Så stå dog ved fast ved dig – ja DIG!

Min kvalmegrænse er nået. Mængden af tilbud som suser i min retning med undertoner af: Gør dette, og du bliver et så meget bedre menneske og får det så meget bedre med dig selv, er enorm. Og jeg er næppe den eneste, som støder på annoncer, blogindlæg og nyhedsbreve, som lover mig at komme et skridt videre noget, der om ikke er det evige liv så i hvert fald er en bedre udgave af det liv, jeg lever.

Min dårlige samvittighed får et boost. Jeg burde jo også … I morgen – der gør jeg det.

Når de tanker dukker op, sidder der med henslængt magelighed en stemme, som beder mig slappe af og stå fast ved mig – acceptere mig som jeg er og stoppe med at tro, at et kursus, en workshop, et webinar eller en multivitamin-pille og 80 squats gør mig til et bedre menneske.

Jeg øver mig. I at stå fast i, hvem jeg er. Ikke at dukke nakken og kigge ned i erkendelsen af, at det heller ikke blev i dag, jeg undlod at spise kulhydrater og sætte mine deller i svingninger i takt med at min kettle bell ryger op fra gulvet.

Men kvinder på min alder – sådan lige omkring de 40 – er big business, antager jeg. I hvert fald hvis jeg dømmer på de mange tilbud og quick fixes, som den ene mere eller mindre selvbestaltede ekspert vil sælge mig. Og det endda med rabat, hvis jeg slår til i dag. “Kom nu Mulle – du vil jo gerne have din rokokkopude … ”

Nå … men i øvrigt har jeg tænkt mig i morgen igen at købe et abonnement til det lokale fitnesscenter. For de deller der … de trænger til at få lidt kamp til stregen. Fordi jeg bestemmer det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *