Hakkebøf og karry – duften af en gåtur

Novembers mørke har lagt sig som en tæt dyne ned over land og by. Gadelampernes søjleformede spot lyser fortov og gader op pletvist. Vinden griber fat i barnevognens regnslag og vugger i kraftige stød baby til ro. I min lomme holder Endomondo styr på, hvor langt vi går. Rundt i byens huse sørger elektrisk lys for oplyste glaspartier, mens varme stearinlys lyser hjørner af vinduer op. Aber i træ, glasklokker og stribede keramikvaser – side om side med PH-lamper og lysestager i stål. Det er dansk design, der pryder vindueskarmene. Og jeg kan ikke lade være at lure. Her på byens fine gade med de store villaer, er store malerier med til at pynte op. Som pigen med svovlstikkerne går jeg rundt og sniger mig til at se ind ad vinduerne. Nikke anerkendende, når jeg ser den træabe, jeg selv holder så meget af – spærre øjnene overrasket op, når jeg får øje på plastikdimser, som ikke passer ind. Ser misundeligt på farvestrålende malerier, som lader Poul Pava meget tilbage at ønske. Midt i alt det rigtige, det fine og det pæne blander sig duften af aftensmad. Den ene familie skal have hakkebøf. Naboerne er mere til indisk inspireret mad at dømme på duften af karry. Længere henne ad gaden serveres der snart hvidløgskrydret mad. På overfladen er meget det samme. Men madduften fortæller mig, at intet alligevel er ens. Provinsen i november er hverken spændende som en metropol eller sexet som en storby – men i de små køkkener er fantasien i frit spil. Familier drømmer sig tilbage til ferier på andre kontinenter – andre får nostalgiske flashbacks til bedstemors køkken mens en tredje bare skal have den middag overstået, så de kan få børnene i seng. Gætter jeg. Mens jeg går. Så min baby kan sove. Og jeg kan komme hjem og få aftensmad.

Duften af en gåtur …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *