Lønmodtager igen

Jeg har sagt ja til et job. Et fast lønmodtagerjob. 37 timer pr. uge. Fast løn. Ingen hurlumhej …
Jeg begynder i det nye job samme dato, som mit firma går ind i sit sjette år. Det kan jeg vælge at dvæle lidt ved – eller jeg kan glæde mig til alt det nye, der kommer til at ske.

Småbørnslivet passer ikke med et liv som selvstændig. Ikke for mig i hvert fald. Jeg og min familie har brug for lidt mere ro på de indre linjer – og jeg GLÆDER mig som en sindsyg til at få kollegaer igen.

Og hvem ved … måske levner den nye tilværelse med dagplejebarn, skolebarn og to fuldtidsjob også plads til, at jeg kan genoptage mit blogging sådan rigtigt … man har jo lov at håbe.

Baby, barsel og business

Kan man kombinere et liv som selvstændig erhvervsdrivende med moderskab? Går baby, barsel og business hånd i hånd?

Der er vist ingen facitliste med det helt rigtige svar på det spørgsmål. Og det har også været – ja det er det jo faktisk stadig – svært at finde ud af, hvordan ligningen bedst går op.

Jeg tror ikke, jeg kan finde ud af at arbejde med en nyfødt på armene. Til gengæld ved jeg, at jeg er skide god til baby og barsel og den uforudsigelighed, der er indbygget i de første spæde måneder. På femte år er jeg god til at være selvstændig og lede mig selv. I min bevidsthed er baby og moderskab meget vigtigere for mig end mit arbejdsliv. Min kommende søn skal have den bedste og mest rolige start på livet – nøjagtig som storebroren fik det. Så jeg går på barsel – uden løn – i en periode. Hvor lang tid ved jeg ikke. Da jeg blev gravid, tænkte jeg, at jeg da klart ville være på barsel så længe som muligt. Det er trods alt sidste gang, jeg oplever den mulighed.

Men nu, hvor barselsperioden nærmer sig, kan jeg godt mærke, at det der med at lukke ned, sende opgaver videre og takke nej til tilbud er svært. Jeg er i mit femte år som selvstændig. Min indsats lønner sig nu. Strategisk er det ualmindeligt dumt at lukke ned for at gå på barsel. Menneskeligt tror jeg på, det er det bedste – for mig.

Til gengæld er jeg nu åben over for muligheden for, at min barsel ikke skal være strukket ud over et år (sidste gang afviklede jeg cirka 9-10 måneder). Jeg ved det ikke. For er der en ting, jeg ved, så er det, at livet med en baby ikke kan planlægges. Og derfor giver jeg også vævende svar, når jeg bliver spurgt: Hvad gør du så med barsel og din business?

Svaret er – jeg går på barsel. Og så må tiden vise, hvad der sker med min business. Uanset hvor meget hjerteblod, der er lagt i mit firma, så er det trods alt bare et arbejde – barsel er en investering i min søns liv.

Men svært, det er det. Og reglerne er ret rigide, så der er no way back – det er enten eller.

Med en underviser i maven

Jeg er det seneste år igen og igen blevet bekræftet i, hvor F-E-D-T jeg synes, det er at undervise. At se andre få en aha-oplevelse, når lyset med ét går op for dem – at opleve, hvordan de vokser, når de lærer og forbedrer sig fra deres udgangspunkt. Det er en helt fantastisk motivation for mig som formidler og underviser.

Gennem et par semestre har jeg været ekstern underviser – timelærer – på en uddannelsesinstitution, hvor jeg har undervist i blandt andet PR, engelsk og web-tekst. Og jeg har mødt top-motiverede studerede, som går det ekstra stykke for at lære mere. Men, for der er et men … jeg har desværre også mødt en hel del unge mennesker, som på en eller anden vis har fået bildt sig ind, at det at tage en uddannelse er som at være deltager i et socialpædagogisk tilbud, hvor der ingen reelle krav stilles til dem. Studerende som ikke har fattet, at de er heldige, at de har muligheden for at blive klogere – få en uddannelse – mens de modtager SU. Min motivation som underviser lider, når jeg møder den ligegyldighed som nogle af disse studerende møder op med. Heldigvis har jeg fundet ud af, at det jo intet har at gøre med mig men alene handler om en generation, som i vid udstrækning er blevet båret på hænder og fødder, uden nogen har stillet krav til dem og bedt dem selv tage ansvar.

Men for dælen da – jeg bliver bare så glad, når jeg som i de seneste uger har en flok unge kvinder på holdet, som alle hungrer efter at lære. Og når de den sidste gang takker mig for alt det, jeg har gjort for dem – alt det, jeg har givet dem og lært dem, så bliver jeg sgu rørt og taknemmelig. Tænk sig at jeg er så heldig, at jeg har muligheden for at præge dem i deres faglige udvikling. Det gør den underviser, jeg har inden i mig glad. Og styrker min tro på, at jeg gør det godt nok, når jeg bare er mig og ikke forsøger at passe ind i en bestemt underviser-kasse.

Respekt

Har truffet en beslutning i dag. Den handler om respekt. Og mangel på samme.

Noget der har givet uro i min mave flere gange de seneste mange år, har jeg endelig gjort op med. Og det føles helt ualmindelig godt at tage en beslutning i respekt for mig selv. Nogen gange skal tingene tippe lidt ud over kanten, før vi (læs jeg) tør stå ved os (mig) selv 100 procent.

Så i anledning af det … lyt til Aretha Franklin og syng højt med på nummeret Respect! Du fortjener det!