Skal en tissemand sende 8-årige børn hjem fra skole?

Så er den gal igen. Kropsforskrækkelsen. Nypuritanismen, fristes en til at sige. 8-årige drenge er sendt hjem fra skole i en uge, fordi de har vist deres tissemænd i et frikvarter.

Oh my …

Som mor til to drenge bliver jeg bekymret. Hvad er vi for et samfund, som allerede fra drenge er helt små, lærer dem, at de er noget værre yngel, når de interesserer sig for deres kønsdele?

Jeg er da helt med på, at hverken drenge eller piger skal gå og blotte sig, når de er i skole. Men jeg er slet ikke med på den sanktion, skolen har givet. Børn på 8 år har ikke seksuelle tanker bag blottede tissemænd. Hvor ville jeg ønske, at skolelederen ikke puttede sin voksen-verden ned over børnenes handling og i stedet tog en fornuftig snak med børnene om, hvorfor det er en relativ god ide at beholde sine bukser på, når man er i skole.

Spar mig for nypuritanismens klamme klør og lad børn være børn. Det kan ikke være meningen, at vi skal lære børn – drenge – at de er potentielle forbrydere, bare fordi de i en leg viser tissemanden frem. Det er sat på spidsen ( no pun intended) . Ja. Men det er nogen gange nødvendigt for at fremme forståelsen.

Boede jeg på Sjælland, tog jeg på mandag turen for at deltage i dette debatarrangement, som magasinet Vores Børn har sat i søen. Netop afledt af sagen om “solsorte-legen”, som i den grad viste kropsforskrækkelsen lever i bedste velgående. Og med hjemsendelsen af de 8-årige drenge er der endnu mere grund til at sætte fokus på emnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *