Ilt til hjernen

Frostklar luft, der bider lidt i kinderne og lægger sig som en sprød skal rundt om hvert enkelt hår, når man er ude uden hue – vinter med sjap og glatte veje er ikke min kop te. Men den frostklare, kolde luft, som møder mig om morgenen, når jeg er ude på dagens første gåtur, er ilt til hjernen for mig. Mine øjne kan være nok så tunge af for lidt søvn og mit hoved være ved at sprænge – men når den kolde luft rammer, får jeg ilt til hjernen. Og Guderne skal vide, det er tiltrængt.

parken

Vi bor tæt på et stort, grønt område – Mindeparken. Og det er skønt at følge årets gang i den udsmykning, gartnerne giver parken. Lige nu er der pyntet op til jul.

Ret skal være ret, jeg er tæt på at være desperat ift. at få noget søvn. Men når nu det ikke kan lade sig gøre, så er jeg faktisk rigtig glad for gåturene tidligt på dagen. Klokken er kun 8, når Baby G er klar til sin første lur – desværre er jeg sådan indrettet, at jeg ikke kan lægge mig til at sove så tidligt, så derfor er jeg ude at gå. Ikke mega langt men langt nok til, at jeg får en smule fornyet energi. Jeg har tid og ro til at fundere over de tanker, som har presset sig på hen over den søvnløse nat – få spekulationer, planer og ideer parkeret de rigtige steder og bare være tilstede lige der – på gåturen. Det er på de ture, jeg får det mentale overskud til at kunne fungere i en hverdag med for lidt søvn og for mange planer. Jeg har dage, hvor jeg skruer helt ned for blusset og intet foretager mig ud over de daglige gåture. Men jeg har også haft en tendens til at planlægge en masse ting, fordi jeg også vil have noget ud af al den frihed, barselsperioden også er forbundet med. Men jeg må nok snart indse, at jeg ikke får så meget ilt til hjernen, at jeg kan mestre en tætpakket kalender – men det kommer igen den dag, jeg får min nattesøvn. Det ved jeg.

Fik jeg sagt, at kaffe også er en life saver? Og at jeg stopper alt for meget sukker i min krop de dage, hvor jeg står op med et eklatant søvnunderskud? Nå ja – den plade har jeg spillet. Den kan sagtens sættes på repeat. Men jeg er i gang med at skifte plade … for jeg har nu taget kontakt til min heltinde Majbritt fra Frk. Skrump og så skal vi bare lige have booket en session i kalenderen – så er det ikke kun frisk luft, der sikrer ilt til hjernen men også sund kost som skal være mit brændstof. Nu er det sagt. Igen. Skrevet med en kop kaffe i den ene hånd efter en kold – og kort – gåtur fra morgenen af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *