Farvel 2011

Kære 2011. Farvel og tak for alt. Du har været et okay bekendtskab. Ikke særlig festlig og prangende, men okay. Du efterlod dig ikke mere død og sygdom, end du kom med, og det sætter jeg pris på. For man må sige, at du afløste et år, som i høj grad var præget af sygdom og elendighed. Og derfor er jeg dig taknemmelig for, at du ikke hvæssede tænder og sendte mere dårlig energi og skidt helbred i min og min families retning.

De første måneder af året tumlede jeg fortsat med at forstå, at jeg er syg. At jeg aldrig bliver rigtig frisk. Jeg brugte krudt på at lære at forstå, hvordan det er at være kronisk syg. Du, 2011, lærte mig, at sundhedsvæsenet er et sært væsen; det kræver store ressourcer at begå sig i det. Det tror jeg ikke, at jeg vil forstå.

I foråret markerede jeg, at jeg har haft gang i mit eget firma i et år. 365 dage uden stabil indtægt men med fokus på work life balance. Jeg er jo faktisk direktør. Ret ligegyldig titel men jeg skal love for, at det føles godt at være sin egen chef. Men 2011 du kan ikke være bekendt, at jeg gang på gang skal sætte spørgsmålstegn ved mine egne evner og producere katastrofetanker ind ad en kant. Stress-relaterede tankemønstre om alt er okay. 2011 du har lært mig, at jeg skal stole mere på mig selv og være knap så hård en kritiker af mig selv.

2011 du tog fusen på mig, da du sendte mig og familien af sted på sommerferie i Danland i Blokhus. 10 kilometer havde vi kørt i den tætpakkede bil, da Albert begyndte at brække sig. Hvis jeg troede, at det var klamt at tørre bræk op fra sengetøjet, ved jeg nu, at det er mere klamt at køre fra Herning-Blokhus i en bil med bræksyg dreng. 4-6 gange brækkede han sig. Og vi taler stadig om den sommerferie, som startede med stanken af bræk. Til gengæld viste det sig, at vi trivedes godt i et virvar af tyske og svenske familier, som viser bar hud i en opvarmet, indendørs swimming-pool, som lader meget tilbage at ønske. Vi trivedes med ferielandets muligheder for leg og trivialiteter. På den ferie indså jeg, at min krop bliver glad, når jeg træner hver dag. Bare lidt. Hver dag. Så det gjorde jeg så.

Led og muskler takkede mig ofte for træningen, men min vægt gik grassat. Efter jeg i 2010 smed 21 kilo, måtte jeg i 2011 desværre sige goddag til 10 af dem igen. Ikke et behageligt gensyn. Mit stofskifte var for højt, så var det for lavt. Og nu er det vist nogenlunde normalt. Medicinen er lagt på hylden, og hvis ellers jeg kunne få styr på indtaget af kalorier, så giver jeg de 10 tilbagevendende gæster et los i røven og siger farvel – og I behøver ikke komme igen, hører I?!

2011 du har lært mig, at det er okay at sætte grænser. Hvis jeg var i tvivl, har du nu lært mig, at det nogen gange faktisk er okay at tænke lidt på sig selv først og markere, hvor grænsen er. Du har vist mig, hvor sårbar jeg er som mor. Albert begyndte i børnehave i august og halvanden måneds gråd var næsten ubærligt for mig. Og ham. Men han har klaret det. Du skal have tak for, at du har givet ham mod og tillid. Hvis du også vil vise ham, at det er okay at spise mad, så får du et kæmpe smækkys til nytår.

Helt ærligt 2011 det kan godt være, at du har været et jævnt bekendtskab, men du skal have tak for, at du har været, som du har. Du har vist mig, at det nogen gange er rigtig fint at fokusere på lykken i det små – at finde glæden i hverdagen uden de store dikkedarer. Men jeg siger farvel og tak til dig uden den store vemod. Trods alt. Jeg håber, at din afløser – 2012 – viser gode takter og holder fokus på de positive følelsesudsving. Min familie og jeg har fortjent det.

Tak for nu 2011.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *