Grænser – her til og ikke længere

Jeg tæller til tre … og hvis du ikke har gjort, som jeg beder dig om, inden jeg når til tre, så ….

Hold nu fast hvor hører jeg mig selv udstede varsler, trusler og straf mange gange i løbet af en dag i øjeblikket. Når man er fem år, har man – læs min søn – åbenbart et kæmpe behov for at prøve grænserne af. Et behov for at finde ud af, hvor langt man kan gå, før fælden klapper.

I forrige uge betød det fem dage uden adgang til iPad. Og i morges faldt dommen: Ingen tv resten af ugen.

En straf der fløj ud af munden på mig, da den fem-årige gik bersærkergang under påklædningen i morges. Der gik grænsen. Han blev advaret. Og udfordrede mig. Selv om jeg hele tiden synes, jeg lærer. Så har jeg i hvert fald for nogen tid siden lært, at når jeg udsteder en straf, må jeg også stå ved den. Og således har fjernbetjeningen til tv’et været gemt væk fra de tidlige morgentimer og bliver ikke fundet frem før i weekenden igen. Lige da det gik op for den noget forurettede fem-årige, at mor faktisk mente det, da hun sagde STOP!, blev han sur og gal i skralden – råbte en masse ukvemsord (gad vide om det er en del af læringen under børnehavetiden, at man skal lære at sige ord, jeg i hvert fald aldrig anvender ….?) – for dernæst at falde helt ned på jorden, spise sin morgenmad i ro og fred – snakke og hygge og konstatere, at “mor du er bare så sød”.

Jeg ved det jo godt – børn søger grænser. Nogen mere end andre. Men for pokker hvor er det svært at håndtere den grænsesøgende adfærd. Min lunte er ret kort i øjeblikket, fordi jeg er så umådelig træt (tak, lorte stofskifte), og ikke rigtig har tålmodigheden til et barn, som skal have den samme besked 3-5 gange, før han MÅSKE gør, som jeg beder ham om. Her taler vi ikke store ting, men små beskeder som: Tag dit vasketøj og læg det i tønden – skift dine underbukser og luk din jakke, før vi går ud af døren. Små ting som selv en fem-årig kan håndtere. Hvis han gider …

Egentligt er jeg ikke tilhænger af at udstede trusler og varslinger. Men jeg må bare sande, at det er det kort, jeg har at spille, når min fem-årige udfordrer mig. Det er det kort, han har respekt for og forstår. Verbalt er han så stærk, at han allerede fra han var tre kunne gå ind i en diskussion med mig om rimeligheden af det, jeg forlangte af ham. Et spejl er holdt op for mig – for han ligner mig. Har sin egen holdning til tingene og er ikke bleg for at sige autoriteterne imod. Det gør mig på sin vis stolt, når han viser den selvstændighed og det mod. Men det driver mig også til vanvid …

Jeg ønsker mig, der kommer en manuel med, når næste baby leveres. For guderne skal vide, jeg af og til har brug for et sted at søge håndfaste råd og vejlending.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *