt komme ind til jer? Her er uhyrer …

Han lød trist og ked. Selvfølgelig fik han lov. At han overhovedet kaldte, før han kom listende ind, skyldes nok, at jeg forsøgte at forklare ham lige før sengetid, at når man er næsten fem år, så er det faktisk helt fint at sove i sin egen seng. Hele natten.

Fra han var ganske spæd, har Albert været ualmindelig god til at sove. Også på eget værelse. Men fra han fik sin store seng og selv fandt ud af at gå ud af den, har han oparbejdet en vane med at komme ind i smørhullet mellem mor og far. Men når man er en dreng på 20 kilo og vel ca. 110 cm. så fylder man altså ganske meget – når man så ovenikøbet kegler rundt og vender og drejer sig i alle retninger, så bliver pladsen i sengen virkelig trang.

Jeg drømmer om min egen seng. Hvor der selvfølgelig er plads til barn med mareridt og alt det der. Men tænk om jeg havde min egen seng – og kun skulle dele den med min mand. Nøj hvor ville det være en luksus, som kunne spice min hverdag op. For nu at være helt ærlig.

Så … kære A: Har du glemt, hvor din seng er?

At malke en ko: Når mælken er tyk og varm

Malke en ko

Mor, mor, mor … mælken var helt varm og tyk. Jeg har prøvet at malke en ko.

Nogenlunde sådan lød ørene forleden, da min søn var på tur med børnehaven til den årlige grønne inspirationsdag ( et rigtig godt initiativ som sætter fokus på økologi) Som sidste år fik han også i år muligheden for at prøve at malke en ko. Så, som han siger, så har han rørt ved patter. Og nu drømmer han om at blive – ikke landmand – bondemand.

Vi fik igen en ordudveksling mellem far og søn, vi kan gemme til den indre scrapbog (og ja, det foregår nogen gange på et rimeligt lavt niveau hjemme hos os).

A: Jeg vil være bondemand.
B: Hvorfor det?
A: Fordi så kan man malke koen.
B: Kan du godt lide at røre ved patter?
A: Ja. Jeg vil være bondemand.

Nu er det mandag morgen og en ny uge truer. Efter en skøn weekend, hvor vi fik sagt godt farvel til min australske familie, som nu vender retur til varmere himmelstrøg, virker denne her uge lidt tung at komme i gang med. Weekenden har været fyldt med gode oplevelser, skønne grin og samtaler. Nu venter en uge, hvor jeg skal forbi hospitalet til for-undersøgelse på den operation, jeg går og venter på. Jeg skal have fjernet min skjoldbruskkirtel. Forhåbentligt ikke noget større indgreb. Egentligt frygter jeg ikke operationen. Men forundersøgelsen kan give mig kryb, for jeg skal, hvis jeg har læst rigtigt, have et kamera ned i halsen, som skal registrere min skjoldbruskkirtel. Og det foregår ikke i narkose …

Men … inden det kommer så langt har jeg lige tre dage, hvor jeg hellere vil tænke på min søn, der kan malke en ko end på operation.

I limbo-land

Halløj …. længe siden jeg har været forbi. Tror det vil være sundt for mig at komme her lidt oftere. At give slip på alle mine tanker. Min kære mand konstaterede endnu en gang, at jeg tænker for meget, da jeg lå med 40 grader i feber og ikke kunne sove, fordi jeg ville planlægge madpakke, vasketøj fra netop overstået ferie, arbejdskalender osv. Men nu har jeg givet slip. For første gang i min karriere med eget firma har jeg aflyst møder pga sygdom. Jeg har haft mellem 38.5 og 40 i feber de seneste dage og er netop sat i antibiotikabehandling. Anden luftvejsinfektion på halvanden måned. Min krop er presset. Til det yderste.

Er ellers lige hjemkommet fra 14 dages solferie. Batterierne skulle lades op. Det blev de jo så bare ikke, da sygdom ramte os alle tre. Øv.

Til nytår gjorde vi status over endnu et år som familie med et barn. Vi er hammer-gode til at være forældre til et barn. Men vores søn er ikke nødvendigvis særlig god til at være enebarn. Kan man sige det? Han vil meget gerne have andre børns selskab, og flere i omgangskredsen får nu søskende, og at se ham sammen med de små, varmer mit hjerte. Og min mands. Tænk jeg anede jo ikke, at min mand lagde mærke til det. VI har haft et turbulent halvår, hvor vi har talt for lidt og lukket øjnene for hinanden. Men vi er på rette spor igen efter nogle gode snakke og tro på fremtiden. Min mand vil meget gerne, at vi gør et sidste forsøg på at få en baby. Så det gør vi. Når feber og halløj er overstået, ringer jeg til klinikken og hører, hvordan vi kommer videre herfra. Hurtigst muligt. Jeg fylder 37 om ganske, ganske kort tid. Min mand 44. Vores søn fylder fem år til november. Han bliver verdens bedste storebror. Hvis han bliver det. Vi har valgt ikke at indvie en masse mennesker i vores projekt denne gang. Familien skal ikke stresse med spørgsmål og veninder skal ikke spørge om det ene og det andet. Vi kører det i vores tempo. Og ja, så har jeg jo så sagt det her, så nu ved hele verden det så lidt alligevel. Men det bliver mellem os, ikke? 😉

 

Om tid

Der er tid nok. Den næste der siger det til mig, pander jeg en. Der er ikke tid nok.

Ja, jeg snakker om alder contra moderskab. Ikke for dig men for mig. Du må gerne være 39, 42 eller hvad du lyster, når du får dit næste barn. Men det dur ikke for mig.

Min næste fødselsdag er i februar 2013. Her fylder jeg 37. Samme måned fylder min mand 44. Vores søn er tæt på fire nu.

Vi ønsker et barn mere. Men … Jeg kan godt mærke, at tiden er ved at rinde ud. Derfor har jeg taget en beslutning. Hvis jeg er i bedre form, når jeg vender retur fra Gråsten Gigthospital, forsøger vi igen i efteråret med en omgang IUI. Er jeg i lige så dårlig forfatning som nu, stopper jeg. Det hænger på mine skuldre. Det er mig, der tager beslutningen – også selv om den indbefatter andre end mig. Den aftale er for længst indgået her. Altså selvfølgelig har min mand også en holdning. Men han gør i det her tilfælde, som jeg ønsker.

I øjeblikket har jeg nogle kampe med min søn. Han prøver mig af. Overtræder grænser og opfører sig helt igennem dumt. Hans sprog er så veludviklet, at han gerne indgår i en diskussion med mig. Hold nu fast jeg skal tælle til 10 mange gange. Lidt for ofte er jeg bare afmægtig og kommer til at råbe. Hader når det sker. Har i en periode besluttet, at nu vil jeg IKKE råbe. Det er faktisk gået over al forventning. MEN … jeg bliver simpelt hen så træt, når han tester grænserne, og jeg ikke formår at stå fast. Fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere det.

Når vi er ude – som forleden hvor vi var inde i en butik med et par venner – løber han rundt og frygter intet. Eventyrlysten er han. Jeg irettesætter og beder ham gå stille og roligt rundt sammen med mig. Det gør han i et par sekunder. Så er han væk igen. Løber skrigende rundt – glad men irriterende. Den anden dag var vi som sagt af sted med nogle venner. Og om min veninde ikke kunne holde min søn ud – eller om hun bare så afmægtigheden i mine øjne, ved jeg ikke. Men hun tog fat i ham og talte bestemt. Det virkede.
Da jeg forsøgte det samme, virkede det ikke.

Hmn … det er på de tidspunkter, at jeg hader min gigt, for jeg kan ikke bare løfte ham op og trække ham ud af butikken.

Når det er sagt, så blev jeg faktisk vildt irriteret over, at min veninde blandede sig. Sig mig lige en gang, tror du ikke, at jeg kan klare det selv …

Jeg sagde det ikke til hende. Måske fornemmede hun det. For hun sagde senere på dagen til mig, at hun selv har prøvet at være fysisk udfordret og ved, hvordan det er, når man ikke kan det, man vil – altså her løfte ham op og gå ud.

Nå … men når det er sagt, så er Albert jo lige så charmerende, som han er fræk. Min moster sagde i dag, at hun huskede, at jeg var nøjagtig lige dan, da jeg var barn. Det er det der med æblet og stammen …

Min mand er i øjeblikket med Team Rynkeby, så jeg er alene med Albert i ni dage. En udfordring. Men også hyggeligt. I går var vi på tur. Og her i dag er han taget med mine forældre hjem, så kan jeg få ro til at arbejde lidt (ja, jeg er ikke klar til ferie endnu). I morgen aften henter jeg ham igen; det glæder jeg mig til. Men ind til dag vil jeg bare nyde, at det kun er hunden Sally, der gør mig selskab. Enetid. Det er jeg vild med. Og jeg har for lidt af det i en hektisk hverdag. Men lige nu er tiden min egen.

Tid – nogen gange er der ikke tid nok. Andre gange har vi for meget tid.

Men lige nu er tiden min egen. Lige nu.

Børne-bestemme-dag

Vi har børne-bestemme-dag i dag. For en gang skyld skal vi intet på en lørdag – hverken job eller aftaler er der i kalenderen. En helt ny fornemmelse for os. Albert har fået lov at bestemme, hvad vi skal lave, og han havde to ønsker: Spille vendespil og se Cars-film.

Ind til videre er det kun mor og barn, der er stået op, og vi er startet med marmelademadder i sofaen, saft i koppen og Rori Racerbil på skærmen foran os. NEJ det er hverken sundt og politisk korrekt, men hold da fast hvor er det hyggeligt.

God weekend!

Stille start på weekenden

Det var både mørkt og vådt uden for, da jeg stod op klokken meget tidlig i morges. Kan ikke sove længe, desværre. Og i stedet for at lade mig irritere over det, er jeg god til at udnytte de stille morgentimer til hyggelige sysler, mens jeg hører huset vågne langsomt og roligt.  I dag trak jeg i den varme jakke og de gode støvler og trodsede mørke og regn; med hunden i snor gik jeg på en frisk morgentur. Der er en ufattelig stilhed i bymidten sådan en lørdag morgen kl. 7. Betagende stilhed faktisk.

Hjemme igen brugte jeg resterne fra gårsdagens chili con carne til at lave “morgenmads burritos” – er du til chili og varm morgenmad, kan det kun anbefales.

Albert fik en træls start på dagen; hans verden væltede totalt, da hans elskede Noddy-figur mistede hovedet. Figuren med tilhørende bil fik han til jul fra julemanden, og det er den gave, som har gjort størst indtryk. Så stortudende og hiksende sad han bare der og sagde: “Det var jo min gave”. Det gik lige i hjertet på mig, så fluks ind på Amazon og se, hvad jeg kunne gøre. Figuren kan nemlig desværre ikke købes i Danmark. Heldigvis lykkes det at finde en figur – så Noddy-bilen igen kan få en chauffør …

Resten af dagen bliver med et andet fokus; jeg skal til Vejle for at besøge min veninde. GLÆDER mig til en hel dag i godt selskab.

God weekend!

Min søn er mit spejl

Spansk temperament – glødende entusiastisk, sprælsk, stædig og rap i replikken. Sådan tror jeg vist godt, at jeg kan erkende og stå ved, at jeg er. Det er også fint nok. Jeg har lært at leve med det. Men det er i den grad provokerende, når jeg dagligt konfronteres med selvsamme humør og personlighed fra min søn. Tre-årig krudtugle som er STÆDIG og provokerende på en måde, så jeg kan begynde at råbe i afmægtighed.

Tre-årig krudtugle forklædt som nisse

Lige så provokerende han kan være, lige så fantastisk og elskelig er min lille nisse af en søn.