Kan man læse sig til at være en god mor?

Hvornår er man en god mor? Hvad kræver det at være mor – forældre – på fuld tid? Hvordan håndterer jeg det, når barnet ikke vil sove? Hvordan får jeg som mor indført en døgnrytme hos mit barn?

Åh Gud hvor jeg husker de mange spørgsmål, da jeg fik mit første barn for snart seks år siden. Usikker og famlende efter løsninger. Jeg købte bøger. Lod mig guide af bøger om udvikling, tigerspring og du bør-henvisninger. Ind til den dag jeg fik nok. Og pakkede det hele væk og lod mit moderskab være styret af min intuition for, hvad der er rigtigt og forkert. Ja, nogen gange går det galt – jeg bliver sur og råber. Men sådan set i det store og hele så er det bedste, jeg har gjort for mig selv og mit barn, at lukke ørene for alle de gode råd og lære at stole på mig selv og min egen fornemmelse for, hvad der er rigtigt.

Forleden læste jeg om nybagte mødre, som forsøger at styre babyers søvn ud fra en eller amerikansk bog. Kunsten skulle være, at forældrene sætter dagsordenen og bestemmer, hvornår der er mad og hvornår der er dømt søvn. Resultatet skulle være børn – her taler vi om babyer på 3-4-5 måneder – der sover 12-13 timer uden mad. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er en metode, der er god og anbefalelsesværdig. Men jeg kan ikke lade være med at reflektere lidt over vores – altså forældres – behov for at sætte alt i system og rytme. Hvorfor er det, vi ikke kan finde ud af at give slip i barselsperioden? Er det ikke derfor, vi har barsel? For at vi kan give vores børn mulighed for at udvikle sig i eget tempo, mens vi ikke er presset af arbejdsmarkedets krav om effektivitet og produktion?

Altså – jeg forstår sagtens, at man kan være ved at flippe trekvart over børn, der ikke vil sove mere end 45 minutter ad gangen. Og jeg forstår også sagtens frustrationerne, som kan opstå, når vi som forældre kommer i søvnunderskud. Når vi som mødre bare gerne vil have babserne for os selv uden at skulle tænke i mælkebar, ammeindlæg og ømme brystvorter. Men … alligevel …

Min førstefødte har altid haft et godt sovehjerte. Gode lure i løbet af dagen og fra han var 6-7 uger sov han fra midnat og til kl. 06 om morgenen. Hen ad vejen blev nattesøvnen udvidet. Men ikke fordi jeg eller min mand besluttede os for det – fordi det var det, barnet gav udtryk for – jeg mener ingen nybagte forældre ved deres fulde fem vækker et sovende barn om morgenen for at servere morgen-mælk, vel? (altså hvis ellers barnet er i trivsel og sund og rask).

Faktisk kan jeg godt blive lidt nervøs for, om jeg bliver ramt af Nemesis. For seriøst så synes jeg, det var nemt at have et spædbarn og en baby – jo, jo amningen var svær at få til at køre, jeg græd og havde baby blues som alle andre – havde ondt i mit kadaver efter kejsersnit og alt det der. Men jeg var relativt hurtig tryg ved det at være mor. Især da jeg droppede bøgerne og alle de velmente råd fra folk omkring mig. Ikke at forstå på den måde, at jeg ikke vil tage mod gode råd. Det vil jeg gerne. Men … jeg sorterer i dem.

Nå men tilbage til Nemesis. Måske får jeg et slag over nakken, når jeg står med min anden søn i armene. Seks år efter jeg blev mor for første gang. Måske er det denne gang mig, der skal lære at fungere med en baby, der ikke vil sove osv. Og hvem ved … så kan det da godt være, jeg køber den der amerikanske bog og forsøger at styre søvn og mad i en bestemt retning.

Men – naiv som jeg er, så vælger jeg her fra hvor jeg er nu, at tro på at selvfølgelig får jeg igen et skønt barn, som finder ud af, hvor dejligt det trods alt er at sove. Både om dagen og om natten …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *