Et råddent æg

At behandle nogen som et råddent æg betyder, at man tager mange hensyn til et menneske, som man opfatter som nærtagende og besværlig.
Lad det være overskriften til den fortælling, jeg nu sætter i gang:
I årene fra 2005-2008 var jeg i en lang proces, hvor jeg mentalt havde det af H til.
Mit og Brians højeste ønske var at få et barn – begyndelsen på vores egen familie. I samme periode var jeg meget stresset på grund af nogle arbejdsmæssige forhold. 
Meget energi blev brugt på tanker, der drænede. Men i 2008 skete det, vi havde ventet så længe på. 
Albert kom til verden, og vi var glade og lykkelige i vores lille hjem.

Men noget plagede fortsat: Jeg havde det ikke godt fysisk. Det blev slået hen. Men konstante smerter udløser et vist stressniveau.

I 2010 er mit helbred så elendigt, at jeg under en ferie ikke kan andet end at gå fra at sidde på toilet til at blive hjulpet i seng – og er ude af stand til at vende mig selv. Usikkerhed og nervøsitet er i den grad blevet hverdagens dagsorden, og efter første lægebesøg ruller møllen: Ind og ud af sygehuse, kroniske sygdomme bliver registreret, frygtelige mistanker om kræftsygdomme vælter læsset. Jeg planlægger min egen begravelse og er meget alene i denne sorgproces, hvor jeg ikke ved, om jeg skal sige et evigt farvel til min søn og min mand og overlade dem til en hverdag uden mig. Heldigvis bliver mistankerne ryddet af bordet, og tilbage er, at jeg skal samles op fra det hul, jeg er kommet i.

Samtidig med det har jeg en virksomhed, jeg skal forsøge at holde kørende, fordi terminen skal betales. Overskud er der intet af. Hverken mentalt, fysisk eller økonomisk.

Mit og Brians sociale liv indskrænkes alvorligt i denne periode, for vi bruger begge alle vores kræfter på at få vores egen hverdag til at hænge sammen. Vi magter nogle dage intet.
Det er ren overlevelse. Fysisk halter jeg fortsat efter med et stofskifte, som skyder voldsomt i vejret og en Morbus Bechterew, som går i mine øjne på den mest smertefulde facon.
Mit skelet har ondt. Kroppen er udsat for et konstant stressniveau, fordi der konstant er smerter, som ikke kan sammenlignes med noget.

Hver eneste dag kæmper jeg en personlig kamp for at overvinde elendigheden; jeg træner som om jeg blev betalt for det – og nej, jeg kommer aldrig til at køre spinningmaraton eller kæmpe på antallet af squats. Men jeg træner i det tempo, som veluddannede fagfolk tilråder mig.

Nogle dage går det fantastisk – andre dage kan jeg ikke klare noget som helst. Der er intet, der ligger fast. Udover en ting: Jeg har fået en fast følgesvend: Morbus Bechterew.

Det er min egen ihærdighed og stædighed sammen med Brians uopslidelige kærlighed og tro på mig, som gør, at jeg fortsat er oprejst og har mod på livet. Men det er min sygdom og de alt andet end lette år, som jeg og min lille familie har været igennem, som gør, at jeg siger fra
til ting, har kort lunte og ikke magter at gennemføre de samme ting som “almindelige” mennesker.
Min drivkraft for alt ,hvad jeg gør, er, at jeg vil være den bedste udgave af mig selv – så godt som jeg kan være det. Jeg vil være sammen med de mennesker, som betyder noget for mig – i det omfang, jeg har energi til det. Min søn og min mand har første prioritet. Jeg lærer fra dag til dag at indrette mig efter de mange hensyn, jeg er nødt til at tage til mig selv.

Det er slut med fuld fart frem uden at se sig tilbage. De dage er forbi. Der er en grund til, at jeg er kategoriseret handicappet i det offentlige system og får hjælp fra både den ene og den anden kant.

Min største frygt er, at jeg bliver det, andre mennesker opfatter som et råddent æg. At jeg skal blive afhængig af andres mennesker velvilje. Jeg ønsker ikke at blive behandlet som et råddent æg. 
Men jeg har brug for, at mine omgivelser med empatiske evner forstår, at hvis min lunte er kort, så er der en forklaring. Jeg møder ikke op til sociale arrangementer med det formål at gøre nogen sure og kede af det. Tværtimod.
Hvis nogen af mine kære har brug for hjælp, bliver syge eller rammes af anden elendighed, er jeg klar med al den støtte og hjælp, som jeg kan bidrage med. Det kræver, at jeg får lov. Selv forsøger jeg dagligt at lære mig selv at give andre lov til at hjælpe mig.
De seneste år er min venskabskreds indskrænket, for nej, jeg er ikke så sjov at være sammen med, som jeg var en gang. Til gengæld er de, der er tilbage, dem, som forstår og formår at lukke mig ind i deres liv på godt og ondt. Det er jo det, det handler om; at vi har respekt og accept af hinanden i en grad, så vi kan rumme hinanden med alle de fejl og mangler vi hver især har – for at få fornøjelsen af alle de gode ting, vi hver især har at byde på.
Jeg har brug for, at nogen forstår, hvorfor jeg – måske – er et råddent æg.
Når alt dette er sagt, så er jeg meget bevidst om, at mit liv ikke skal være en lang og ynkelig historie. Det er mig, der er chef i mit liv og ikke en dum sygdom.
Og ved I hvad … langt de fleste dage griner jeg mere, end jeg græder

2 tanker om "Et råddent æg"

  1. (*fuuuck*)

    Jeg tror fuldt og fast på at man selv inviterer til at blive behandlet ud fra den måde man behandler sig selv.
    Råddent æg, dig?
    No chance in hell!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *