I limbo-land

Halløj …. længe siden jeg har været forbi. Tror det vil være sundt for mig at komme her lidt oftere. At give slip på alle mine tanker. Min kære mand konstaterede endnu en gang, at jeg tænker for meget, da jeg lå med 40 grader i feber og ikke kunne sove, fordi jeg ville planlægge madpakke, vasketøj fra netop overstået ferie, arbejdskalender osv. Men nu har jeg givet slip. For første gang i min karriere med eget firma har jeg aflyst møder pga sygdom. Jeg har haft mellem 38.5 og 40 i feber de seneste dage og er netop sat i antibiotikabehandling. Anden luftvejsinfektion på halvanden måned. Min krop er presset. Til det yderste.

Er ellers lige hjemkommet fra 14 dages solferie. Batterierne skulle lades op. Det blev de jo så bare ikke, da sygdom ramte os alle tre. Øv.

Til nytår gjorde vi status over endnu et år som familie med et barn. Vi er hammer-gode til at være forældre til et barn. Men vores søn er ikke nødvendigvis særlig god til at være enebarn. Kan man sige det? Han vil meget gerne have andre børns selskab, og flere i omgangskredsen får nu søskende, og at se ham sammen med de små, varmer mit hjerte. Og min mands. Tænk jeg anede jo ikke, at min mand lagde mærke til det. VI har haft et turbulent halvår, hvor vi har talt for lidt og lukket øjnene for hinanden. Men vi er på rette spor igen efter nogle gode snakke og tro på fremtiden. Min mand vil meget gerne, at vi gør et sidste forsøg på at få en baby. Så det gør vi. Når feber og halløj er overstået, ringer jeg til klinikken og hører, hvordan vi kommer videre herfra. Hurtigst muligt. Jeg fylder 37 om ganske, ganske kort tid. Min mand 44. Vores søn fylder fem år til november. Han bliver verdens bedste storebror. Hvis han bliver det. Vi har valgt ikke at indvie en masse mennesker i vores projekt denne gang. Familien skal ikke stresse med spørgsmål og veninder skal ikke spørge om det ene og det andet. Vi kører det i vores tempo. Og ja, så har jeg jo så sagt det her, så nu ved hele verden det så lidt alligevel. Men det bliver mellem os, ikke? 😉

 

En tanke om "I limbo-land"

  1. Dejligt at høre nyt herfra! Jeg kan SÅ godt sætte mig ind i dine tanker! Vi er også skide gode til at have ET barn, men vores A har også virkelig brug for andre børn omkring sig, hvilket også betyder at han ikke er særlig god til at underholde sig selv i længere tid af gangen – vi taler højst 30-40 minutter så skal mor og far på banen. Hvilket egentlig er helt fair, synes jeg. En lørdag kan godt være rigtig, rigtig lang, hvis ikke der er andre børn inde i billedet…

    Åh, Monica. Jeg håber sådan det løser sig, det her familie-baby-noget. Selvom man kan skubbe det fra sig, så er den der bare altid lige under overfladen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *