38. uge: Er det nu, er det?

Min krop er i en tilstand af forberedelse. Jeg kan mærke det. Bækkenet er tynget, maven er sunket meget. Og selv om babyen har stået fast i lang tid, så er det som om, han alligevel lige har formået at skrue sig lidt længere ned. Plukkeveerne hvæsser tænder af mig med jævne mellemrum.

AV – var det en ve?

De seneste to aftener har jeg været overbevist om, at nu var det tid. At nu var veerne ved at komme og lillebror klar til at komme ud. Jeg er i 38. uge, og han er jo vurderet stor og stærk, så hvorfor ikke bare komme ud nu?

Jeg kan i hvert fald næsten ikke klare mere, hvis jeg skal være ærlig. Min mave tynger mig voldsomt, og jeg vralter afsted værre end en and med et forstuvet ben. Og så er jeg forkølet. Som i mega-meget plaget af hoste og ondt i halsen. Mine ribben gør ondt af alt det hosteri. Jeg nærmest sidder op og sover – når jeg da ellers kan finde ro. Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvordan mine sidste graviditetsuger forløb sidste gang. Men jeg kan konstatere, at jeg har rigtig svært ved at finde ro og hvile om natten. En kombination af stor mave, ødemer i fødderne, hoste og plukkeveer. I nat har jeg dog sovet sådan nogenlunde, og det hjælper lidt på overskuddet, at den sammenhængende søvn (kun afbrudt af et enkelt toiletbesøg) er 7 timer frem for 4.

Min hjerne arbejder konstant – tankerne dribler rundt oven i hinanden. Hvordan kommer fødslen til at forløbe? Hvordan håndterer jeg amningen? Kan jeg finde ud af at være mor til to? Hvordan og hvorfor – overvejelser om stort og småt. Jeg er ikke nervøs for fødslen. Men jeg tænker meget over tiden lige efter. Vil min krop fortsat arbejde sammen med mig positivt eller får gigten – Morbus Bechterew – lov at sætte dagsordenen med det samme? Mit rationelle jeg ved jo godt, at jeg hverken kan gøre fra eller til – og at det ikke er særlig konstruktivt at blive ved med at tænke over det. Men det er ikke altid det rationelle og det logiske, som har styringen. Men jeg forsøger at holde fast i, at jeg jo overordnet set har haft en skøn graviditet; at jeg er “god til at være gravid” og en gang har bevist, at jeg også er god til at være mor til en baby. Det kan jeg gøre igen.

Midt i tankespind og overvejelser dukker spørgsmålet: Er det nu, det er? op igen og igen. Min jordemoder siger til mig, jeg ikke er i tvivl, når den første melder sig. Er det sandt, så er det jo i hvert fald ikke endnu. Men … kan vi så ikke være enig om, at det er i morgen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *