Mens vi venter på Nordea

Kender du den følelse, når der er noget, du rigtig gerne vil, men det er ikke dig, der afgør, om du skal? Som når du søger et job, du bare rigtig gerne vil have, men hvor det er den kommende arbejdsgiver, som tager beslutningen om dit fremtidige job-liv.

Cirka sådan har jeg det i øjeblikket. Vi har jo som nævnt tidligere fundet det her hus, som vi bare helt vildt gerne vil købe. Der er sådan set ikke noget problem i at købe det. Prisen er fin. Men huset skal renoveres. Og et enkelt nyt køkken gør det ikke. Så meget klogere er vi blevet. Vi taler om nyt el – og sig mig lige en gang … hvem lægger mærke til el-installationerne, når vi en gang er færdige – vi taler om nye lofter, vi taler nyt badeværelse. Vi taler kort sagt en gennemgribende renovering af husets stueetage. Men nøj hvor kan der bliver fedt. Det er bare ikke op til os, om det bliver til noget. Det er op til Nordea. “Rådgiveren” synes sådan set, det hele lyder vældigt fornuftigt. Meen … skal der åbnes for pengeposen til en 1/2-millioners renovering, skal huset kunne bære værdistigningen. Så vi krydser fingre. Holder vejret og håber, at Nordea vurderer projektet lige så rentabelt og fornuftigt, som vi gør.

Det er jo ikke til at bære, hvis det er Nordea, der skal punktere vores boligdrømme. Så mens vi venter, forsøger jeg at agere totalt cool. Bag facaden kører min mave rundt hurtigere end nogen sommerfugl kan flyve, jeg tænker for og imod, frem og tilbage. Hvad gør vi hvis – hvordan håndtere vi at …. Jeg cykler turen til job og skole for lige at se, hvordan den er – jeg ser på børnehave i området. Mest af alt forsøger jeg at distrahere den store utålmodighed, som vokser inden i mig. Mens vi venter på Nordea.