Et selv-udnævnt tabu

Hvorfor er det, at det er så svært at sige højt? Hvorfor er det, det er så svært at stå ved det? Hvorfor er det, jeg dunker mig selv i hovedet igen og igen, når talen falder på det …? Hvorfor er det, jeg opfatter mig selv som smag på grund af dét?
Hvorfor er det, at jeg selv har udnævnt PCOS til at være et tabu for mig?

Jeg har, siden jeg var ganske ung, haft PCOS med alt, hvad det giver af svære udfordringer fysisk og psykisk. Men det er umådeligt svært for mig at tale om det – at sætte ord på det. Fordi jeg har en stemme inde i mit hoved, som siger: Det kan godt være, at du fejler noget, men du kan selv ændre på det. Tag dig sammen.

Den djævelske stemme smadrer min motivation. Mit selv-udnævnte tabu forfølger mig. Og jeg har ladet stå til i lang tid. Alt for lang tid. For sagen er den, at PCOS påvirker mig på flere fronter: MIn fertilitet er ikke-eksisterende, min hud er dårlig, mit hår falder af og jeg er alt for tit en sur madamme, som har appetit som en elefant og energi som et sovedyr. Jeg VED GODT, jeg skal undgå stivelse – alle de hurtige kulhydrater. Jeg ved det. Men af en eller anden grund, har jeg svært ved at holde fast i at undgå dem – eller i hvert fald skære ned på dem. Pasta spiser jeg stor set ikke. Havregryn er droppet i det selv-udnævnte tabus navn. Men .. og der er et stort men … jeg elsker brød. Og det er en kæmpe udfordring at finde brugbare alternativer. Nuvel jeg lærer hen ad vejen – og lige nu har jeg bagt nogle kerneboller, som jeg HÅBER kan tilfredsstille min hang til brød. Nye kartofler – mums. Is – mums. Frugt – mums. Og sådan kan jeg blive ved.

I den erkendelsesproces jeg er i i øjeblikket, har jeg konstateret og erkendt, at jeg ikke kan klare denne her omstilling af mit liv alene. Jeg har brug for en kompetent sparringspartner, som kan vejlede – støtte og finde alternativer sammen med mig. Derfor har jeg taget kontakt til en af landets dygtigste inden for PCO-venlig kost. Når vi er i gang, vil jeg nok bruge min blog til at skrive om forløbet – men ind til vi har en aftale på plads, må du vente med mere info.

En del af min erkendelse handler også om, at jeg ikke skal være flov over at have PCOS. At jeg skal glemme alt om tabu og i stedet stå fast ved, at jeg har en hormonel ubalance, som jeg med en vis sandsynlighed er født med. Det er således ikke MIN SKYLD, at jeg har PCOS – det er et udslag af nogle dårlige omstændigheder, kan man sige. Til gengæld er det MIT ANSVAR at forsøge at få det bedste ud af det liv, jeg er givet – med de omstændigheder, det indebærer.
Det er MIT ANSVAR at give PCOS kamp til stregen; jeg vil vinde. Så er det sagt. En del af den kamp handler i høj grad også om, at jeg stopper med at skamme mig. At jeg lader være at gøre det til noget, jeg ikke taler om. Jo, jo forstå mig ret – jeg skal skisme ikke være en, der render rundt og taler om PCOS her, der og alle vegne. Men jeg vil faktisk gerne kunne sige nej tak til forskellige madvarer, som ikke er gode for mig uden at lyve. Som vel egentligt også er noget pjat – for jeg kan vel bare lade de givne madvarer være og så spise noget af det andet? Ja, det kan jeg i mange sammenhænge. Men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg i andre sammenhænge vil spise fra alt det, der er på bordet for at behage værten – og for ikke at sætte mig selv i centrum som hende, der ikke spiser af kartoflerne, eksempelvis.

Og det hele begynder lige nu …. Farvel tabu. God dag frihed til at være mig!

 

2 tanker om "Et selv-udnævnt tabu"

  1. Jeg forstår dig godt. Jeg kan hverken tåle mælk eller gluten og goddammit hvor får jeg mange kommentarer, mærkelige blikke og stikpiller – fordi folk tror at jeg er “En af dem på crazy kerne-ond kur”
    Men til en vis grad gælder det om at gøre sig immun over for det. Medbringe sin egen glutenfri bolle fx and thats it. Og bare svare helt kort: “Fordi jeg ikke kan tåle det” på spørgsmål, uden at forklare røven ud af bukserne.
    Jeg tror nemlig det er værst i ens eget hoved – især når man gerne vil behage andre, som jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *